Er læren klart udtrykt i Bibelen?

HVIS treenighedslæren er sand, må den være klart og entydigt udtrykt i Bibelen. Hvorfor? Fordi det, som apostlene bekræftede, er gennem Bibelen Gud har åbenbaret sig for menneskene. Og eftersom vi jo må kende Gud for at tilbede ham på rette måde, kan vi forvente at Bibelen klart og tydeligt fortæller os hvem han er.

De der kom til troen i det første århundrede, anerkendte Bibelen som Guds autentiske åbenbaring. Den var grundlaget for deres tro, den endelige autoritet. Da apostelen Paulus for eksempel forkyndte for indbyggerne i byen Berøa, „tog [de] imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således“. — Apostelgerninger 17:10, 11.

Og hvad benyttede fremtrædende Guds mænd på den tid som deres autoritet? Apostelgerninger 17:2, 3 siger: „I overensstemmelse med hvad Paulus plejede . . . ræsonnerede han med dem ud fra Skrifterne,“ som han forklarede og henviste til.

Jesus satte selv eksemplet ved at bruge Bibelen som grundlag for sin lære. Han sagde gentagne gange: „Der står skrevet,“ og han „fortolkede . . . det der i alle Skrifterne handlede om ham“. — Mattæus 4:4, 7; Lukas 24:27.

Både Jesus, Paulus og de første kristne i øvrigt benyttede altså Bibelen som grundlag for deres lære. De vidste at „hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. — 2 Timoteus 3:16, 17; se også Første Korintherbrev 4:6; Første Thessalonikerbrev 2:13; Andet Petersbrev 1:20, 21.

Eftersom Bibelen er „gavnlig til undervisning“ og kan gøre den kristne „fuldt udrustet“, skulle man forvente at den udtaler sig klart om en lære der er så grundlæggende som treenighedslæren hævdes at være. Men siger teologerne og historikerne selv at denne lære er klart formuleret i Bibelen?

Findes ordet „treenighed“ i Bibelen?

I ET protestantisk værk står der: „Ordet treenighed findes ikke i Bibelen . . . Det fandt ikke sin formelle plads i kirkens teologi før det 4. århundrede.“ (The Illustrated Bible Dictionary) Og et katolsk opslagsværk siger om treenighedsdogmet: „Det er ikke . . . direkte og umiddelbart Guds ord.“ — New Catholic Encyclopedia.

The Catholic Encyclopedia tilføjer: „I Skriften er der intet enkeltudtryk der hentyder til de tre guddommelige Personer i fællesskab. Ordet τρίας [triʹas] (som det latinske ord trinitas er oversat fra) findes først hos Theofilus fra Antiochia omkring 180 e.Kr. . . . Kort efter forekommer det i sin latinske form, trinitas, hos Tertullian.“

Tertullian fremholdt dog ikke nogen treenighedslære. I det katolske værk Trinitas — A Theological Encyclopedia of the Holy Trinity siges der at nogle af Tertullians ord senere blev brugt  af andre til at betegne den treenige Gud. Men bogen siger videre: „Man kan dog ikke på grundlag af brugen drage forhastede slutninger, for han anvender ikke ordene i en treenighedsteologi.“

De Hebraiske Skrifters vidnesbyrd

SELV om ordet „treenighed“ ikke forekommer i Bibelen, kunne det da tænkes at i det mindste tanken om en treenighed er klart udtrykt i den? Hvad siger for eksempel De Hebraiske Skrifter („Det Gamle Testamente“)?

Niels Munk Plum siger i sin Dogmatik: „Vi kan først afvise den Tanke, at der i G[ammel] T[estamente] findes Bevissteder for Treenigheden.“ Og bogen Katolsk Tro gennem to Årtusinder erklærer: „Det er indlysende, at læren om Treenigheden ikke findes i Det gamle Testamente.“

Endvidere erkender jesuitten Edmund Fortman i sin bog The Triune God: „Det Gamle Testamente . . . siger os ikke noget udtrykkeligt eller underforstået om en treenig Gud bestående af Fader, Søn og Helligånd. . . . Der er ingen vidnesbyrd om at nogen af de hellige forfattere nærede den mindste formodning om at der fandtes en [treenighed] i Guddommen. . . . Endog at se hentydninger til, forvarsler om eller ’tilslørede tegn’ på treheden af personer i [„Det Gamle Testamente“], er at gå ud over de hellige forfatteres ord og hensigt.“ — Kursiveret af os.

En direkte undersøgelse af De Hebraiske Skrifter vil vise at disse bemærkninger er sande. Der findes altså ikke nogen klart formuleret treenighedslære i Bibelens første 39 bøger, som udgør de inspirerede Hebraiske Skrifters kanon.

De Græske Skrifters vidnesbyrd

TALER De Kristne Græske Skrifter („Det Nye Testamente“) da klart om en treenighed?

