En underkastelse der lønner sig
Kapitel 6
En underkastelse der lønner sig
1. Hvorfor kan vi sige at det er klogt og gavnligt at underkaste sig eksisterende ordninger?
DER kan være megen visdom i at underkaste sig eksisterende ordninger. Den totale uafhængighed kan måske se fristende ud, men i virkeligheden er den urealistisk og ikke engang ønskværdig. Intet menneske i verden kan gøre alt eller vide alt. Ligesom vort liv er afhængigt af luft, lys, føde og vand, sådan har vi også behov for andre mennesker og det de kan gøre for os, hvis vi skal have gavn og glæde af vort liv.
2. Hvordan bør anerkendelsen af at Jehova er den øverste Suveræn berøre vort liv?
2 Vort forhold til de regerende myndigheder, til vor arbejdsgiver, til vor familie, til andre i den kristne menighed, ja, til andre mennesker i det hele taget, alt dette pålægger os visse pligter.Vi skylder andre visse ting til gengæld for det vi modtager af dem. Når vi varetager disse forpligtelser over for vore medmennesker, er det af allerstørste betydning at vi anerkender den stilling Jehova Gud indtager. Han er Skaberen, og er derfor med rette den Suveræn som vi skylder alt. I et syn hørte apostelen Johannes fireogtyve ældste erklære: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ (Åbenbaringen 4:11) Hvis vi ligesådan skal anerkende Jehova som den Allerhøjeste, er det ikke nok at vi bare siger det. Vi kan i alle forhold vise at vi underlægger os det der er Guds vilje med os, og anerkender Jesus Kristus som vor indsatte Herre.
„For Herrens skyld“
3, 4. Hvad er de ’menneskeskabte instanser’ vi skal underordne os, og hvordan kan vi påvise hvilke instanser det drejer sig om?
3 Apostelen Peter fremlagde magtfuldt dette ophøjede syn på den vigtigste grund til at vi også må underordne os visse jordiske myndigheder. Han skrev: „For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskeskabt instans, hvad enten det er en konge som den højerestående, eller landshøvdinger som dem der sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem der gør godt.“ — 1 Peter 2:13, 14.
4 De ’menneskeskabte instanser’ vi skal underordne os, hentyder til øvrigheden, den herskende myndighed. Det er ’menneskeskabte instanser’ fordi det er mennesker, og ikke Gud, der har skabt sådanne embeder som konge eller landshøvding (en underordnet instans). Den Allerhøjeste har blot tilladt at sådanne embeder er blevet oprettet, og han tolererer dem fordi de under de nuværende forhold tjener et nyttigt formål. Da disse regeringsmyndigheder altså eksisterer med hans tilladelse, vil et oprør mod disse være ensbetydende med oprør mod „Guds ordning“, en ordning som han endnu ikke har ønsket at afskaffe og erstatte med et himmelsk rige ved sin søn. (Romerne 13:1, 2) På apostelen Peters tid udnævnte den romerske kejser landshøvdinger eller guvernører til at styre kejserrigets provinser, deriblandt Judæa. De var direkte ansvarlige over for kejseren med hensyn til at opretholde lov og orden i den provins der blev underlagt dem. I varetagelsen af deres pligter havde landshøvdingerne lov til at „straffe forbrydere“ — tyve, røvere, pirater og oprørere. Men de kunne også „rose dem der gør godt“, det vil sige fremhæve de retskafne ved at give dem offentlig anerkendelse for deres fortjenstfulde handlinger og beskytte deres person, ejendom og rettigheder.
5. For hvis skyld skulle vi underordne os, og hvorfor kaldes denne med rette for „Herren“?
5 Men når kristne opfordres til at underordne sig, er det ikke først og fremmest for at de kan slippe for straf og i stedet skaffe sig ros. Nej, det er „for Herrens skyld“. Apostelen Peter har tidligere peget på at denne Herre er Jesus Kristus. (1 Peter 1:3) Bibelen omtaler også Guds søn som „Herre over både døde og levende“. (Romerne 14:9) Han indtager altså en position som ingen jordisk hersker nogen sinde har haft. Som ’herre over de døde’ kan Jesus Kristus sammenkalde dem foran sig ved at oprejse dem til liv. Jesu myndighed som herre strækker sig endda endnu videre end hans magt over levende og døde mennesker. Efter sin opstandelse sagde Guds søn selv: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Mattæus 28:18) Det er i sandhed klogt af os at underordne os jordiske herskere når det sker på foranledning af en som har langt, langt større myndighed end de har.
6, 7. Hvad betyder det at vi underordner os under jordiske herskere „for Herrens skyld“?
6 Hvad vil det da sige at vi skal underordne os mennesker i høje statsembeder „for Herrens skyld“? Jo, vor anerkendelse af Jesus Kristus som Herre skal være den drivende kraft der ligger bag når vi underordner os herskere på jorden. Guds søn satte det fuldkomne eksempel i denne henseende. Han gjorde ikke oprør mod myndighedernes krav, og lærte heller ikke andre at gøre det. Nej, han opfordrede: „Hvis en myndighedsperson pålægger dig som tvungen tjeneste at gå en mil, så gå to mil med ham.“ (Mattæus 5:41) „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens.“ — Mattæus 22:21.
7 Undertiden forlanger myndighederne, af forskellige grunde, at borgerne skal lade sig registrere. Det kan også ske at de forlanger borgernes støtte til forskellige projekter i samfundet, for eksempel byggeri af veje, dæmninger eller skoler, eller opdyrkning af nye arealer. (Se Lukas 2:1-3.) I alle disse forhold må den kristne selvfølgelig tage sin samvittighed i betragtning. Men hvis det ikke drejer sig om noget der kunne berøre hans bibelsk oplærte samvittighed, vil han måske endda kunne fremme „den gode nyhed“ ved efter bedste evne at vise sin underkastelse og samarbejdsvilje. Det vil være meget forkert af ham at give sig til at agitere imod et eller andet samfundsprojekt eller ligefrem være oprørsk mod den indsatte øvrighed, uanset hvilket plan det er på. Bibelen pålægger os at underordne os og adlyde regeringer og myndigheder som herskere, at være rede til enhver god gerning’. En krigerisk, hånlig eller stolt holdning stemmer ikke med Guds søns lære eller eksempel. — Titus 3:1, 2.
„Som trælle for Gud“
8. Hvordan kan det gavne os når vi på rette måde underordner os under sådanne herskere?
8 For at understrege at man ved at underordne sig myndighederne kan fremme den sande tilbedelse, skriver apostelen Peter: „For således er Guds vilje, at I ved at gøre godt skal få de ufornuftige menneskers uvidende tale til at forstumme.“ (1 Peter 2:15) Når de kristne gør hvad de verdslige herskere anser for at være godt, anstændigt og lovlydigt, mens de samtidig bevarer en god samvittighed over for Gud, kan de få ros. Det vil bringe de uvidende mennesker til tavshed som med urette anklager den Allerhøjestes tjenere for at være stædige, opsætsige, oprørske og fjender af samfundet. På den måde bliver de kristnes rosværdige opførsel til det allerbedste forsvar mod dem der skader deres gode omdømme.
9, 10. Når vi underordner os under de regerende myndigheder, hvorfor kan det da ikke sammenlignes med en krybende træls blinde lydighed?
9 Men når den kristne skal underlægge sig herskerne, betyder det da at han skal vise blind lydighed, som en træl? Det inspirerede svar er nej. Apostelen Peter fortsætter: „Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men som trælle for Gud.“ — 1 Peter 2:16.
