Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fredsfyrstens Gud bliver „alt for alle“

Fredsfyrstens Gud bliver „alt for alle“

Kapitel 22

Fredsfyrstens Gud bliver „alt for alle“

1. Hvori sætter Jesus Kristus et eksempel for alle andre skabninger i himmelen og på jorden?

KORT efter sin opstandelse sagde Fredsfyrsten til en af sine disciple: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ (Johannes 20:17) Med disse ord anerkendte han at hans himmelske Fader også var hans Gud, den eneste som han tilbad. Ved at tilbede ham alene satte han eksemplet for alle andre skabninger i himmelen og på jorden.

2, 3. (a) Hvordan beskrives det i Første Korintherbrev 15:24-26, 28 at Jesus i en særlig forstand underlægger sig sin Fader? (b) Hvad bliver det storslåede resultat af dette?

2 Fredsfyrsten vil blive et storslået eksempel for alle fuldkommengjorte mennesker når han i en særlig forstand loyalt underlægger sig den som er universets retmæssige Suveræn. Denne uforlignelige begivenhed vil finde sted ved slutningen af hans tusindårige herredømme over menneskeheden, når han har genoprettet freden, sikkerheden og harmonien på hele jorden. Vi forsikres om dette i denne ufejlbarlige profeti:

3 „Derpå kommer enden, når han overgiver riget til sin Gud og Fader, når han har gjort al regering og al myndighed og magt til intet. For han må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden. Men når alt er blevet ham underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“ (1 Korinther 15:24-26, 28) Eller, som slutningen af vers 28 gengives i The Amplified Bible: „Så Gud kan være alt i alle — det vil sige være alt for alle, den højeste, den iboende og bestemmende livsfaktor.“

4. (a) Hvordan vil jordens indbyggere reagere på det eksempel deres adoptivfader sætter? (b) Hvilket nyt forhold vil nu eksistere mellem Jehova og menneskene?

4 Når Fredsfyrsten overgiver Riget til sin Gud ved slutningen af de tusind år, vil jordens indbyggere blive gjort opmærksomme på det skridt som deres adoptivfader tager. Med ham som deres kongelige forbillede vil de ligeledes i en ny forstand underlægge sig den højeste Gud. Nu vil de for første gang i kærlighed underlægge sig Jehova direkte, ja tilbede ham i al oprigtighed og sandhed uden længere at behøve Jesu Kristi præstetjeneste, end ikke når de beder.

5. Hvordan vil Jesu Kristi 144.000 medkonger forholde sig?

5 På denne måde bliver den højeste Gud igen konge over hele universet uden at have nogen kongelig repræsentant hverken i himmelen eller på jorden. Det siger sig selv at de 144.000 medkonger som Jesus Kristus har løskøbt fra jorden, også vil bøje knæ for den øverste Konge og i denne udvidede forstand anerkende ham som universets Suveræn.

Den endelige prøve for alle mennesker

6. (a) Hvad vil der være sket med ulydige mennesker i løbet af Jesu tusindårige herredømme? (b) Hvem er det Jesus overgiver til sin himmelske Fader?

6 I anerkendelse af Jehova som den øverste Dommer ønsker Jesus Kristus at Gud skal udtrykke sin altafgørende godkendelse af det værk han har udført i løbet af sit tusindårige herredømme. Under dette herredømme er de mennesker der har nægtet at indordne sig under retfærdighedens krav og har været ulydige mod kongen, blevet udslettet. De der af Jesus Kristus bliver overgivet til Jehova Gud, den endelige Dommer, er altså de lydige der er nået frem til menneskelig fuldkommenhed.

7. (a) Hvad vil blive efterprøvet når Jesus har overgivet Riget til sin Fader? (b) Hvordan vil de fuldkommengjorte mennesker blive sat på denne prøve?

7 Nu skal menneskenes hengivenhed over for universets Suveræn, Jehova Gud, sættes på en prøve. Som i tilfældet med Job er spørgsmålet: Elsker og tilbeder de kun Gud for alt det gode han har gjort for dem, eller elsker de ham på grund af det han selv er — universets retmæssige Suveræn? (Job 1:8-11) Men hvordan vil de fuldkommengjorte menneskers troskab og hengivenhed blive sat på prøve? Bibelen svarer: Satan Djævelen og hans dæmoner skal løses „en kort tid“ af den afgrund hvori de har været bundet i tusind år. (Åbenbaringen 20:3) Ved at Djævelen får lov til at prøve den genrejste menneskehed, kan det enkelte fuldkommengjorte menneskes uangribelighed over for Gud blive efterprøvet. — Jævnfør Job 1:12.

8. (a) Hvad vil Satan og hans dæmoner forsøge at gøre efter at de er blevet løst af afgrunden? (b) Hvad vil de der lader sig vildlede af Djævelen og hans dæmoner, gøre?

