Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor undgå sex før ægteskabet?

Hvorfor undgå sex før ægteskabet?

KAPITEL 5

Hvorfor undgå sex før ægteskabet?

„Jeg har lyst til at eksperimentere med sex.“ — Kelly.

„Det føles som om jeg er unormal fordi jeg ikke har været i seng med nogen.“ — Jordon.

„HAR du aldrig haft sex?“ Måske får det spørgsmål dig til at ønske at du kunne krybe i et musehul! Mange steder er det nemlig sådan at en ung der ikke har haft sex, bliver betragtet som sær og lidt af en original. Det er derfor ikke så mærkeligt at så mange har sex mens de stadig er teenagere!

Din kønsdrift og presset fra andre

Hvis du er kristen, ved du at Bibelen siger at man skal ’afholde sig fra utugt’. (1 Thessaloniker 4:3) Men alligevel kan det godt være at du synes det er svært at styre dine seksuelle lyster. „Det sker nogle gange at mine tanker begynder at kredse om sex uden at der er nogen særlig årsag til det,“ indrømmer en ung mand ved navn Paul. Du skal vide at sådanne følelser langt hen ad vejen er ganske normale.

Men det er ikke spor sjovt at være offer for konstante drillerier og hånlige bemærkninger fordi man ikke har været i seng med nogen! Hvad hvis dine kammerater for eksempel siger til dig at du først er en rigtig mand eller kvinde når du har haft sex? „Ens kammerater får sex til at virke spændende og normalt,“ siger Ellen. „Hvis ikke man går i seng med forskellige, synes de man er underlig.“

Der er dog et aspekt af sex før ægteskabet som dine kammerater nok ikke taler om. Maria, der gik i seng med sin kæreste, fortæller: „Bagefter følte jeg mig flov og skamfuld. Jeg hadede både mig selv og min kæreste.“ Sådanne følelser er langt mere almindelige end de fleste unge er klar over. I virkeligheden er sex før ægteskabet ofte en følelsesmæssigt smertelig oplevelse — der har ulykkelige følger!

Men en teenager ved navn Shanda spørger: „Hvorfor har Gud skabt unge med et seksuelt behov når han siger at de ikke må tilfredsstille det før de bliver gift?“ Det er et godt spørgsmål. Men tænk over følgende:

Er det seksuelle behov den eneste stærke følelse du oplever? Slet ikke. Jehova Gud har skabt dig sådan at der kan opstå mange forskellige stærke følelser og ønsker hos dig.

Er du tvunget til at følge enhver impuls i det øjeblik den opstår hos dig? Nej, for Gud har også skabt dig med evnen til at styre dine handlinger.

Hvad fortæller det os? Du kan måske ikke undgå at visse ønsker opstår hos dig, men du kan styre din reaktion på dem. At følge enhver seksuel impuls ville være lige så forkert og tåbeligt som at slå en eller anden hver gang du bliver vred.

Det har aldrig været Guds mening at vi skulle misbruge vores forplantningsevne. „Enhver af jer ved hvordan han får herredømme over sit eget kar [sit eget legeme] i hellighed og ære,“ siger Bibelen. (1 Thessaloniker 4:4) Ligesom der er „en tid til at elske og en tid til at hade“, er der også en tid til at tilfredsstille sine seksuelle behov og en tid til at afholde sig fra at gøre det. (Prædikeren 3:1-8) I sidste instans er det dig der styrer dine ønsker!

Men hvad kan du gøre hvis en kommer med hånlige bemærkninger til dig og med vantro i stemmen siger: „Har du virkelig aldrig haft sex?“ Lad dig ikke bringe ud af fatning. Til en der kun er ude på at få dig ned med nakken, kunne du sige: „Nej, jeg har aldrig haft sex, og ved du hvad? Det er jeg glad for!“ Eller du kunne sige: „Det er en personlig sag som jeg ikke diskuterer med andre.“ * (Ordsprogene 26:4; Kolossenserne 4:6) Det kan selvfølgelig også være at du føler at den der spørger, fortjener at få en ordentlig forklaring. I så fald vil du måske vælge at begrunde dit standpunkt ud fra Bibelen.

Kan du komme i tanker om andre svar man kunne give på spørgsmålet: „Har du virkelig aldrig haft sex?“ Hvis du kan, så skriv dem herunder.