10 Som kristne er vi blevet befriet for trældom under synd og død. (Johannes 8:31-36) Guds søn har endda befriet os for frygten for at lide en voldsom død, en frygt Satan Djævelen ellers har kunnet bruge til at holde mennesker trælbundet med; ved hjælp af diktatoriske ordrer og trusler om døden, udslynget af mennesker, har han kunnet få mennesker til endda at handle mod deres egen samvittighed. (Hebræerne 2:14, 15) Da vi nu er blevet et frit folk kan vi ikke lade vor samvittighed være underlagt noget menneske eller nogen gruppe af mennesker. Vor lydighed mod herskerne er frivillig, og stadig begrænset af de højere bud der kommer fra den øverste Suveræn, Jehova Gud. Vi kan ikke blive blinde trælle for noget menneske og ganske kritikløst adlyde dette menneske uden hensyn til Guds lov. Som apostelen Peter sagde, er de kristne „trælle for Gud“. Vi vil derfor med glæde følge myndighedernes ønske i den udstrækning det ikke kommer i direkte konflikt med vor tilbedelse af den Allerhøjeste. Hvis det sker må vi vælge det standpunkt som Peter og de andre apostle gav udtryk for da de stod foran den jødiske højesteret: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.
En frihed med begrænsninger
11. Hvilken holdning over for regerende myndigheder ville være et misbrug af den kristne frihed?
11 Det ville imidlertid være forkert af os hvis vi levede som om de politiske regeringer ikke havde nogen myndighed over os, og hvis vi trodsede dem når de kræver noget der ikke strider mod Guds lov. En sådan respektløshed ville være et misbrug af den kristne frihed. Grænserne for den frihed vi har, er at vi er trælle af Gud. Friheden giver os ingen ret til at kaste alle hæmninger af os og styrte os ud i alskens ondskab, eller til at foragte de love som, skønt de måske er til lidt besvær for os, dog er indført til beskyttelse af menneskers liv og deres miljø. Vi bør hellere vise ved vor opførsel at vi forstår den gode hensigt der ligger bag færdselslovene, lovene mod forurening, begrænsningerne for jagt og fiskeri, og så videre.
12. Hvad er afgørende for hvilke forpligtelser vi har over for andre?
12 Ja, vi har forpligtelser over for andre. Disse forpligtelsers art berøres af vort forhold til Jehova Gud og vore medmennesker. Apostelen Peter formaner i denne forbindelse: „Ær mennesker af alle slags, elsk hele brodersamfundet, frygt Gud, ær kongen.“ — 1 Peter 2:17
13. (a) Hvorfor fortjener alle mennesker en vis ære? (b) Hvad skylder vi vore åndelige brødre? (c) Hvad er afgørende for hvilken ære vi skal vise andre mennesker? (d) Hvad er det Gud alene har krav på?
13 Alle mennesker er skabt af Gud og købt for Jesu Kristi dyrebare blod. Derfor gør vi ret i at vise dem ære, det vil sige behandle dem med respekt og uden partiskhed. (Apostelgerninger 10:34, 35; 1 Timoteus 2:5, 6) Imidlertid fortjener „hele brodersamfundet“ mere end den almindelige respekt og høflighed vi skylder ethvert menneske. Vore brødre skylder vi også dyb kærlighed og hengivenhed. En jordisk hersker og hans underordnede embedsmænd bør vises den ære som deres embede giver dem ret til, men kun Gud den Allerhøjeste fortjener ærefrygt i form af tilbedelse. Det betyder at den ære man giver et menneske, altid må være begrænset af den rette respekt for Jehova Gud og hans bud. Der er for eksempel intet forkert ved at tiltale en hersker med de normalt anvendte titler, når blot titlerne ikke tilskriver herskeren en ære som kun Gud har krav på. Men dødelige mennesker kan ikke blive de kristnes frelsere, og det er heller ikke gennem dem alle velsignelser vil komme. (Salme 146:3, 4; Esajas 33:22; Apostelgerninger 4:12; Filipperne 2:9-11) En sand kristen vil derfor ikke tiltale et menneske på en måde der drager hans egen gudsfrygt i tvivl og giver en myndighedsperson meget større ære end han har krav på ifølge sit embede.
Fortjener alle øvrighedspersoner ære?
14, 15. (a) Hvorfor har en herskers eller øvrighedspersons moral ingen indflydelse på om den kristne vil ære ham? (b) Hvad kan vi lære af apostelen Paulus’ opførsel overfor øvrighedspersoner?
14 Da Bibelen altså pålægger os at vise herskere ære, vil nogle sikkert pege på en og anden øvrighedsperson og sige: ’Hvordan kan jeg ære eller respektere ham, så moralsk fordærvet som han er?’ Hvad man her bør huske, er at vi ikke viser denne person ære på grund, af hans moral. Det er den myndighed han repræsenterer og udøver der har krav på en form for respekt. Hvis der ikke var nogen respekt for de retmæssigt indsatte myndigheder, ville der herske anarki, og det ville skade samfundet, inklusive de kristne.
15 Apostelen Paulus’ forhold til øvrighedspersoner viser at sådanne herskeres personlige egenskaber ikke har nogen indflydelse på den form for ære man skal vise dem. Den romerske landshøvding Feliks beskrives af oldtidshistorikeren Tacitus som en der „mente at han ustraffet kunne begå alle slags onde handlinger“, og som „hengav sig til enhver form for barbari og vellyst, som udøvede en konges magt i en slaves ånd“. Ikke desto mindre indledte Paulus høfligt, i respekt for Feliks’ stilling, sin forsvarstale med ordene: „Da jeg udmærket ved at denne nation har haft dig som dommer i mange år, taler jeg trygt til mit forsvar om det der angår mig.“ (Apostelgerninger 24:10) Paulus tiltalte også kong Herodes Agrippa II, der levede i blodskam, med respekt: „Kong Agrippa, jeg regner mig for lykkelig over at det er for dig jeg i dag skal forsvare mig vedrørende alt det som jeg anklages for af jøder, især fordi du er ekspert med hensyn til alle jødernes skikke såvel som deres stridsspørgsmål.“ (Apostelgerninger 26:2, 3) Og Paulus kaldte landshøvdingen Festus, som var afgudsdyrker, for „højtærede Festus“. — Apostelgerninger 26:25.
Betaling af skat
16. Hvilken vejledning får kristne i Romerbrevet 13:7?
16 Foruden at kristne skal behandle øvrighedspersoner med den ære der tilkommer dem ifølge deres stilling, har de også fået guddommelig befaling til at være samvittighedsfulde, med at betale skat. Bibelen, siger: „Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift; ham der kræver frygt [i kraft af sin myndighed, deriblandt myndighed over liv og død], en sådan frygt; ham der kræver ære, en sådan ære.“ (Romerne 13:7) Hvorfor bør man betale skat, og ærligt opgive hele sin indkomst?
17. (a) Hvorfor bør kristne betragte skatter som en gæld de skal betale? (b) Hvorfor bør kristne være eksemplariske med hensyn til at betale enhver form for skat?
17 De regerende myndigheder sørger for nogle vigtige tjenesteydelser til gavn for undersåtterne og deres sikkerhed. Det drejer sig blandt andet om vedligeholdelse af veje og håndhævelse af lovene, om retsvæsen, skolevæsen, sundhedsvæsen. og postvæsen. Staten har ret til en vis modydelse til gengæld for dette. De kristne kan derfor med rette betragte skatter og afgifter som en gæld de bør betale. De kristne har ikke ansvar for den måde hvorpå de regerende myndigheder derefter bruger pengene. Hvis myndighederne misbruger pengene fra skatter og afgifter, berettiger det ikke den kristne til at holde sin skat tilbage. Under de nuværende forhold har den kristne brug for statens tjenesteydelser, og derfor betaler han med god samvittighed det der kræves af ham. Hvis det drejede sig om penge man skyldte en enkeltperson, ville gælden ikke blive slettet blot fordi vedkommende brugte sine penge forkert. Og ligeledes: Hvad de verdslige regeringer end gør, bliver den kristne ikke befriet for sin pligt til at betale skat og afgift. Han må på eksemplarisk vis følge lovens krav om opgivelse af indkomst, og betale den eventuelle told eller afgift af ting han køber. Når han er samvittighedsfuld i disse henseender falder der ikke skam over ham selv og den kristne menighed. Det stiller den sande tilbedelse i et gunstigt lys, til ære for Gud og Kristus.
