Flaghilsen, nationalsang og valg

Et andet af de områder hvor børn af Jehovas vidner indtager et særstandpunkt, er i forbindelse med patriotiske ceremonier. I nogle lande er dette et meget ømtåleligt emne, og vi påskønner i høj grad de lærere der sådanne steder griber de forskellige situationer an med følsomhed og forståelse. Herhjemme er spørgsmålet måske ikke forbundet med så stærke følelser, men da der kunne opstå situationer hvor børn af Jehovas vidner skiller sig ud, mener vi at det kan være gavnligt med en kort redegørelse for grundene til at Jehovas vidner ikke deltager i patriotiske ceremonier.

Det fremgår af de historiske vidnesbyrd at de første kristne ikke engagerede sig i politiske anliggender. Jesus havde sagt om dem: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Johannes 17:16) Derimod viste de troskab mod en himmelsk regering, Guds rige. New York-pædagogerne Eugene A. Colligan og Maxwell F. Littwin sagde om dem i bogen From the Old World to the New: „De valgte at tjene Guds rige fremfor et hvilket som helst jordisk rige.“

I denne henseende fulgte de første kristne nøje Jesu Kristi eksempel, og Jehovas vidner i dag forsøger at gøre det samme. (Johannes 6:15; 18:36) Læg mærke til hvad følgende værk siger om Jesu første disciples holdning til politiske anliggender:

„Urkristendommen mødte kun lidt forståelse og blev betragtet med ringe velvilje af den hedenske verdens herskere. . . . De kristne nægtede at opfylde visse pligter som var pålagt romerske borgere. . . . De ville ikke modtage politiske embeder.“ — On the Road to Civilization, A World History (1937) af Albert K. Heckel og James G. Sigman, side 237, 238.

„Den romerske øvrighed betegnede de kristne som fjender af staten. De ville ikke gøre tjeneste i den romerske hær. De nægtede at hilse kejserens statue, der betød det samme for det romerske samfund som et lands  flag betyder for borgerne i dag. Det eneste de viste loyalitet over for, var deres tro.“ — Man — His World and Cultures (1974) af McCall, Evalyn Rapparlie og Jack Spatafora, side 67, 68.

Når vi i dag ønsker at indtage den samme neutrale holdning, er det tydeligt at det vil berøre vore børns deltagelse i nogle af de aktiviteter der finder sted i skolen. Hvilke aktiviteter drejer det sig om, og hvordan forholder vi os til dem?

Flaghilsen

Vi afholder os fra at hilse noget lands flag. Dette er på ingen måde et udtryk for respektløshed, for vi respekterer vort lands flag uanset hvilket land vi bor i, og vi viser denne respekt ved at adlyde landets love. Vi deltager ikke i statsfjendtlig eller undergravende virksomhed af nogen art. Faktisk tror vi at de nuværende jordiske regeringer er „Guds ordning“, en ordning som Gud har tilladt at eksistere for en tid. Derfor anser vi det for en guddommelig pligt at betale skat og told og at vise den verdslige øvrighed ære. — Romerne 13:1-7.

Hvorfor viser vi da ikke flaget ære ved at hilse det? Det er fordi vi betragter flaghilsen som en tilbedelseshandling. Vi ønsker på ingen måde at afholde andre fra at hilse flaget, men personligt kan vi ikke med god samvittighed rette vor tilbedelse mod noget andet eller nogen anden end vor Gud, Jehova. (Mattæus 4:10) Der er naturligvis mange som ikke anser flaget for helligt eller regner flaghilsen for en tilbedelseshandling; men overvej engang hvad nogle ikke-religiøse autoriteter siger om dette spørgsmål:

„Ligesom korset er flaget helligt. . . . I de regler og regulativer som vedrører folks holdning over for nationale symboler anvendes stærke, udtryksfulde ord, såsom ’tjeneste for flaget’, . . . ’ærefrygt for flaget’, ’hengivenhed for flaget’.“ — The Encyclopedia Americana (1942), bind 11, side 316.

„Nationalismens vigtigste symbol på tro og centrale tilbedelsesobjekt er flaget, og man har opfundet mærkværdige  liturgiske ceremonier som ’at hilse’ flaget, ’at kippe med’ flaget, ’at sænke’ flaget og ’at hejse’ flaget. Mænd blotter hovedet når flaget føres forbi dem. Digtere skriver oder og børn synger sange til flagets pris.“ — What Americans Believe and How They Worship (1952) af J. Paul Williams, side 359, 360.

Nogle vil måske synes at denne opfattelse er temmelig yderliggående. Det er imidlertid interessant at puritanerne i kolonitidens Amerika gjorde indsigelse mod det britiske flag på grund af dets røde Sankt Georgskors. Ifølge The Encyclopædia Britannica (1910-1911) gjorde de det „ikke af illoyalitet over for moderlandet, men af oprigtig modvilje mod det de betragtede som et afgudssymbol“.

Et af de ti bud forbyder at man gør sig „noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden“ og gør det til genstand for tilbedelse. (2 Mosebog 20:4, 5) Som kristne føler vi os også bundet af Bibelens påbud om at vi skal ’tage os i vare for afguderne’. — 1 Johannes 5:21.

