Kapitel 9

Guds pagt med sin ven gavner allerede millioner

1, 2. (a) Hvilket venskab er allerede begyndt at blive til gavn for millioner af mennesker? (b) Hvordan kunne Abraham blive Guds ven?

FOR over 1950 år siden sagde en mand som var hele menneskehedens sande ven: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:13) Jesus, som udtalte disse ord, nedstammede fra en mand der blev kaldt ven af den højeste i universet, Jehova Gud. Dette venskab, hvor ulige det end måtte synes, er nu begyndt at blive til gavn for millioner af mennesker.

² Hvem var denne mand i fortiden der udvirkede så meget for os på grund af sit venskab med Gud? Det var Abraham, en efterkommer af Sem, en af dem der overlevede den jordomspændende vandflod på Noas tid. Abraham fik et nært forhold til Gud, idet han lagde de egenskaber for dagen der kendetegner en sand ven. Ledet af tro og kærlighed handlede han efter Guds vilje, og derfor gik det som bibelskribenten Jakob forklarer: „Det skriftsted blev opfyldt som siger: ’Abraham troede på Jehova, og det blev tilregnet ham som retfærdighed,’ og han blev kaldt ’Jehovas ven’.“ — Jakob 2:23.

3, 4. (a) Hvoraf fremgår det hvor højt Jehova satte den tro og tillid Abraham lagde for dagen? (b) Med hvilke ord kronede Jehova sit udsagn i Esajas 41:8?

 ³ Denne troende og handlekraftige mand stammede fra byen Ur i Kaldæa, og han var den første der blev kaldt hebræer. (1 Mosebog 14:13) Denne betegnelse blev siden anvendt om den del af hans efterkommere der udgjorde Israels folk. (Filipperne 3:5) Eftersom Jehova gjorde Abraham til sin ven, skænkede han ham også et mål af sin fortrolighed, som det fremgår af ordene i Første Mosebog 18:17-19.

⁴ Dette vidner om hvor højt Jehova Gud satte Abrahams tro og tillid, en tro og tillid der gav sig udslag i hans ubetingede lydighed. Da Jehova sagde til sit udvalgte folk: „Men du, Israel, er min tjener, du, Jakob, hvem jeg har udvalgt,“ var han derfor hverken undskyldende eller forlegen ved at krone disse ord med tilføjelsen: „min ven Abrahams afkom.“ — Esajas 41:8.

Abrahamspagten træder i kraft

5, 6. (a) Hvilken pagt indgik Jehova med sin ven Abraham? (b) Trods hvilke ugunstige omstændigheder lovede Gud sin ven et „afkom“?

⁵ Hvor meget ens tilknytning til en nær ven kan få en til at gøre, fremgår af at universets suveræne Hersker, Jehova, indgik en pagt med denne jordiske skabning, Abraham. I Første Mosebog 15:18 læser vi: „På den dag sluttede Jehova en pagt med Abram [Abraham] der lød: ’Dit afkom giver jeg hermed dette land, fra Ægyptens flod til den store flod, Eufratfloden.’“

⁶ Eufrat var den flod Abraham og hans husstand  havde overskredet da de gik ind i det forjættede land. Abraham var dengang barnløs, selv om han var 75 år gammel, og hans hustru var ude over den alder hvor hun kunne få børn. (1 Mosebog 12:1-5) Men trods disse ugunstige omstændigheder sagde Gud til den lydige Abraham: „Se nu op mod himmelen og tæl stjernerne, hvis du da kan tælle dem. . . . Således vil dit afkom blive.“ — 1 Mosebog 15:2-5.

7. (a) Hvad kaldes denne pagt? (b) I hvilket år trådte den i kraft, og med hvilken begivenhed? (c) Hvor mange år gik der inden Lovpagten blev indgået med Israels folk?

⁷ Den pagt Jehova her indgik med sin ven benævnes Abrahamspagten. Den trådte i kraft i år 1943 f.v.t. da Abraham i overensstemmelse med pagtens betingelser overskred Eufratfloden på vej mod det forjættede land. I det år blev Jehova Gud forpligtet til at velsigne den barnløse Abraham med et „afkom“. Den lov der indgik i den pagt der blev sluttet med Israels folk ved Sinaj bjerg, blev til 430 år senere, i 1513 f.v.t. — 1 Mosebog 12:1-7; 2 Mosebog 24:3-8.

