Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En stor skare foran Jehovas trone

En stor skare foran Jehovas trone

Kapitel tretten

En stor skare foran Jehovas trone

1. (a) Hvad gælder både Guds førkristne tjenere og de 144.000? (b) Hvilken mulighed har „en stor skare“ der lever nu?

FOR Guds trofaste tjenere fra Abel til Johannes Døber var dét at gøre Guds vilje det vigtigste i deres liv. Alligevel døde de alle, og de venter nu på at blive oprejst til liv på jorden i Guds nye verden. De 144.000 der skal herske sammen med Kristus i Guds himmelske rige, må også dø før de kan få deres belønning. Åbenbaringen 7:9 viser imidlertid at der nu i de sidste dage ville være „en stor skare“ af alle nationer som ikke skulle dø, men have udsigt til at leve evigt på jorden. Hører du til denne skare?

Hvem den store skare er

2. Hvordan fik Jehovas tjenere efterhånden en klar forståelse af hvem ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9 er?

2 I 1923 forstod Jehovas tjenere at „fårene“ i Jesu billedtale i Mattæus 25:31-46 og ’de andre får’, som omtales i Johannes 10:16, er mennesker der vil få mulighed for at leve evigt på jorden. I 1931 forstod man at de der ifølge Ezekiel 9:1-11 bliver mærket i panden, er de samme som dem der har et jordisk håb. Og i 1935 blev man klar over at den store skare udgør en del af ’de andre får’ som Jesus omtalte. I dag tæller denne begunstigede store skare flere millioner medlemmer.

3. Hvorfor betyder dét at den store skare ’står foran tronen’, ikke at det er en himmelsk skare?

3 I Åbenbaringen 7:9 er den store skare ikke skildret som en himmelsk skare. At den ’står foran Guds trone’, behøver ikke at betyde at den befinder sig i himmelen. Den befinder sig blot ’for Guds øjne’. (Salme 11:4) At den store skare, „som ingen var i stand til at tælle“, ikke er en himmelsk skare, forstår vi når vi sammenligner denne skares uspecificerede antal med det der står i Åbenbaringen 7:4-8 og Åbenbaringen 14:1-4. Her åbenbares det at tallet på dem der tages fra jorden til himmelen, er 144.000.

4. (a) Hvad er „den store trængsel“ som den store skare overlever? (b) Hvem iagttager den store skare og tilbeder Gud sammen med den, som det fremgår af Åbenbaringen 7:11, 12?

4 I Åbenbaringen 7:14 står der om den store skare: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel.“ De overlever den største trængsel i menneskehedens historie. (Mattæus 24:21) Når de taknemmeligt tilskriver Gud og Kristus deres frelse, forener alle trofaste skabninger i himmelen deres stemmer med dem og siger: „Amen! Velsignelsen og herligheden og visdommen og taksigelsen og æren og magten og styrken tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder. Amen.“ — Åbenbaringen 7:11, 12.

Hvordan de viser sig værdige

5. Hvordan kan man vide hvad der kræves for at blive en del af den store skare?

5 Når den store skare bevares gennem den store trængsel, sker det i overensstemmelse med Jehovas retfærdige normer. Bibelen viser ganske klart hvilke egenskaber eller træk der vil kendetegne dem som overlever. De der elsker retfærdighed, har derfor nu mulighed for at handle på en måde der viser at de er værdige til at overleve. Hvad må de gøre?

6. Hvorfor kan den store skare med rette sammenlignes med får?

6 Får er føjelige og lette at lede. Da Jesus sagde at han havde andre får som ikke hørte til den himmelske skare, sigtede han derfor til mennesker der ikke blot ønskede at leve evigt på jorden, men også var indstillet på at rette sig efter hans lære. „Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig,“ sagde han. (Johannes 10:16, 27) Det er mennesker som virkelig lytter til Jesus, adlyder ham og bliver hans disciple.

7. Hvilke egenskaber må Jesu disciple opdyrke?

7 Hvilke andre egenskaber må Jesu disciple hver især opdyrke? Guds ord siger: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og . . . iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ (Efeserne 4:22-24) De opdyrker egenskaber der styrker enheden blandt Guds tjenere: „Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. — Galaterne 5:22, 23.

8. Hvad vil det betyde for den store skare at den støtter dem der har et himmelsk håb?

8 Den store skare støtter den lille skare som har et himmelsk håb, og som fører an i forkyndelsesarbejdet. (Mattæus 24:14; 25:40) De andre får yder den lille skare støtte, selv om de véd at de vil møde modstand fordi Kristus Jesus og hans engle kastede Satan og hans dæmoner ud af himmelen da de sidste dage begyndte. Af den grund blev der sagt: „Ve jorden . . . for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:7-12) Satan vil altså intensivere sin modstand mod Guds tjenere efterhånden som denne ordning nærmer sig sin afslutning.

9. Hvilken fremgang har Guds tjenere i forkyndelsen af den gode nyhed, og hvorfor?

9 Trods voldsom modstand har forkyndelsen stadig fremgang. Antallet af Rigets forkyndere er steget fra nogle få tusind ved slutningen af den første verdenskrig til flere millioner i dag, i overensstemmelse med Jehovas løfte i Esajas 54:17: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ I det første århundrede måtte selv et medlem af den jødiske højesteret erkende at man ikke kan standse et arbejde som Gud står bag. Med henblik på disciplene sagde han til farisæerne: „Lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apostelgerninger 5:38, 39.

