Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad gør jeg hvis min far eller mor gifter sig igen?

Hvad gør jeg hvis min far eller mor gifter sig igen?

Kapitel 5

Hvad gør jeg hvis min far eller mor gifter sig igen?

„Den dag far giftede sig med Rita var den værste i hele mit liv,“ fortæller Shane. „Jeg var gal. Gal på far fordi han havde svigtet min mor. Gal på mor fordi hun var rejst fra os for at studere jura. Gal på de to dumme unger, Ritas børn, der nu skulle bo sammen med os, i vores hus . . . Men jeg var allermest gal på Rita . . . Jeg hadede hende. Og fordi jeg vidste at det var forkert at hade, var jeg også gal på mig selv.“ — Stepfamilies — New Patterns in Harmony af Linda Craven.

NÅR ens far eller mor gifter sig igen, brister alle drømme om at familien en dag vil blive genforenet. Det kan få én til at føle sig usikker, svigtet og jaloux.

Måske gør det særlig ondt hvis ens far eller mor gifter sig kort tid efter at ægtefællen er død. „Jeg blev meget bitter efter at min mor var død,“ fortæller 16-årige Missy. „Jeg opfattede det som om min fars forlovede prøvede at tage min mors plads, så jeg var temmelig ondskabsfuld over for hende.“ Man kan endda føle sig illoyal mod sin rigtige far eller mor og få dårlig samvittighed hvis man begynder at holde af sin stedfar eller stedmor.

Det er derfor ikke så mærkeligt at mange unge giver luft for deres indre smerte på destruktive måder. Nogle prøver endda på at ødelægge deres fars eller mors nye ægteskab. Men husk at din far eller mor og hans eller hendes nye ægtefælle har aflagt et løfte over for Gud. „Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ (Mattæus 19:6) Og selv hvis det skulle lykkes dig at ødelægge deres ægteskab, ville det sandsynligvis ikke betyde at dine forældre fandt sammen igen.

Der er heller ingen fornuft i at ligge i krig med sin stedfar eller stedmor hele tiden. I Ordsprogene 11:29 siges der advarende: „Den der påfører sin familie vanskeligheder vil kun arve vind,“ det vil sige, får intet ud af det. (New International Version) Femtenårige Gerris modvilje mod sin stedmor kulminerede i en voldsom diskussion. Hvad blev resultatet? Gerris stedmor gav sin mand valget mellem hende og hans datter. Det endte med at Gerri flyttede tilbage til sin rigtige mor — der også var gift igen.

Kærlighed vil hjælpe dig

Hvordan kan man bedst klare den situation at ens far eller mor gifter sig igen? Ved at vise kærlighed — den principbestemte kærlighed der beskrives i Første Korintherbrev 13:4-8:

Kærligheden „søger ikke sine egne interesser“. Det vil sige at man ’ikke skal søge sit eget, men medmenneskets bedste’. (1 Korinther 10:24) Hvis din far eller mor igen trænger til en ægtefælle at støtte sig til, er det så rigtigt af dig at sætte dig imod det?

„Kærligheden er ikke skinsyg.“ Mange unge vil helst ikke dele deres fars eller mors kærlighed med en anden, men du behøver ikke være bange for at dine forældre skal løbe tør for kærlighed, for kærlighed kan ’udvides’. (Se Andet Korintherbrev 6:11-13.) Din far eller mor kan udvide sin kærlighed til at omfatte en ny ægtefælle — uden at det går ud over kærligheden til dig. Er du villig til at udvide dit hjerte, så der også bliver plads til din stedfar eller stedmor? Det kan du gøre uden på nogen måde at være illoyal mod den af dine forældre der nu er borte.

Kærligheden „opfører sig ikke uanstændigt“. Der kan opstå et moralsk pres når man bor under tag med stedsøskende af det modsatte køn. Efter sigende forekommer der urette seksuelle forhold blandt medlemmerne i hver fjerde ’nydannet’ familie.

David, der fik fire stedsøstre i teenagealderen da hans mor giftede sig igen, siger: „Jeg måtte opbyde al min åndelige modstandskraft for at bekæmpe de seksuelle følelser.“ Man må også være meget opmærksom på hvordan man klæder sig og opfører sig, så man ikke vækker seksuelt begær hos andre. — Kolossenserne 3:5.

Kærligheden „tåler alt . . . Den giver os kraft til at udholde alt“. (Charles B. Williams’ oversættelse) Somme tider synes intet at kunne dulme den indre smerte. Marla fortæller: „Jeg følte at jeg ikke rigtig hørte til derhjemme mere. Jeg sagde endda til min mor at jeg ville ønske at jeg aldrig var blevet født.“ Marla blev trodsig og løb hjemmefra. Men nu siger hun: „Det bedste man kan gøre er at holde ud.“ Hvis du også holder ud vil den bitterhed, rådvildhed og smerte du føler i begyndelsen, efterhånden forsvinde.

