En eksemplarisk opførsel som udlændinge og midlertidige indbyggere
Kapitel 7
En eksemplarisk opførsel som udlændinge og midlertidige indbyggere
1, 2. Hvordan bliver udlændinge ofte betragtet, og hvorfor?
HVIS et menneske adskiller sig tydeligt fra sine omgivelser, bliver det ofte betragtet med forbehold og mistro. Hvis han eller hun er fremmed på en egn, bliver der lagt mere mærke til dette menneskes gøren og laden end til de lokale folks handlinger. Sørgeligt nok er der nogle der fatter fordom mod et helt folkeslag eller en hel race hvis blot en enkelt udlænding på deres egn opfører sig dårligt. Selv myndighederne behandler udlændinge på en særlig måde, idet de indfører særlige bestemmelser for disse. Og hvis en fremmed opfører sig på en måde der ikke er velset, kan han blive udvist af landet.
2 Hvorfor har alt dette nu de kristnes særlige interesse? Hvilken indflydelse har det på deres livsform?
3. (a) Hvordan kan man sige at sande kristne er „udlændinge“ i denne verden? Hvordan betragtes de af ikke-troende, og hvorfor?
3 Jo, de sande kristne er „udlændinge og midlertidige indbyggere“ i denne verden, for de ser hen til at få en mere varig bolig som en del af ’de nye himle og den nye jord’ Gud skaber. (1 Peter 2:11; 2 Peter 3:13) Fordi Jesu Kristi sande disciple stræber efter at tænke og handle i overensstemmelse med Bibelens ord, vil de ikke-troende eller de der blot påstår at de lever efter kristendommen, måske betragte dem som uønskede elementer, som „udlændinge“. Men en kristen behøver ikke at skamme sig på grund af den måde verden betragter ham på. Set med Guds øjne er hans stilling som udlænding en ærefuld status. Den kristne vil derfor gøre sit yderste for at opføre sig på en måde der ikke kan give andre nogen gyldig grund til at tale nedsættende om ham.
4, 5. (a) Hvorfor kunne apostelen Peter i det første århundrede kalde de kristne for „midlertidige indbyggere der er spredt rundt om“? (b) Hvordan betragtede Jehova Gud dem?
4 Da apostelen Peter skrev til sine medtroende henledte han opmærksomheden på deres ærefulde stilling som „udlændinge og midlertidige indbyggere“. I indledningen til hans første brev læser vi:
„Peter, en Jesu Kristi apostel, til de midlertidige indbyggere der er spredt rundt om i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien, dem der er udvalgt efter Guds, Faderens, forudviden, med helliggørelse ved ånden, til lydighed og bestænkelse med Jesu Kristi blod.“ — 1 Peter 1:1, 2.
5 Tilbage i det første århundrede befandt de troende sig spredt i mange forskellige byer og egne og levede midt blandt store ikke-kristne befolkninger. Ofte blev de udsat for andres uretfærdige foragt. Derfor må det have været opmuntrende for dem at læse eller høre hvordan Jehova så på dem. Peter fortalte dem i sit brev at de var Guds ’udvalgte’. Den Allerhøjeste havde gjort dem til sin ejendom, sit folk. Længe før den kristne menighed med både jøder og ikke-jøder blev oprettet, vidste den Almægtige at der på et tidspunkt ville blive dannet en sådan gruppe af tjenere for ham, bosat mange forskellige steder i verden. I kraft af Guds ånds virke blev de helliget eller udset til et helligt formål. Hensigten med alt hvad Jehova gjorde med dem, var at de skulle blive hans lydige børn og gøre hans vilje. Når de vidste at den universelle Suveræn benyttede dem på denne måde, måtte det bevæge dem dybt og tilskynde dem til at leve op til det der var Guds ædle hensigt med at udvælge dem.
6. (a) Hvordan har kristne opnået deres rene forhold til Gud? (b) Hvad kan det indbefatte at de er blevet ’bestænket med Jesu Kristi blod’?
