Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan bliver min fremtid?

Hvordan bliver min fremtid?

Kapitel 38

Hvordan bliver min fremtid?

„JEG er bange for fremtiden, fremtiden i en verden i atomtruslernes skygge.“ Dette sagde en ung tysker til sit lands øverste politiske leder.

Måske præger frygten for atomdøden også dine tanker om fremtiden. „Hvorfor skulle jeg gøre noget ud af at få gode karakterer?“ spurgte en dreng. „Verden springer jo alligevel i luften.“ En undersøgelse blandt nogle skolebørn viste at kernekrig var det drengene var mest bange for. Hos pigerne kom kernekrig på andenpladsen, kun overgået af „forældrenes død“.

Men paddehatteskyerne er ikke det eneste der formørker horisonten. „Overbefolkning, ressourcemangel, miljøforurening“ og andre uløselige problemer har fået den kendte psykolog B. F. Skinner til at slutte: „Vor art lader nu til at være truet.“ Han har senere indrømmet: „Jeg er dybt pessimistisk. Vi vil aldrig få løst vore problemer til bunds.“

Når selv eksperterne mener at fremtidsudsigterne er dystre, er det ikke så mærkeligt at mange unge har denne indstilling: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ (1 Korinther 15:32) Ja, hvis fremtiden afhænger af politikeres og videnskabsmænds evner ser det sort ud, for i Jeremias 10:23 siges der at „menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt“.

Problemet er ikke bare at mennesket ikke kan styre. Nej, det står ikke til det — det tilkommer ikke menneskene at forsøge at råde over jordens fremtid. Derfor er deres bestræbelser på forhånd dømt til at mislykkes. Af samme grund bad Jeremias Gud om at gribe ind: „Tugt mig, Jehova, men med ret og rimelighed.“ (Jeremias 10:24) Det er altså Skaberen der afgør vores fremtid. Hvordan vil den så blive?

Guds hensigt med jorden — og din fremtid

Kort efter menneskets skabelse sagde Gud til det første menneskepar: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1 Mosebog 1:28) Menneskene fik altså udsigt til at leve i et jordomspændende paradis.

Men det første menneskepar gjorde oprør mod Guds herredømme. Som Salomon senere udtrykte det: „Den sande Gud har frembragt menneskene retskafne, men de har fundet på så mange planer.“ (Prædikeren 7:29) Menneskenes planer har vist sig at være katastrofale. De har givet den nuværende generation en ulykkelig arv og de dystreste fremtidsudsigter man kan forestille sig.

Vil det sige at Gud har afskrevet jorden og at den ender som en forurenet, radioaktiv — og måske livløs — klode? Nej, bestemt ikke. Han er den „der har dannet jorden og frembragt den, . . . som grundfæstede den, som ikke skabte den forgæves, men dannede den til at bebos“. Der er derfor ingen tvivl om at hans hensigt med jorden vil blive gennemført! — Esajas 45:18; 55:10, 11.

Men hvornår — og hvordan? Prøv selv at læse Lukas, kapitel 21. Her forudsagde Jesus netop de problemer der har plaget menneskeheden i dette århundrede: krige, jordskælv, sygdomme, hungersnød og udbredt kriminalitet overalt i verden. Hvad er alt dette et tegn på? Jesus forklarede selv: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig. . . . Således ved I også, når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær.“ — Lukas 21:10, 11, 28, 31.

Dette rige er nøglen til din fremtid. Enkelt sagt er det en regering, det redskab hvormed Gud vil styre jorden. Denne regering vil med magt fratage menneskene herredømmet over jorden. (Daniel 2:44) ’De der ødelægger jorden’ vil selv blive ødelagt af Gud, hvorved jorden — og menneskeheden — vil blive reddet fra at gå til grunde. — Åbenbaringen 11:18; Prædikeren 1:4.

Under Guds riges styre vil hele jorden efterhånden blive til et paradis. (Lukas 23:43) Den økologiske balance vil blive genoprettet. Selv mellem mennesker og dyr vil der råde fred. (Esajas 11:6-9) Krige og krigsvåben vil høre fortiden til. (Salme 46:8, 9) Kriminalitet, hungersnød, boligmangel, sygdom — ja, endda døden — vil blive fjernet. Jordens beboere vil „glæde sig over megen fred“. — Salme 37:10, 11; 72:16; Esajas 65:21, 22; Åbenbaringen 21:3, 4.

