Den hellige ånd — Guds virksomme kraft

IFØLGE treenighedslæren er den hellige ånd den tredje person i Guddommen, ligestillet med Faderen og Sønnen. Som det hedder i Den Athanasianske Trosbekendelse: „Helligånden er Gud.“

Det almindeligste ord for „ånd“ i De Hebraiske Skrifter er ruʹach, der betyder „ånde, vind, ånd“. I De Græske Skrifter er ordet pneuʹma, der har en tilsvarende betydning. Viser disse ord at den hellige ånd er en del af en treenig Guddom?

En virksom kraft

DEN måde den hellige ånd omtales på i Bibelen, viser at den er en kraft som Jehova Gud behersker og bruger til at udføre forskellige ting. Den kan til en vis grad sammenlignes med elektriciteten, en kraft der kan styres og anvendes til mange formål.

I Første Mosebog 1:2 siger Bibelen at „Guds virksomme kraft [„ånd“ (hebraisk: ruʹach)] var i bevægelse frem og tilbage over vandene“. Her er Guds ånd hans virksomme kraft hvormed han formede jorden.

Gud bruger sin ånd til at oplyse dem der tjener ham. David bad: „Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud. Din ånd [ruʹach] er god; måtte den føre mig i retskaffenhedens land.“ (Salme 143:10) Da der blev udpeget 70 dygtige mænd til at hjælpe Moses, sagde Gud til ham: „Jeg vil tage noget af den ånd [ruʹach] der er over dig og lægge den på dem.“ — 4 Mosebog 11:17.

Bibelens profetier blev nedskrevet af gudfrygtige mænd som „blev ført af hellig ånd [græsk: af pneuʹma]“. (2 Peter 1:20, 21) Således blev Bibelen „inspireret af Gud“ — på græsk theoʹpneustos, der bogstaveligt betyder „Gud-indåndet“. (2 Timoteus 3:16) Og under den hellige ånds indflydelse fik visse mennesker syner eller profetiske drømme. — 2 Samuel 23:2; Joel 2:28, 29; Lukas 1:67; Apostelgerninger 1:16; 2:32, 33.

Den hellige ånd drev Jesus til at gå ud i ørkenen efter hans dåb. (Markus 1:12) Ånden var som en ild der fyldte Guds tjenere med styrke. Og den satte dem i stand til at tale frimodigt og frygtløst. — Mika 3:8; Apostelgerninger 7:55-60; 18:25;  Romerne 12:11; 1 Thessaloniker 5:19.

Ved hjælp af sin ånd eksekverer Gud sine straffedomme over mennesker og nationer. (Esajas 30:27, 28; 59:18, 19) Guds ånd kan nå ud alle vegne og virke til gunst eller ugunst for mennesker. — Salme 139:7-12.

’En kraft ud over det normale’

GUDS ånd kan også skænke dem der tjener ham, en „kraft som er ud over det normale“, så de kan udholde trosprøver eller gøre noget som de ellers ikke ville være i stand til. — 2 Korinther 4:7.

For eksempel siger Dommerbogen 14:6 om Samson, da en løve kom brølende imod ham: „Så kom HERRENS Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare næver.“ (Da. aut.) Var det en guddommelig person der kom over Samson og styrede hans bevægelser så han handlede som han gjorde? Nej, det var, som en anden bibeloversættelse siger, „HERRENS kraft [der] gjorde Samson stærk“. — Today’s English Version.

Bibelen siger at da Jesus blev døbt, dalede den hellige ånd ned over ham, ikke i skikkelse af et menneske, men af en due. (Markus 1:10) Denne virksomme kraft fra Gud satte Jesus i stand til at helbrede syge og oprejse døde. I Lukas 5:17 læser vi: „Herrens [Guds] kraft virkede, så han kunne helbrede.“ — Da. aut.

Guds ånd gav også Jesu disciple kraft til at udføre mirakler. I Apostelgerninger 2:1-4 fortælles at disciplene var samlede på Pinsedagen, og „pludselig lød der fra himmelen en støj ligesom af en voldsom vind der kom farende, . . . og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig“.

Den hellige ånd gav altså Jesus og andre som tjente Gud, kraft til at gøre hvad mennesker normalt ikke kunne gøre.

Ikke en person

MEN er der ikke nogle steder i Bibelen hvor den hellige ånd tillægges egenskaber som en person? Jo, men læg mærke til hvad den katolske teolog Edmund Fortman siger om dette i bogen The Triune God: „Selv om denne ånd ofte beskrives i personlige vendinger, er det temmelig klart at de hellige forfattere [de hebraiske bibelskribenter] aldrig opfattede eller fremstillede denne ånd som en særskilt person.“

Det er ikke usædvanligt at upersonlige begreber eller kræfter personificeres i Bibelen. Visdommen siges at have børn. (Lukas 7:35) Synden og døden kaldes konger. (Romerne 5:14, 21) I Første Mosebog 4:7 siger The New English Bible at synden er „en dæmon der lurer ved døren“, hvorved synden personificeres som en ond åndeskabning der lurer ved Kains dør. Men synden er  naturligvis ikke en person fra det åndelige plan; det er den hellige ånd heller ikke, selv om den nu og da personliggøres i bibelteksten.

Et lignende eksempel findes i Første Johannesbrev 5:6-8 (Konstantin-Hansen), hvor ikke alene ånden men også ’vandet og blodet’ siges at være vidner. Ligesom vandet og blodet er upersonlige, er den hellige ånd det også.