6 Det var selvfølgelig ikke i kraft af de troendes egen fortjeneste at de blev et udvalgt og helliget folk. Som enkeltpersoner havde de været syndere og måtte renses, så derfor talte Peter om at de var blevet ’bestænket med Jesu Kristi blod’. Det minder os om den renselse en israelit måtte gennemføre hvis han var blevet uren i ceremoniel forstand, for eksempel ved at berøre liget af et menneske. For at blive ren igen måtte han bestænkes med renselsesvand. (4 Mosebog 19:1-22) På lignende måde var den sonende værdi af Kristi offer blevet overført til de kristne, så de kunne få en ren samvittighed over for Gud og frimodigt træde frem for ham i bøn. (Hebræerne 9:13, 14; 10:19-22) Og dengang der blev oprettet en pagt som førte israelitterne ind i et særligt forhold til Jehova, bestænkede Moses folket med offerdyrenes blod. (2 Mosebog 24:3-8) Ordene om at blive ’bestænket med Jesu Kristi blod’ kan altså også henlede tanken på at de troende er blevet ført ind i en ny pagt med Jesus Kristus som mellemmand, en pagt der er gjort gyldig af hans udgydte blod, og at de nu har del i goderne fra denne pagt.
7. Hvilke krav stiller vor status som „udlændinge“ til os?
7 Ligesom de troende i det første århundrede har Jesu Kristi hengivne disciple i dag en ærefuld stilling ind for Jehova Gud. I denne verden må de vise en eksemplarisk opførsel som „udlændinge“ og „midlertidige indbyggere“. Ellers vil de bringe vanære over Jehova Gud og hans folks menighed. Alle må derfor tage sig apostelen Peters formaning til hjerte: „I elskede, jeg tilskynder jer som udlændinge og midlertidige indbyggere til at afholde jer fra de kødelige lyster, som fører krig mod sjælen.“ — 1 Peter 2:11.
8. Hvad bør vi ikke tillade os selv at blive for stærkt knyttede til? Af hvilken grund?
8 Som „udlændinge og midlertidige indbyggere“ i denne forgængelige tingenes ordning kan vi ikke tillade os at knytte os for stærkt til noget som helst i det nuværende samfundssystem. Ingen af denne verdens bånd eller besiddelser, dens glæder eller sorger, er varige. Da vi alle er underlagt tid og tilfælde, kan vor situation ændre sig pludseligt og dramatisk. (Prædikeren 9:11) Derfor vil det være meget klogt af os at følge den vejledning apostelen Paulus giver: „Lad herefter dem der har hustru, være som om de ingen havde, og dem der græder, som dem der ikke græder, og dem der glæder sig, som dem der ikke glæder sig, og dem der køber, som dem der ikke ejer noget, og dem der gør brug af verden, som dem der ikke bruger den fuldt ud; for denne verdens scene skifter.“ (1 Korinter 7:29-31) Hvis vi lod os opsluge helt og fuldt af de sorger og glæder man kan hente sig på grund af de evigt foranderlige forhold og situationer i denne verden, kunne det forhindre os i at holde os nær til den Allerhøjeste og hans søn, til stort tab for os selv.
9, 10. (a) Hvad er baggrunden for den måde hvorpå mennesker i verden betragter ejendele? (b) Hvorfor bør vi have et andet syn på besiddelser end ikke-troende?
9 Den situation de fleste mennesker i verden befinder sig i, viser tydeligt hvorfor vi ikke bør prøve at ’bruge verden fuldt ud’. I almindelighed er folk enten ukendte med Guds løfte om „nye himle og en ny jord“, eller også tror de ikke at der vil komme en retfærdig ny orden. De har derfor intet andet end det nuværende liv at koncentrere sig om. De har ikke noget sikkert fremtidshåb. Det er grunden til at de er så opslugte af spekulationer om deres daglige fornødenheder og så opsatte på at få så meget som muligt i denne verden. (Mattæus 6:31, 32) Hvis noget kan få deres øjne til at stråle, er det smukt tøj, glitrende juveler, dyre pyntegenstande, fine møbler og luksusvillaer. Ved at skaffe sig sådanne ting håber og ønsker de måske at kunne imponere andre. — 1 Johannes 2:15-17.
10 Den kristne ved derimod at der venter ham en evig fremtid. Det vil være tåbeligt af ham at lade sig opsluge så meget af livets daglige gøremål at han næsten ikke får tid til at tænke på den Skaber som hans fremtid er afhængig af. Det betyder ikke at sande tjenere for Gud ikke har lov til at nyde nogen af de goder som kan købes for penge. Men hvis vi virkelig forstår at vi kun er „midlertidige indbyggere“ i denne tingenes ordning, må fornøjelser og materielle besiddelser, om de så er nok så sunde og gavnlige, aldrig blive det punkt hele vor opmærksomhed samler sig om. Vi vil selvfølgelig aldrig behandle vore midler og værdier skødesløst eller lade dem gå til spilde, men vi vil snarere se på dem sådan som pålidelige mennesker betragter noget de har lånt eller lejet, hvad enten det er en møbleret lejlighed, et stykke værktøj eller noget andet de har brug for. De passer godt på tingene, men knytter sig aldrig i den grad til dem som var det deres egne ejendele. Vores måde at leve på må vise at vi forstår at intet af det der hører den nuværende tingenes ordning til er sikret en evig eksistens, og at vi selv blot er „udlændinge“ og „midlertidige indbyggere“, på vej mod Guds lovede nye orden.