Forholdet mellem ansatte og arbejdsgivere
18. Hvilket nutidigt forhold kan de bibelske principper om forholdet mellem en herre og en tjener overføres på?
18 Det er ikke kun i forholdet til de regerende myndigheder at den kristne skal vise den rette form for underkastelse. For eksempel kan han på sin arbejdsplads være ansvarlig over for sin arbejdsgiver eller en tilsynsførende. I det første århundrede, da slaveriet var udbredt i det romerske rige, var der mange kristne der arbejdede som trælle eller tjenere. Det er derfor på sin plads at Guds ord nævner de pligter de havde over for deres herrer. I dag kan vi anvende disse principper på forholdet mellem ansatte og arbejdsgivere.
19. Hvilken vejledning gav Peter til kristne som var tjenere i et hus?
19 Som vejledning til tjenere i et hus skrev apostelen Peter:
„Lad tjenere i et hus underordne sig under deres herrer med al skyldig frygt, ikke kun de gode og rimelige, men også dem som er vanskelige at behage. For hvis nogen på grund af samvittighed over for Gud udstår genvordigheder og lider uretfærdigt, er det velset. For hvilken hæder er der ved at holde ud når I synder og bliver slået? Men hvis I holder ud når I gør godt og lider, er det velset hos Gud.“ — 1 Peter 2:18-20.
20. (a) Hvad betød det at en tjener i et hus underordnede sig „med al skyldig frygt“? (b) Hvilke forhold kunne føre til at en kristen træl blev udsat for lidelser?
20 Hvad betød det at følge denne vejledning? Når den kristne træl eller tjener udførte sine pligter, måtte han vise den rette frygt eller respekt for sin herre, idet han ikke ønskede at mishage ham. Denne frygt skulle han også vise hvis hans herre var vanskelig, hård og urimelig i sine krav. Måske var herren af den type der altid fandt fejl ved et stykke arbejde, selv når det var godt udført. Måske forlangte han at den kristne træl skulle gøre noget der stred mod Guds lov. Fordi den kristne træl trofast fulgte sin egen gudfrygtige samvittighed og måske nægtede at stjæle eller lyve på sin herres vegne, ville han muligvis komme til at lide uretfærdigt. Til andre tider blev han måske overfuset, både fysisk og verbalt.
21. Hvad godt kunne det føre til når en træl tålmodigt udholdt en dårlig behandling?
21 Ifølge Peters vejledning skulle den kristne træl ikke gøre oprør mod en hård herre. Han skulle blive ved med at udføre sit arbejde samvittighedsfuldt, og tålmodigt holde ud under den urimelige behandling. Det ville være velset i Guds øjne, for det ville ikke sætte kristendommen i et ugunstigt lys. Andre ville kunne se at den sande tilbedelse havde en gavnlig indvirkning på trællen. Det kunne måske bevæge dem til at undersøge kristendommen for at finde ud af hvordan en træl der blev så dårligt behandlet, kunne vise så rosværdig en selvbeherskelse. Hvis derimod en træl gjorde sin herre uret, og blev hårdt straffet for det, ville andre ikke kunne se nogen særlig fortjeneste i at denne træl tog sin straf uden at kny.
22. Hvordan må en kristen opføre sig på en arbejdsplads hvor han er ansat?
22 Hvis en kristen i nutiden kommer ud i en særlig vanskelig situation på sin arbejdsplads, vil han muligvis kunne finde sig et andet arbejde. Det er dog ikke altid muligt. Måske har han indgået en kontrakt, eller han er nødt til at arbejde videre under dårlige forhold fordi der ganske enkelt ikke er andet arbejde at få. Så måske er hans situation næsten ligesom forholdene for en tjener i det første århundrede der ikke havde mulighed for at komme bort fra sin herre selv om denne var urimelig. Så længe en kristen stadig er ansat af en anden, vil han gøre sit yderste for at udføre et arbejde af god kvalitet; tålmodigt og uden beklagelser vil han endda finde sig i at blive skældt ud og udsat for anden dårlig behandling når dette ikke på bibelsk måde kan bringes til ophør. Han vil også blive ved med at behandle sin arbejdsgiver med passende respekt og hensyn.
Jesu eksempel — en opmuntring
23, 24. (a) Hvis eksempel kan opmuntre os når vi udsættes for en dårlig behandling fordi vi gør det rette? (b) Hvad stod denne over for, og hvordan reagerede han på dette?
23 Selvfølgelig er det ikke let for nogen at lide uretfærdigt. Men lykkeligvis har vi et fuldkomment eksempel at efterfølge, nemlig Herren Jesus Kristus. I hans eksempel kan vi hente virkelig opmuntring. Som trøst for kristne trælle der blev udsat for dårlig behandling, pegede apostelen Peter på Jesu eksempel:
„Til dette blev I jo kaldet, for også Kristus led for jer, idet han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor. Han begik ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund. Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig bestandig til den som dømmer retfærdigt.“ — 1 Peter 2:21-23.
24 Apostelen mindede således de kristne trælle om en af grundene til at de blev kaldet til at være disciple af Guds søn, nemlig at de skulle vise samme ånd som han når de uretfærdigt blev udsat for lidelser. Som menneske på jorden gennemgik Jesus Kristus mange lidelser, især den sidste dag han levede. Han fik knytnæveslag, der blev spyttet på ham, han blev pisket (sikkert med en pisk der var forsynet med stykker af bly eller ben, eller med metalpigge, som kunne rive offeret til blods), og endelig blev han naglet til en pæl som en forbryder af værste slags. Han underkastede sig imidlertid alle disse nedværdigelser; aldrig skældte han igen, aldrig truede han de mænd der fuldbyrdede disse uretfærdigheder. Jesus Kristus vidste at han havde levet sit liv i renhed, men han tog ikke sig selv til rette for at skaffe sig oprejsning. Han lagde sin sag i Faderens hænder i tillid til at hans Gud og Fader ville fælde en retfærdig dom på hans vegne. Også vi kan være sikre på at den Almægtige ser enhver uretfærdighed vi måtte komme ud for. Han vil sørge for ligevægt i retfærdighedens vægtskåle, når blot vi fortsat holder ud l tålmodighed under lidelser. Hvis Guds syndfri søn var villig til at udholde mishandling, har vi der er hans disciple, endnu større grund til at gøre det, da vi jo er syndige skabninger.
25. På hvilken måde har vi haft gavn af Kristi lidelser?
25 De lidelser Jesus Kristus gennemgik, blev til gavn for os, da de gav os yderligere tilskyndelse til at efterligne ham. Dette understreger apostelen Peter i de følgende ord:
„Han bar selv vore synder i sit legeme op på pælen, for at vi kunne være færdige med synderne og leve for retfærdigheden. Og ’ved hans sår blev I helbredt’. For I var som får der var faret vild; men nu er I vendt tilbage til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.“ — 1 Peter 2:24, 25.
26, 27. Hvordan bør det indvirke på os at vide at Kristus har gennemgået lidelser for vor skyld?
26 Som syndere fortjener vi ikke at få livets gave. Bibelen siger: „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 6:23) Men Jesus Kristus påtog sig frivilligt at bære straffen for vore synder, idet han på vore vegne led døden som et lydefrit lam der uden modstand føres til slagtning. Ved at Guds søn påtog sig den værst tænkelige straf, den skændige død på en pæl, gjorde han det muligt for troende mennesker at blive frigjort fra synden og begynde at leve i retfærdighed. I betragtning af hvor meget Jesus Kristus har lidt for vores skyld, bør vi sandelig føle os tilskyndet til at vise dyb værdsættelse af alt hvad han har gjort for os. Det forudsætter at vi efterligner Jesus på ethvert af livets områder, blandt andet at vi er villige til, ligesom han, at gennemgå uretfærdig behandling for retfærdighedens skyld. Når det sker, gør vi vel i at tænke på de lidelser vor Herre kom ud for.
