Kristus — det fuldkomne eksempel
Kapitel 5
Kristus — det fuldkomne eksempel
1. Hvis vi skal ønske at efterligne Jesus Kristus, hvad er da nødvendigt?
HVIS vi af hele vort hjerte skal følge en andens eksempel, må vi være overbevist om at hans eksempel er værd at følge. Jo højere vor agtelse og hengivenhed for ham er, jo stærkere vil vi ønske at blive som han. Hvor godt vi efterligner Jesus Kristus som vort forbillede, afhænger altså i høj grad af at vi elsker og værdsætter ham dybt. Er der noget som kan hjælpe os til at vokse i hengivenhed for Guds søn?
2, 3. (a) Hvad viser at vi godt kan lære Jesus Kristus at kende uden bogstaveligt at se ham? (b) Hvorfor lærte mange af de jøder der så Guds søn bogstaveligt, ikke at værdsætte ham?
2 Vi har ikke personligt set Guds søn. Sådan var det også for mange af dem der i det første århundrede blev kristne efter Jesu død. (1 Peter 1:8) Men det at vi ikke har set ham med vore bogstavelige øjne, hindrer os ikke i at komme til at elske ham mere og mere. Mange af dem der så Jesus Kristus rent bogstaveligt, lærte ham ikke at kende. De bedømte ham efter deres egen forestilling om hvordan Messias skulle være, og de tog anstød. For eksempel sagde nogle fra hans hjemegn: „Hvor har manden denne visdom og disse kraftige gerninger fra? Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans moder ikke Maria, og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Og hans søstre, er de ikke alle her hos os? Hvor har manden da fået alt dette fra?“ — Mattæus 13:54-57.
3 De der gav udtryk for så fattig en tro, ville simpelt hen ikke lade deres sind og hjerte forstå hvad deres øjne og ører fortalte dem. Fordi de kun bedømte Jesus efter det ydre og så ham som den jævne tømrers søn, kunne de ikke anerkende ham som den lovede Messias, Guds søn. Betydningen af Jesu mirakler var tilsløret for dem. De så hans gode egenskaber, men forstod ikke hvad de virkelig betød.
4. Hvorigennem kan vi lære Guds søn bedre at kende, og hvad lærer vi blandt andet herfra?
4 Vi, derimod, kan lære Jesus Kristus at kende og komme til at elske ham mere og mere ved omhyggeligt og under bøn at undersøge hvad Bibelen fortæller om ham. (Se Første Johannesbrev 1:1-4.) Bibelen tegner et meget tiltalende billede af Guds søn for os. Skønt han var fuldkommen, opførte han sig aldrig overkritisk eller nedladende i sit forhold til sine medmennesker og deres lidelser. (Mattæus 9:10-13) Den overlegne visdom han besad, betød ikke at andre følte sig som rene ubetydeligheder eller var dårligt tilpas i hans selskab, for han ’havde et mildt sind og var ydmyg af hjertet’. (Mattæus 11:29) Selv børn følte sig godt tilpas sammen med ham. (Mattæus 19:13-15) Jesus Kristus tog sine disciples begrænsninger i betragtning og gentog tålmodigt de vigtige ting de skulle lære. (Johannes 16:12) Når han så nogle der var syge og åndeligt nødlidende, fik han medlidenhed med dem og hjalp dem med glæde. (Mattæus 9:36; Markus 6:34) Hans omsorg for de fattige fremgår af at han og apostlene havde en slags fælleskasse hvorfra de ydede hjælp til mennesker der havde brug for det. (Johannes 12:4-6; 13:29) Han var ivrig efter at ofre sig for andre, og modigt afslørede han hykleri og usandhed. (Mattæus 23:2-35) Som det sidste store bevis på sin kærlighed til menneskeslægten gav han sit eget liv. (Johannes 15:13) Det var i sandhed et strålende eksempel på mod, ydmyghed og kærlighed Guds søn satte for os!
