Mænd der kan hjælpe dig til at nå målet
Kapitel 9
Mænd der kan hjælpe dig til at nå målet
1, 2. (a) Hvad har vi brug for når vi er i nød? (b) Hvem i den kristne menighed kan især hjælpe os?
ET OPMUNTRENDE ord når nøden er stor, en hjælpende hånd når ulykken truer — hvilken velsignelse kan det ikke være! Vi vil uvægerlig møde hindringer på vor vej mod målet, det evige liv. En hjælpende hånd er derfor livsvigtig. Det er en stor velsignelse for os at der i den kristne menighed findes trofaste brødre af moden alder som kan give os den tiltrængte trøst og opbyggelse.
2 Bibelen kalder disse „hyrder“ for „gaver i mennesker“ som Jesus Kristus har givet for at menigheden kan blive opbygget i kærlighed. (Efeserne 4:7-16) Hvis du nogen sinde føler at din tro er ved at svækkes, hvis du føler dig nedslået, forvirret eller ligefrem mismodig på grund af problemer eller trængsler, da bør du bede disse hengivne ældste om at hjælpe dig til at holde fast ved din beslutning om at fortsætte som en godkendt discipel af Guds søn.
3. Hvilken vejledning gives til ældste i Første Petersbrev 5:1-3?
3 En undersøgelse af hvad apostelen Peter skrev til de ældste, belyser meget godt hvordan og hvorfor de kan styrke og hjælpe os. Vi læser:
„De ældste iblandt jer giver jeg derfor denne tilskyndelse, jeg, deres medældste og vidne til Messias’ lidelser og delagtig i den herlighed som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver; heller ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden.“ — 1 Peter 5:1-3.
4. Hvordan viser Peters ord at han ikke ophøjede sig selv i forhold til de ældste han skrev til?
4 Vi kan være lykkelige for at der findes kristne mænd som gerne vil rette sig efter apostelen Peters vejledning. De giver menighedens medlemmer åndelig hjælp i den ånd som apostelen Peter viste. Det er kærlighed til Gud og til deres brødre der driver dem. Læg mærke til at Peter ikke ophøjede sig selv i forhold til de ældste han formanede og opmuntrede. Nej, han kaldte sig „deres medældste“. På den måde fremstillede apostelen sig selv som en broder der helt kunne sætte sig ind i deres situation som ældste i menigheden. En sådan indfølingsevne i forholdet til de medtroende gør at en ældste er en sand velsignelse for sine brødre.
5. Hvordan var Peter „vidne til Messias’ lidelser“?
5 Peters ord viser også at han forstod hvilket alvorligt ansvar han havde fået betroet. Han omtalte sig selv som „vidne til Messias’ lidelser og delagtig i den herlighed som skal åbenbares“. Jo, Peter vidste fra første hånd hvordan Guds søn var blevet spottet, mishandlet og til sidst naglet til en pæl. Han var selv øjenvidne til det; han så også den opstandne Jesus Kristus og dennes opstigen til himmelen. I sit andet brev siger Peter:
„Det var jo ikke snedigt opfundne fabler vi fulgte da vi gjorde jer bekendt med vor Herres Jesu Kristi kraft og nærværelse; nej, vi havde været øjenvidner til hans storhed. For han modtog ære og herlighed fra Gud, Faderen, da ord som disse blev fremført for ham af den storslåede herlighed: ’Dette er min søn, min elskede, som jeg selv har godkendt.’ Ja, disse ord hørte vi blive fremført fra himmelen mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.“ — 2 Peter 1:16-18; se også Mattæus 16:28 til 17:9.
6. Hvorfor havde de ældste Peter skrev til, god grund til at give agt på hans ord?
6 De ældste som Peter stilede sine opmuntrende ord til, havde sandelig god grund til at lytte til en medældste der kunne kalde sig „vidne til Messias’ lidelser og delagtig i den herlighed som skal åbenbares“. Ikke alene appellerede Peter ydmygt til dem, men hans eget eksempel var også værd at efterligne, for den bibelske beretning viser at han aktivt, og til tider med stor fare for sit eget liv, fortalte andre om alt det han havde været øjenvidne til. — Apostelgerninger 2:22-38; 4:8-12, 19, 20; 5:29-32.
7, 8.(a) Hvem ejer hjorden? (b) Hvordan bør dette påvirke den måde hvorpå de ældste behandler menigheden?
7 Hvis en ældste i dag skal ligne Peter, må han erkende at menighedens medlemmer ikke tilhører ham, men Jehova Gud. Denne vigtige omstændighed gjorde apostelen Paulus også opmærksom på. Han sagde til de ældste fra menigheden i Efesus: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ — Apostelgerninger 20:28.
