Kapitel 16

Er det normalt at sørge sådan som jeg gør?

MITCHELL tænker tilbage på den dag hans far døde. „Jeg var lammet af chok. . . . ’Det kan ikke være rigtigt,’ blev jeg ved med at sige til mig selv.“

Måske har du også mistet en du holdt af — din far eller mor, en bror eller søster, eller en af dine venner. Din sorg er måske blandet med vrede, forvirring og frygt. Du kan ikke holde tårerne tilbage, hvor meget du end prøver — eller du undertrykker smerten og holder den for dig selv.

Det er helt normalt at sørge efter et dødsfald. Selv Jesus Kristus „gav tårerne frit løb“ og ’stønnede i ånden’ da han hørte at en af hans gode venner var død. (Johannes 11:33-36; se også Anden Samuelsbog 13:28-39.) Sorgen kan være lettere at bære hvis man ved at andre har haft det på samme måde.

Som en ond drøm

I begyndelsen kan du føle dig helt lammet. Inderst inde håber du måske at det hele bare er en ond drøm, og at en eller anden snart kommer og vækker dig, så du kan opdage at alt er som det hele tiden har været. Cindy, hvis mor er død af kræft, siger: „Jeg har ikke rigtig accepteret at hun er borte. Når der sker noget som jeg normalt ville have snakket med hende om, tænker jeg tit: ’Det må jeg fortælle mor.’“

Når man har mistet en man holder af, er det normalt at man benægter det og har svært ved at fatte det. Måske tror man endda at man ser vedkommende på gaden, i en bus eller andre steder. Selv den mindste lighed kan få en  til at håbe at det hele bare var en misforståelse. Gud har jo skabt mennesket til at leve, ikke til at dø. (1 Mosebog 1:28; 2:9) Det er derfor vi har så svært ved at acceptere døden.

„Hvordan kunne hun gøre det mod mig?“

Du skal ikke blive overrasket hvis der er øjeblikke hvor du endda er lidt vred på den der er død. Cindy fortæller: „Da mor døde tænkte jeg somme tider: ’Du fortalte os ikke engang at du skulle dø. Pludselig var du bare væk.’ Jeg følte mig svigtet.“

Man kan få den samme følelse hvis det er en bror eller søster man har mistet. „Det er ret latterligt at være vred på en der er død,“ siger Karen, „men da min søster døde kunne jeg ikke lade være med at være vred. Spørgsmål som: ’Hvordan kunne hun dø og lade mig være alene tilbage? Hvordan kunne hun gøre det mod mig?’ blev ved med at køre rundt i hovedet på mig.“ Nogle bliver vrede på deres bror eller søster på grund af al den smerte hans eller hendes død har forvoldt. Andre føler sig svigtede, måske endda jaloux, fordi den syge bror eller søster fik en masse tid og opmærksomhed før han eller hun døde. Og hvis de sørgende forældre pludselig bliver overbeskyttende fordi de er bange for at miste endnu et barn, kan det også vække vrede mod den afdøde.

„Hvis bare . . .“

De efterladte rammes tit af skyldfølelse når et familiemedlem dør. Man plages måske af uvished og nagende spørgsmål. ’Var der andet vi kunne have gjort? Skulle vi have søgt en anden læge?’ Eller man tænker: ’Hvis bare vi ikke havde skændtes så meget.’ ’Hvis bare jeg havde  været lidt sødere ved ham/hende.’ ’Hvis bare jeg havde tilbudt at købe ind den dag.’

Mitchell siger: „Jeg ville ønske at jeg havde været mere tålmodig og forstående over for min far. Eller hjulpet noget mere til derhjemme, så det havde været lettere for ham når han kom hjem.“ Og Elisa fortæller: „Da mor blev syg og pludselig døde, stod jeg tilbage med alle de følelser vi havde haft for hinanden. Jeg har så dårlig samvittighed nu. Jeg tænker på alt det jeg skulle have sagt til hende, alt det jeg ikke skulle have sagt, alt det jeg gjorde forkert.“

Måske føler du endda at du er skyld i det der er sket. Cindy siger: „Jeg var helt elendig ved tanken om de skænderier vi havde haft, alle de problemer jeg havde givet mor. Jeg følte at dét måske var en af grundene til at hun blev syg.“

„Hvad skal jeg sige til mine venner?“

En enke fortæller om sin søn: „Jonny hadede at fortælle andre børn at hans far var død. Det gjorde ham  forlegen — og samtidig vred, netop fordi han blev forlegen.“

Bogen Death and Grief in the Family (Død og sorg i familien) forklarer: „Spørgsmålet: ’Hvad skal jeg sige til mine venner?’ har overordentlig stor betydning for mange søskende [der har mistet en bror eller søster]. De føler tit at deres venner ikke forstår hvordan de har det. Deres forsøg på at forklare betydningen af dødsfaldet bliver måske mødt med ligegyldige eller uforstående blikke. . . . Derfor kan børn der har mistet en bror eller søster føle sig svigtede, alene eller ligefrem unormale.“

Men du må prøve at forstå at andre ikke altid ved hvad de skal sige til en der er ked af det — og så tier de stille. Din sorg minder dem om at de også kan gå hen og miste en de holder af. Og da de helst ikke vil tænke på dét, prøver de måske at undgå dig.

