Skal man tro på den?
Skal man tro på den?
TROR du på treenigheden? Det gør de fleste i kristenheden. Den har jo i århundreder været det centrale punkt i kirkernes lære.
I betragtning af dette skulle man måske tro at der ikke kunne være nogen tvivl om at den er sand. Men det er der, og på det sidste er selv nogle af dens tilhængere begyndt at stille spørgsmål.
Hvorfor skulle et emne som dette være af mere end forbigående interesse? Fordi Jesus selv sagde: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ Hele vor fremtid afhænger altså af om vi kender Gud og ved hvem han egentlig er. Det indebærer at vi må sætte os ind i dette emne. Hvorfor ikke selv undersøge det? — Johannes 17:3, den danske autoriserede oversættelse.
Der er forskellige opfattelser af den treenige Gud. Men i almindelighed går treenighedslæren ud på at der i Guddommen er tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, som tilsammen kun udgør én Gud. Ifølge læren er de tre ligestillede, almægtige, uskabte og har eksisteret evigt i Guddommen.
Andre siger imidlertid at treenighedslæren er forkert, at den almægtige Gud står alene som et særskilt, evigt og almægtigt væsen. De siger at Jesus i sin førmenneskelige tilværelse var som englene, en særskilt person skabt af Gud på det åndelige plan, og at han af den grund må have haft en begyndelse. De hævder at Jesus aldrig på nogen måde har været ligestillet med den almægtige Gud, men at han altid har været underlagt Gud og stadig er det. De mener også at den hellige ånd ikke er en person men Guds virksomme kraft.
Tilhængerne af treenighedslæren siger at den ikke blot bygger på den religiøse tradition men også på Bibelen. Kritikerne siger derimod at det ikke er en bibelsk lære. Bogen The Paganism in Our Christianity erklærer oven i købet at „dens oprindelse er fuldstændig hedensk“.
Hvis treenighedslæren er sand, nedværdiger man Jesus ved at sige at han aldrig har været Guds lige som en del af Guddommen. Hvis treenighedslæren derimod er forkert, nedværdiger man den almægtige Gud ved at kalde nogen hans lige, og endnu mere ved at kalde Maria „Guds Moder“. Hvis treenighedslæren er forkert, vanærer man også Gud ved at sige som i bogen Catholicism: „Hvis ikke [man] bevarer denne tro hel og ubesmittet, er [man] sikker på at gå til grunde for evigt. Og den katolske tro er dette: vi tilbeder én Gud i tre personer.“
Der er således gode grunde til at man skulle ønske at kende sandheden om treenighedslæren. Men før vi undersøger hvor den stammer fra og bedømmer om den er sandfærdig, vil det være nyttigt at få den defineret lidt nærmere. Hvad går treenighedslæren helt nøjagtigt ud på? Hvordan forklares den af dem der tror på den?
[Illustrationer på side 2]
Til venstre: Ægyptisk skulptur fra det 2. årtusind f.v.t. Triade bestående af Amon-Re, Ramses II og Mut. Til højre: Det 14. århundrede e.v.t. Treenighedsskulptur af Jesus Kristus, Faderen og den hellige ånd. Bemærk at der er tre personer men kun fire ben.