Hvordan er treenighedslæren opstået?

NU SPØRGER du måske: ’Hvis treenighedslæren ikke stammer fra Bibelen, hvordan er den så blevet anerkendt i kristenheden?’ Mange mener at den blev udformet ved kirkemødet i Nikæa i år 325.

Det er imidlertid ikke helt rigtigt. Mødet i Nikæa hævdede ganske vist at Kristus var af samme væsen som Gud, hvilket lagde grunden til den senere treenighedsteologi. Men selve læren blev ikke fastlagt dér, for den hellige ånd blev ikke nævnt som den tredje person i en treenig Guddom.

 Konstantins rolle i Nikæa

DEN spirende forestilling om at Jesus var Gud havde i årevis vakt en voldsom, bibelsk begrundet modstand. I et forsøg på at bilægge striden indkaldte den romerske kejser Konstantin biskopperne til et møde i Nikæa. Kun omkring 300, en brøkdel af det samlede antal, mødte op.

Konstantin var ikke selv kristen. Det menes at han senere omvendte sig, men han blev ikke døbt før på dødslejet. Henry Chadwick siger om ham i bogen The Early Church: „Konstantin dyrkede ligesom sin fader den ubesejrede sol; . . . hans omvendelse skal ikke udlægges som en indre oplevelse af nåden . . . Det var et militært spørgsmål. Hans forståelse af den kristne lære var aldrig særlig klar, men han var sikker på at sejren på slagmarken blev skænket af de kristnes Gud.“

Hvilken rolle spillede denne udøbte kejser ved kirkemødet i Nikæa? Encyclopædia Britannica fortæller: „Konstantin førte selv forsædet, ledede aktivt drøftelserne, og foreslog personligt . . . den afgørende formulering som udtrykte Kristi forhold til Gud i den trosbekendelse der blev udstedt af koncilet, ’af samme væsen som Faderen’ . . . Skræmt af kejseren underskrev biskopperne, med kun to undtagelser, trosbekendelsen, mange af dem meget imod deres vilje.“

Konstantin spillede altså en afgørende rolle. Efter to måneders heftig religiøs debat greb denne hedenske politiker ind og afgjorde sagen til fordel for dem der sagde at Jesus var Gud. Men hvorfor? Tydeligvis ikke på grund af nogen bibelsk overbevisning. „Konstantin havde i grunden slet ingen forståelse af de spørgsmål der blev stillet i græsk teologi,“ siger A Short History of Christian Doctrine. Det han forstod, var at religiøs splittelse var en trussel mod hans rige, og han ønskede at befæste sit herredømme.

Men ingen af biskopperne i Nikæa fremførte en treenighedslære. De definerede blot Jesu natur, men beskrev ikke den hellige ånds stilling. Hvis treenigheden havde været en klar bibelsk lære, burde de så ikke have fremført den på det tidspunkt?

Den videre udvikling

EFTER Nikæa fortsatte man med at diskutere emnet i årtier. De der troede at Jesus ikke var ligestillet med Gud, genvandt endog kejserens gunst for en tid. Men senere gik kejser Theodosius imod dem. Han gjorde trosbekendelsen fra Nikæa til den gældende norm i sit rige og indkaldte til kirkemødet i Konstantinopel i år 381 for at få formuleringen gjort tydeligere.

Ved dette møde enedes man om at stille den hellige ånd på linje med Gud og Kristus. Først nu begyndte kristenhedens treenighedslære at kunne skimtes.