27 Sådanne overvejelser kan hjælpe os til at forstå at vi må følge Kristi eksempel for at hele hensigten med hans lidelser ikke skal gå tabt for os. Som syndige mennesker har vi været i en ynkværdig tilstand, som får der var kommet bort fra den kærlige hyrdes ledelse. Som syndere var vi fremmede for den store Hyrde, Jehova Gud. Men på grundlag af Jesu offer og vor tro på dette offer, er en forligelse bragt i stand. (Kolossenserne 1:21-23) Vi er nu kommet under kærlig omsorg, beskyttelse og ledelse fra vore sjæles tilsynsmand, Jehova Gud, og hans „overhyrde“, Jesus Kristus. (1 Peter 5:2-4) Ingen lidelser for retfærdighedens skyld vil være for tunge for os at bære, når det drejer sig om at vise hvor meget vi værdsætter det Jesus Kristus har gjort for os. Hvad Kristus har lidt for os, vil langt overgå alt hvad vi nogen sinde måtte gennemgå for hans skyld!
Arbejdsaftaler mellem troende
28, 29. (a) Hvilken vejledning gav apostelen Paulus til kristne trælle som havde troende herrer? (b) Hvorfor var en sådan vejledning nødvendig?
28 Det var selvfølgelig ikke alle kristne i det første århundrede der havde urimelige herrer og led under uretfærdig behandling. Samfundsforholdene dengang var sådan at selv nogle af de kristne havde trælle. Men når en træl og hans herre blev disciple af Guds søn, måtte de begge se deres åndelige forhold i det rette lys. Til trælle hvis herrer var troende, skrev apostelen Paulus denne formaning: „Lad dem som har troende herrer ikke se ned på dem fordi de er brødre. Tværtimod, lad dem trælle des villigere fordi de der nyder godt af deres gode tjeneste er troende og elskede.“ — 1 Timoteus 6:2.
29 Hvorfor var nu denne vejledning nødvendig? Den troende træl var en af Kristi medarving og stod derfor åndeligt set på lige fod med sin troende herre. Trællen måtte derfor passe på ikke at få den opfattelse at den åndelige lighed annullerede det allerede eksisterende jordiske forhold mellem disse to, og fratog herren den myndighed han havde i dette forhold. Hvis en træl fik denne indstilling kunne han let forfalde til at udnytte sin herre og undlade at varetage sine pligter på bedste måde. Apostelen Paulus’ vejledning greb fat om roden på de forkerte slutninger sådanne trælle eventuelt kunne drage med hensyn til deres broderlige forhold til menighedens øvrige medlemmer. Da deres herrer nu også var deres brødre, havde de så meget større grund til at gøre deres arbejde på bedste måde. De havde den forret at gøre noget for en kristen broder, og det burde være dem en kilde til stor glæde.
30. Hvorfor bør en kristen i dag gøre sit bedste hvis han arbejder under tilsyn af en medtroende?
30 Således også i dag. Hvis en kristen arbejder under en troende arbejdsgiver eller tilsynsførende, bør det ligge ham på sinde at gøre sit bedste. Det er jo en broder som får gavn af hans arbejde. Hvis han med vilje arbejdede for langsomt eller hans arbejde var for ringe, ville han være til skuffelse eller irritation for sin broder. (Ordsprogene 10:26) Ville det ikke være ukærligt over for hans broder, som han jo bør elske? — 1 Johannes 4:11.
31. Hvilken vejledning måtte kristne arbejdsgivere eller herrer huske på?
31 Imidlertid måtte kristne herrer eller arbejdsgivere ikke glemme at også de havde en herre over sig, nemlig Kristus. Erkendelsen af at de var ansvarlige over for Guds søn skulle også berøre den måde hvorpå de behandlede deres trælle eller ansatte. Herom skrev apostelen Paulus: „I herrer, del retfærdigt og ligeligt ud til jeres trælle, idet I ved at I også har en Herre i himmelen.“ — Kolossenserne 4:1.
32. Hvilken pligt har vi over for medtroende som eventuelt yder et stykke arbejde eller en tjeneste for os?
32 Hvis en kristen i dag lader en af sine brødre udføre arbejde for sig, for eksempel som læge, advokat, elektriker, tømrer, blikkenslager eller lignende, vil han naturligvis også betale sin broder hvad der tilkommer ham. Ville det ikke være forkert af os hvis vi benyttede os af åndelige forhold og blev ved med at udskyde betalingen til en kristen broder, mens vi på os selv ofrede store summer til underholdning, luksusartikler eller dyre ferier? Når det drejer sig om forretningssager, skulle vi da ikke ønske at vore medtroende får hvad der tilkommer dem? Derved hjælper vi jo dem til at tjene til livets opretholdelse. Hvis disse brødre tager særligt hensyn til os, bør vi vise taknemmelighed og værdsættelse, i erkendelse af at vore medtroende slet ikke er forpligtede til at yde os rabat eller give os andre fordele. I ethvert af disse forhold har vi lejlighed til at vise at vi gerne vil gøre alt på en måde der er til behag for vort himmelske hoved, Guds søn.
Hustruer der underordner sig
33. (a) Hvilken formaning får kristne hustruer? (b) Hvad fortæller det os når der i Første Petersbrev 3:1 bruges udtrykket „på samme måde“?
33 Ægteskabet er endnu et forhold hvor en skal underordne sig under en anden. Når Peter nu behandler hustruers pligt til at underordne sig, kæder han det derfor sammen med den formaning han lige har givet angående underkastelse under ugunstige forhold, og som overgang bruger han et græsk ord der betyder „på samme måde“. Vi læser:
„På samme måde skal I hustruer underordne jer under jeres egne mænd, for at, hvis nogen af dem ikke er lydige mod ordet, de kan blive vundet uden et ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“ — 1 Peter 3:1, 2.
34. Under hvilke forhold siger apostelen Peter at en hustru skal underordne sig, og hvorfor er det ikke altid let?
34 Det forhold der her nævnes, og hvori kristne hustruer opfordres til at underordne sig, er ugunstigt. Når en ægtemand ikke anerkender principperne i Guds ord, kan han gøre livet meget vanskeligt for sin kristne kone; han er måske hård og urimelig over for hende. Men det undtager hende ikke fra at leve i harmoni med at ægtemanden er familiens overhoved. Når hans krav ikke strider mod Guds lov, bør en kristen kvinde derfor gøre sit yderste for at være sin mand til behag.
35. Hvordan kan en hustru vinde sin mand „uden et ord“?
35 Som apostelen Peter gør opmærksom på, kan hendes gode eksempel hjælpe manden til at blive troende. At hun måske kan vinde sin mand „uden et ord“, betyder dog ikke at hun aldrig vil tale om Bibelen med ham; men hun vil lade den rosværdige måde hun lever på, være endnu mere talende end sine ord. Manden vil da kunne se at hans kone er ren og upåklagelig både i tale og handling, og at hun har dyb respekt for ham.
36, 37. Hvad skal en kristen kvinde der gerne vil være en eksemplarisk hustru tænke på, ifølge Titus 2:3-5?
36 Apostelen Paulus’ ord om kvinder fortæller os noget mere om hvad vi kan forvente af en kristen hustru. I sit brev til Titus skrev han:
„Lad på samme måde gamle kvinder være ærbødige i adfærd, ikke bagtaleriske, ikke trælbundne af megen vin, lærere i hvad der er godt, så de kan kalde de unge kvinder til fornuft så de elsker deres mænd, elsker deres børn, er sunde i sindet, rene, huslige, gode, idet de underordner sig under deres egne mænd, så Guds ord ikke skal blive spottet.“ — Titus 2:3-5.
37 Ifølge denne formaning skal en kvinde altså samvittighedsfuldt leve sådan at enhver kan se at hun forstår at hele hendes liv betragtes af Jehova Gud og Herren Jesus Kristus. Hun vil stræbe efter at bruge tungen på en måde der opbygger og opmuntrer andre, og ikke til bagtalelse eller skadelig snak. Det er bestemt også på sin plads at være mådeholdende med mad og drikke. Som hustru og moder er den kristne kvinde eksemplarisk i sin kærlighed, idet hun gør hvad hun kan for at give familien en nærende kost og holde hjemmet rent så der altid er rart at være. Kærligheden til mand og børn indbefatter at hun er villig til at lade familiens interesser gå forud for sine egne. Ægtemanden bør ikke have nogen grund til at anklage sin kone for at forsømme sine pligter i alvorlig grad. Han må kunne se at hun i sammenligning med ikketroende kvinder virkelig er eksemplarisk.