’Du er ikke min rigtige far/mor!’

Det er ikke let at skulle adlyde en ny stedfar eller stedmor, og når han eller hun beder én om at gøre noget kan det være fristende at udbryde: ’Du er ikke min rigtige far/mor!’ Men læg mærke til princippet i Første Korintherbrev 14:20: „Bliv voksne i jeres tankegang.“ — The Holy Bible in the Language of Today ved William Beck.

Du kan vise at du er ’voksen i din tankegang’ ved at acceptere at din stedfar eller stedmor har lov til at opdrage dig. Han eller hun udfører de samme opgaver som en rigtig far eller mor ville gøre, og fortjener derfor din respekt. (Ordsprogene 1:8; Efeserne 6:1-4) Ester, der er omtalt i Bibelen, voksede op hos en plejefar eller „værge“, Mordokaj, fordi hendes forældre var døde. Selv om han ikke var hendes rigtige far gav han hende visse ’påbud’, og dem fulgte hun — selv som voksen. (Ester 2:7, 15, 17, 20) Hvis din stedfar eller stedmor irettesætter dig, er det sandsynligvis fordi han eller hun holder af dig og har omsorg for dig. — Ordsprogene 13:24.

Det kan naturligvis ikke undgås at der opstår problemer. Men når det sker, så vis at du er ’voksen’ ved at følge det råd der gives i Kolossenserbrevet 3:13: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.“

Lær at dele med andre og at give efter

Mens 15-årige Jamie boede alene sammen med sin mor, havde hun sit eget værelse og gik i dyrt tøj. Da hendes mor giftede sig igen ændrede forholdene sig. Nu befandt Jamie sig pludselig i en familie med fire børn. „Jeg har ikke engang mit eget værelse mere,“ sukkede hun. „Jeg er nødt til at dele alle mine ting med de andre.“

Hvis din far eller mor gifter sig igen vil du måske ikke længere være det ældste eller det eneste barn i familien. Hvis du er en dreng har du måske i lang tid været ’manden i huset’ — en stilling din stedfar nu har overtaget. Og hvis du er en pige har du og din mor måske været som søstre og endda delt soveværelse, indtil din mor giftede sig igen.

„Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker,“ tilskynder Bibelen. (Filipperne 4:5) Det ord der her er oversat med „rimelighed“ betyder „at give efter“ og indeholder tanken om at undlade at gøre krav på alle sine lovfæstede rettigheder. Prøv derfor at give efter, at bøje dig. Få det bedste ud af den nye situation og lad være med at dvæle ved fortiden. (Prædikeren 7:10) Vær villig til at dele med dine stedsøskende i stedet for at betragte dem som fremmede. (1 Timoteus 6:18) Jo hurtigere I begynder at behandle hinanden som rigtige brødre og søstre, jo hurtigere vil I også komme til at holde af hinanden. Hvis der er kommet ’en ny mand’ i huset, så prøv at lade være med at modarbejde ham. Vær hellere glad for at han er der og kan bære en del af det tunge ansvar for familien.

Forskelsbehandling

Efter at have indrømmet at hendes stedfar nok viste kærlighed, tilføjer en ung pige: „Men der er en forskel. Han har mindre forståelse for os, forventer mere af os og opdrager os strengere . . . end sine egne børn på samme alder. Det irriterer os.“

Du må indse at en stedfar eller stedmor som regel ikke vil nære de samme følelser for et stedbarn som for sine egne børn. Det skyldes ikke så meget blodets bånd som den fælles baggrund. Selv en biologisk far eller mor kan jo holde mere af ét barn end af et andet. (1 Mosebog 37:3) Der er dog væsentlig forskel på om man bliver behandlet ens eller rimeligt. Mennesker er forskellige og har ikke de samme behov. I stedet for at bekymre dig om hvorvidt du bliver behandlet nøjagtig ligesom dine stedsøskende, så prøv at lægge mærke til om din stedfar eller stedmor forsøger at dække dine behov. Kun hvis du føler at de ikke bliver dækket, har du grund til at tale med din stedfar eller stedmor om sagen.

Måske er det dine stedsøskendes fejl at der er ufred i hjemmet. Men glem aldrig at de også kan have svært ved at vænne sig til den nye situation. De føler måske at du har mast dig ind i deres familie. Gør derfor alt hvad du kan for at være venlig og ’overvinde det onde med det gode’ hvis de er kølige over for dig. (Romerne 12:21) Desuden sker det jo også at selv biologiske søskende har deres sammenstød. — Se kapitel 6.

Tålmodighed betaler sig!

„Afslutningen på en sag er bedre end begyndelsen på den. Den der har tålmods ånd, er bedre end den der har hovmods ånd.“ (Prædikeren 7:8) Det varer som regel flere år før medlemmerne af en nydannet familie har lært hinanden så godt at kende at alle føler sig godt tilpas. Først da er deres vaner og normer blevet tilpasset hinanden så godt at det hele går gnidningsløst. Vær derfor tålmodig! Forvent ikke at det er ’kærlighed ved første blik’, eller at I straks føler jer som en familie.