․․․․․

En dyrebar gave

Hvad synes Gud om det når nogen beslutter at dyrke sex før ægteskabet? Forestil dig engang at du har købt en gave til en af dine venner. Men før du når at give den til vedkommende, tager han eller hun den selv og åbner den — af ren og skær nysgerrighed! Ville du ikke blive vred og ked af det? Forestil dig så hvilke følelser Gud ville have hvis du dyrkede sex før ægteskabet. Han ønsker at du skal vente indtil du er blevet gift, med at glæde dig over den gave som det intime samliv er. — 1 Mosebog 1:28.

Hvordan skal du forholde dig til dine seksuelle følelser? Enkelt sagt skal du lære at styre dem. Du har den styrke der skal til. Bed Jehova om at hjælpe dig. Hans ånd kan hjælpe dig til at vise selvbeherskelse. (Galaterne 5:22, 23) Mind dig selv om at Jehova ’ikke forholder dem der vandrer uangribeligt, noget godt’. (Salme 84:11) En ung mand ved navn Gordon siger: „Når jeg tager mig selv i at synes at det ikke ville være så slemt at have sex før ægteskabet, tænker jeg over de åndelige konsekvenser og må erkende at ingen synd ville være den pris værd at jeg mistede mit forhold til Jehova.“

Sagen er at man ikke er underlig eller unormal fordi man venter med at have sex til man er blevet gift. Det er tværtimod sex uden for ægteskabet der er nedværdigende, ydmygende og skadeligt. Lad dig derfor ikke narre af verdens propaganda til at tro at der er noget galt med dig hvis du holder dig til Bibelens normer. Ved at bevare din moralske renhed beskytter du dit helbred, dit følelsesliv og — vigtigst af alt — dit forhold til Gud.

LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 1, KAPITEL 24

[Fodnote]

^ par. 15 Interessant nok valgte Jesus at forblive tavs da han blev udspurgt af Herodes. (Lukas 23:8, 9) Den bedste måde at håndtere uforskammede spørgsmål på er ofte at forholde sig tavs.

NØGLESKRIFTSTED

’Hvis nogen i sit hjerte har truffet den beslutning at han vil bevare sin jomfruelighed, gør han vel.’ — 1 Korinther 7:37.

TIP

Undgå samvær med dem der ikke har en høj moral, selv hvis de hævder at have den samme tro som dig.

VIDSTE DU DET . . .?

Folk der har en afslappet holdning til kønsmoral, ændrer som regel ikke deres vaner bare fordi de bliver gift. På den anden side vil de der er loyale mod Guds moralnormer inden ægteskabet, sandsynligvis også være loyale mod den de gifter sig med.

HANDLINGSPLAN!

Hvis jeg skal vente med at have sex til jeg bliver gift, bliver jeg nødt til at ․․․․․

Hvis mine kammerater gør det svært for mig at holde fast ved min beslutning, vil jeg ․․․․․

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

Hvad tror du er grunden til at nogle gør nar af dem der ikke har haft sex?

Hvorfor kan det være svært at forblive moralsk ren?

Hvad er fordelene ved at vente med at have sex til man bliver gift?

Hvordan ville du forklare en af dine yngre søskende fordelene ved at forblive moralsk ren?

[Tekstcitat på side 51]

„Det der motiverer mig til at modstå seksuelle fristelser, er at jeg altid husker på at ’ingen utugtig eller uren har nogen arv i Guds rige’.“ (Efeserne 5:5) — Lydia

[Ramme på side 49]

Arbejdsskema

Hvordan ender det i virkeligheden?

Skolekammerater og underholdningsbranchen undgår ofte med vilje at fortælle om de ubehagelige realiteter ved sex før ægteskabet. Forestil dig følgende tre scenarier. Hvad tror du i virkeligheden det ender med for disse teenagere?

En af dine skolekammerater praler med at han har haft sex med mange piger. Han siger det er sjovt — og det går ikke ud over nogen. Hvad kommer der i virkeligheden ud af det — for ham selv og for pigerne? ․․․․․

En film ender med at to ugifte teenagere går i seng med hinanden for at vise hinanden deres kærlighed. Hvad ville der ske bagefter hvis det var i det virkelige liv? ․․․․․

Du møder en sød fyr der gerne vil i seng med dig. Han siger at ingen behøver at få noget at vide. Hvis du gav efter og prøvede at dække over det, hvad ville der så i virkeligheden komme ud af det? ․․․․․

[Illustration på side 54]

At dyrke sex før ægteskabet er som at åbne en gave før man har fået den foræret