Hvordan Jehova selv bedømmer sin søn
5. Hvilken vigtig kundskab om Jesus Kristus kan vi ikke skaffe os gennem fysiske sanser som synet, hørelsen og følesansen?
5 Det er i øvrigt kun Bibelen der fortæller os hvordan Jehova Gud selv ser på sin søn. Denne viden om Jesus Kristus kan vi ikke få ved slet og ret at se, høre og føle i bogstavelig forstand. Tag for eksempel de ord apostelen Peter skrev til sine medtroende om den ærefulde stilling Guds søn havde fået, og de goder det medfører at komme til ham. Apostelen skrev:
„Idet I kommer til ham som til en levende sten, der vel er forkastet af mennesker, men er udvalgt, værdifuld, for Gud, bliver I også selv som levende sten opbygget som et åndeligt hus til at være et helligt præsteskab, der skal bringe åndelige ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. For der står i Skriften: ’Se! Jeg lægger i Zion en udvalgt sten, en værdifuld hjørnegrundsten; og enhver som tror på den, vil afgjort ikke blive skuffet.’“ (1 Peter 2:4-6)
Hvad betød dette for de kristne i det første århundrede?
6. (a) Hvordan kom de troende i det første århundrede til Guds søn „som til en levende sten“? (b) Hvorfor kan Jesus med rette kaldes „en levende sten?“
6 Ved at anerkende Jesus Kristus som deres Herre og som den de kunne opnå frelse igennem, kom de til ham „som til en levende sten“. Udtrykket „levende“ sten er meget passende. Jesus Kristus er ikke som en almindelig sten, en kold og livløs sten der ikke indeholder noget vi kan opretholde livet ved. Nej, Guds søn er som den klippe hvorfra israelitterne mirakuløst fik vand i ørkenen. Og apostelen Paulus siger: „Den klippe var ensbetydende med Messias.“ Den var et symbol eller et billede på Guds søn. (1 Korinter 10:4) Jesus sagde selv:
„Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke.“ (Johannes 7:37) „Den som drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig i evighed blive tørstig, men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv.“ (Johannes 4:14)
Hermed sagde Guds søn altså at hvis man „indtog“ hans lære ligesom man drikker forfriskende vand, ville den føre til frelse — til et liv uden ophør. Jesus Kristus har desuden fået overdraget livgivende kraft. Han kan derfor, ligesom sin Fader, give andre liv, på grundlag af sit genløsningsoffer, og oprejse mennesker fra døden. — Johannes 5:28, 29.
7. Hvordan blev Jesus Kristus forkastet som „en levende sten“?
7 Som Peter nævner blev Jesus „forkastet af mennesker“. Specielt de stolte religiøse ledere kunne ikke finde noget hos Guds søn som efter deres mening var værd at efterligne. De havde ikke øje for hans forbilledlige medfølelse med og kærlighed til menneskeheden. Når Jesus gav åndelig hjælp til mennesker der var kendt som syndere, sagde de religiøse ledere forarget: „Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.“ (Lukas 15:2) De så hvordan han i sin medfølelse benyttede sabbaten til at åbne blindes øjne og helbrede syge og vanføre. Men i stedet for at glæde sig og prise Gud blev de religiøse ledere rasende og lagde råd op om at dræbe ham. (Mattæus 12:9-14; Markus 3:1-6; Lukas 6:7-11; 14:1-6) De sagde til en blind der havde fået sit syn igen: „Dette er ikke et menneske fra Gud, for han holder ikke sabbaten.“ (Johannes 9:16) Til allersidst dømte jødernes højesteret, sanhedrinet, Jesus til døden på en falsk anklage om gudsbespottelse. (Mattæus 26:63-66) For at få denne straf fuldbyrdet sørgede de jødiske herskere for at ændre anklagen mod Jesus fra gudsbespottelse til oprør mod staten. Det var dem der stod bag da den romerske landshøvding, Pilatus, beordrede at han skulle henrettes på en pæl som en mand der havde begået den værste politiske forbrydelse. — Lukas 23:1-24.