Et ligevægtigt syn på prydelse
38. Hvilken vejledning angående prydelse finder vi i Første Petersbrev 3:3, og hvordan skal dette forstås?
38 I spørgsmålet om prydelse er det også vigtigt at den kristne kvinde ser tingene i det rette perspektiv. Apostelen Peter understregede at hun ikke skulle lægge hovedvægten på at gøre sig tiltrækkende ved hjælp af ydre prydelser. Han sagde: „Lad ikke jeres prydelse være det udvendige, at I fletter hår, tager guldsmykker på eller bærer yderklæder.“ (1 Peter 3:3) I det første århundrede brugte kvinderne megen tid og opfindsomhed på at sætte deres hår op i kunstfærdige og iøjnefaldende frisurer af form som harper, trompeter, kranse eller kroner. Dertil kom at de klædte sig i flotte dragter og behængte sig med en sand overflod af gyldne kæder, ringe og armbånd. For en kristen kvinde var det ikke passende at ofre så megen opmærksomhed på udvendig prydelse, for det ville give det indtryk at hendes egen person var hendes største interesse i livet, og ikke det at behage Jehova Gud og Herren Jesus Kristus. Desuden er kvinder der mest lever for at blive set eller følge den nyeste mode, et let bytte for stolthed, misundelse og statusdrømme, som tager den stille og milde ånd bort fra sindet og hjertet og i stedet giver skuffelse og ærgrelse.
39. Hvorfor bør en hustru heller ikke forsømme sit udseende?
39 Det betyder dog ikke at en kristen kvinde skal forsømme sit udseende. Apostelen Paulus advarede også imod en alt for iøjnefaldende påklædning, men tilføjede: „Jeg [ønsker] at kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind.“ (1 Timoteus 2:9) En kristen kvinde gør derfor ret i at sørge for at hun ikke er skødesløs med sin påklædning, sin soignering og sin fremtræden i øvrigt. Hvis hun var det, ville hun virke frastødende på sin mand. Bibelen siger i øvrigt at „kvinden er mandens herlighed.“ (1 Korinter 11:7) En doven og uplejet kone er selvfølgelig ikke til herlighed eller ære for sin ægtemand. Hun får også ham til at tage sig ringere ud i andres øjne. Og hvis manden i rimelig grad er omhyggelig med sit eget udseende, vil det være til stor irritation for ham at hans kone er sjusket. Altså er det meget ønskværdigt at en kristen kvinde ved sin påklædning og prydelse viser at hun har god dømmekraft og kan skønne hvad der er beskedent, ærbart og klædeligt for hende.
„Den stille og milde ånd“
40. (a) Hvad er det der virkelig gør en kvinde smuk? (b) Hvordan skal udtrykket „den stille og milde ånd“ ikke forstås?
40 Den kristne kvindes sande skønhed består dog i det hun er i sit hjerte. Apostelen Peter gav det kloge råd at hendes prydelse skulle være „hjertets skjulte menneske, i den uforgængelige klædedragt der skyldes den stille og milde ånd, som er af stor værdi i Guds øjne“. (1 Peter 3:4) Denne „stille og milde ånd“ skal ikke bare være en køn facade. En kvinde kunne for eksempel være meget mild når hun talte og ydmygt underlægge sig familiens overhoveds ønsker. Men i sit hjerte kunne hun måske prøve at dominere over sin mand ved at være oprørsk, intrigant og beregnende.
41. Hvordan kan en kvinde afgøre om „den stille og milde ånd“ er en del af den prydelse hun selv ejer?
41 Hos en kvinde der virkelig besidder „den stille og milde ånd“, er denne ydmyge indstilling et sandt billede af hendes inderste jeg. Hvordan kan en kvinde afgøre om denne „ånd“ virkelig hører til hendes prydelse? Jo, hun kan spørge sig selv: ’Hvad sker der hvis min mand af og til ikke tager hensyn, er urimelig eller viger uden om sit ansvar? Farer jeg op, bliver jeg hidsig og skælder jeg ham ud for hans fejl? Eller prøver jeg som regel at bevare den indre ro og undgå sammenstød?’ En kvinde der ejer „den stille og milde ånd“ bevarer ikke blot freden udadtil, mens hun i sit indre er som en aktiv vulkan der er klar til udbrud når som helst. Nej, når forholdene bliver en prøvelse for hende, stræber hun efter at bevare sin ro og ligevægt både indadtil og udadtil; det vil gøre et stærkt indtryk på andre når de ser hendes indre styrke og den kærlige måde hun opfører sig på.
42. Hvem havde, ifølge Første Petersbrev 3:5, 6, „den stille og milde ånd“?
41 Denne „stille og milde ånd“ var også kendetegnende for gudfrygtige kvinder i den førkristne tid. Det fortæller apostelen Peter med følgende ord:
„For således plejede også tidligere de hellige kvinder som håbede på Gud, altid at pryde sig, idet de underordnede sig under deres egne mænd, ligesom Sara altid plejede at adlyde Abraham, idet hun kaldte ham ’herre’. Og I er blevet hendes børn, hvis I altså bliver ved med at gøre godt uden at frygte noget som kan skræmme.“ — 1 Peter 3:5, 6.
43. Hvad viser at Sara var ’en hellig kvinde’ som satte sin lid til Gud?
43 Sara, en af „de hellige kvinder“ fra den førkristne tid, satte sit håb og sin lid til Jehova. Hun var ikke som Lots hustru, der spejdede længselsfuldt tilbage til Sodoma, og måtte lade livet for det. Hun forlod frivilligt det behagelige liv i Ur, og sammen med sin mand, Abraham, boede hun i telte resten af sit liv. Ligesom Abraham så hun hen til at finde en varig bolig under guddommeligt herredømme. (Hebræerne 11:8-12) Det kan bestemt ikke siges at hun tillagde materielle besiddelser og bekvemmeligheder for stor betydning. Hendes måde at leve på viste at hun havde åndeligt udsyn. Hun vidste at Gud ville give hende en rigelig løn når opstandelsen fandt sted. Hvis kristne kvinder i dag, ligesom Sara, gør dét at behage Jehova Gud til det vigtigste i deres liv, handler de klogt. — Se Ordsprogene 31:30.
44. Hvoraf fremgår det at Sara havde dyb respekt for sin mand?
44 Den smukke Sara havde dyb respekt for sin mand. Da der engang uventet kom gæster på besøg, tøvede Abraham ikke med at sige til sin trofaste hustru: „Tag hurtigt tre mål [cirka 22 liter] fint mel, ælt det og bag kager deraf!“ (1 Mosebog 18:6) Samme dag kaldte hun Abraham sin „herre“. Hun gjorde det for sig selv, mens andre ikke hørte det, hvilket tydeligt viser at hun også i sit hjerte underordnede sig under sin mand. — 1 Mosebog 18:12.
45. Hvordan kan vi se at Sara ikke havde en veg personlighed?
45 Men det betyder ikke at Sara var veg af personlighed. Da hun opdagede at Ismael, den ægyptiske trælkvinde Hagars søn, gjorde nar af hendes egen søn Isak, tog hun til orde og sagde myndigt til Abraham: „Jag den trælkvinde og hendes søn bort, thi ikke skal denne trælkvindes søn arve sammen med min søn, med Isak!“ Hun rettede en stærk appel til Abraham, men at hun ikke optrådte usømmeligt krævende eller bydende, fremgår af at Jehova anerkendte hendes anmodning. Den Almægtige så at hendes appel var fremsat i den rette ånd, og han bød Abraham gøre hvad hun bad om. — 1 Mosebog 21:9-12.
46, 47. (a) Hvordan kan en kvinde der giver udtryk for stærke personlige meninger og selv kan tage et initiativ, dog være en kvinde der underordner sig? (b) Hvad kan man forvente af en gudfrygtig kvinde?