I harmoni med dette finder vi at den hellige ånd i Bibelens almindelige sprogbrug behandles som noget upersonligt. Den sidestilles for eksempel med vand og ild. (Mattæus 3:11; Markus 1:8) Man opfordres til at lade sig fylde med hellig ånd i stedet for at fylde sig med vin. (Efeserne 5:18) Man kan være fuld af hellig ånd på samme måde som man kan være fuld af visdom, tro og glæde. (Apostelgerninger 6:3; 11:24; 13:52) Og i Andet Korintherbrev 6:6 nævnes den hellige ånd sammen med en række egenskaber. Sådanne bemærkninger og udtalelser ville ikke forekomme så ofte hvis den hellige ånd var en person.

Nogle steder i Bibelen siges der rigtignok at ånden taler, men andre skriftsteder viser at den gør det gennem mennesker eller engle. (Mattæus 10:19, 20; Apostelgerninger 4:24, 25; 28:25; Hebræerne 2:2) Ånden virker i disse tilfælde ligesom radiobølger, hvormed der sendes budskaber fra ét sted til et andet langt borte.

I Mattæus 28:19 omtales „den hellige ånds navn“. Men ordet „navn“ betyder ikke altid et personnavn, hverken på græsk eller på dansk. Når vi siger „i lovens navn“, hentyder vi ikke til en person. Vi tænker på det loven står for, dens myndighed. Robertsons ordbog Word Pictures in the New Testament siger: „Denne brug af ordet navn (onoma) er almindelig i Septuaginta og papyruserne som et udtryk for magt eller myndighed.“ Ved at blive døbt i „den hellige ånds navn“ anerkender man altså åndens myndighed, at den er fra Gud og virker ved hans vilje.

„Hjælperen“

JESUS omtalte den hellige ånd som en „hjælper“, og han sagde at den ville lære, lede og tale. (Johannes 14:16, 26; 16:13) Det græske ord for hjælper (paraʹklētos) er hankøn. Da Jesus nævnte hvad hjælperen ville gøre, brugte han derfor personlige stedord i hankøn. (Johannes 16:7, 8) Det græske ord for ånd (pneuʹma) er derimod intetkøn, og når dette ord bruges, står det tilhørende stedord på græsk i intetkøn (på dansk gengivet med fælleskøn, „den“).

Denne omstændighed skjules i mange bibeloversættelser som støtter treenighedslæren. Men den katolske New American Bible indrømmer i en fodnote til Johannes 14:17: „Det græske ord for ’Ånd’ er intetkøn, og skønt vi på engelsk benytter personlige stedord (’han’, ’hans’, ’ham’), har de fleste græske håndskrifter ’det’.“

Når Bibelen bruger personlige stedord i hankøn i forbindelse med paraʹklētos i Johannes 16:7, 8, er det altså for at følge grammatikkens regler, ikke for at udtrykke et lærepunkt.

Ikke en del af en treenighed

DER er flere autoriteter som erkender at Bibelen ikke støtter forestillingen om at den hellige ånd er den tredje person i en treenighed. For eksempel:

The Catholic Encyclopedia: „Intet sted i Det Gamle Testamente finder vi nogen klar tilkendegivelse af at der er en Tredje Person.“

Den katolske teolog Edmund Fortman: „Jøderne opfattede aldrig ånden som en person; der er heller ikke noget sikkert vidnesbyrd om at nogen gammeltestamentlig forfatter havde denne opfattelse. . . . I de synoptiske evangelier og i Apostlenes Gerninger fremstilles Helligånden sædvanligvis som en guddommelig kraft.“

New Catholic Encyclopedia: „Det Gamle Testamente skildrer tydeligvis ikke Guds ånd som en person . . . Guds ånd er ganske enkelt Guds kraft. Hvis den til tider skildres som værende adskilt fra Gud, skyldes det at Jahves ånde virker uden for hans person.“ Dette leksikon siger også: „De fleste steder i Det Nye Testamente åbenbares Guds ånd som noget, ikke som nogen; dette ses især hvor Guds ånd stilles parallelt med Guds kraft.“ — Kursiveret af os.

A Catholic Dictionary: „Som helhed omtaler Det Nye Testamente, ligesom Det Gamle, ånden som en guddommelig energi eller kraft.“

Hverken jøderne eller de første kristne betragtede  altså den hellige ånd som en del af en treenighed. Denne lære blev først antaget flere hundrede år senere. Som der siges i A Catholic Dictionary: „Den Tredje Persons sande guddommelighed blev hævdet ved et koncil i Alexandria i 362, . . . og endeligt fastslået ved koncilet i Konstantinopel i 381“ — omkring 350 år efter at disciplene var blevet fyldt med den hellige ånd på Pinsedagen!

Nej, den hellige ånd er ikke en person og ikke en del af en treenighed. Den hellige ånd er Guds virksomme kraft som han bruger til at udføre sin vilje. Den er ikke ligestillet med Gud men underordnet ham og altid til hans disposition.

[Tekstcitat på side 22]

„Som helhed omtaler Det Nye Testamente, ligesom Det Gamle, ånden som en guddommelig energi eller kraft.“ — A Catholic Dictionary

[Illustrationer på side 21]

Ved en lejlighed viste den hellige ånd sig som en due, ved en anden lejlighed som ildtunger — men aldrig i skikkelse af en person