Thomas var mildest talt bekymret da hans mor giftede sig igen. Han havde selv tre søskende, og hans mors nye mand havde tre børn. „Vi sloges, diskuterede og blev sure — det var en voldsom følelsesmæssig belastning,“ skriver Thomas. Hvordan ordnede det sig til sidst? „Problemerne blev løst ved at vi fulgte de bibelske principper; dog ikke altid med det samme, men uoverensstemmelserne blev glattet ud efterhånden som tiden gik og vi opdyrkede Guds ånds frugt.“ — Galaterne 5:22, 23.

At det hjælper at følge Bibelens principper fremgår af følgende interview med nogle unge:

Hvordan det er lykkedes for nogle

Interviewer: Hvad gjorde I for ikke at blive vrede når jeres stedfar eller stedmor tugtede jer?

Lynch: Min mor og stedfar var altid enige om opdragelsen. Når der skete et eller andet aftalte de hvad der skulle gøres. Når jeg så fik en endefuld vidste jeg at den var fra dem begge to.

Linda: Det var meget svært i begyndelsen, for jeg spurgte altid: „Hvad ret har du til at sige hvad jeg skal?“ Men så kom jeg i tanker om det Bibelen siger om at man skal ’ære sin moder og fader’. Selv om han ikke var min rigtige far var han alligevel min far i Guds øjne.

Robin: Jeg var klar over at det ville såre min mor dybt hvis jeg ikke brød mig om den som hun holdt af.

Interviewer: Hvordan fik I en god kommunikation i familien?

Lynch: Man må være interesseret i hvad ens stedfar eller stedmor laver. Jeg hjalp min stedfar med hans verdslige arbejde, og når vi arbejdede snakkede vi meget sammen. Det hjalp mig til at finde ud af hvordan han tænkte. Andre gange kunne vi bare sidde og snakke om løst og fast.

Valerie: Min stedmor og jeg var meget sammen, og jeg kom til at lære hende godt at kende. Vi blev meget nære venner.

Robin: Der var kun gået et år efter at min far var død da min mor giftede sig igen. Jeg ville ikke have noget med min stedfar at gøre, for han skulle ikke erstatte min rigtige far. Jeg bad Gud om at hjælpe mig til at komme over min fars død og få et nærmere forhold til min stedfar. Jeg bad og bad og bad. Og Jehova hørte mine bønner.

Interviewer: Hvad gjorde I for at få et nærmere forhold til jeres stedfar eller stedmor?

Valerie: Nogle gange spurgte jeg min stedmor om vi skulle gå i teatret eller i biografen — os to alene. Eller når jeg var i byen købte jeg nogle blomster eller en vase, noget der viste at jeg tænkte på hende. Det blev hun meget glad for.

Eric: Man må finde ud af noget begge godt kan lide. Det eneste min stedfar og jeg havde tilfælles var at han var gift med min mor og at vi derfor boede under samme tag. Det der hjalp mig mest var at jeg begyndte at få den samme interesse for Bibelen som han havde. Samtidig med at jeg fik et nærmere forhold til Jehova Gud, fik jeg også et nærmere forhold til min stedfar. Nu havde vi virkelig noget tilfælles!

Interviewer: Hvordan har I selv haft gavn af jeres erfaringer?

Robin: Da jeg boede alene sammen med min mor var jeg oprørsk og forkælet. Jeg ville altid have min vilje. Nu har jeg lært at tage hensyn til andre og være mere uselvisk.

Lynch: Min stedfar hjalp mig til at tænke som en mand. Han har hjulpet mig til at udvikle nogle færdigheder og lært mig at bruge mine hænder. Når noget gik skævt og jeg havde brug for hjælp, så var han der. Ja, han er den bedste far man kunne ønske sig.

Oplæg til samtale

□ Hvordan reagerer mange unge når deres far eller mor gifter sig igen? Hvorfor?

□ Hvordan kan det at vise kristen kærlighed hjælpe unge til at klare problemerne?

□ Skal man adlyde sin stedfar eller stedmor?

□ Hvorfor er det vigtigt at kunne dele med andre og bøje sig?

□ Skal man regne med at blive behandlet nøjagtig ligesom sine stedsøskende? Hvad skal man gøre hvis man føler at man bliver behandlet urimeligt?

□ Hvad kan man gøre for at få et bedre forhold til sin stedfar eller stedmor?

[Tekstcitat på side 45]

„Jeg opfattede det som om min fars forlovede prøvede at tage min mors plads, så jeg var temmelig ondskabsfuld over for hende“

[Illustration på side 43]

Man kan blive vred, usikker og jaloux når ens far eller mor gifter sig igen

[Illustration på side 46]

Det kan være svært at tage imod tugt fra sin stedfar eller stedmor