Lovpagten føjes til Abrahamspagten

8. (a) Hvad var formålet med Lovpagten? (b) Gjorde Lovpagten Abrahamspagten ugyldig?

⁸ På det tidspunkt var Abrahams efterkommere gennem sønnen Isak blevet et frit folk. Israelitterne var blevet udfriet fra Ægypten og var blevet ført til Sinaj bjerg i Arabien. Med Moses som mellemmand blev der her indgået en pagt, Lovpagten, mellem dem og Jehova Gud. Hvad var formålet med denne lovpagt, eftersom israelitterne jo allerede var kødelige efterkommere af  Jehovas ven, Abraham? Den skulle tjene til at beskytte Jehovas udvalgte folk. Lovpagten satte ikke Abrahamspagten ud af kraft, men den viste at israelitterne var syndere eftersom de ikke kunne overholde Guds fuldkomne lov. — Galaterne 3:19-23.

9, 10. (a) Hvem har Abrahams kødelige efterkommere i almindelighed ment var det „afkom“ hvorigennem alle nationer skulle velsigne sig? (b) Har deres opfattelse været rigtig?

⁹ Israelitterne blev billedlig talt denne lovpagts „sønner“. De mente at de som Abrahams kødelige efterkommere automatisk blev det „afkom“ hvorigennem alle jordens nationer skulle velsigne sig. Har dette vist sig at være tilfældet? Nej. I dag, næsten 3500 år senere, findes der ganske vist en selvstændig, verdslig republik ved navn Israel, men den kæmper for livet blandt mange fjendtlige nationer.

¹⁰ Det er således ikke Jehova Guds hensigt at man i dag skal blive en jødisk proselyt for derved at blive en del af Abrahams „afkom“ til velsignelse for den øvrige del af menneskeheden. Hvordan forholder det sig da?

11. Hvordan forklarer apostelen Paulus at det forholder sig med Abrahams kødelige efterkommere?

¹¹ Apostelen Paulus forklarer det for os idet han siger: „Der [står] skrevet at Abraham fik to sønner, en med tjenestepigen [Hagar] og en med den frie kvinde [Sara]; men den med tjenestepigen var i virkeligheden født på kødets måde, den med den frie kvinde, derimod, som følge af et løfte. Dette står som et symbolsk drama; disse  kvinder betyder nemlig to pagter, den ene fra Sinaj bjerg, som føder børn til trældom; det er Hagar. Denne Hagar betyder altså Sinaj, et bjerg i Arabien, og hun svarer til det nuværende Jerusalem, for det er i trældom med sine børn. Men det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ — Galaterne 4:22-26.

12. Hvem svarede tjenestepigen Hagar til?

¹² Det Jerusalem som tjenestepigen Hagar svarede til, var jordisk og beboet af kødelige jøder. På Jesu tid var det den israelitiske nations hovedstad og underlagt Lovpagten. (Mattæus 23:37, 38) Mens denne lovpagt, der var indgået med Moses som mellemmand, stadig var i kraft, var det kødelige Israel den synlige del af Jehovas organisation. Det kunne derfor sammenlignes med en kvinde, nemlig med Saras tjenestepige Hagar.

Abrahamspagtens sande sønner

13. (a) Hvad svarede til Abrahams hustru Sara? (b) Hvorfor kan „det Jerusalem som er oventil“ kaldes „frit“?

¹³ ’Det Jerusalem som var oventil’ var derimod Jehovas usynlige himmelske organisation. Det kunne på tilsvarende måde sammenlignes med en kvinde, med Sara, Abrahams sande hustru. Lovpagten var ikke blevet indgået med denne himmelske organisation, så dette Jerusalem var frit, ligesom fortidens Sara. Det var den organisation der frembragte det lovede „afkom“, og apostelen Paulus kunne derfor kalde det „vor moder“.

14. Hvilket „Jerusalem“ tager Abrahamspagten sigte på, og hvad kan Jesu Kristi åndsavlede disciple derfor kaldes?

 ¹⁴ Abrahamspagten gælder altså i virkeligheden hende, den større Abrahams symbolske hustru, ja, Jehovas universelle organisation i himmelen. Heraf følger at Jesu Kristi åndsavlede disciple, deriblandt apostelen Paulus, er Abrahamspagtens børn eller sønner. Paulus drager denne slutning idet han videre siger:

15. Hvad siger apostelen Paulus i Galaterbrevet 4:27-31 om Abrahamspagtens „børn“?

¹⁵ „For der står skrevet: ’Glæd dig, du ufrugtbare som ikke føder; bryd ud i jubel og råb højt, du som ikke har fødselsveer; for den forladte kvindes børn er flere end hendes som har manden.’ Men vi, brødre, er løftets børn på samme måde som Isak. Men ligesom dengang han der var født på kødets måde begyndte at forfølge ham der var født på åndens måde, således også nu. Men hvad siger Skriften? ’Jag tjenestepigen og hendes søn bort, for tjenestepigens søn skal på ingen måde arve sammen med den frie kvindes søn.’ Derfor, brødre, er vi ikke tjenestepigens men den frie kvindes børn.“ — Galaterne 4:27-31; Esajas 54:1.

16. Hvad pegede det symbolske drama på angående Lovpagten, og hvad ville så blive tilbage?

¹⁶ Dette symbolske drama der udspilledes i fortiden, pegede altså på at Jehova Gud, den større Abraham, en dag ville ophæve den lovpagt der ville blive indgået med Israel ved Sinaj bjerg. På den måde ville denne tilføjelse til Abrahamspagten blive annulleret eller taget bort, så kun Abrahamspagten  blev tilbage, med sit løfte om et „afkom“ hvorigennem alle jordens slægter skulle velsigne sig.

17. (a) Hvor længe skulle Lovpagten bestå? (b) Hvorfor var Jesus Kristus Abrahams vigtigste efterkommer? (c) Hvad måtte Jesus gøre for at blive Guds hovedformidler af velsignelse til alle jordens slægter?

¹⁷ Lovpagten som blev tilføjet skulle kun bestå indtil det lovede „afkom“ trådte frem, og dette „afkom“ viste sig at være Jesus Kristus. Ved et Guds mirakel blev han en kødelig efterkommer af Abraham. Han blev denne patriarks vigtigste efterkommer. Han stammede ikke alene fra Abraham men var også Guds søn, og han var dermed et fuldkomment menneske, en som forblev „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (Hebræerne 7:26) Men for at blive Guds hovedformidler af velsignelse til alle jordens slægter måtte han ofre sit fuldkomne menneskeliv og anvende værdien af dette offer til gavn for menneskeheden. Ved at gøre dette ville han tjene som Jehovas store ypperstepræst, der bragte et offer som på alle måder opfyldte Guds krav.

Lovpagten naglet til Jesu marterpæl

18. (a) Hvem skulle værdien af genløsningsofferet først anvendes til gavn for, og hvorfor? (b) Hvad blev Jesus?

¹⁸ Værdien af dette genløsningsoffer skulle først anvendes til gavn for det jødiske folk, som Jesus var blevet medlem af ved sin mirakuløse fødsel af jomfru Maria. Det var bydende nødvendigt at dette skete, for jøderne var i dobbelt forstand underlagt dødens fordømmelse. For det  første stammede de fra synderen Adam, og for det andet havde de, på grund af deres ufuldkommenhed, ikke formået at overholde Lovpagten med Gud. Jesus blev imidlertid en forbandelse i deres sted. Ved at lide døden på en marterpæl var han i stand til at ophæve den forbandelse der hvilede på „de bortkomne får af Israels hus“. I år 33 blev Lovpagten naglet til Jesu marterpæl, og den jødiske fårefold der hørte ind under denne midlertidige lovpagt blev lukket eller nedlagt. — Mattæus 15:24; Galaterne 3:10-13; Kolossenserne 2:14.

19. (a) Hvilken ny fårefold måtte oprettes eller åbnes, og til hvem? (b) Hvad bliver de der føres ind i den nye fårefold derfor?

¹⁹ Der måtte derfor oprettes eller åbnes en ny fårefold til de åndelige får der nu fulgte „den rigtige hyrde“, den opstandne Jesus Kristus.  „Den rigtige hyrde“, der bragte sig selv som et offer, er også den symbolske dør til denne nye fårefold. (Johannes 10:7) De der føres ind i denne nye fold under „den rigtige hyrde“ bliver åndsavlede sønner af den større Abraham og således en del af hans „afkom“. (Romerne 2:28, 29) I overensstemmelse med dette har en rest af dette åndelige „afkom“ her i de sidste dage udført en tjeneste der er til velsignelse for millioner af mennesker i over 200 lande og områder.

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 80, 81]

Den mosaiske lovpagt der blev indgået ved Sinaj bjerg, blev bragt til ophør da den blev naglet til marterpælen sammen med Jesus