Opstandelsens glæde
Sang 102
Opstandelsens glæde
1. I sin kolde stengrav
Lazarus lå død;
Marta og Maria
klaged’ deres nød:
„Var blot vennen Jesus
kommet til ham før,
gemtes han nu ikke
bag ved Hades’ dør.“
Jesus gik til graven,
bad først til sin Gud,
råbte på den døde:
„Lazarus, kom ud!“
Lazarus, skønt ligsvøbt,
gjorde som han bød.
Hvilken glædesjubel
fra hans venner lød!
2. Jesu følge mente
frihedstimen slog;
ak, hans død på pælen
dem hvert håb betog.
I en grav de sorgfuldt
bar hans legem’ ind.
Der var mulm og mørke
i hans venners sind!
Men bag Hades’ porte
ej han længe lå;
Gud på tredjedagen
lod ham genopstå.
Hans disciple jubled’.
I hans hånd var lagt
nøglerne til dødens
og til Hades’ magt.
3. Adams synd i Eden
bragte slægten død;
Jesus med sit offer
dødens lænker brød.
Fangerne i Hades,
dødens dunkle hjem,
vil, når tid er inde,
han da kalde frem.
For Guds hvide trone
skal de alle stå;
deres færd i Riget
dømmer han dem på.
Den som Gud da nævner
i sin bog ved navn,
skal da leve evigt
uden sorg og savn.
