Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvor stor en rolle spiller mit udseende?

Hvor stor en rolle spiller mit udseende?

Kapitel 10

Hvor stor en rolle spiller mit udseende?

HØRER du til dem der føler at de ikke er særlig kønne? Kun de allerfærreste — ja, måske slet ingen — er helt tilfredse med deres udseende. I modsætning til Narcissus, der blev forelsket i sit eget billede da han spejlede sig i vandet, bliver nogle af os nærmest deprimerede når vi ser os selv i spejlet.

’Jeg føler mig frastødt af min egen krop,’ siger 16-årige Maria. ’Jeg synes jeg er grim.’ Bob på 13 beklager sig også: ’Jeg kan ikke lide mit hår; det stritter sådan i nakken.’ Tilmed ændrer udseendet sig så hurtigt under opvæksten at mange unge „føler sig som fremmede i deres egen krop“, som en psykolog udtrykker det. Det er altså meget almindeligt at unge bekymrer sig om deres ansigt, deres hår og deres kropsudvikling.

Gud selv sætter pris på det der er smukt. I Prædikeren 3:11 står der: „Alt har han frembragt smukt til rette tid.“ Dit udseende kan desuden have stor indflydelse på den måde andre betragter og behandler dig på. En læge, dr. James P. Comer, peger på endnu en faktor: „Vor opfattelse af vor egen krop hører med til den opfattelse vi har af os selv. Den har indflydelse på vor selvtillid og på hvor meget vi får præsteret i livet.“ En sund interesse for ens eget udseende er derfor kun af det gode. Men når man bliver så bekymret over det at man undgår alle andre og føler sig led ved sig selv, er det ikke længere sundt.

Hvem siger at du ikke er køn?

Utilfredshed med udseendet skyldes langtfra altid at der er noget fysisk i vejen. Der er for eksempel den slanke pige som sidder i skolen og ønsker at hun havde lidt mere figur, mens en køn og buttet pige i samme klasse føler sig „overfed“. Hvorfor er de begge utilfredse? Hvad får unge til at se nogle fejl hos sig selv som andre ikke ser?

En professor i psykiatri, Richard M. Sarles, forklarer: „Ungdommen er en overgangsperiode hvori legemet gennemgår store forandringer. . . . For at klare sig alt imens kroppens fornyelse og forvandling gør dem kejtede, søger de fleste unge støtte i den tryghed de finder i en gruppe af jævnaldrende.“ Men selv dét kan give store bekymringer: ’Synes de andre nu at jeg er for høj, for lille, for tyk eller for tynd? Hvad synes de om min næse og mine ører?’ Og hvis andre får mere opmærksomhed end du, eller hvis nogen gør nar af dig på grund af dit udseende, kan det let gøre dig ked af det.

Dertil kommer den altgennemtrængende indflydelse som tv og andre medier har. I reklamerne smiler de smukkeste ansigter til os, i et forsøg på at få os til at købe et eller andet — lige fra parfume til motorsave. Massemedierne vil have os til at tro at hvis man ikke er en forførende skønhed med fejlfri hud, eller en drømmehelt der svulmer af muskler, kan man lige så godt grave sig ned — eller i hvert fald opgive enhver drøm om at blive populær og lykkelig.

Lad dig ikke ’presse ind i deres form’

Før du tror at du aldrig vil blive andet end en grim ælling, så spørg dig selv om dine ’skønhedsfejl’ er virkelige eller indbildte. Det du er så utilfreds med (eller bliver drillet med), er det virkelig så uskønt? Eller har andre bare fået dig til at tro det? Bibelen giver dette råd: „Lad ikke verden omkring jer presse jer ind i sin egen form.“ — Romerne 12:2, Phillips.

Tænk over hvem det er der opreklamerer den idé at man have et bestemt udseende hvis man vil være populær og lykkelig og have succes. Er det ikke de producenter og reklamefolk der tjener på vidunderkurene og skønhedsmidlerne? Hvorfor lade sig forme efter deres tankegang? Og hvis dine venner kritiserer dit udseende, gør de det så for at hjælpe dig? Hvis de kun gør det for at „jorde“ dig, hvem har så brug for den slags „venner“?

Bibelen råder os til at ’bøje vort hjerte mod dømmekraft’. (Ordsprogene 2:2) Dømmekraft vil hjælpe dig til at se nøgternt på dig selv og tage mediernes propaganda med forbehold. Kun de færreste kommer nogen sinde til at ligne fotomodeller. Og „skønhed er en boble“. (Ordsprogene 31:30, Byington) Folk der tjener penge på deres udseende, er kun på toppen et øjeblik — så bliver de kasseret til fordel for et nyt ansigt. Ofte er det i øvrigt makeup, lyseffekter og fototricks der har gjort dem til det de er. (Nogle er blevet helt rystede ved at se en berømthed på et tidspunkt hvor vedkommende ikke havde brugt sit sædvanlige batteri af skønhedsmidler!)

