Hvad siger Bibelen om Gud og Jesus?

HVIS man uden forudfattede forestillinger om en treenighed læste Bibelen igennem fra ende til anden, ville man så af sig selv komme til den slutning at der findes en treenighed?

Nej, det den uhildede læser klart vil se, er at Gud alene er den Almægtige, Skaberen, som er adskilt og forskellig fra alle andre, og at Jesus, også i sin førmenneskelige tilværelse, præsenteres som værende adskilt og forskellig fra Gud, som en der er skabt og underordnet Gud.

Gud er én, ikke tre

DEN bibelske lære om at Gud er én, kaldes monoteisme. Og professor i kirkehistorie L. L. Paine viser at monoteismen i sin reneste form ikke giver rum for nogen treenighed: „Det Gamle Testamente er strengt monoteistisk. Gud er et enkelt, personligt væsen. Forestillingen om at der skulle findes en treenighed dér . . . er fuldstændig uden grundlag.“

Skete der så en ændring fra monoteismen efter at Jesus var kommet til jorden? Paine svarer: „På dette punkt er der intet brud mellem Det Gamle Testamente og Det Nye. Den monoteistiske tradition fortsatte. Jesus var jøde og blev af jødiske forældre oplært i Det Gamle Testamentes skrifter. Hans lære var helt igennem jødisk; et nyt evangelium, ja, men ikke en ny teologi. . . . Og han erklærede selv sin tro på den jødiske monoteismes store skriftsted: ’Hør, Israel, Herren vor Gud er én Gud.’“

Disse ord findes i Femte Mosebog 6:4. Den katolske New Jerusalem Bible siger her: „Hør,  Israel: Jahve vor Gud er den eneste ene Jahve.“ * Til ordet ’én’ i dette vers lægger sig ingen flertalsord som kunne antyde at det står for mere end én person.

Den kristne apostel Paulus gav ikke udtryk for at der var sket nogen ændring af Guds natur efter at Jesus havde været på jorden. Han skrev: „Gud er kun én.“ — Galaterne 3:20; se også Første Korintherbrev 8:4-6.

Gud fremstilles tusinder af gange hele Bibelen igennem som én person. Når han taler, er det som én udelt Gud. Bibelen kunne ikke være klarere på dette punkt. Som Gud siger: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden.“ (Esajas 42:8) „Jeg er HERREN din Gud . . . Du må ikke have andre guder end mig.“ (Kursiveret af os.) — 2 Mosebog 20:2, 3, da. aut.

Hvis Gud i virkeligheden bestod af tre personer, hvorfor omtalte alle de gudinspirerede bibelskribenter ham da som én? Hvilket formål skulle det tjene, ud over at vildlede folk? Hvis Gud var tre, ville han utvivlsomt have ladet bibelskribenterne gøre dette helt klart, så der ikke kunne være nogen tvivl om det. I hvert fald ville de kristne bibelskribenter, som havde personlig kontakt med Guds egen søn, have gjort dette. Men de gjorde det ikke.

Hvad bibelskribenterne derimod gjorde helt klart, er at Gud er én person — udelt og uforlignelig, uden lige: „Jeg er Jehova, og der er ingen anden. Bortset fra mig er der ingen Gud.“ (Esajas 45:5) „Du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ — Salme 83:18.

Ikke en flerhed

JESUS kaldte Gud „den eneste sande Gud“. (Johannes 17:3) Han omtalte ham aldrig som sammensat af flere personer. Det er grunden til at ingen anden end Jehova kaldes almægtig i Bibelen. Hvis ordet „almægtig“ blev brugt om flere personer, ville det miste sin betydning. Hverken Jesus eller den hellige ånd bliver nogen sinde betegnet med dette ord, for Jehova alene er den Højeste. I Første Mosebog 17:1 erklærer han: „Jeg er Gud den Almægtige.“ Og i Anden Mosebog 18:11 siges der: „Jehova er større end alle de andre guder.“

I De Hebraiske Skrifter har ordet ’ælōʹah (gud) to flertalsformer, nemlig ’ælohīmʹ og ’ælohēʹ (konstruktformen). Disse flertalsformer bruges i de fleste tilfælde om Jehova, hvor de gengives med „Gud“ i ental. Antyder flertalsformen at der er tale om en treenighed? Nej. I ordbogen A Dictionary of the Bible siger William Smith: „Den fantasifulde forestilling at [’ælohīmʹ] sigtede til treenigheden af personer i Guddommen finder nu næppe nogen støtte blandt forskerne. Det er enten hvad grammatikerne kalder majestætsflertal, eller det betegner den guddommelige styrkes hele fylde, summen af Guds kræfter og egenskaber.“