8 Syv tusind år tidligere fik Satan Djævelen den fuldkomne Adam og den fuldkomne Eva til at synde ved at appellere til deres selviskhed. Bibelen siger ikke hvilke former for fristelse Jehova vil tillade Satan og dæmonerne at benytte efter deres løsladelse fra afgrunden. Men der vil uden tvivl på ny blive appelleret til menneskenes selviskhed og til et ønske om uafhængighed af Gud. Da Djævelen stadig er en oprører mod Jehovas suverænitet, vil han være besluttet på også at gøre menneskene til oprørere. I hvor stort omfang de løsladte dæmonhorder vil få held med deres bestræbelser siges ikke, men der vil være så mange oprørere blandt menneskene at de giver indtryk af at være en stor skare. Når et fuldkommengjort menneske til den tid synder, vil det ske efter overvejelse, og altså forsætligt, med overlæg. Det vil være et udtryk for at vedkommende tager afstand fra tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud og stiller sig på Satan Djævelens side. (Åbenbaringen 20:7, 8) Hvad disse oprørere angår, bliver Jehova således ikke „alt for alle“.

9. (a) Hvad vil der ske med dem der ikke bevarer deres uangribelighed ind for Jehova Gud? (b) Hvordan vil den usynlige verden blive befriet for alle oprørere? (c) Hvilken storslået tilstand vil der råde i himmelen og på jorden?

9 De loyale nægter imidlertid at give efter for de argumenter der fremføres og det pres der øves af de vildledte, nationalistiske oprørere. De vælger uden tøven at lade Jehova være „alt for alle“ i deres tilfælde. Af hensyn til retfærdigheden må Jehovas suverænitet strengt håndhæves. Følgelig bliver alle satanpåvirkede oprørere på jorden udslettet for evigt. De vil ikke blive savnet! Også den usynlige verden må befries for alle oprørselementer. Renselsen af universet vil blive fuldført ved at Satan Djævelen og alle hans dæmonhorder tilintetgøres, udslettes for evigt. På denne måde bliver både himmelen og jorden renset for ethvert spor af synd. (Åbenbaringen 20:9, 10) Jehovas hellighed vil råde overalt. (Jævnfør Zakarias 14:20.) Den højeste Guds navn vil være helliget i himmelen og på jorden. Alle som bor i himmelen og på jorden vil med glæde gøre hans ophøjede vilje.

10. I hvilke henseender vil Jorden i al evighed indtage en særstilling blandt planeterne?

10 Skønt vor jord måske ikke for altid vil være den eneste planet i rummet der er beboet, vil den i al evighed indtage en særstilling blandt planeterne i det uendelige univers. Det vil være på denne planet Jehova har hævdet sin universelle suverænitet og dermed skabt et evigt og universelt præcedens. Det vil være den eneste planet på hvilken hærstyrkers Jehova har udkæmpet „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Det vil være den eneste planet hvortil Gud har sendt sin elskede søn for at denne kunne fødes som et menneske og dø for at løskøbe planetens beboere fra synd og død. Det vil være den eneste planet hvorfra Jehova har udtaget 144.000 beboere til at være „Guds arvinger og Kristi medarvinger“. — Romerne 8:17.

Serafer, keruber og engle

11, 12. (a) Hvilken slags åndeskabninger så Esajas i et syn? (b) Hvilken interesse har disse skabninger i os mennesker?

11 Gud, den herlige kilde til alt det skabte, både i himmelen og på jorden, vil ikke blot blive „alt“ for Kristi 144.000 medarvinger men også for andre i den himmelske verden. I det 6. kapitel i Esajas’ bog får vi et glimt af den himmelske tronsal. Vi læser her: „Jeg [så] Jehova sidde på en trone der var høj og højt hævet, og den nederste del af hans klædning fyldte templet. Serafer stod oven over ham. Hver af dem havde seks vinger. Med to holdt de deres ansigt dækket, og med to holdt de deres fødder dækket, og med to fløj de omkring. Og de råbte til hinanden og sagde: ’Hellig, hellig, hellig er hærstyrkers Jehova. Hele jordens fylde er hans herlighed.’“ — Esajas 6:1-3.

12 Hvilken gunst for Esajas at få lov til at se den helligste i hele universet siddende på sin himmelske trone omgivet af herlige serafer som står ham til tjeneste! Dette ærefrygtindgydende syn viste hvor begunstiget en stilling seraferne indtager, idet de hyldede den Allerhelligste ved tre gange at understrege hans hellighed. Seraferne er interesseret i at hjælpe dem der tilbeder Jehova til at være hellige ligesom han er hellig. — Esajas 6:5-7.

13. (a) Hvilken anden slags åndeskabninger omtaler Bibelen for os? (b) Hvordan beskrives Jehova i forhold til dem?