Gads Danske Bibelleksikon siger: „Der er alm[indelig] enighed om, at der ikke i Ny Test[amente] findes nogen lære om t[reenigheden].“

Jesuitten Edmund Fortman siger: „De nytestamentlige forfattere . . . giver os intet formelt eller formuleret dogme om treenigheden, ingen eksplicit lære om at der i én Gud er tre ligestillede guddommelige personer. . . . Vi finder ingen steder nogen trinitarisk lære om tre adskilte udtryk for guddommeligt liv og virke i den samme Guddom.“

The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Hverken ordet treenighed eller den eksplicit formulerede lære forekommer i Det Nye Testamente.“

Bernhard Lohse siger i A Short History of Christian Doctrine: „Hvad Det Nye Testamente angår, finder man ikke deri en egentlig lære om treenigheden.“

I tråd med dette siger The New International Dictionary of New Testament Theology: „N[y] T[estamente] indeholder ikke den udviklede lære om treenigheden. ’Bibelen savner en udtrykkelig erklæring om at Faderen, Sønnen og Helligånden er lige af væsen’ [sagde den protestantiske teolog Karl Barth].“

Professor E. Washburn Hopkins fra Yale-universitetet erklærede: „Jesus og Paulus kendte øjensynlig ikke noget til læren om treenigheden; . . . de sagde intet om den.“ — Origin and Evolution of Religion.

Historikeren Arthur Weigall bemærker: „Jesus Kristus nævnte aldrig et sådant fænomen, og ordet ’treenighed’ forekommer intetsteds i Det Nye Testamente. Læren blev først antaget af kirken tre hundrede år efter vor Herres død.“ — The Paganism in Our Christianity.

Der findes altså ikke nogen klart formuleret treenighedslære i Bibelen, hverken i De Hebraiske Skrifters 39 bøger eller i De Kristne Græske Skrifters 27 inspirerede bøger.

Blev den fremholdt af de første kristne?

BLEV treenighedslæren fremholdt af de første kristne? Læg mærke til følgende udtalelser af historikere og teologer:

„Urkristendommen havde ikke nogen klar lære om treenigheden som den der senere blev udførligt formuleret i trosbekendelserne.“ — The New International Dictionary of New Testament Theology.

„De første kristne tænkte imidlertid ikke fra begyndelsen på at forbinde [treenigheds]tanken med deres egen tro. De rettede deres hengivenhed mod Gud, Faderen, og mod Jesus Kristus, Guds søn, og de anerkendte . . . Helligånden; men de gjorde sig ingen forestilling om at disse tre var en egentlig treenighed, ligestillede og forenede i én.“ — The Paganism in Our Christianity.

„Den kristne tro var ikke fra begyndelsen trinitarisk . . . Det var den ikke i den apostolske og den efterapostolske tid, som det ses af N[y]  T[estamente] og andre oldkristne skrifter.“ — Encyclopædia of Religion and Ethics.

„Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede. . . . Hos de apostolske Fædre var der intet der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse.“ — New Catholic Encyclopedia.

Hvad de førnikænske fædre sagde

DE FØRNIKÆNSKE fædre anerkendes som de førende religiøse lærere i de første århundreder efter Kristi fødsel. Det er derfor interessant at se hvilken lære de fremholdt.

Justinus Martyr, der døde omkring år 165, omtalte den førmenneskelige Jesus som en engel der var skabt og som var „en anden end den Gud der har skabt alt“. Han sagde at Jesus var ringere end Gud og at han „aldrig gjorde andet end hvad der var universets Skabers vilje at han skulle gøre eller sige“.

Irenæus, der døde omkring år 200, sagde at den førmenneskelige Jesus eksisterede adskilt fra Gud og var underlagt ham. Han påpegede at Jesus ikke er ligestillet med „den sande og eneste Gud“, som er „den øverste over alle, og foruden hvem der ikke findes nogen anden“.

Clemens fra Alexandria, der døde omkring år 215, omtalte den førmenneskelige Jesus som „en skabning“, men betegnede Gud som „den uskabte og uforgængelige og eneste sande Gud“. Han sagde at Sønnen „kommer næst efter den eneste almægtige Fader“ men ikke er ligestillet med ham.

Tertullian, der døde omkring år 230, fremholdt Guds overhøjhed. Han skrev: „Faderen er forskellig fra Sønnen (en anden), da han jo er større; ligesom den der avler, er forskellig fra den der avles; den der sender, forskellig fra den der sendes.“ Han skrev også: „Der var engang da Sønnen ikke var til. . . . Før alt blev til, var Gud alene.“

Hippolytos, der døde omkring år 235, omtalte Gud som „den ene Gud, den første og den eneste, alles Skaber og Herre“, og sagde videre: „Intet var af samme alder som han . . . Men han var én, alene med sig selv, og fordi det var hans vilje, lod han noget blive til som ikke før havde været til,“ som for eksempel den skabte, førmenneskelige Jesus.

Origenes, der døde omkring år 250, sagde at „Faderen og Sønnen er to substanser . . . to ting hvad væsen angår“, og at „i sammenligning med Faderen er [Sønnen] et meget lille lys“.

Teologen Alvan Lamson sammenfatter de historiske vidnesbyrd i bogen The Church of the First Three Centuries idet han siger: „Den nu anerkendte treenighedslære . . . finder ingen støtte hos Justinus [Martyr]; og denne bemærkning kan udvides til at gælde alle de førnikænske fædre, det vil sige alle kristne forfattere i de første tre hundrede år efter Kristi fødsel. Det er sandt at de taler om Faderen, Sønnen og . . . Helligånden, men ikke som ligestillede, ikke som numerisk ét af væsen, ikke som tre i én, i nogen af de henseender som treenighedslærens tilhængere i dag anerkender. Det stik modsatte er tilfældet.“

Bibelens og historiens vidnesbyrd understreger altså at treenighedslæren var ukendt i hele den tid Bibelen blev skrevet og i flere hundrede år derefter.

[Tekstcitat på side 7]

„Der er ingen vidnesbyrd om at nogen af de hellige forfattere nærede den mindste formodning om at der fandtes en [treenighed] i Guddommen.“ — The Triune God