10. (a) Hvad betyder det „mærke“ som sættes i panden på dem der tilhører den store skare? (b) Hvordan adlyder Guds tjenere ’stemmen fra himmelen’?

10 Ifølge Ezekiels syn får de der tilhører den store skare, et mærke i panden der betyder at de vil overleve. (Ezekiel 9:4-6) „Mærket“ er et vidnesbyrd om at de har indviet sig til Jehova, er blevet døbt som disciple af Jesus og er ved at opdyrke en kristuslignende personlighed. De adlyder den „stemme fra himmelen“ der siger om Satans verdensimperium af falsk religion: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:1-5.

11. På hvilken vigtig måde viser de der tilhører den store skare, at de er Jehovas tjenere?

11 Jesus sagde desuden til sine disciple: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Som en kontrast til dette slår medlemmerne af denne verdens religioner hinanden ihjel i krige, ofte blot fordi de tilhører forskellige nationaliteter! I Guds ord siges der: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. . . . Vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.

12. Hvad vil Jehova gøre i den store trængsel med religiøse ’træer’ der frembringer en dårlig frugt?

12 Jesus sagde: „Ethvert godt træ [frembringer] gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter; et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter. Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden. Det er altså på deres frugter I skal kende disse mennesker.“ (Mattæus 7:17-20) Den frugt som denne verdens religioner frembringer, viser at de er ’rådne træer’, der snart vil blive tilintetgjort af Jehova i den store trængsel. — Åbenbaringen 17:16.

13. Hvad viser at den store skare er værdig til at overleve den store trængsel?

13 I Åbenbaringen 7:9-15 peges der på nogle faktorer som fører til at den store skare bliver bevaret i live. Medlemmerne af denne skare står ’foran Jehovas trone’, forenede om at støtte Jehovas universelle suverænitet. At de har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, viser at de anerkender Jesu offers sonende værdi. (Johannes 1:29) De har indviet sig til Gud og er blevet døbt i vand som symbol på deres indvielse. At de er iført hvide klæder, skildrer at de er rene i Guds øjne, og de yder ham „hellig tjeneste dag og nat“. Er der noget du kan gøre for at bringe dit liv i større harmoni med det der beskrives her?

Velsignelser allerede nu

14. Nævn nogle af de enestående velsignelser som Jehovas tjenere kan glæde sig over allerede nu.

14 Du har sikkert lagt mærke til at de der tjener Jehova, allerede nu kan glæde sig over store velsignelser. Da du for eksempel lærte Jehovas retfærdige hensigter at kende, forstod du at der findes et dejligt håb for fremtiden. Nu har du derfor en mening med livet — at tjene den sande Gud med et vidunderligt håb om evigt liv i et paradis på jorden. Ja, kongen Jesus Kristus vil „lede [den store skare] til kilder med livets vand“. — Åbenbaringen 7:17.

15. Hvordan er det til gavn for Jehovas Vidner at de holder sig til Bibelens principper med hensyn til politiske og moralske spørgsmål?

15 En af de mange velsignelser som den store skare kan glæde sig over, er den kærlighed, enhed og harmoni der findes blandt Jehovas tjenere i hele verden. Eftersom vi alle får den samme åndelige føde, adlyder vi de samme love og principper som findes i Guds ord. Det betyder at vi ikke er splittede af politiske eller nationale ideologier. Vi lever desuden efter de høje moralnormer som Gud forventer at hans folk følger. (1 Korinther 6:9-11) I stedet for den strid, uenighed og umoralitet der er så udbredt i verden, glæder Jehovas folk sig derfor over det der kan kaldes et åndeligt paradis. Læg mærke til hvordan dette er beskrevet i Esajas 65:13, 14.

16. Hvilket håb har de der tilhører den store skare, selv om de er berørt af problemer der er almindelige i denne verden?

16 Jehovas jordiske tjenere er ikke fuldkomne. De er også berørt af problemer som er almindelige i denne verden. De kan for eksempel komme ud for stor modgang eller falde som uskyldige ofre i nationernes krige, og de bliver også ramt af sygdom, lidelser og død. Men de har tillid til at Gud i den nye verden ’vil tørre hver tåre af deres øjne, og at døden ikke skal være mere, og at heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere’. — Åbenbaringen 21:4.

17. Hvilken storslået fremtid venter der dem som tilbeder den sande Gud, uanset hvad der måtte ske med dem nu?

17 Hvis du skulle miste livet nu på grund af alderdom, sygdom, ulykke eller forfølgelse, vil Jehova give dig en opstandelse til liv i Paradiset. (Apostelgerninger 24:15) Under Kristi tusindårsrige vil du så igen kunne glæde dig over et åndeligt festmåltid. Din kærlighed til Gud vil vokse efterhånden som du ser hans hensigter blive gennemført på en storslået måde. Og de fysiske velsignelser som Jehova til den tid vil skænke sit folk, vil yderligere styrke din kærlighed til ham. (Esajas 25:6-9) Ja, det er en storslået fremtid der venter Guds folk!

Repetition

• Hvilken usædvanlig begivenhed forbinder Bibelen den store skare med?

• Hvad må vi gøre nu hvis vi ønsker at være en del af den store skare der har Guds gunst?

• Hvor meget betyder de velsignelser som den store skare får nu og vil få i Guds nye verden, for dig?

[Studiespørgsmål]

[Billede på side 123]

Millioner som tilhører den store skare, er forenede i tilbedelsen af den sande Gud