’Afhold jer fra de kødelige lyster’
11. Hvad er indbefattet i de kødelige lyster vi skal afholde os fra?
11 Men hvis vort liv som kristne virkelig skal lykkes for os, er det ikke nok at vi bare erkender at vore forhold i denne verden er foranderlige og uberegnelige. Vi må også tænke alvorligt over Bibelens formaning om ikke at give efter for kødets ønsker, det vil sige det urette begær i menneskets lemmer. I brevet til galaterne fortæller apostelen Paulus hvilke synder dette urette begær kan føre til. Først nævner apostelen at den der lader sig lede af Guds ånd ikke vil „opfylde noget kødeligt ønske“, og derefter opregner han kødets gerninger — „utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter, tilfælde af misundelse, drikketure, sviregilder, og ting som disse“. — Galaterne 5:16, 19-21.
12, 13. (a) Hvordan kan man sige at de kødelige lyster „fører krig mod sjælen“? (b) Hvad må vi gøre for at bevare en ren stilling ind for Gud?
12 Den nedarvede synd medfører at vi alle er underlagt et kraftigt pres som søger at få os til at gøre kødets gerninger, at ’opfylde kødelige ønsker’. De forkerte ønsker er som en indtrængende hær der søger at erobre hele sjælen, hele mennesket, og få det til at give efter for de syndige lidenskaber. Den kristne apostel Paulus vidste hvilken kamp dette afstedkommer hos det enkelte menneske. Om sig selv skrev han „For jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor der intet godt; for evnen til gerne at ville ligger mig nær, men evnen til at udvirke det rette, gør ikke. For det gode jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg.“ (Romerne 7:18, 19) Denne indre konflikt gjorde det nødvendigt for Paulus at ’banke løs på sit legeme og behandle det som en træl, for at han, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skulle blive forkastet’. — 1 Korinter 9:27.
13 Også vi bør nære et stærkt ønske om at være rene i vort forhold til Gud og modtage hans velsignelse; det vil tilskynde os til at gøre vort yderste for at holde urette ønsker under kontrol. Kampen kan være hård nok — hvorfor da gøre den hårdere ved at vælge en form for underholdning, læsestof og samvær der med sikkerhed vil ophidse vore syndige tilbøjeligheder og øge det pres de udsætter os for? Og vigtigere endnu er det at vi aktivt gør noget for at beskytte os. Det er godt at huske at vi ikke kan klare det hele i egen kraft, men at vi har brug for vore hengivne brødres opmuntring og Guds ånds hjælp. Apostelen Paulus tilskyndede Timoteus til at ’jage efter retfærdighed, tro, kærlighed, fred, sammen med dem der påkalder Herren af et rent hjerte’. (2 Timoteus 2:22) Hvis vi gør det, vil vi, med den hellige ånds hjælp, kunne hindre at de urette ønsker får herredømme over os. Når vi modstår de kødelige lyster ved at holde vort sind rettet mod alt hvad der er sandt, retfærdigt, rent, dydigt, rosværdigt og værd at holde af, vil vi ikke blive ramt af Guds mishag. (Filipperne 4:8, 9) Vi vil ikke selv komme til kort efter at have prøvet at hjælpe andre.
En god adfærd kan hjælpe andre til at tage imod den sande tilbedelse
14. Hvordan kan det gavne andre at de ser at vi ’afholder os fra kødets lyster’?
14 Når vi ’afholder os fra de kødelige lyster’ fører det endnu en meget ønskværdig fordel med sig. Apostelen Peter skrev: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer, for det som de nu bagtaler jer for som forbrydere.“ — 1 Peter 2:12.
15. På hvilken måde blev de kristne bagtalt i det første århundrede?
15 I det første århundrede blev de kristne ofte bagtalt og fremstillet som „forbrydere“. En beskyldning som denne var typisk: „Disse mænd . . . skaber megen uro i vor by, og de forkynder skikke som det ikke er os tilladt at antage eller følge, da vi er romere.“ (Apostelgerninger 16:20, 21) ’Disse mænd har vendt op og ned på den beboede jord.’ ’De handler i modstrid med kejserens bestemmelse, idet de siger at der er en anden konge, nemlig Jesus.’ (Apostelgerninger 17:6, 7) Apostelen Paulus blev beskyldt for at være „en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne på hele den beboede jord“. (Apostelgerninger 24:5) Og nogle af de ledende blandt jøderne i Rom sagde til Paulus: „Om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ — Apostelgerninger 28:22.