The American Journal of Semitic Languages and Literatures siger at ’ælohīmʹ „næsten uden undtagelse konstrueres med verballeddet i ental og står med en adjektivisk bestemmelse i ental“. For eksempel forekommer titlen ’ælohīmʹ 35 gange i skabelsesberetningen, og hver gang står det tilhørende udsagnsord som beskriver hvad Gud sagde eller gjorde, i ental. (1 Mosebog 1:1–2:4) Det nævnte tidsskrift drager derfor denne slutning: „[’Ælohīmʹ] må snarere forklares som intensiv flertal til betegnelse af storhed og majestæt.“

’Ælohīmʹ betyder ikke „personer“, men „guder“. De der hævder at dette ord er udtryk for en treenighed, gør sig derfor til polyteister, nogle der dyrker flere guder. Deres argument vil nemlig føre til at der er tre guder i treenigheden. Men så godt som alle treenighedstilhængere afviser tanken om at treenigheden består af tre adskilte guder.

Bibelen bruger også nogle steder ordet ’ælohīmʹ eller ’ælohēʹ om afguder i flertal. (2 Mosebog 12:12; 20:23) Men andre steder bruges det om enkelte afguder, som for eksempel da filistrene ofrede til „deres gud [’ælohēʹ] Dagon“, eller hvor Ba’al kaldes „en gud [’ælohīmʹ]“. (Dommerne 16:23, 24; 1 Kongebog 18:27) Ordet bruges desuden om mennesker. (Salme 82:1, 6) Moses fik at vide at han skulle tjene som „Gud [’ælohīmʹ]“ for Aron og for Farao. — 2 Mosebog 4:16; 7:1.

At titlerne ’ælohīmʹ og ’ælohēʹ bruges om afguder og mennesker betyder naturligvis ikke at disse afguder og mennesker hver udgør en  flerhed af guder. På samme måde betyder dét at ordene bruges om Jehova, heller ikke at han er en flerhed — navnlig ikke når man tænker på hvad resten af Bibelen siger om dette emne.

Jesus en særskilt skabning

DA JESUS var på jorden var han et menneske, om end han var fuldkommen fordi det var Gud der havde overført hans livskraft til Marias moderskød. (Mattæus 1:18-25) Men det var ikke dér hans liv begyndte. Han erklærede selv at han var ’steget ned fra himmelen’. (Johannes 3:13) Det var derfor helt naturligt at han senere sagde til sine disciple: „Hvad da hvis I skulle se Menneskesønnen [Jesus] stige derop hvor han var før?“ — Johannes 6:62.

Jesus havde altså eksisteret i himmelen før han kom til jorden. Men var det som en af personerne i en almægtig og evig treenig Guddom? Nej, for Bibelen siger klart at han i sin førmenneskelige tilværelse var en åndeskabning, et åndevæsen der var skabt af Gud, ligesom englene. Hverken englene eller Jesus havde eksisteret før de blev skabt.

Jesus var i sin førmenneskelige tilværelse „al Skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15, 1907-overs.) Han var „Guds Skabnings Begyndelse“. (Åbenbaringen 3:14, 1907-overs.) At han var skaberværkets ’begyndelse’ (græsk: archēʹ) kan ikke med rette udlægges sådan at han var den der ’begyndte’ det eller satte det i gang, dets ophav. Johannes bruger forskellige former af det græske ord archēʹ over 20 gange i sine skrifter, og hver gang i den almindelige betydning „begyndelse“. Jesus blev altså skabt af Gud som begyndelsen på det usynlige skaberværk.

Læg mærke til hvor nøje disse udsagn om Jesu oprindelse svarer til de udtalelser der fremsættes af den symbolske „visdom“ i Ordsprogenes bog i Bibelen: „Mig skabte HERREN først blandt sine værker, i urtid, førend han skabte andet; førend bjergene sænkedes, før højene fødtes jeg, førend han skabte jord og marker, det første af jordsmonnets støv.“ (Ordsprogene 8:12, 22, 25, 26, da. aut.) Ordet „visdom“ bruges her til at personificere den som Gud skabte, og de fleste forskere er enige om at det i virkeligheden er et billedligt udtryk for Jesus som åndeskabning før han blev menneske.

Som „visdommen“ før han blev menneske siger Jesus videre at han var „hos [Gud] som værkmester“. (Ordsprogene 8:30) I overensstemmelse med dette — at Jesus var Guds værkmester — siger Kolossenserne 1:16 at „det var ved ham, at alt, i Himlen og paa Jorden, blev skabt“. — Den nye Pagts Breve ved Axel Sørensen.