8. Hvordan bedømmer Jehova selv sin søn?
8 Men den høje agtelse Jehova Gud nærede for sin søn ændrede sig ikke fordi mennesker forkastede Kristus som grundvold. Den Allerhøjeste havde udpeget ham til at være den ved hvem menneskeslægten skulle genløses, og til at være den „levende sten“ hvorpå den kristne menighed skulle bygges. Af den grund kunne Jesus, som Peter siger, kaldes „udvalgt“; og det vedblev han med at være. Hos Faderen var der ikke den mindste tvivl om at hans søn til punkt og prikke ville udføre den guddommelige vilje. Jehova vidste at hans søn var fuldkommen i hengivenhed og kærlighed. På jorden beviste Jesus Kristus sin store kærlighed til sin Fader ved at gøre hans vilje til fuldkommenhed, også under svære lidelser. Den trofasthed Sønnen viste under hårde prøvelser, gjorde ham yderst værdifuld i den Allerhøjestes øjne. Det er derfor en velsignelse for den kristne menighed at den som grundsten har den Jehova betragter som sin dyrebareste søn. (Efeserne 2:20-22) De hengivne medlemmer af denne menighed bestræber sig ihærdigt for at efterligne Jesus Kristus i hans trofaste livsløb.
9. Hvorfor kunne de troende i det første århundrede være sikre på at deres tro ikke ville føre til skuffelse?
9 De kristne som apostelen Peter skrev til, havde det samme syn som Gud på Jesus. Som apostelen sagde; „Det er altså for jer han er værdifuld, for jer som tror.“ (1 Peter 2:7a) De anerkendte at Jesus Kristus var den værdifulde hjørnegrundsten som Faderen havde nedlagt i det himmelske Zion, som en opfyldelse af ordene i Salme 118:22 og Esajas 8:14; 28:16. Fordi disse troende i det første århundrede bedømte Jesus Kristus på samme måde som hans Fader Jehova og troede på ham som hjørnegrundstenen, kunne de være forvissede om at de ikke ville blive skuffede, at deres forhåbninger ikke ville blive knust. Ingen kan komme til at skade den kostelige, dyrebare grundsten der står urokkeligt fast i himlene, så de der har fæstet deres håb til den skulle lide tab. Så længe de troende forblev i samhørighed med Kristus, menighedens urokkelige grundsten, ville de være sikre på at nå troens mål, nemlig et liv uden ophør. De der ikke troede ville derimod komme til at lide et stort tab. Apostelen Peter fortsætter:
„Men for dem som ikke tror ’er den selv samme sten som bygmestrene forkastede, blevet hovedhjørnesten’ og ’en snublesten og en anstødsklippe’. De snubler fordi de er ulydige mod ordet. Til dette var de også bestemt.“ — 1 Peter 2:7b, 8.
10. Hvordan blev Jesus Kristus „en snublesten og en anstødsklippe“?
10 Fordi jødernes fremtrædende religiøse ledere nægtede at anerkende Guds søn som forbillede og bygge deres håb om evigt liv på ham, mistede de den store forret at være arvinger til Riget. Jesus Kristus havde advaret dem: „Skatteopkræverne og skøgerne [som ændrer sind] går forud for jer ind i Guds rige.“ (Mattæus 21:31) Den vej de religiøse ledere valgte at følge, forhindrede ikke at Jesus blev „hovedhjørnesten“, nemlig topstenen eller slutstenen på „et åndeligt hus“. Men selv om disse mænd havde behandlet Jesus Kristus som en sten der ikke var god nok til deres bygværk, måtte de alligevel se sig tvunget til at regne med ham som en sten der stod i vejen for dem. De kunne ikke ignorere Guds søn, selv ikke efter hans død og opstandelse, for hans trofaste disciple blev ved med frimodigt at vidne om ham. (Apostelgerninger 5:28) Således blev Jesus Kristus en snublesten som de der hårdnakket lever videre i vantro, vil slå sig slemt på. Ligesom de der viser sig at være oprigtigt troende, er bestemt til frelse, sådan er de der viser sig vantro, bestemt til at lide tab. Om sig selv sagde Guds søn ligefrem: „Enhver som falder på den sten vil blive knust. Men enhver som den falder på, ham maler den til støv.“ — Lukas 20:18.
