Højtider og helligdage

Det er forståeligt at man som lærer kan blive lidt desorienteret over at Jehovas vidner hverken fejrer fødselsdag, jul eller andre almindelige højtider. Vi håber at det følgende vil hjælpe Dem til at se hvorfor vi tager så alvorligt på dette.

Mange højtider og de dermed forbundne skikke har, måske i højere grad end de fleste tænker på, en baggrund i ikke-kristen religion. Det er det der gør at Jehovas vidner har noget imod dem. Vi forsøger at følge det princip som den kristne apostel Paulus fremsatte:

„Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar [en falsk gud]? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? . . . Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren.’“ — 2 Korinter 6:14-17.

Hvis en højtid eller fejringen af en begivenhed har tilknytning til andre guddomme, eller hvis selve fejringen er i strid med vor forståelse af Bibelens principper, ønsker vi derfor ikke at tage del deri.

Fødselsdage: Det er bestemt ikke forkert at holde fester og give gaver til dem man holder af. (Lukas 15:22-25; Apostelgerninger 20:35) Jehovas vidner er glade for at give gaver og at komme sammen for at nyde hinandens selskab. Men hvad fødselsdage angår, omtales der kun to i Bibelen, og de blev begge fejret af mennesker som ikke tjente Bibelens Gud. Det var en ægyptisk Farao og den romerske hersker Herodes Antipas; og begge fødselsdagsfester førte i øvrigt til at et menneske blev dræbt. (1 Mosebog 40:18-22; Markus 6:21-28) Det er derfor ikke overraskende at de første kristne indtog den holdning der fremgår af følgende historiske værker:

 „Begrebet fødselsdagsfest var helt fremmed for de kristne i denne periode.“ — Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche af August Neander, bind 1, side 385.

„Af alle de hellige i Bibelen berettes det ikke om en eneste af dem at han eller hun har holdt en fest eller et stort gæstebud på sin fødselsdag. Det er kun syndere (som Farao og Herodes) der holder store fester på den dag de blev født ind i denne nedre verden.“ — The Catholic Encyclopedia (New York; 1911), bind X, side 709 (et citat af Origenes Adamantios fra det tredje århundrede).

Desuden er der, når man fejrer fødselsdag, en tendens til at rette overdreven opmærksomhed mod et enkelt individ, hvilket uden tvivl var en af grundene til at de første kristne afholdt sig herfra. (Prædikeren 7:1) Man vil derfor finde at Jehovas vidner ikke tager del i de festligheder der normalt knytter sig til fejring af fødselsdage (festen, sangen, det at give gaver, og så videre).

Jul: De fleste er klar over at Jesus ikke blev født den 24. eller 25. december. Nogle synes måske at dette har mindre at sige — at det er selve begivenheden der betyder noget. Men den måde julen er opstået på, viser at der spiller flere ting ind. Et opslagsværk forklarer:

„De fleste af de juleskikke som nu er almindelige i Europa, eller er omtalt fra tidligere tider, er ikke ægte kristne skikke, men hedenske skikke der er blevet optaget i eller tolereret af kirken. . . . Saturnaliefesten i Rom har angivet mønsteret for de fleste af de lystige skikke der hører juletiden til.“ — Encyclopædia of Religion and Ethics (Edinburgh, 1911), redigeret af James Hastings, bind III, side 608, 609.

Det er almindeligt kendt at julen ikke oprindelig var en fejring af Kristi fødsel. I Højtider og fester (1980) af Kristian Jensen står der på side 32:

 „Datoen for Jesu fødsel kendes ikke. Omkring år 336 blev datoen af kirkens mænd fastlagt til d. 25. december. Der anføres flere mulige begrundelser herfor. . . . En anden forklaring er den, at man i Rom på d. 25. dec. holdt festen for den ubesejrede sol.“

Med hensyn til julefestens tilknytning til de hedenske skikke der fandtes i Norden, siger Gyldendals Tibinds Leksikon (København, 1978), bind 5, på side 210:

„Oprindelig den nordiske hedenske solhvervsfest med den rituelle skåldrikning til år og fred, en ikke nærmere beskrevet ceremoni til ære for frugtbarhedsguden Frej. I 300-tallet indførtes en fest til ære for Jesus’ fødsel og 354 blev denne fest fastsat til 25. december, dagen på hvilken man i Rom fejrede festen for Sol invictus (den ubesejrede sol). Ved kristendommens indførelse i Danmark fik fødselsfesten solhvervsfestens navn.“

Hvordan har nogle reageret når julens hedenske oprindelse er gået op for dem? The World Book Encyclopedia (1982) siger følgende under „jul“: „I 1600-tallet . . . blev julen forbudt i England og i dele af de engelske kolonier i Amerika.“ Når folk før i tiden nægtede at fejre jul på grund af højtidens hedenske baggrund, burde det være forståeligt at Jehovas vidner ikke fejrer den i dag. Vi går ikke med til julefester, synger ikke julesalmer, udveksler ikke julegaver og tager ikke del i noget andet som er forbundet med julen.