Det var altså ved hjælp af denne værkmester, sin værkfører så at sige, at den almægtige Gud skabte alt andet. Bibelen sammenfatter det på denne måde: „Der [er] for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, . . . og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er.“ (Kursiveret af os.) — 1 Korinther 8:6, da. aut.

Det var uden tvivl til denne værkmester Gud sagde: „Lad os frembringe mennesker i vort billede.“ (1 Mosebog 1:26) Nogle har hævdet at stedordene „os“ og „vort“ i denne udtalelse tyder på en treenighed. Men hvis én i dag siger: ’Lad os lave det eller det,’ vil det normalt ikke blive forstået sådan at vedkommende består af flere sammenknyttede personer. Det vil blot blive forstået sådan at to eller flere vil samarbejde om et eller andet. Det samme gjaldt i Guds tilfælde. Da han brugte ordene „os“ og „vort“, henvendte han sig ganske enkelt til en anden, sin første åndeskabning, værkmesteren, den førmenneskelige Jesus.

Kunne Gud fristes?

I MATTÆUS 4:1 siges der at Jesus blev ført ud i ørkenen „for at fristes af Djævelen“. Efter at have vist Jesus „alle verdens riger og deres herlighed“, sagde Satan: „Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.“ (Mattæus 4:8, 9) Satan forsøgte at få Jesus til at være illoyal mod Gud.

Men hvilken loyalitetsprøve ville det være hvis Jesus selv var Gud? Kunne Gud gøre oprør mod sig selv? Nej, men engle og mennesker  kunne gøre oprør mod Gud, og gjorde det. Det ville være formålsløst at friste Jesus medmindre han var en selvstændig person med sin egen frie vilje, en der kunne være illoyal hvis han ønskede det, ligesom en engel eller et menneske.

Det er utænkeligt at Gud skulle kunne synde og være illoyal over for sig selv. „Fuldkomment er hans værk . . . En trofast Gud, . . . retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4) Hvis Jesus havde været Gud, ville det ikke have været muligt at friste ham. — Jakob 1:13.

Men eftersom Jesus ikke var Gud, kunne han have været illoyal. Han forblev imidlertid trofast, idet han sagde: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ — Mattæus 4:10.

Hvor stor var løsesummen?

EN AF de vigtigste grunde til at Jesus kom til jorden taler også imod treenighedslæren. Bibelen siger: „Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ — 1 Timoteus 2:5, 6.

Som et fuldkomment menneske blev Jesus en løsesum der dækkede præcis hvad Adam havde forspildt — retten til fuldkomment liv som menneske på jorden. Jesus kunne derfor med rette kaldes „den sidste Adam“, og der kunne i samme sammenhæng siges: „Ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ (1 Korinther 15:22, 45) Jesu fuldkomne menneskeliv var den „tilsvarende løsesum“ som den guddommelige retfærdighed krævede — hverken mere eller mindre. Et grundlæggende princip, også inden for menneskelig retfærdighed, er at prisen der betales skal svare til uretten der er begået.

Hvis Jesus havde været en del af en Guddom, ville den betalte løsesum langt have oversteget hvad Guds lov krævede. (2 Mosebog 21:23-25; 3 Mosebog 24:19-21) Det var kun et fuldkomment menneske, Adam, der havde syndet i Eden. Det var ikke Gud. For at løsesummen kunne stemme med Guds retfærdige krav måtte den derfor være et nøjagtigt modstykke til dette — et fuldkomment menneske, „den sidste Adam“. Da Gud sendte Jesus til jorden som løsesummen, gjorde han derfor Jesus til det der ville tilfredsstille retfærdighedens krav, ikke en inkarnation, ikke en der var sand Gud og sandt menneske, men et fuldkomment menneske, en der var „ringere end engle“. (Hebræerne 2:9; jævnfør Salme 8:5, 6.) Hvordan kunne nogen del af en almægtig Guddom — Faderen, Sønnen eller den hellige ånd — på nogen måde være ringere end engle?

Hvordan var han „den enbårne Søn“?

JESUS kaldes i Bibelen Guds „enbårne Søn“. (Johannes 1:14, da. aut.; 3:16, 18; 1 Johannes 4:9) De der tror på treenighedslæren siger at eftersom Gud er evig, må Guds søn også være evig. Men hvordan kan man være søn og samtidig være lige så gammel som sin fader?