„Efterprøv“ Guds løfter

Evigt liv i et paradis — det kan blive din fremtid! Men selv om det lyder tiltalende har du måske svært ved at stole på Bibelen. Selv unge blandt Jehovas vidner har til tider vaklet i troen. Michelle, for eksempel, er opdraget af kristne forældre. Hun betragtede det som en selvfølge at Bibelen er sand. Men en dag gik det op for hende at hun ikke vidste hvorfor hun troede på Bibelen. „Indtil da havde jeg vel bare troet på den fordi min mor og far troede på den,“ siger hun.

„Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag,“ står der i Bibelen. (Hebræerne 11:6) Men tro er jo ikke noget du får automatisk, bare fordi din mor og far har det. Hvis du skal have en tryg fremtid må du opbygge din tro på solide vidnesbyrd, så den bliver ’en sikker forventning om ting der håbes på’. (Hebræerne 11:1) Som Bibelen siger må du ’forvisse dig om alt’, eller, som det udtrykkes i The Living Bible, ’efterprøve alt hvad der siges, for at være sikker på at det er sandt’. — 1 Thessaloniker 5:21.

Forvis dig om at Bibelen er sand

Det første du gerne vil efterprøve er måske om Bibelen virkelig er „inspireret af Gud“. (2 Timoteus 3:16) Hvordan kan du gøre det? Jo, kun den almægtige Gud kan med sikkerhed ’fra begyndelsen fortælle om enden’. (Esajas 43:9; 46:10) Det gør han gentagne gange i Bibelen. Læs for eksempel profetierne i Lukas 19:41-44; og 21:20, 21 om Jerusalems fald, eller profetierne i Esajas 44:27, 28 og 45:1-4 om Babylons fald. Historien viser hvor ufejlbarlig Bibelens forudsigelse af disse begivenheder var. „Efter at have undersøgt nogle af dens profetier,“ siger 14-årige Janine, „var jeg ganske enkelt forbløffet over at den kunne forudsige alt det den gjorde.“

Andre grunde til at tro på Bibelen er dens historiske nøjagtighed, dens ærlighed og åbenhed og det at den ikke modsiger sig selv. * Men hvordan kan du vide at Jehovas vidner fortolker Bibelen rigtigt? Indbyggerne i fortidens Berøa accepterede ikke blindt apostelen Paulus’ udlægning af Bibelen. De „undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således“. — Apostelgerninger 17:11.

Vi vil tilskynde dig til også at undersøge Bibelens lære til bunds. Bøgerne Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud (udgivet af Vagttårnets Selskab) forklarer dens lære på en letforståelig måde. Hvis dine forældre er Jehovas vidner kan de uden tvivl hjælpe dig med at finde svarene på dine spørgsmål. „Vær ærlig over for dine forældre hvis der er noget du er i tvivl om,“ siger en ung pige der hedder Janel. „Spørg hvis der er noget du har svært ved at tro på.“ (Ordsprogene 15:22) Med tiden vil du uden tvivl indse at Jehova har velsignet sine vidner med en fantastisk forståelse af Bibelen!

En ung pige, Prentice, siger: „Somme tider bliver jeg deprimeret over forholdene i verden. Så finder jeg skriftsteder som Åbenbaringen 21:4, der giver mig noget at håbe på.“ Ja, en fast tro på Guds løfter vil helt sikkert give dig et andet syn på tilværelsen. Du vil se fremtiden i møde med glad forventning og uden frygt. Din nuværende tilværelse vil ikke være en meningsløs kamp, men et middel til at ’samle værdier som en god grundvold for den kommende tid, så du kan få et fast greb om det virkelige liv’. — 1 Timoteus 6:19.

Men kan man opnå „det virkelige liv“ bare ved at undersøge Bibelen og få tro på den, eller kræves der mere?

[Fodnote]

^side 47-57 i bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne (udgivet af Vagttårnets Selskab) findes der flere detaljerede oplysninger om Bibelens troværdighed.

Oplæg til samtale

□ Hvorfor frygter mange unge fremtiden?

□ Hvad var Guds oprindelige hensigt med jorden? Hvordan kan vi være sikre på at han ikke har ændret hensigt?

□ Hvilken rolle spiller Riget for gennemførelsen af Guds hensigt med jorden?

□ Hvorfor er det nødvendigt at du selv efterprøver at Bibelens lære er sand, og hvordan kan du gøre det?

□ Hvordan kan du forvisse dig om at Bibelen er inspireret af Gud?

[Tekstcitat på side 306]

„Jeg er dybt pessimistisk. Vi vil aldrig få løst vore problemer til bunds.“ — Psykologen B. F. Skinner

[Illustration på side 307]

Jordens Skaber vil ikke tillade menneskene at ødelægge kloden

[Illustration på side 309]

Har du forvisset dig om at Bibelen er troværdig?