Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vort mål i livet

Vort mål i livet

Vort mål i livet

Det vil sikkert være nyttigt at vi først giver en kort beskrivelse af os selv og vort mål i livet. Vi er et internationalt samfund af kristne som findes i over 200 lande og områder i hele verden. Den måde vi dyrker Gud på berører hele vort livssyn og vor levevis.

Da vi er overbevist om at Gud er en person, anser vi det for vigtigt at bevare et nært, personligt forhold til ham som vor Fader. (Mattæus 6:9) Dette indebærer blandt andet at vi må kende ham ved navn. I Salme 83:19 siger Bibelen, ifølge Chr. H. Kalkars oversættelse: „Saa skal man sande, at ene du, som nævnes Jehova, har Høihedsret over hele Jorden.“

Som kristne forsøger vi også at forme vort liv efter Guds søns, Jesu Kristi, eksempel. At Jesus havde fået en god undervisning fremgår af visdommen i hans lære. Men han brugte sin viden til gavn for andre, og ikke til at sikre sig økonomisk eller til at komme frem i verden. Det vigtigste for ham var hans tjeneste for Gud. „Min mad,“ sagde han, „er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ — Johannes 4:34.

Vi har samme indstilling. Af den grund lægger Jehovas vidner stor vægt på gode skolekundskaber. Vi tilskynder vore unge til at udvide deres horisont — at tilegne sig viden om og forståelse af deres omgivelser og livet som sådant. Med dette for øje læser de blandt andet bladet Vågn op!, som behandler emner af næsten enhver art. Ofte benytter de også bladet i deres skolearbejde, og der er eksempler på at lærere i nogle lande bruger bladet i undervisningen.

Den oplæring vore børn får, har i mange tilfælde øget deres evne til at tænke selvstændigt og drage slutninger. Dette fremgår blandt andet af en australsk undersøgelse af tolvårige børns „kreativitet“. I rapporten, som var gengivet i Journal of Personality for marts 1973, hedder det: „Særligt skal nævnes at et uforholdsmæssigt stort antal i høj grad kreative børn var Jehovas vidner.“ Dette kan måske tilskrives det forhold at Jehovas Vidners tro tilskynder børnene til at tænke over tingene og tage stilling til dem.

Men selv om de unge blandt Jehovas vidner er interesseret i gode skolekundskaber, er målet med deres skolegang ikke at opnå prestige eller en fremtrædende stilling. Deres vigtigste mål i livet er at kunne tjene Gud, og de betragter skolegangen som en udmærket hjælp til at nå dette mål. Derfor vælger de som regel fag som kan være nyttige for dem når de skal klare sig selv i det moderne samfund. Mange tager efter skolen en praktisk uddannelse og håber derefter at finde et arbejde der giver dem mulighed for at samle hovedopmærksomheden om deres vigtigste bestilling, den kristne tjeneste.

Vort syn på Bibelen

Som man vil kunne se af det foregående, tager Jehovas vidner Bibelen mere alvorligt i hverdagen end mange andre gør. De tror fuldt og fast at „hvert skrift er indblæst [eller inspireret] af Gud“. — 2 Timoteus 3:16, fodnoten.

I overensstemmelse med disse ord tror vi at alt hvad der står i Bibelen er korrekt og bør tjene som en rettesnor for den kristne. Som følge af dette kan det ske at unge Jehovas vidner stiller sig noget anderledes til visse skoleaktiviteter end elever som ikke tager Bibelens lære så alvorligt. Denne brochure vil komme nærmere ind på disse aktiviteter og forsøge at vise hvorfor Jehovas vidner indtager den holdning de gør.

Eftersom Bibelen i fremtrædende grad er en profetisk bog, vil vi i det næste afsnit gøre rede for hvordan troen på dens profetier berører de unge Jehovas vidners syn på skolen.

[Illustration på side 4]

Jehovas vidner lægger stor vægt på gode skolekundskaber

[Illustration på side 5]

Tages alvorligt i hverdagen