Men ikke engang efter kirkemødet i Konstantinopel fik treenighedslæren nogen udbredt anerkendelse. Mange var imod den og pådrog sig voldsom forfølgelse. Det var først i senere århundreder at den blev formuleret i faste trosbekendelser. Opslagsværket The Encyclopedia Americana siger: „Treenighedslæren fandt sin fulde udvikling i Vesten, i middelalderens skolastik, da man forsøgte at forklare den filosofisk og psykologisk.“

 Den Athanasianske Trosbekendelse

TREENIGHEDEN blev grundigere defineret i Den Athanasianske Trosbekendelse. Athanasius var en gejstlig der støttede Konstantin i Nikæa. I trosbekendelsen der bærer hans navn, hedder det: „Vi ærer én Gud i tre personer . . . Således er Faderen Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.“

Velunderrettede lærde er dog enige om at det ikke var Athanasius der formulerede denne trosbekendelse. The New Encyclopædia Britannica bemærker: „Trosbekendelsen var ukendt i den østlige kirke indtil det 12. århundrede. Siden det 17. århundrede har der været bred enighed blandt de lærde om at Den Athanasianske Trosbekendelse ikke er skrevet af Athanasius (død 373) men at den sandsynligvis er formuleret i Sydfrankrig i løbet af det 5. århundrede. . . . Trosbekendelsen synes hovedsagelig at have haft indflydelse i Sydfrankrig og Spanien i det 6. og 7. århundrede. Den blev brugt i kirkens liturgi i Tyskland i det 9. århundrede og noget senere i Rom.“

Der gik altså mange hundrede år fra Jesu tid før treenighedslæren blev almindeligt anerkendt i kristenheden. Og hvad var bestemmende for de afgørelser man traf undervejs? Var det Guds ord, eller var det gejstlige og politiske overvejelser? I bogen Origin and Evolution of Religion svarer E. W. Hopkins: „Den endelige ortodokse definition af treenighedslæren var hovedsagelig et spørgsmål om kirkepolitik.“

Et frafald forudsagt

TREENIGHEDSLÆRENS famøse historie stemmer med det som Jesus og hans apostle forudsagde ville ske efter deres tid. De sagde at der ville komme et frafald, en afvigelse fra den sande tilbedelse, og at dette frafald ville bestå indtil Kristi genkomst, hvor den sande tilbedelse ville blive genoprettet forud for den „dag“ da Gud ville ødelægge den nuværende verdensordning.

Med denne „dag“ i tanke sagde apostelen Paulus: „Først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“ (2 Thessaloniker 2:3, 7) Senere forudsagde han: „Efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ (Apostelgerninger 20:29, 30, da. aut.) Andre af Jesu disciple skrev også om dette frafald med dets ’lovløse’ præsteklasse. — Se for eksempel Andet Petersbrev 2:1; Første Johannesbrev 4:1-3; Judas 3, 4.

Paulus skrev videre: „Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.“ — 2 Timoteus 4:3, 4, da. aut.

Jesus forklarede hvad der ville ligge bag dette frafald fra den sande tilbedelse. Han sagde at han selv havde sået hvede i marken, men at fjenden, nemlig Satan, ville overså den med ukrudt. Sammen med de første hvedeplanter ville der også komme ukrudt op. Man måtte derfor regne med et frafald eller en afvigelse fra den sande kristendom indtil høsten, hvor Kristus ville bringe tingene i orden igen. (Mattæus 13:24-43) The Encyclopedia Americana bemærker: „Det 4. århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra denne lære.“ Hvorfra stammede så denne afvigelse? — 1 Timoteus 1:6.

Hvor indflydelsen kom fra

LIGE fra det gamle Babylons tid havde man overalt i oldtidens verden været vant til at dyrke de hedenske guder i form af treheder eller triader. Det var også en udbredt praksis i  Ægypten, Grækenland og Rom i århundrederne før og efter Kristi fødsel. Og efter apostlenes død begyndte de hedenske tanker at trænge ind i kristendommen.