46 Ligeledes behøver en kristen kvinde ikke at være farveløs eller uden selvstændig personlighed fordi hun underordner sig. Hun kan udmærket give udtryk for stærke personlige synspunkter og tage initiativ til at ordne forskellige sager der har betydning for familiens lykke. Men hun vil altid stræbe efter at huske hvad hendes mand mener og ønsker, og lade dette være vejledende for hende når hun foretager indkøb, indretter hjemmet eller ordner andre af familiens anliggender. Hvis hun ikke er sikker på hvad han mener om et eller andet gøremål eller indkøb, som hun overvejer, kan hun undgå problemer ved at tale med ham om det først. Når hun søger at varetage sine pligter som hustru på en måde der er til behag for Gud, vil hun også være til behag for sin mand, og hun vil ikke give ham nogen gyldig grund til at kritisere hende. En sådan kvinde vil bestemt blive omgivet med ære og respekt i familien. Hun bliver som den duelige hustru der beskrives i Ordsprogene 31:11, 28: „Hendes husbonds hjerte stoler på hende . . . Hendes sønner står frem og giver hende pris, hendes husbond synger hendes lov.“ En mand der har tillid til at hans kone vil optræde klogt og ikke udsætte familien for farer eller ulemper, finder det ikke nødvendigt at fastsætte en lang række regler der skal forhindre ukloge dispositioner. Der vil simpelt hen være den bedste forståelse mellem de to. Når moderen da sørger for familiens anliggender, vil hun få brug for alle sine evner og alt sit initiativ, og glæde sig over det.
47 For at være gudfrygtig i bibelsk forstand må en kristen hustru være flittig og selv kunne henvende sig til andre for at hjælpe dem. På den måde bliver hun ikke en kvinde der lever ’i skyggen’ af sin mand. (Se Ordsprogene 31:13-22, 24, 27.) Det fremgår af beskrivelsen af de kvinder der var berettiget til at blive opført på en særlig liste man havde blandt de kristne i det første århundrede. Vi læser: „Lad en enke blive sat på listen når hun ikke er under tres år, har været én mands hustru, har et godt omdømme for gode gerninger, hvis hun har opdraget børn, hvis hun har beværtet fremmede, hvis hun har vasket de helliges fødder, hvis hun har hjulpet dem der var i trængsel, hvis hun har beflittet sig på enhver god gerning.“ (1 Timoteus 5:9, 10) Læg mærke til at hendes ry for gode gerninger går tilbage til den tid hvor hun endnu var gift. Vi skal altså ikke tage fejl og tro at „den stille og milde ånd“ blot er mangel på flid og initiativ.
Hvordan det gavner at vise Kristi ånd
48. Hvordan kan en kristen hustru i stadig højere grad komme til at ligne Guds søn?
48 Da Kristus ’efterlod os et forbillede’ som alle hans disciple skulle følge, vil en kristen hustru gøre sig umage for at ligne ham mere og mere, når hun udsættes for vanskelige omstændigheder. (1 Peter 2:21) Hun må være ærlig over for sig selv når hun bedømmer sine egne ord og handlinger. Når hun under bøn overvejer Jesu Kristi eksempel og til stadighed beder Jehova Gud om hans ånds hjælp til at blive en bedre hustru, vil hun i stadig højere grad kunne tilegne sig „Kristi sind“. (1 Korinter 2:16) Hendes fremskridt vil kunne ses af andre. Sådan vil det gå, for hvis der er en vi holder af og hvis gode sider og prisværdige handlinger vi tænker meget på, vil vi også mere og mere ønske at komme til at ligne vedkommende.
49-51. (a) Hvorfor er det altid klogt af en hustru at følge Bibelens principper? (b) Hvilke goder kan det føre til når man trofast holder sig til Bibelen? (c) Hvad er det „som kan skræmme“ og som en kristen kvinde ikke behøver at frygte, og hvorfor behøver hun ikke at frygte det?
49 Selv om ægtemanden er utaknemmelig og urimelig eller viger uden om sit ansvar, kan hustruen være sikker på at hun under de givne omstændigheder vil få det bedst mulige resultat hvis hun følger Bibelens principper. En kvinde opnår ikke ret meget hvis hun gør det til et stort spørgsmål hver gang hendes mand har truffet en forkert afgørelse, idet hun således overtræder Bibelens vejledning om at underordne sig. Mennesker er tilbøjelige til at forsvare sig, også når de har uret. Hvis hustruen gør en stor sag ud af det hver gang hendes mand har vist ringe dømmekraft, kan det derfor ske at hun får en reaktion der er helt modsat af hvad hun ønsker. Han bliver måske endnu mere besluttet på at ignorere hvad hun siger, blot for at bevise at han ikke behøver hendes råd. Hvis hun derimod viser forståelse af at vi som syndige mennesker ikke kan undgå at bedømme tingene forkert af og til, vil han være langt mere tilbøjelig til at høre på hende næste gang. Han vil finde det lettere at holde sin egen stolthed uden for spørgsmålet.
50 Hvis en kristen hustru på en mild og kærlig måde opmuntrer sin mand, kan hun få ham til at tænke alvorligt over den måde han opfører sig på, og måske vil han ændre sig. Måske vil det kun gå langsomt fremad, men hustruen får alligevel straks en belønning. Hvilken? Jo, hun undgår det kolossale følelsesmæssige pres, den bitterhed og alt det ubehagelige som et åbent sammenstød med manden ellers ville føre med sig. — Ordsprogene 14:29, 30.
51 Selv om en kvinde trofast følger Bibelen både i tale og færd, er det ikke sikkert at hendes ikketroende mand bliver kristen. Men hun har alligevel den tilfredsstillelse at vide at hun gør det der er rigtigt i Guds øjne. Den rosværdige måde hvorpå hun varetager sine pligter som hustru og moder, hører med til de gode gerninger der er som en skat hun samler sig i himmelen. Denne skat vil give rigt udbytte i form af guddommelige velsignelser. (Mattæus 6:20) Da hun forstår hvor vigtigt det er at bevare et godt forhold til Gud, vil hun ’blive ved med at gøre godt uden at frygte noget som kan skræmme’ — hun frygter ikke at lide modstand eller blive skældt ud eller truet fordi hun er en discipel af Jesus Kristus. I stedet for at give efter for frygt og sætte sit forhold til Jehova og hans søn over styr, kan hun betragte sin modgang som lidelser for Kristi skyld. På den måde viser hun sig at være en sand datter af den lydige Sara, en gudfrygtig og troende kvinde.
„I overensstemmelse med kundskab“
52. Hvad lærer vi af at Peter bruger det græske ord som betyder „ligeledes“ eller „på samme måde“ som indledning til vejledningen til kristne mænd?
52 Ligesom en kvinde har visse pligter i forholdet til sin ægtemand, har en mand også visse pligter over for sin kone. Apostelen Peter mindede ægtemænd om dette, og han sammenkædede sin vejledning til dem med det han lige havde sagt til kvinderne, ved at bruge det græske ord der betyder „ligeledes“ eller „på samme måde“:
„I mænd skal på samme måde blive ved med at leve sammen med dem i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som et svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er, for at jeres bønner ikke skal blive hindret.“ — 1 Peter 3:7.
53. Hvad skal være vejledende for den måde hvorpå en mand lever med sin kone?
53 Bemærk at den inspirerede apostel, som selv var gift, først gør opmærksom på at den måde manden lever med sin hustru på, skal være ledet af „kundskab“. (Markus 1:30; 1 Korinter 9:5) Det er klart at en mand gerne vil kende sin kone godt — hendes følelser, hendes stærke sider og hendes begrænsninger, hvad hun kan lide og hvad hun ikke kan lide. Men endnu vigtigere er det at han får kundskab om sine egne forpligtelser som kristen ægtemand. Når han virkelig kender sin kone, og desuden har kundskab om den rolle Gud har tildelt ham som ægtemand, kan han ’blive ved med at leve sammen med hende i overensstemmelse med kundskab’.