16. (a) Hvad er de sande kristnes bedste forsvar mod bagtalelse? (b) Hvordan kan dette blive til hjælp for modstanderne?
16 Det bedste forsvar mod falske anklager er en eksemplarisk opførsel. Når det viser sig at kristne er lovlydige, trofast betaler deres skat, og er villige til at gøre enhver ’god gerning’ for andre, når de i deres personlige beskæftigelse er flittige, arbejdsomme og ærlige og oprigtigt interesserer sig for deres medmenneskers vel, da vil anklagerne mod dem falde til jorden. (Titus 2:2 til 3:2) På den måde kan selv de der fortæller løgnagtig sladder om de kristne blive hjulpet til at indse at de har været på vildspor, og måske vil de antage den sande tilbedelse. Når Guds domstime kommer vil disse, der før var med til at stille de kristne i et dårligt lys, måske være blandt dem der lovpriser og herliggør Gud.
17. I betragtning af den gode indvirkning vor adfærd kan have på iagttagere, hvad bør vi da alvorligt overveje?
17 Den stærke positive virkning som en kristens retskafne livsførelse kan have, bør få os til at tænke alvorligt over hvordan vi behandler andre og hvor stor interesse vi viser vor næste. Vi bør bestemt ikke lukke øjnene for hvad de mennesker har brug for der befinder sig lige uden for vor egen dørtærskel. Og når vi som naboer gerne vil være venlige, høflige og imødekommende, skal det heller ikke bare være fordi det er „god politik“. Det er noget centralt i vort liv som kristne. I sin bjergprædiken formanede Jesus Kristus: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Bibelen opfordrer os også: „Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre hvad der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Galaterne 6:10) „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ (Romerne 12:18) „Jag altid efter det der er godt for jer indbyrdes og for alle andre.“ — 1 Tessaloniker 5:15.
18, 19. Hvordan bør vor holdning og vore handlinger som kristne være, i betragtning af Første Petersbrev 3:8?
18 At være kristen omfatter selvfølgelig langt mere end at udføre nogle nødvendige handlinger, såsom at overvære møder og fortælle andre om Bibelen. (Mattæus 28:19, 20; Hebræerne 10:24, 25) Vi har også fået befaling om at efterligne Guds søn i hele vor holdning og alle vore handlinger, vor måde at være på som mennesker. Apostelen Peter skrev: „Endelig skal I alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed, er ydmyge af sind.“ (1 Peter 3:8) For at være „enssindede“ må vi „være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. (1 Korinter 1:10) Især bør vi tænke i samme baner som Jesus Kristus, der viste sin kærlighed ved at ofre selve livet for os. (Johannes 13:34, 35; 15:12, 13) Den kærlighed og enhed der findes blandt Jesu Kristi sande disciple i hele verden, viser at de virkelig er „enssindede“; men vi må hver især stille os selv dette spørgsmål: ’Bidrager jeg til denne enhedens og kærlighedens ånd? Hvordan gør jeg det, og i hvor stor udstrækning?’
19 Hvis vi har sand kærlighed til vore åndelige brødre, vil vi også være kærlige og tilgivende. Hvis der har været nogle problemer i vort forhold til andre i den kristne menighed, og sagen er blevet gennemdrøftet og man er blevet enig om en løsning, vil vi ikke blive ved med at bære nag til nogen eller undgå nogen. Som Peter rådede os til, må vi vogte os for at indtage den stejle, uforsonlige og stolte holdning der er så almindelig i verden. Andre må kunne se på os at vi har „medfølelse“, at vi har evne til at sætte os ind i nødlidende menneskers situation, at vi nærer oprigtig hengivenhed for vore åndelige brødre, at vi har „inderlig medlidenhed“ med andre, og at vi ikke har for høje tanker om os selv men er „ydmyge af sind“ og gerne vil gøre noget for andre. — Se Mattæus 18:21-35; Første Tessalonikerbrev 2:7-12; 5:14.