Vi er taknemmelige når lærere viser forståelse for vores opfattelse og hjælper vore børn til at følge deres samvittighed. Som det fremgår af følgende udtalelser, er der andre som har udtrykt anerkendelse af det standpunkt at flaghilsen må sidestilles med tilbedelse:

„Kristne nægtede at . . . ofre til kejserens genius — hvad der stort set svarer til i dag at nægte at hilse flaget eller aflægge troskabsed.“ — Those About to Die (1958) af Daniel P. Mannix, side 135.

„Den vigtigste antagelse er at flaghilsen er en handling som udtrykker religiøs hengivenhed. . . . Selv om dette synspunkt nok er mærkeligt, er det ikke helt uden støtte i Bibelen. . . . Hvis det er en religiøs handling at hilse flaget, så er det forbudt ifølge Guds lov, uanset hvor værdigt til respekt flaget måtte være. At man nægter at hilse flaget behøver med andre ord ikke at vidne om mangel på respekt for flaget eller landet.“ — Render Unto Caesar, The Flag-Salute Controversy (1962), David R. Manwaring, docent i statsvidenskab, Hobart and William Smith Colleges, side 32.

Vi vil gerne understrege at vi ikke har til hensigt at optræde respektløst over for regeringen eller de  styrende når vi nægter at hilse flaget. Det eneste sagen drejer sig om, er at vi ikke vil udføre en tilbedelseshandling ved at bøje os for eller hilse et symbol der repræsenterer staten — et symbol som det Nebukadnezar lod opstille på Durasletten, eller som nationernes flag i dag. — Daniel 3:1-30.

Mens andre hilser flaget og sværger det troskab, vil vore børn derfor blot stå og se passivt til under flaghilsenceremonien. Og hvis man deltager i ceremonien udelukkende ved at rejse sig op eller stå ret, vil vore børn og unge blive siddende. Vore børn vil heller ikke deltage i andre patriotiske arrangementer, for derved ville de give udtryk for at de støttede det der æres ved det pågældende arrangement. Vi forholder os neutrale.

Nationalsange

En nationalsang er ofte i virkeligheden en hymne eller en bøn som er sat til musik. The Encyclopedia Americana (1956) siger: „Kærlighed til fædrelandet og stolthed over ens land er hovedtemaet i de fleste nationalsange, og i mange er religiøse følelser blandet med patriotiske.“ Patriotiske sange udtrykker stort set de samme grundlæggende tanker som forekommer i de troskabserklæringer der fremsiges over for flaget. Og eftersom der ikke er noget bibelsk grundlag for den nationalstolthed der har sået så megen splittelse i verden, synger vi ikke med på sange der berømmer noget land i verden. — Apostelgerninger 17:26; Johannes 17:15, 16.

Når nationalsangen spilles, forventes det som regel at man rejser sig for at vise at man deler de følelser der udtrykkes i sangen. I sådanne tilfælde vil Jehovas vidners børn blive siddende. Hvis de allerede står op når nationalsangen spilles, behøver de dog ikke at sætte sig ned; de har ikke rejst sig op specielt på grund af nationalsangen. Hvis det på den anden side forventes at en gruppe rejser sig og synger, kan vore unge rejse sig og blive stående respektfuldt. Men de vil vise  at de ikke deler de følelser sangen giver udtryk for, ved at undlade at synge med.

Poster som besættes ved valg

I mange skoler indvælges elever til at beklæde forskellige poster, for eksempel som medlemmer af elevråd. Jehovas vidners unge deltager imidlertid ikke i skolepolitik, hverken ved at modtage valg eller ved at stemme på andre. Hvis man ønsker at opstille eller vælge dem til en eller anden post, vil de derfor taktfuldt afslå tilbudet. Derved følger de Jesu eksempel. Da folket ønskede at gøre Jesus til konge, trak han sig tilbage, op i bjergene. — Johannes 6:15.

Hvis det er læreren der udpeger eleven til en eller anden opgave, er det imidlertid en anden sag. Så skulle nogle af vore unge blive udpeget af læreren til at være medlemmer af en skolepatrulje eller noget tilsvarende, vil de gerne hjælpe i den udstrækning de har mulighed for det.

Vore unge forstår naturligvis at det ikke er enhver form for stemmeafgivning der er politisk. Man kan udmærket uden at krænke de bibelske principper give udtryk for sit syn på visse aktiviteter eller sin bedømmelse af en stil eller et foredrag. At give udtryk for sin mening om kvaliteten af et eller andet ved håndsoprækning er ikke det samme som at afgive sin stemme ved et politisk valg.

[Tekstcitat på side 17]

„De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ — Johannes 17:16

[Tekstcitat på side 18]

Jehovas vidner betragter flaghilsen som en tilbedelseshandling

[Tekstcitat på side 19]

„Kristne nægtede at . . . ofre til kejserens genius — hvad der stort set svarer til i dag at hilse flaget“

[Illustration på side 20]

Ligesom nogle unge hebræere nægtede at tilbede et statssymbol, nægter Jehovas vidner at hilse flaget