54. Hvad er nødvendigt for at manden kan bestride sin stilling som hoved på rette måde?
54 Bibelen viser at en mand er sin hustrus hoved. Men han er ikke hoved i absolut forstand, for når han styrer sin familie skal han selv underkaste sig Jesus Kristus som hoved. „Hver mands hoved er Messias“, siger Bibelen. (1 Korinter 11:3) „I mænd,“ skrev apostelen Paulus, „elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ (Efeserne 5:25) Den måde Guds søn tager sig af den kristne menighed på, er altså et forbillede for hvordan ægtemænd skal varetage deres familieforpligtelser. Der er bestemt ikke noget diktatorisk eller grusomt ved den måde hvorpå Jesus Kristus tjener som hoved for menigheden. Han gav endda sit eget liv for den. Ægtemandens stilling som hoved giver ham derfor ikke lov til at tyrannisere sin kone eller behandle hende på en nedværdigende måde. Nej, denne stilling giver ham pligt til at være selvopofrende i sin kærlighed; han må være villig til at lade hendes interesser og vel gå forud for hans egne personlige ønsker.
55. Hvad bør kristne ægtemænd gøre i betragtning af at Jesus Kristus er deres forbillede?
55 Da Jesus Kristus er det fuldkomne eksempel, gør ægtemænd vel i at lære hvordan han behandlede sine disciple. Og hvad der er endnu vigtigere: De bør selv stræbe efter at følge Guds søns forbillede når de varetager deres pligter i familien. Vi vil her blot nævne nogle få af de mange eksempler på den omsorg Jesus Kristus viste sine disciple her på jorden.
56, 57. (a) Hvordan viste Guds søn oprigtig interesse for sine disciples åndelige vel? (b) Hvad kan en ægtemand spørge sig selv om, i betragtning af Jesu eksempel?
56 Han var levende interesseret i deres åndelige vel. Selv om de var sene til at fatte vigtige spørgsmål, mistede han ikke tålmodigheden. Han tog sig tid til at forklare tingene for dem, og sørgede for at de virkelig forstod hans lære. (Mattæus 16:6-12; Johannes 16:16-30) Da de blev ved med at have problemer med hensyn til deres indbyrdes syn på hinanden, gentog Jesus gang på gang hvor nødvendigt det var at man ydmygt tjente andre. (Markus 9:33-37; 10:42-44; Lukas 22:24-27) Den sidste aften han var sammen med dem, understregede han det han havde lært dem om ydmyghed, ved at vaske deres fødder og på den måde give dem et eksempel. (Johannes 13:5-15) Jesus tog også hensyn til disciplenes begrænsninger og fortalte dem aldrig mere på én gang end de kunne nå at fatte. — Johannes 16:4, 12.
57 En kristen ægtemand kan derfor spørge sig selv: ’Hvor stor omsorg har jeg for min kones og mine børns åndelige vel? Forvisser jeg mig om at de forstår Bibelens principper? Når jeg opdager en forkert indstilling eller handling, forklarer jeg så hvorfor det er forkert og hvorfor det bør ændres? Tager jeg hensyn til deres begrænsninger, og passer jeg på ikke at kræve for meget?’
58. Hvordan kan en ægtemand efterligne Jesu eksempel el med hensyn til at dække sin families fysiske behov?
58 Guds søn var også vågen for sine disciples fysiske behov. Da apostlene engang vendte tilbage til Jesus fra en forkyndelsesrejse og fortalte om deres tjeneste, sagde han: „Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv og hvile jer lidt.“ (Markus 6:31) Sådan vil en familiefader også sørge for at hans kone og børn får tid til afslapning og afveksling fra de daglige gøremål.
59, 60. (a) Hvordan viste Jesus Kristus tillid til sine disciple? (b) Hvordan kan dette hjælpe en mand i hans stilling som hoved?
59 Jesus Kristus bruger ikke sin myndighed som hoved til at bebyrde menighedens medlemmer med en lang række indviklede direktiver der begrænser deres frihed. Han gav dem nogle vigtige bud og retningslinjer som grundlag for at de selv kunne træffe de rette afgørelser i livets forskellige spørgsmål. Hans selvopofrende kærlighed, parret med hans tillid til disciplene, „tvinger“ dem til at vise en lignende kærlighed og gøre deres yderste for at behage ham. — 2 Korinter 5:14, 15; se også Første Timoteusbrev 1:12; Første Johannesbrev 5:2, 3.
60 På lignende måde kan den tillid en ægtemand viser sin kone betyde meget for at ægteskabet bliver ved at være lykkeligt. Den hustru der ikke får lov at vise personligt initiativ i varetagelsen af sine pligter, mister snart glæden ved arbejdet. Hun vil føle at hun ikke kan få lov at bruge sin viden, sine evner og sine anlæg, og til sidst kan hun blive helt frustreret af det. Hvis ægtemanden derimod overlader visse vigtige spørgsmål til hendes gode dømmekraft, vil det være en stor tilfredsstillelse for hende at gøre tingene på en måde der vil glæde hendes mand.
’Vis dem ære som et svagere kar’
61-63. (a) Hvad fortæller Bibelen om den måde en mand bør behandle sin kone på? (b) Hvad må en mand lade være med at gøre, hvis han virkelig vil ære sin kone? (c) Hvad må manden være villig til at gøre i forbindelse med vigtige spørgsmål der angår familien? (d) Hvorfor er det ikke nok blot at høre hvad hustruen siger, når en endelig afgørelse skal træffes?
61 Når en mand lever sammen med sin hustru ’i overensstemmelse med kundskab’ om hende som menneske og om hans bibelske forpligtelser over for hende, vil han også vise hende „ære som et svagere kar, det kvindelige“. Rent legemligt er kvinden skabt på en sådan måde at hun fysisk set har flere begrænsninger end de fleste mænd, hvorfor hun kaldes „et svagere kar“. Men hun bør alligevel indtage en ærefuld stilling i familien. Følgende ord af apostelen Paulus viser hvordan en mand kan ære sin hustru: „Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det, ligesom også Messias plejer menigheden.“ — Efeserne 5:28, 29.
62 Det er sjældent at mænd undervurderer deres egne bedrifter, får sig selv til at se uvidende ud, udsætter deres legeme for grusom behandling, eller ignorerer deres eget behov for hvile og adspredelse. De ønsker ikke at have ry for at være uduelige, men vil gerne have en vis værdighed i andres øjne. Hvis manden er en sand kristen vil han ikke gøre sig lystig over sin kones eventuelle svagheder, forklejne hende, eller på anden måde få hende til at føle sig nedværdiget. Han vil vise hende den samme ære og det samme hensyn som han selv ønsker. Han vil lade hende forstå at hun er værdsat, at han elsker hende og har brug for hende.
63 Hvis hustruen skal have en ærefuld stilling i hjemmet, må hendes mand være villig til at drøfte familiens anliggender med hende på en rolig og fornuftig facon og lytte til hendes tanker og forslag. Hun bør kunne udtrykke sig åbent og vide med sikkerhed at det hun siger i løbet af en alvorlig samtale ikke blot vil blive fejet til side, men at manden oprigtigt vil overveje det. (Se Dommerbogen 13:21-23; Første Samuelsbog 25:23-34; Ordsprogene 1:5, 6, 8, 9.) Manden må desuden være vågen for at forstå mere end det der direkte bliver sagt. Hans hustrus indre følelser kan vise sig i hendes tonefald, hendes ansigtsudtryk eller ved at begejstring og spontan tilslutning udebliver. (Se Ordsprogene 15:13.) En ægtemand der lærer sin kone godt at kende, vil ikke ignorere disse tegn og bare gennemføre sine planer, hvilket kun ville føre til unyttig irritation.
64. Hvornår bør en mand ikke give efter for sin kone, og på hvilken måde er dette til gavn?
64 Selvfølgelig bør manden, som familiens overhoved, ikke give efter for sin kones ønsker, hvis han i sit eget sind er fuldt overbevist om at dette ville skade familiens interesser. (Se Fjerde Mosebog 30:6-8.) Han er klar over at han har en bibelsk forpligtelse til at forsvare det der efter hans ærlige mening er rigtigt, på trods af eventuelle følelsesudbrud fra hans kone. Hvis manden fulgte sin kones ønsker på trods af sund dømmekraft, ville det være til vanære for Gud, som har betroet manden at være overhoved for familien. Og hvis afgørelsen senere førte familien ud i vanskeligheder, kunne det give ham bitre følelser over for hustruen. Hvis han derimod står fast for det han virkelig mener er rigtigt, vil han gavne familien. Når hans afgørelse er truffet under bøn og i overensstemmelse med Bibelens principper, kan det meget vel ske at hans kone kommer til at indse hvor klog afgørelsen var, og bliver glad for at hendes mand stod fast. Det vil forøge hendes respekt for ham og bidrage til hendes egen og hele familiens glæde.