Accepter sorgen

Hvis man ved at ens sorg er normal, er man godt på vej til at acceptere den. Men man forlænger sorgen hvis man bliver ved med at prøve at lukke øjnene for det der er sket. Nogle familier lader en plads stå tom ved middagsbordet, som om den afdøde bare var kommet for sent til  måltidet. En familie gjorde dog noget andet. Moderen fortæller: „Vi sad aldrig mere på samme måde i køkkenet. Min mand flyttede over på Davids plads, og det var med til at udfylde tomheden.“

Det er også en hjælp at huske at selv om der er ting man burde — eller ikke burde — have sagt eller gjort, så er det ikke derfor den man holdt af er død. Som Bibelen siger: „Vi fejler alle mange gange.“ — Jakob 3:2.

Fortæl om dine følelser

Dr. Earl Grollman giver dette råd: „Det er ikke nok at erkende sine modstridende følelser; man må åbent tale med andre om dem. . . . Det er en tid hvor man bør dele sine følelser med andre.“ Man skal altså ikke holde sig for sig selv. — Ordsprogene 18:1.

Dr. Grollman siger også at hvis man prøver at ignorere sorgen „forlænger man blot smerten og forhaler sorgprocessen“. I stedet, forklarer han, skal man „finde en der er god til at lytte, en ven som forstår at ens mange følelser er en normal reaktion på den dybe sorg“. En far eller mor, en bror eller søster, en ven eller en ældste i den kristne menighed kan for eksempel hjælpe.

Og hvis man nu har lyst til at græde? Dr. Grollman siger: „For nogle er tårer det bedste middel mod følelsesmæssige spændinger, for mænd såvel som for kvinder og børn. At græde er en naturlig måde at få afløb for sorgen og smerten på.“

Hjælp hinanden i familien

Dine forældre kan være en stor hjælp for dig efter et dødsfald — og du kan være en stor hjælp for dem. Jane og Sarah fra England mistede deres 23-årige bror Darall.  Hvordan kom de over det? Jane svarer: „Vi var jo fire, så jeg var hele tiden sammen med far, mens Sarah hele tiden var sammen med mor. På den måde var ingen af os alene.“ Hun fortæller videre: „Jeg havde aldrig før set min far græde. Men nu så jeg ham græde et par gange, og på en måde var det dejligt at opleve; når jeg tænker tilbage er jeg glad for at jeg var der og kunne trøste ham.“

Et håb som holder én oppe

David fra England mistede sin 13-årige søster, Janet, der led af Hodgkins sygdom. Han siger: „Noget af det der hjalp mig mest var et skriftsted som blev citeret i begravelsestalen. Det lyder: ’Han [Gud] har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.’ Taleren fremhævede udtrykket ’garanti’ i forbindelse med opstandelsen. Det styrkede mig meget efter begravelsen.“ — Apostelgerninger 17:31; se også Markus 5:35-42; 12:26, 27; Johannes 5:28, 29; Første Korintherbrev 15:3-8.

Bibelens håb om en opstandelse fjerner ikke sorgen. Du vil aldrig glemme den du har mistet. Men mange har fundet trøst i Bibelens løfter, og det har efterhånden dulmet den smerte de følte efter at de havde mistet en de holdt af.

Oplæg til samtale

□ Føler du det er naturligt at sørge hvis en man holder af er død?

□ Hvilke følelser kan sorgen være blandet med, og hvorfor?

□ Hvordan kan en ung der sørger begynde at acceptere sine følelser?

□ Hvordan kan man trøste en ven der sørger over et dødsfald?

[Tekstcitat på side 128]

’Jeg har ikke rigtig accepteret at mor er borte. . . . Jeg tænker tit: „Det må jeg fortælle mor“’

[Tekstcitat på side 131]

„Da mor døde tænkte jeg somme tider: ’Du fortalte os ikke engang at du skulle dø. Pludselig var du bare væk.’ Jeg følte mig svigtet“

[Illustration på side 129]

„Det kan simpelt hen ikke være rigtigt!“

[Illustration på side 130]

Når man mister en man holder af, har man brug for medfølelse