20. Hvad kræver det af os hvis vi skal følge vejledningen i Første Petersbrev 3:9?
20 Men det skal ikke bare være over for vore trosfæller at vi viser medfølelse, medlidenhed og kærlighed. (Lukas 6:27-36) Apostelen Peter fortsatte med at sige at de kristne ’ikke skulle gengælde skade med skade eller skældsord med skældsord, men tværtimod velsigne’. (1 Peter 3:9) Det betyder ikke at vi vil rose folk i høje toner og overøse dem med hengivenhed når de volder os skade eller skælder os ud. Men vi vil opnå det bedste resultat og finde størst fred og glæde i sindet hvis vi bliver ved med at opføre os venligt og hensynsfuldt over for dem, i håb om at de en dag vil ændre opførsel og komme til at modtage velsignelserne fra Gud.
Hvorfor vi ikke skal gøre gengæld
21. Hvordan kan Jehovas eksempel hjælpe os til ikke at gøre gengæld?
21 Jehova Gud har barmhjertigt tilgivet os vore synder på grundlag af Jesu offer; det burde tilskynde os til at behandle selv vore fjender på en venlig og medfølende måde. Jesus Kristus sagde: „Hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ (Mattæus 6:15) Er vi da villige til at velsigne andre? Det har betydning for om vi vil arve de varige velsignelser fra Gud. Jehova Gud tillader undertiden at vi kommer ud for en ublid behandling. En af grundene til dette er netop at vi kan få lejlighed til at bevise at vi er tilgivende og forstående over for vore medmennesker. Apostelen Peter gav udtryk for denne tanke med sine følgende ord: „Hertil [altså til at velsigne dem der volder jer skade] blev I kaldet, så I kan arve velsignelse.“ (1 Peter 3:9) Det betyder ikke at vor himmelske Fader ligefrem ønsker at andre skal volde os skade. Nej, han har blot undladt at skride ind for at forhindre at vi kommer ud for de problemer som syndige mennesker er underlagt i en syndig verden. Det giver os så lejlighed til at vise om vi virkelig ønsker at være som han — kærlige, medfølende og tilgivende.
22. Hvilken opmuntring får vi i Salme 34:13-17 til at undgå en hævngerrig ånd?
22 Som en yderligere tilskyndelse til ikke at gøre gengæld, hverken i ord eller handling, citerer Peter nu fra Salme 34:13-17: *
„For ’lad den der vil elske liv og se gode dage holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig, og lad ham vende sig fra ondt og gøre godt; lad ham søge fred og jage efter den. For Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn; men Jehovas ansigt er imod dem der gør onde ting.’“ — 1 Peter 3:10-12.
23, 24 (a) Hvad betyder det at „elske liv“ og gerne at ville „se gode dage“? (b) Hvordan gavner det os at vise kærlighed til livet?
23 Disse ord af Peter viser os klart at den kærlige væremåde over for andre i virkeligheden er den eneste rigtige måde at leve på, altså den bedste livsform. Den der ’elsker livet’, den der sætter pris på det som en gave fra Gud, og som gerne vil „se gode dage“ — dage hvor han føler at livet virkelig har en hensigt og mening — han vil vise denne indstilling ved at arbejde for større glæde hos sine medmennesker. Han vil beherske sin tunge, ikke bruge den til at bagtale, bedrage eller tale nedsættende om andre. Han vil holde sig langt borte fra alt hvad der er ondt og gøre hvad der i Guds øjne er godt. Som et menneske der søger fred og jager efter den, vil han ikke være aggressiv og krigerisk men gøre sig en bestræbelse for at fremme sit eget gode forhold til andre og det gode forhold blandt andre. — Romerne 14:19.
24 Den der viser sin kærlighed til livet ved at hjælpe andre til at finde glæde og fred, bliver en vellidt omgangsfælle. Andre vil vise, både i ord og handling, at de værdsætter ham, kan lide ham og har brug for ham. Hans liv vil derfor aldrig blive tomt eller uden mening. — Ordsprogene 11:17, 25.
25. Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova nærer kærlig omsorg for os og vil hjælpe os?
25 Den venlighed dette menneske viser, bliver måske ikke altid påskønnet efter fortjeneste, men vedkommende kan være forvisset om at Jehova Guds kærlige omsorg hviler over ham. Da Guds øjne altid hviler på de retfærdige og hans ører altid er rede til at høre dem, ved han nøjagtig hvad de har brug for, og han er i stand til øjeblikkelig, at give dem dette. Ja, han vil lade dem „se gode dage“, for den gudhengivenhed de viser „indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (1 Timoteus 4:8) Derimod kan de der gør onde ting — de der ikke arbejder på at fremme freden og glæden hos andre — ikke forvente noget udtryk for Guds gunst. „Jehovas ansigt“ er vendt imod dem med en ugunstig dom, for intet undslipper hans opmærksomhed.