Ifølge Lutherstiftelsens Bibelværk: Bibelen med Forklaringer hævder nogle at udtrykket „den enbårne“ i Jesu tilfælde ikke skal forstås som ’eneste barn’ i den normale betydning, men at det „sigter til det evige Væsensforhold, . . . til en Fødsel af Faderen fra Evighed“. Men lyder det logisk? Kan man være født og være søn af nogen og dog være evig, uden begyndelse?

 Og hvorfor bruger Bibelen nøjagtig det samme græske ord til at beskrive Isaks forhold til Abraham? I Hebræerbrevet 11:17 (da. aut.) omtales Isak som Abrahams „enbårne“ søn. Der kan ikke være nogen tvivl om at Isak var enbåren i den normale betydning. Han havde ikke levet lige så længe som sin fader og havde heller ikke samme stilling som han.

Det græske ord for ’enbåren’ der bruges om Jesus og Isak, er monogenēsʹ, der kommer af moʹnos, som betyder „eneste“, og giʹnomai, et rodord der, ifølge Strongs Exhaustive Concordance, betyder „at frembringe“, „at blive til“. Monogenēsʹ betyder derfor: „Født enkelt el. alene, eneste (Barn).“ — Græsk-Dansk Ordbog af C. Berg.

Ordbogen Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af Gerhard Kittel, siger: „[Monogenēsʹ] betyder ’ene afkom’, dvs. uden brødre eller søstre.“ Denne ordbog siger også at i Johannes 1:18; 3:16, 18 og Første Johannesbrev 4:9 „bliver Jesu stilling ikke blot sammenlignet med enebarnets forhold til sin fader; det er den enbårnes forhold til Faderen“.

Jesu liv havde altså en begyndelse. Og det var den almægtige Gud der, som Faderen, gav ham livet, i samme betydning som en jordisk fader avler en søn, sådan som Abraham gjorde. (Hebræerne 11:17) Når Bibelen omtaler Gud som Jesu „Fader“, mener den altså hvad den siger — at de to er adskilte personer. Gud er den ældre. Jesus er den yngre — og underlagt Gud både hvad stilling, magt og kundskab angår.

Når man gør sig klart at Jesus ikke var den eneste åndesøn af Gud der blev skabt i himmelen, vil man forstå hvad der ligger i at han specielt kaldes „den enbårne Søn“. De utallige andre åndeskabninger, englene, kaldes også ’gudssønner’, ligesom Adam blev kaldt „søn af Gud“, fordi deres livskraft stammer fra Jehova Gud, livets kilde. (Job 38:7; Salme 36:9; Lukas 3:38) Men de blev alle skabt ved hjælp af „den enbårne Søn“, som var den eneste der blev frembragt direkte af Gud. — Kolossenserne 1:15-17.

Blev Jesus regnet for at være Gud?

JESUS kaldes ofte „Guds søn“ i Bibelen, men der var ingen i det første århundrede der opfattede ham som „Gud Søn“. Selv dæmonerne, som „tror der er én Gud“, vidste fra åndeverdenen at Jesus ikke var Gud. Derfor tiltalte de ham korrekt som „Guds søn“. (Jakob 2:19; Mattæus 8:29) Og da Jesus døde havde de ikkekristne romerske soldater set tilstrækkeligt til at kunne bekræfte hvad de må have hørt hans disciple sige — ikke at Jesus var Gud, men at han ’virkelig var Guds søn’. — Mattæus 27:54.

Betegnelsen „Guds søn“ sigter til Jesus som en særskilt skabning, ikke som en del af en treenig Guddom. Som Guds søn kunne han ikke være Gud selv, for Johannes 1:18 siger: „Ingen har nogen sinde set Gud.“ — Da. aut.

Disciplene betragtede Jesus som en „mellemmand imellem Gud og mennesker“, ikke som Gud selv. (1 Timoteus 2:5) Eftersom en mellemmand pr. definition er en der står imellem de parter der har brug for hans tjeneste, kunne Jesus ikke samtidig være forenet med eller være en del af den ene part. Så ville han have givet sig ud for noget han ikke var.

Bibelen udtrykker sig klart og konsekvent om forholdet mellem Gud og Jesus. Jehova Gud alene er almægtig. Han skabte den førmenneskelige Jesus direkte. Derfor havde Jesus en begyndelse og kunne aldrig blive lige med Gud i magt eller evighed.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 14]

Da Jesus er skabt af Gud, er han underordnet Gud både i tid, magt og kundskab

[Illustration på side 15]

Jesus sagde at han havde en førmenneskelig tilværelse, og at han var blevet skabt af Gud som begyndelsen af Guds usynlige skaberværk