Hvad det vil betyde at ’komme til den levende sten’
11. Hvordan blev de troende i det første århundrede til „levende sten“?
11 Da de troende i det første århundrede antog Jesus Kristus som den der er udvalgt af Gud, den værdifulde „levende sten“, blev de selv som „levende sten“. På hvilken måde? De ophørte med at være ’døde i deres overtrædelser og synder’ og kunne nu i stedet nyde „et nyt liv“ som børn af Gud. (Romerne 6:4; Kolossenserne 2:13) Gennem Kristus, ’den levende sten’, modtog de livgivende goder. Men de skulle ikke ligge hen som ubenyttede, livløse byggesten der ikke tjener noget fornuftigt formål. Nej, de skulle føjes sammen til en harmonisk bygning. For at udgøre et sådant samlet bygningsværk måtte de vise den samme selvopofrende kærlighed indbyrdes som deres forbillede havde vist mod dem. (Johannes 13:34) De måtte også arbejde, ligesom Jesus Kristus havde gjort da han var på jorden. Guds søn var helt og fuldt optaget af at gøre sin Faders vilje, han var opmærksom på andres behov og villig til at hjælpe dem i gang på vejen til evigt liv. — Johannes 4:34.
12. Hvad bliver de „levende sten“ opbygget til, og hvilket ansvar har de derfor?
12 Apostelen Peters ord understreger med stor kraft at kristne der af Gud opbygges til et åndeligt hus, en helligdom eller et tempel, har en betydningsfuld gerning at udføre. (Se Første Korinterbrev 3:5-17; 6:19.) Læg mærke til at Peter siger: „I [bliver] også selv som levende sten opbygget som et åndeligt hus til at være et helligt præsteskab.“ Ja, dette tempel af „levende sten“ er også „et helligt præsteskab“. Enhver åndsavlet kristen er derfor også en præst der tjener loyalt under den store ypperstepræst Jesus Kristus. En sådan kristen har ikke behov for at noget menneske eller nogen gruppe af mennesker udfører præstetjeneste på hans vegne. Som præst har han selv den gerning at „bringe åndelige ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus“. (1 Peter 2:5) Men hvori består disse ofre?
13-15. Hvori består de „åndelige ofre“, og hvordan kan vi påvise dette i Bibelen?
13 Peter siger at de er „åndelige“, så de består altså ikke i dyreofre eller kornofre som frembæres på et bogstaveligt alter. Den tid hvor man skulle bringe den slags bogstavelige ofre, ophørte da Guds søn gav sig selv som et antageligt offer til soning for synder. — Hebræerne 10:11, 12.
14 Allerede i De hebraiske Skrifter ser vi nogle fingerpeg om hvad de „åndelige ofre“ består af. Der siges for eksempel: „Lovsang skal du ofre til Gud.“ (Salme 50:14) „Lad dem . . . ofre lovprisningsofre og med jubel forkynde hans gerninger.“ (Salme 107:21, 22) „Som røgoffer gælde for dig min bøn, mine løftede hænder som aftenoffer!“ (Salme 141:2) „Så vil vi bringe vore læbers offer som ungtyre.“ (Hoseas 14:2, AS) De „åndelige ofre“ skulle altså omfatte ting som bøn, tak og lovprisning.