En vej der fører til vinding
26. Hvem kunne måske, ifølge Peters ord, tænke sig at vi skulle vende tilbage til verdens fordærvede handlinger?
26 Hvis vi altid husker hvor mange gode resultater det medfører at bevare en god adfærd, vil det hjælpe os til at modstå det pres der søger at drage os med i verdens fordærvede handlinger. Apostelen Peter giver os en stærk tilskyndelse til dette:
„Det er nemlig nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig dyrkelse af afguder. De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer. Men de skal aflægge regnskab over for den der er rede til at dømme levende og døde. Ja, af den grund blev den gode nyhed også forkyndt for døde, for at de, set fra menneskers standpunkt, kunne blive dømt med hensyn til kødet, men, set fra Guds standpunkt, kunne leve med hensyn til ånden.“ — 1 Peter 4:3-6.
27. Hvorfor bør vi aldrig ønske at vende tilbage til verdens fordærv?
27 Den tid den kristne har brugt på at tilfredsstille sine syndige ønsker og tilbøjeligheder inden han lærte Guds vilje og hensigt at kende, burde være nok til at han aldrig ville ønske at vende tilbage til en sådan livsform hvor nydelserne overdrives og de moralske hæmninger mangler. Vi må aldrig glemme hvor tomt og meningsløst et liv i udsvævelser er, og hvor stor en vanære det fører med sig. (Romerne 6:21) Den vulgære, uanstændige underholdning, den udfordrende dans, og den vilde, ophidsende musik der nu dyrkes så meget i verden, bør vække afsky hos os, ikke tiltrække os. Det er måske ikke let for os at være genstand for vore tidligere omgangsfællers spot fordi vi nu holder os fra den slags ting, men vi har bestemt ikke noget at vinde ved at slå følgeskab med dem i deres tøjlesløse sammenkomster og hele deres hæmningsløse livsform. Derimod har vi meget at tabe hvis vi antager den verdslige livsform. Alle de der bliver ved at handle ondt og fordærvet, skal stå til regnskab for deres handlinger over for Jesus Kristus, som Jehova Gud har sat til at dømme levende og døde. (2 Timoteus 4:1) Fordi denne dom er sikker, er „den gode nyhed“ også blevet forkyndt for „døde“, det vil sige for de åndeligt døde, som må angre, omvende sig og komme til live set fra Guds standpunkt, nemlig ved at modtage goderne fra Kristi sonoffer.
28. (a) Hvorfor bliver kristne undertiden ’dømt med hensyn til kødet, set fra menneskers standpunkt’? (b) Hvorfor bør en sådan bedømmelse ikke forurolige os?
28 De der angrer eller ændrer sind er dyrebare i Jehova Guds øjne, og han ønsker dem et evigt liv i lykke. Denne verdens mennesker indser imidlertid ikke hvilken anerkendt stilling de sande kristne indtager i Skaberens øjne. De bedømmer Kristi disciple som de bedømmer alle andre mennesker, nemlig „med hensyn til kødet“, det vil sige efter det ydre. Men det bør ikke forurolige os at vi ikke har deres gunst. Det der tæller er om Jehova Gud regner os for at være ’levende med hensyn til ånden’, om vi lever et åndeligt liv. Det vil være tilfældet hvis vi altid lever efter den Allerhøjestes bud.
29. Hvilke gode grunde har vi til at bevare en eksemplarisk adfærd?
29 Vi har i sandhed grund til at bevare en eksemplarisk adfærd som „udlændinge og midlertidige indbyggere“ under det nuværende system. Gud befaler os at gøre det. Det eksempel han selv har vist ved at være kærlig og barmhjertig over for os, tvinger os til at være hensynsfulde, medfølende og tilgivende over for andre. Hvis vi opfører os rosværdigt vil det blive til ære for Gud, og det kan hjælpe andre til at blive hans tjenere. Kun ved at bevare en god adfærd kan vi blive ved med at erfare Jehovas velsignelse og til sidst blive tildelt evigt liv og et fast og varigt hjemsted. Ingen anden livsform giver os så store goder nu og så storslået et fremtidshåb.
[Fodnote]
^ par. 22 Bemærk at man i den autoriserede danske oversættelse har ombyttet vers 16 og 17 i Salme 34.
[Studiespørgsmål]