Jehovas vidner stiller sig på samme måde til andre religiøse eller halvreligiøse højtider og helligdage der forekommer i løbet af skoleåret. Grunden er at sådanne højtider og helligdage også er forbundet med ikke-kristen tilbedelse; ofte er de ligefrem domineret af træk som stammer fra hedenskabet. Lad os her anføre to eksempler:

Påske: Påsken var oprindelig en jødisk højtid til minde om udgangen af Ægypten. Da Jesus døde i påsken kom den årlige mindedag for hans død til at falde sammen med tiden for den jødiske påske. Jehovas vidner fejrer denne årlige mindedag i deres  menigheder, sådan som Bibelen giver påbud om. (1 Korinter 11:23-26) Den påskefest der fejres i kristenheden er imidlertid blevet fyldt med skikke som ikke har nogen baggrund i Bibelen, og vi ønsker derfor ikke at have nogen andel i denne højtid. Læg mærke til hvad følgende værker siger om den:

„Ved Kristendommens Indførelse bestræbte de første kristne Konger i Norden, Mænd som Harald Blaatand og Olav Trygvesøn, sig for at lade de gamle hedenske Fester erstatte af i Tid nærliggende kristne Fester. Den hedenske Vaarfest skulde saaledes efter Kong Olav Trygvesøns Opfattelse passende kunne erstattes af den oldkristne Paaskefest. Det medførte, at den kristne Paaskefest optog ikke helt faa af den gamle hedenske Vaarfests Skikke og har ført dem med ned til vor egen Tid.“ — Danske Højtidsskikke (København, 1943) af Hans Ellekilde, side 39, 40.

„Til påsken knytter der sig også en række skikke og traditioner. Påskeægget er nok det mest kendte. . . . Der knytter sig sikkert førkristne traditioner til ægget som frugtbarhedsgivende, som sundhedsgivende og som noget, der skulle afværge noget ondt. . . . Der er knyttet nogle børnelege til påskeæggene. Omkring år 1700 fortælles f.eks., at børn lod de farvede æg trille ned ad en lille høj el.lign., man skulle så ’fange’ de andres æg ved at ramme dem, når de trillede ned.“ — Højtider og fester (1980) af Kristian Jensen, side 34.

Fastelavn: „Indledningen til fasten der begyndte askeonsdag og i katolsk tid varede 40 hverdage, dvs. til påskedag. . . . Fastelavn er imidlertid af førkristen oprindelse; den er en rest af gammel naturdyrkelse og afholdtes i anledning af vårens komme. . . . Ved hoffet og blandt borgerskabet fejredes fastelavn som karneval med maskebal.“ — Gyldendals Tibinds Leksikon (København, 1977), bind 3, side 236.

„Piskning med fastelavnsris kan sikkert føres tilbage til hedensk tid som en frugtbarhedsritus. De grønne grene skulle give fornyet kraft.

Vores ’Slå katten af tønden’ er jo en fredelig foreteelse med en tøjkat el.l. Der har oprindelig været en kat — en levende kat — i tønden. Katten kendes  helt tilbage i det 4. århundrede i græsk-jødisk-egyptisk magi som et trolddomsvæsen. I den danske folketro kendes katten som et mistænkeligt dyr, der går heksens ærinde. Der har bag denne efter vor opfattelse brutale skik ligget dyb alvor, man har ønsket at beskytte sig selv og sin ejendom mod sygdom og ulykke og fremme væksten på markerne.“ — Højtider og fester (1980) af Kristian Jensen, side 34.

Dette er de almindeligste af de højtider der fejres og som skolebørn ofte forventes at være med til ved at deltage i visse aktiviteter. Jehovas vidner tager af samvittighedsgrunde ikke nogen del i disse helligdagsaktiviteter — hverken ved at synge, spille musik, være med i skuespil, gå med i optog, tegne billeder, deltage i fester, spise og drikke, eller andet. På den anden side har vi ikke noget imod at andre fejrer sådanne højtider, og vi forsøger ikke at hindre dem deri. Vi anerkender den enkeltes frihed, og vi påskønner det meget når lærere venligt fritager vore børn for at deltage i aktiviteter der på nogen måde er knyttet til disse højtider.

Nationale helligdage

Der findes også helligdage af en anden art, helligdage som ikke fejres universelt, men som er særegne fra land til land. Dette gælder for eksempel nationaldage eller grundlovsdage. Nogle steder er der også bestemte dage hvor man mindes nationens faldne, fejrer statens oprettelse eller ærer visse fremtrædende ledere, statsoverhoveder eller nationalhelte.

Jehovas vidner undlader også respektfuldt at deltage i fejringen af sådanne nationale helligdage. Selv om vi respekterer myndighederne uanset hvilket land vi bor i, kan vi af samvittighedsgrunde ikke vise dem en ære der efter vor opfattelse må sidestilles med tilbedelse. Vi forholder os neutrale til fejringen af alle sådanne mindedage. Dette er i harmoni med Jesu ord angående sine disciple: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ — Johannes 17:16.

[Tekstcitat på side 14]

’Julen blev forbudt i England og i dele af de engelske kolonier i Amerika’

[Tekstcitat på side 16]

Af samvittighedsgrunde tager Jehovas vidner ikke del i helligdagsaktiviteter

[Illustration på side 12]

De første kristne fejrede ikke fødselsdag