Historikeren Will Durant siger: „Kristendommen ødelagde ikke hedenskabet, men optog det i sig. . . . Fra Egypten kom tankerne om en guddommelig treenighed.“ Og i bogen Egyptian Religion bemærker Siegfried Morenz: „De ægyptiske teologer var meget optaget af treenighedstanken . . . Tre guder forenes og behandles som én, der tiltales i ental. Derved afslører den ægyptiske religions åndelige kraft en direkte forbindelse til kristen teologi.“

De kirkeledere der boede i Alexandria i slutningen af det tredje og begyndelsen af det fjerde århundrede, som for eksempel Athanasius, afspejlede denne indflydelse når de formulerede de tanker der førte til treenighedslæren. Deres indflydelse blev så stor at Siegfried Morenz betragter „den alexandrinske teologi som mellemleddet mellem den religiøse arv fra Ægypten og kristendommen“.

I forordet til Edward Gibbons værk History of Christianity læser vi: „Hvis hedenskabet blev besejret af kristendommen, gælder det i lige så høj grad at kristendommen blev fordærvet af hedenskabet. Den rene deisme hos de første kristne . . . blev af Romerkirken forvandlet til det ubegribelige treenighedsdogme. Mange af de hedenske trossætninger, der var opfundet af ægypterne og blev gjort til idealer af Platon, bibeholdtes som værd at tro på.“

Ifølge A Dictionary of Religious Knowledge siger mange at treenighedslæren „er et fordærv som er lånt fra de hedenske religioner og indpodet i den kristne tro“. Og bogen The Paganism in Our Christianity erklærer: „Dens oprindelse er fuldstændig hedensk.“

Af denne grund skrev James Hastings i opslagsværket Encyclopædia of Religion and Ethics: „I indisk religion, f.eks., møder vi treheden Brahma, Siva og Vishnu, og i ægyptisk religion treheden Osiris, Isis og Horus . . . Men det er ikke blot i de historiske religioner vi finder Gud opfattet som en treenighed. Man erindrer sig især den nyplatoniske forestilling om den øverste eller højeste virkelighed,“ der er „repræsenteret ved en tredeling“. Hvad har den græske filosof Platon med treenigheden at gøre?

Platonismen

PLATON menes at have levet fra 428 til 347 før Kristus. Han fremholdt ikke treenighedslæren i dens nuværende form, men hans filosofi banede vejen for den. Efter hans tid opstod der filosofiske systemer som omfattede visse treenighedsideer der var påvirket af hans forestillinger om Gud og naturen.

Det franske opslagsværk Nouveau Dictionnaire Universel siger om Platons indflydelse: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“

The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge påpeger hvilken indflydelse denne græske filosofi har øvet: „Dogmerne om Logos og treenigheden fik deres form fra græske fædre, som . . . direkte eller indirekte var stærkt påvirkede af den platoniske filosofi . . . Det kan ikke nægtes at der ad denne vej indsneg sig vildfarelser og vranglærdomme i kirken.“

The Church of the First Three Centuries siger: „Treenighedslæren blev udformet gradvis og på et forholdsvis sent tidspunkt. . . . den stammer fra en kilde som er helt fremmed for de jødiske og de kristne skrifter, . . . den blev udviklet, og indpodet i kristendommen, af kirkefædre som forfægtede platoniske ideer.“

Ved slutningen af det tredje århundrede blev den tids „kristendom“ og den nyplatoniske filosofi uadskilleligt sammenknyttet. Som Adolf Harnack siger i Outlines of the History of Dogma, blev kirkens lære „solidt rodfæstet i hellenismens [den hedenske græske tankegangs] jord. Derved blev den et mysterium for det store flertal af de kristne“.

Kirken hævdede at dens nye dogmer var grundlagt på Bibelen. Men Harnack siger: „I virkeligheden legaliserede den hellenistisk spekulation, hedensk mysteriedyrkelses overtroiske forestillinger og skikke.“

I bogen A Statement of Reasons siger Andrews Norton om treenigheden: „Vi kan spore denne læres historie tilbage og finde dens  ophav, ikke i den kristne åbenbaring, men i den platoniske filosofi . . . Treenigheden er ikke en lære der stammer fra Kristus og hans apostle, men er udtænkt af den senere platoniske skole.“

I det fjerde århundrede stod det frafald som Jesus og hans apostle havde forudsagt, således i fuldt flor. Udviklingen af treenighedslæren var kun ét af vidnesbyrdene om dette. De frafaldne kirker begyndte også at antage andre hedenske opfattelser, som for eksempel læren om et brændende helvede, om sjælens udødelighed og om billeddyrkelse. Kristenheden var åndeligt talt blevet overvældet af det forudsagte mørke, underlagt en voksende gejstlighed der optrådte som „lovløshedens menneske“. — 2 Thessaloniker 2:3, 7.