Du behøver altså ikke at blive deprimeret hvis du ikke ligner en tv-stjerne eller en fotomodel. Forresten skal dine kammerater heller ikke bestemme hvor høj eller slank du skal være for at se pæn ud. Hvis du er tilfreds — så ignorér hvad kammeraterne siger. Ironisk nok kan netop det du ikke kan lide ved dig selv, være noget som andre misunder dig.

Få det bedste ud af det!

Man kan naturligvis have et reelt problem: Uren hud, overvægt, en uskøn næse, ører der stritter, eller særlig ringe legemsvækst. Meget af dette forandrer sig selvfølgelig med alderen. Filipenserne, vægten der rutsjer op og ned, væksten der pludselig foregår i lyntempo (eller pinefuldt langsomt) — alt det er problemer mange teenagere kender, og som forsvinder af sig selv.

Andre problemer forsvinder ikke af sig selv. Mange unge må leve med at de ser ganske almindelige ud. Forfatteren John Killinger siger: „En af livets bitreste piller er, for de fleste mennesker, at de ikke er smukke; det er en sandhed de hurtigt indser og som de må leve med resten af deres dage.“ Man kan imidlertid lære at få det bedste ud af sit udseende!

Man kan lade sig operere for en fysisk defekt — men det er dyrt og ofte risikabelt. * Noget der er billigt og som virkelig hjælper på udseendet er simpel renlighed. Dit hår har måske ikke samme glans som en filmstjernes, men det kan i det mindste være rent. Det samme kan ansigtet, hænderne og neglene. Og ethvert smil er kønnere hvis tænderne er hvide og tandkødet rent! Har du vægtproblemer? Måske kan du klare sagen ved at ændre dine kost- og motionsvaner, eventuelt i samråd med en læge.

I forståelse med dine forældre kunne du også prøve at lave lidt om på din frisure og din påklædning, så de gode sider af dit udseende blev fremhævet og de mindre heldige trådte mere i baggrunden. En skribent ved navn Sharon Faelten nævner for eksempel at en lang næse hos en pige bliver mindre iøjnefaldende hvis hun „vælger en fyldig frisure eller sætter håret op“. Skarpe ansigtstræk virker blødere hvis håret er „bølget eller krøllet“. En pige kan desuden pynte lidt på ansigtet ved at bruge lidt makeup. Valget af tøj rummer mange muligheder for unge mænd såvel som unge kvinder. Vælg farver der passer til din teint, og et snit der klæder din figur. Vær opmærksom på striber og andre linjer i tøjet: Lodrette linjer gør dig slankere, vandrette linjer det modsatte!

Med lidt fantasi og en smule anstrengelse kan du sagtens komme til at se godt ud — selv om du ikke er født med et decideret smukt udseende.

Vær ligevægtig

Mens man altså gerne må være opmærksom på sit udseende, må man passe på ikke at gøre det til det vigtigste i livet. Har du lagt mærke til hvor lidt Bibelen siger om de forskellige personers ydre? Hvorfor får vi ikke at vide hvordan Abraham, Maria eller Jesus så ud? Åbenbart fordi Gud ikke fandt det vigtigt.

Engang blev en ung mand ved navn Eliab endda forkastet af Gud til stillingen som konge skønt han var ualmindelig flot af skikkelse! Jehova Gud sagde til profeten Samuel: „Se ikke på hans udseende og hans høje vækst . . . For Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (1 Samuel 16:6, 7) Det er en stor trøst at tænke på at vores udseende ikke er det vigtigste for Gud — og det er jo hans mening der tæller! „Jehova ser på hjertet.“

Hvordan ser dine gode venner forresten ud? Ser de fleste af dem ikke ret almindelige ud? Og dine forældre — er de af den type man ser på forsiden af et modeblad? Sikkert ikke. Men du kender jo alle deres gode sider, og derfor tænker du sjældent på deres udseende! Også du har nogle indre kvaliteter der langt opvejer de mangler — virkelige eller indbildte — der måtte være ved dit ydre.

Andre unge som du kender synes måske at det udvendige er fantastisk vigtigt. Måske prøver de endda at presse dig til at ligne dem i tøj, frisure med mere. Hvordan reagerer du over for deres pres?

[Fodnote]

^ Visse forholdsregler, såsom brug af en tandbøjle, kan have både sundhedsmæssig og kosmetisk betydning.

Oplæg til samtale

□ Hvorfor er unge så optaget af deres udseende? Hvad mener du om dit eget udseende?