15 I De kristne græske Skrifter får vi flere detaljer. Vi læser: „Lad os gennem ham altid bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn. Og glem ikke at gøre godt og dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ (Hebræerne 13:15, 16) I Filipperbrevet 2:17 taler Paulus om „det slagtoffer og den offentlige tjeneste som troen har ført jer til“; over dette offer er han selv blevet udgydt „som et drikoffer“. Disse passager understreger hvor vigtigt det er at være aktivt interesseret i andres åndelige og fysiske velfærd, og være villig til at bruge af sin tid, sine kræfter og sine midler til gavn for andre. Denne omsorg viser Guds tjenere ved at give andre del i Guds budskab og komme til undsætning for dem der rent fysisk har brug for hjælp, ligesom deres forbillede, Jesus Kristus, gjorde det. Tænk på at den Allerhøjeste lægger mærke til hvad hans tjenere gør for andres vel, og betragter det som et velbehageligt lovprisningsoffer.
16, 17. Hvilke gode grunde er der til at bringe sådanne „åndelige ofre“ og forkynde Guds „dyder“?
16 På grund af de vidunderlige ting Jehova Gud gennem sin søn havde gjort for de troende i det første århundrede, kunne de med god grund føle sig tilskyndet til at „bringe åndelige ofre“. De var engang i ’mørke’, uden håb. Mens de var en del af verden var de underlagt dens „hersker“, Satan, „mørkets myndighed“. (Johannes 14:30; Kolossenserne 1:13) De ikke-jødiske folkeslag var så godt som helt uvidende om den sande Gud og hans hensigter. De havde slet intet forhold til ham. Det gjorde apostelen Peter opmærksom på: „Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk; det var jer der ikke var blevet vist barmhjertighed, men nu er det jer der er blevet vist barmhjertighed.“ (1 Peter 2:10) Ja, ved at både jøder og ikke-jøder havde antaget Jesus Kristus, blev de nu „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. (1 Peter 2:9) De blev af Gud „udvalgt“ til at være hans folk, kaldet til at være kongepræster i forening med Jesus Kristus, til at udgøre et folk med et helligt formål, og de blev købt som ejendom af den Allerhøjeste for hans søns uvurderlige blod. (Se Anden Mosebog 19:5, 6; Åbenbaringen 5:9, 10.) Hvilket enestående udslag af barmhjertighed mod de åndelige israelitter! Medlemmerne af denne ’hellige nation’ nød godt af den oplysning der udstråler fra Gud, og af hans guddommelige velbehags lys. Det var noget ganske andet end det ’mørke’ de tidligere havde været i, da de var fremmede for den Allerhøjeste og ikke kendte til hans vilje og hensigt.
17 I betragtning af at disse disciple af Jesus Kristus havde modtaget Jehovas anerkendelse og hans ufortjente gunst, følte de sig tilskyndet til at fortælle alle hvad Jehova havde gjort for dem gennem sin søn. De kunne simpelt hen ikke holde op med at tale med andre om deres himmelske Faders „dyder“, hans vidunderlige gerninger.
18. Hvordan kan vi personligt anvende det vi har behandlet i dette kapitel, og hvorfor bør vi gøre det?
18 I dag bør alle sande disciple af Jesus Kristus, også de der hører til ’den store skare’ som slutter sig til ’den hellige nation’, på samme måde føle sig tilskyndet til at leve i retskaffenhed og aktivt hjælpe andre til at få Guds godkendelse. (Åbenbaringen 7:9-15) Vi bør af hjertet ønske at ofre os for at hjælpe dem der er åndeligt nødlidende. Når vi således efterligner Guds søn, vil det i høj grad berige vort liv. Hvilken glæde vil vi ikke erfare ved at være med til at trøste og styrke vore medmennesker og bidrage til deres lykke (Apostelgerninger 20:35) Vi vil til gengæld føle andres hengivenhed og værdsættelse når vi uselvisk ofrer vor tid, vore kræfter og vore midler for deres skyld. Det er måske ikke alle der viser taknemmelighed, men vi har alligevel den dybe indre tilfredshed det giver os at behage vor himmelske Fader. Og når vi gør hans vilje, kan vi være forvissede om at han også vil hjælpe og lede os. (1 Johannes 3:22) Måtte vi fortsat høste rigelige velsignelser ved at efterligne den der er allermest værdifuld i Jehova Guds øjne.
[Studiespørgsmål]