13 Ligesom der er forskellige slags skabninger på Jorden, hvilket vidner om Jehova Guds kraft, sådan er der også forskellige slags skabninger i åndeverdenen. Bibelen viser at der også er herlige keruber, som må kunne bevæge sig meget hurtigt. (Salme 18:10; jævnfør Hebræerbrevet 9:4, 5.) Efter at Adam og Eva havde syndet mod himmelens hellige Gud ved at spise af den forbudte frugt, posterede Skaberen keruber med „det flammende sværdblad, som uophørligt vendte sig i alle retninger“ øst for glædens paradis, sådan at menneskene ikke kunne vende tilbage dertil. (1 Mosebog 3:24) Jehova „troner på keruber“. — Salme 99:1; Esajas 37:16.

14. (a) Hvilken slags åndeskabninger må vi ikke glemme? (b) Hvor talrige er de?

14 Blandt de mange åndeskabninger må vi heller ikke glemme englene. Der er mange millioner af dem. (Daniel 7:9, 10) Nogle af dem har til opgave at betjene Jehovas tilbedere på jorden. Jesus advarede om at man ikke skal bringe nogen af dem der tilbeder Jehova til snublen og fald, med den begrundelse at „deres engle i himlene hele tiden ser min himmelske Faders ansigt“. (Mattæus 18:10; Hebræerne 1:14) Ved afslutningen af Jesu 40 dage lange faste i ørkenen og efter at han sejrrigt havde modstået de tre afgørende fristelser som Djævelen udsatte ham for, fik engle den store forret at sørge materielt for den udhungrede Jesus. — Mattæus 4:11.

15, 16. (a) Beskriv den enhed der vil råde i himmelen og på jorden. (b) Hvilken belønning vil Jehova give de fuldkommengjorte mennesker der består prøven? (c) Hvordan vil Jehova se på det at hans oprindelige hensigt er blevet gennemført?

15 I den himmelske verden vil de herlige åndeskabninger være som brødre for hinanden, ligesom de fuldkommengjorte mennesker på jorden vil være brødre og søstre. De vil afspejle Guds billede og lighed i samme storslåede grad som Adam og Eva gjorde umiddelbart efter deres skabelse. (1 Mosebog 1:26, 27) Efter at have bestået den endelige prøve vil de fuldkommengjorte mennesker få skænket retten til at leve evigt, og de vil i kærlighed blive adopteret som „Guds børn“, så de kan glæde sig over en herlig frihed og blive en del af Jehovas forenede familie i himmelen og på jorden. — Romerne 8:21.

16 Opfyldt af dyb og inderlig glæde vil Jehova Gud se sin oprindelige hensigt gennemført. Alt er nu i overensstemmelse med den beslutning han fra begyndelsen havde truffet. Alle skabninger er forenet i ubrydelig kærlighed til ham.

17. Hvad vil ingen, i betragtning af alt dette, kunne lade være med?

17 Hvem vil, i betragtning af alt dette, kunne afholde sig fra at velsigne denne vidunderlige Gud som har gennemført sin hensigt? Det er på ingen måde upassende at salmisten henvender sig til overmenneskelige skabninger og siger: „Velsign Jehova, I hans engle, som er vældige i kraft, som udfører hans ord, ved at høre når hans ord lyder. Velsign Jehova, alle hans hærstyrker, hans tjenere som udfører hans vilje.“ — Salme 103:20, 21.

18. Hvordan afslutter salmisten Salmernes bog?

18 Den jublende salmist afslutter under inspiration Salmernes bog med disse tilskyndende ord: „I skal lovsynge Jah! Lovsyng Gud på hans hellige sted. Lovsyng ham i hans styrkes udstrakte himmel. Lovsyng ham for hans vældige gerninger. Lovsyng ham efter hans mægtige storhed. Lovsyng ham med hornblæsning. Lovsyng ham med harpe og lyre. Lovsyng ham med tamburin og runddans. Lovsyng ham med strengeinstrument og fløjte. Lovsyng ham med klingende cymbler. Lovsyng ham med gjaldende cymbler. Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah. I skal lovsynge Jah!“ — Salme 150:1-6.

19. (a) I hvilket bånd vil universet da være forenet? (b) Hvad vil alle fornuftbegavede skabninger da sige?

19 Hele universet vil omsider være forenet i et fuldkomment bånd der vil holde i al evighed, tilbedelsen af den himmelske Fader, baseret på at hans børn elsker og ærer ham over alle andre. Ja, da vil alle fornuftbegavede skabninger sige som seraferne: „Hellig, hellig, hellig er hærstyrkers Jehova. Hele jordens fylde er hans herlighed.“ Da vil Fredsfyrstens Gud i sandhed være blevet „alt for alle“ — for tid og evighed.

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 188, 189]

Hele universet vil være forenet i fredelig tilbedelse af universets Suveræn