□ Hvilket syn på det ydre bliver fremmet af medierne, og af dine jævnaldrende? Hvordan skal man reagere på denne påvirkning?

□ Hvilke muligheder er der for at gøre noget ved uren hud?

□ Hvordan kan man få det bedste ud af sit udseende? Hvorfor er det også nødvendigt at være ligevægtig?

[Tekstcitat på side 82]

’Jeg føler mig frastødt af min egen krop. . . . Jeg synes jeg er grim’

[Tekstcitat på side 88]

Du har nogle indre kvaliteter der langt opvejer de mangler der måtte være ved dit ydre

[Ramme/illustration på side 84, 85]

’Hvad kan jeg gøre ved uren hud?’

Filipenser (akne) skyldes en slags betændelse i huden, en betændelse der kan optræde som „hudorme“, cyster eller ligefrem bylder. Ofte er det ikke bare en forbigående gene der varer nogle få måneder, men en alvorlig hudlidelse. Den kan ramme mennesker i alle aldre, men teenagere er mest udsatte. Nogle læger mener at 80 procent af alle unge rammes af akne i varierende grad.

Man spurgte engang 2000 teenagere hvad de var mest utilfredse med ved sig selv. Ikke overraskende var det svar der forekom allerhyppigst: hudproblemer. En ung pige, Sandra, husker fra sin skoletid: „Jeg var så slemt angrebet af filipenser at jeg altid prøvede at skjule mit ansigt for andre. Jeg blev så sky fordi jeg skammede mig over mit udseende. . . . Jeg så forfærdelig ud.“ — Bladet Co-Ed.

Hvorfor bliver man ramt af denne lidelse i teenageårene — netop når man gerne vil være pæn? Fordi det er i den periode man er ved at blive voksen. I puberteten begynder hudkirtlerne at forøge deres aktivitet. The World Book Encyclopedia forklarer i enkle vendinger hvad der sker:

Hver enkelt kirtel tømmer et indhold af talg ud i en hårfollikel — den lille sæk som omgiver hvert hår. Normalt vil denne talg løbe ud gennem en pore i huden, men det kan ske at en pore tilstoppes så talgen ikke hurtigt nok kan komme ud. Den stoppede pore danner en „hudorm“, idet talgen begynder at ilte, udtørre og blive sort, og huden hæver til en knop. Bakterievækst i den indelukkede talg gør knoppen til en cyste, og det er cysten der kan give et permanent ar. Der dannes ikke ar medmindre filipensen bliver inficeret. Det sker ofte ved at man trykker den ud eller piller i den (så lad være med det!).

Anspændthed og følelsesmæssig uligevægt kan forøge hudkirtlernes produktion. Nogle oplever for eksempel at en stor filipens bryder ud lige inden en vigtig begivenhed, eller før og under en eksamen. Det er godt at tænke på Jesu ord: „Vær . . . aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer.“ — Mattæus 6:34.

Desværre findes der intet sikkert middel. Man kan dog have gavn af mange præparater som kan fås i håndkøb: creme, lotion, rensemidler, stifter, sæbe med mere, som ofte indeholder benzoylperoxid (et bakteriedræbende middel). Hvis stærkere midler er nødvendige, kan lægen give råd. Mange finder at det hjælper blot at vaske ansigtet omhyggeligt med en sæbe der indeholder benzoylperoxid. Undgå fede sæber og stærkt olieholdig kosmetik.

Nogle unge har også opdaget at det hjælper når de er opmærksomme på deres generelle helbred — når de sørger for at få motion, rigeligt med frisk luft og tilstrækkeligt med søvn. Nogle tvivler på at problemet har noget at gøre med fedtholdig mad, men det er i hvert fald klogt at sørge for varieret kost og at undgå „junk food“.

Tålmodighed er under alle omstændigheder nødvendig. Husk at tilstanden ikke er opstået på én dag. Den forsvinder heller ikke på én dag. Sandra, som blev nævnt i indledningen, siger: „Det varede vist et års tid før min hud var helt ren igen, men det begyndte at gå bedre allerede efter seks uger.“ Ja, hvis du vælger en behandling og holder fast ved den, skulle du kunne se nogle forbedringer.

I mellemtiden må du ikke lade nogle bumser ødelægge din selvtillid eller forhindre dig i at snakke med andre. Du er måske selv genert på grund af din hud, men andre tænker ikke nær så meget på det som du tror. Hvis filipenser er et problem for dig, så begynd straks at gøre noget ved det. Og prøv så at være positiv og bevare et godt humør!

[Illustration på side 83]

Netop det du ikke kan lide ved dig selv, kan være noget som andre misunder dig

[Illustrationer på side 86]

Man glemmer ofte at de fotomodeller man ser i bladene har fået hjælp af et helt hold skønhedseksperter