En åndelig bevæggrund
65. Hvilken åndelig bevæggrund er der til at en kristen mand skal leve sammen med sin troende hustru „i overensstemmelse med kundskab“?
65 Der er en stærk bevæggrund til at en kristen mand skal leve sammen med sin troende hustru „i overensstemmelse med kundskab“ og vise hende ære. Grunden er ikke blot at det giver større fred i familien. Den kristne apostel Peter nævnte en endnu stærkere grund over for sine medtroende. Han pegede på at mændene „er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er“. Ved sin offerdød åbnede Jesus vej for at både mænd og kvinder kunne blive befriet for syndens og dødens forbandelse og få udsigt til evigt liv. En kvinde kan have en lige så gunstig stilling i Guds og Kristi øjne som hendes mand. Der er derfor alvorlig grund til at en mand ikke behandler sin hustru som et ringere menneske der i Guds øjne er mindre værd end han selv.
66. Hvorfor lider parterne i et ægteskab skade når deres indbyrdes forhold ikke bliver ordnet i overensstemmelse med Bibelen?
66 Når parterne i et ægteskab ikke følger det eksempel Jesus Kristus viste over for sin menighed, har det en skadelig indvirkning på den åndelige tilstand hos både manden og hustruen. Deres bønner kunne „blive hindret“. I et hjem hvor man er tilbøjelig til at skændes, blive fornærmet, bære nag og opføre sig hårdt og urimeligt, er det vanskeligt for, medlemmerne at henvende sig til Gud i bøn. Den der føler sig dømt i sit eget hjerte vil ikke have nogen frimodighed. (1 Johannes 3:21) Jehova Gud har også fastsat nogle krav angående de bønner han vil lytte til. Han vil ikke høre på bønner om hjælp fra mennesker der selv er ubarmhjertige, uvillige til at tilgive andres fejltrin. (Mattæus 18:21-35) Han lytter kun velvilligt til dem der stræber efter at leve deres liv efter hans bud. (1 Johannes 3:22) Hverken ægtemænd eller hustruer som i deres eget ægteskab undlader at følge det eksempel Jesus Kristus satte i forholdet til sin menighed, kan forvente at få hjælp fra Gud til at klare deres problemer. Hvis man derimod trofast adlyder Bibelens formaninger, er det sikkert at Gud vil se velvilligt på én og give sin velsignelse. Ja, det fører rig løn med sig at underordne sig Guds søn som hoved.
Underkastelse i den kristne menighed
67. Hvilken indstilling bør der, ifølge Mattæus 23:8-11, findes blandt medlemmerne af den kristne menighed?
67 Også inden for den kristne menighed er det nødvendigt at anerkende Kristi stilling som hoved. Denne anerkendelse berører de enkelte medlemmers indstilling til og adfærd over for de øvrige. Jesus sagde selv at hans menighed skulle være et broderskab. Han sagde til sine disciple: „I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener.“ — Mattæus 23:8-11.
68, 69. (a) Hvilke friheder bør ingen tage sig inden for menighedens broderskab? (b) Hvad måtte Timoteus holde sig for øje i sit forhold til menighedens øvrige medlemmer?
68 Der er altså ingen der skal spille konge i menigheden. De der tjener som ældste og lærere skal efterligne Mesteren, Kristus, og ydmygt trælle for deres brødre. Da menigheden er et broderskab som både omfatter unge og gamle, mænd og kvinder, bør medlemmerne ikke tage sig nogen friheder ud over hvad der er rigtigt og sømmeligt. Apostelen Paulus vejledte Timoteus: „En ældre mand må du ikke kritisere strengt. Appellér derimod indtrængende til ham som til en fader, til yngre mænd som til brødre, til ældre kvinder som til mødre, til yngre kvinder som til søstre i al renhed.“ — 1 Timoteus 5:1, 2.
69 Da apostelen skrev disse ord, var Timoteus sandsynligvis i trediverne. Han tjente som udnævnt ældste, men fik altså alligevel formaning til at huske at han var forholdsvis ung. Hvis en ældre mand skulle vejledes, måtte Timoteus ikke være streng over for ham men skulle appellere til ham med samme respektfulde holdning som en søn over for sin fader. (Bemærk den respektfulde måde hvorpå Jakobs sønner appellerede til deres fader, som vi læser i Første Mosebog 43:2-10.) Over for ældre kvinder skulle han vise samme hensyn og kærlighed som over for sin moder. Ikke engang over for de yngre mænd kunne Timoteus tage sig friheder; han skulle behandle dem ligesom han ville behandle kødelige brødre han holdt af. Og på grund af den stærke dragning mænd føler mod det modsatte køn, var det på sin plads at Timoteus blev formanet til at behandle yngre kvinder som han ville behandle sine kødelige søstre, „i al renhed“. Det betød at han i samvær med unge kristne kvinder altid ville være ren og kysk i tanke, ord og handling.
70. (a) Hvorfor er den ånd at man gerne underordner sig, nødvendig for at den rette adfærd kan bevares i menigheden? (b) Hvad kan hjælpe én til at bevare denne ånd?
70 I vort forhold til andre medlemmer af menigheden bør vi bevare ydmyghedens ånd for at blive på vor rette plads og ikke gå imod hvad der er rigtigt og sømmeligt. Med rette formanede apostelen Peter derfor: „På samme måde skal I yngre mænd underordne jer under de ældre.“ (1 Peter 5:5) Unge mænd skulle søge at samarbejde med ældre mænd, især med menighedens udnævnte ældste. Det ville i høj grad være upassende hvis en ung mand i sin tale eller opførsel over for ældre mænd viste en indstilling der ville være utænkelig hvis det drejede sig om hans egen kødelige fader. Hvad kan en ung mand gøre for at bevare lydighedens ånd? Han kan for eksempel tænke på de ældre brødres rosværdige egenskaber og de mange år de har tjent trofast. Det kan give ham dybere kærlighed til og værdsættelse af dem. — Se også Hebræerbrevet 13:7, 17.
71. Hvad vil det sige at ’iføre sig ydmyghed’?
71 Peter nøjedes selvfølgelig ikke med at opfordre de yngre til at underordne sig de ældre. Han fortsatte: I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden. På originalsproget indebærer udtrykket ’iføre sig ydmyghed’ den tanke at man binder ydmyghed fast omkring sig som et klædningsstykke. Ydmygheden skulle altså være som en slags forklæde eller et andet klædningsstykke som en træl bandt op om sig. Peter tilskyndede os altså til at eje en ånd der betød at vi gerne ville tjene og gavne andre. Hvor er det godt når vi behandler alle i menigheden med respekt og ærbødighed og tilkender dem den værdighed de fortjener! Det vil føre til Jehovas velsignelse og velbehag, for Peter siger videre: „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ — 1 Peter 5:5.
72. Når man på rette måde underordner sig, hvilken løn vil det da føre til?
72 Ja, når vi viser den underkastelse der stemmer overens med De hellige Skrifter, fører det en rig løn med sig. Det vil aldrig gøre en vanskelig situation værre, men altid give os en god samvittighed over for Gud og mennesker. At underkaste sig regerende myndigheder, arbejdsgivere, tilsynsførende eller eventuelt en ikketroende ægtemand, kan blive til et glimrende vidnesbyrd om værdien af den sande kristendom, og det kan hjælpe andre til at blive disciple af Guds søn og få udsigt til evigt liv. For vort eget vedkommende kan vi være forvissede om at Jehova Gud rigt vil belønne os for at følge den vej der er til behag for ham. Ja, den rette underkastelse under myndighed er en af betingelserne for at vi kan følge den bedste livsform nu.
[Studiespørgsmål]