Hvorfor forkyndte Guds profeter den ikke?

HVORDAN kan det være at ingen af Guds profeter gennem årtusinder underviste hans folk i treenighedslæren? Og hvordan kan det være at Jesus ikke brugte sine evner som den store Lærer til at forklare sine disciple denne lære? Kunne man forestille sig at Gud ville inspirere hundreder af bibelsider uden at ofre nogen plads på at forklare treenighedslæren, hvis den virkelig skulle betragtes som den kristne tros „centrale lære“?

Skal man som kristen tro at Gud flere hundrede år efter Kristus og efter Bibelens nedskrivning ville stå bag formuleringen af en lære som hans tjenere gennem årtusinder ikke havde kendt noget til, en lære der var ’et uudgrundeligt mysterium’ som ’oversteg den menneskelige fatteevne’, en lære der ganske klart havde en hedensk baggrund og hvis indførelse ’hovedsagelig var et spørgsmål om kirkepolitik’?

Historiens vidnesbyrd er klart og tydeligt: Treenighedslæren er en afvigelse, et frafald, fra den sande tro.

[Tekstcitat på side 8]

’Det 4. århundredes treenighedslære afveg fra de første kristnes lære.’ — The Encyclopedia Americana

[Ramme på side 9]

„De Store Guders triade“

Mange hundrede år før Kristi tid fandtes der triader eller treheder af guder i det gamle Babylonien og Assyrien. Det franske leksikon „Larousse Encyclopedia of Mythology“ nævner en sådan triade som blev dyrket i Mesopotamien: „Universet blev delt i tre områder som hver blev underlagt en gud. Anu fik himmelen. Jorden blev givet til Enlil. Ea blev hersker over vandene. De udgjorde tilsammen De Store Guders triade.“

[Ramme på side 12]

En hinduisk treenighed

I bogen „The Symbolism of Hindu Gods and Rituals“ omtales en hinduisk treenighed der fandtes århundreder før Kristus: „En af guderne i treenigheden er Siva. Han siges at være ødelæggelsens gud. De to andre guder er Brahma, skabelsens gud, og Vishnu, bevarelsens gud. . . .For at angive at det drejer sig om én og samme proces, er de tre guder forenede i én skikkelse.“ — Udgivet af A. Parthasarathy, Bombay

[Illustration på side 8]

„Konstantin havde i grunden slet ingen forståelse af de spørgsmål der blev stillet i græsk teologi.“ — A Short History of Christian Doctrine

 [Illustrationer på side 10]

1. Ægypten. Triade med Horus, Osiris og Isis, 2. årtusind f.v.t.

2. Babylon. Triade med Isjtar, Sin og Sjamasj, 2. årtusind f.v.t.

3. Palmyra. Triade med måneguden, himmelens Herre og solguden, ca. 1. århundrede e.v.t.

4. Indien. Treenig hinduguddom, ca. 7. århundrede e.v.t.

5. Kampuchea. Treenig buddhistisk guddom, ca. 12. århundrede e.v.t.

6. Norge. Treenighed (Faderen, Sønnen og Helligånden), ca. 13. århundrede e.v.t.

7. Frankrig. Treenighed, ca. 14. århundrede e.v.t

8. Italien. Treenighed, ca. 15. århundrede e.v.t.

9. Tyskland. Treenighed, ca. 19. århundrede e.v.t.

10. Tyskland. Treenighed, 20. århundrede e.v.t.