8 Jehova Gud betalte en høj pris for at få den kristne menigheds medlemmer som sin ejendom. Der kunne ikke tænkes nogen højere pris end blodet af hans syndfri søn. Når de ældste har samme syn som Jehova på værdien af den menighed der er betroet dem, vil det hjælpe dem til flittigt at styrke hver eneste til på ærefuld vis at forblive den Allerhøjestes ejendom. Hvis de behandler hjorden forkert, skal de stå Gud til regnskab for det. Derfor bør de ældste arbejde på at få den rette forståelse af hvert eneste menighedsmedlems værdi. Denne forståelse kan være et stærkt værn imod at de får en overlegen indstilling til hjorden og behandler den på en hård og dominerende måde. (Se som modsætning hertil Apostelgerninger 20:29.) De enkelte medlemmer af menigheden føler sig stærkt opbygget af brødre der behandler dem med den respekt og værdighed de har krav på. Alle føler sig trygge når de ældste er sande „hyrder“ der går op i hele hjordens åndelige og fysiske velbefindende.
„Ikke tvungent men villigt“
9, 10. (a) Hvordan kunne en ældste udføre sin gerning „tvungent“? (b) Hvad viser at han tjener menigheden „villigt“?
9 Hvis man har brug for hjælp, vil man have meget lettere ved at henvende sig til en der ikke alene kan hjælpe men også gerne vil hjælpe. Meget passende sagde Peter at de ældste ikke skulle gøre deres hyrdegerning tvungent „men villigt“. (1 Peter 5:2) Hvis en mand skal være en god „hyrde“ i menigheden, skal han ikke bare gøre sin gerning fordi han føler han har pligt til det. Hvis det blev til et glædesløst slid for ham at tage sig af menigheden, ville det være „tvungent“ han gjorde sin gerning. Det ville hjorden lægge mærke til, og den ville trække sig tilbage fra ham, for ikke yderligere at bebyrde denne ældste med deres egne problemer. Hvis en ældste derimod finder glæde i at varetage sine pligter, fordi han virkelig gerne vil gøre dette arbejde, vil menighedens medlemmer gerne henvende sig til ham. Denne villighed til at tjene udspringer af dyb kærlighed til Gud og til hans folks menighed. Den vidner om at vedkommende ældste har den rette indstilling til sin tjeneste for hjorden.
10 En ældste må selvfølgelig vise god dømmekraft, så han ikke bebyrder sig selv med flere opgaver end han på fornuftig vis kan overkomme. Når han kommer op i årene og helbredet svækkes, kan han måske ikke overkomme så meget som før, og han må have nogle andre kvalificerede mænd til at hjælpe sig. Men det kan stadig være en glæde for ham at tjene som en villig hyrde i det omfang hans begrænsninger tillader det.
„Ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver“
11. Hvorfor er der fare for at hyrder kunne tjene menigheden „af kærlighed til uærlig vinding“?
11 Foruden at en ældste må have en villig ånd, må han også eje et rent og uselvisk motiv hvis han virkelig skal kunne hjælpe sine brødre. Apostelen Peter advarede mod at være hyrde „af kærlighed til uærlig vinding“. Det ville være uærligt at udnytte sin stilling som hyrde til at skaffe sig materielle ejendele og fordele, eller særlig anseelse, ros og magt. Bibelen siger ganske vist at de der arbejder flittigt med at undervise, skal have „dobbelt ære“. (1 Timoteus 5:17, 18) Men denne ’dobbelte ære’ bør altid være noget der kommer spontant fra menighedens medlemmer, aldrig noget de ældste prøver at fremkalde, noget de mener at kunne forvente eller forlange af dem. En ældste virker måske mere fremtrædende fordi hans forhold tillader ham at deltage i Rigets gerning i større udstrækning end andre, eller på grund af særlige evner. Han kunne da let føle sig fristet til at udnytte sin fremtrædende stilling, så han begynder at ønske sig visse materielle ting som andre kunne give ham, og måske endda lader en hentydning falde om det. Det kunne føre til at han kom mest sammen med de velstillede i menigheden og forsømte de andre. Han kunne også begynde at tragte efter ros, mens han var kølig eller helt afvisende over for passende kritik og vejledning.
12, 13. Hvordan viste apostelen Paulus at han tjente sine brødre „af iver“?
12 Det er sikkert kun forholdsvis få mænd i den kristne menighed i dag der ville falde for denne fristelse, men ældste bør alligevel ikke undervurdere faren. Selv i de allermindste forhold bør man modarbejde tendensen til at udnytte åndelige forhold til materiel vinding. Den kristne apostel Paulus var et glimrende forbillede hvad dette angår. Til de ældste fra menigheden i Efesus kunne han sige:
„Husk at jeg i tre år, nat og dag, ikke holdt op med at formane hver enkelt med tårer.. . .Jeg har ikke begæret nogens sølv eller guld eller klædning. I ved selv at disse hænder har sørget for hvad jeg og de der var med mig trængte til. Jeg har i alle ting vist jer at I, ved således at slide i det, bør hjælpe dem som er svage, og huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.’“ — Apostelgerninger 20:31-35.
13 Det er til umådelig stor gavn for en menighed at have mænd der arbejder „af iver“ som Paulus gjorde. Han var glad for at kunne betjene sine brødre og så aldrig med begærlige øjne på noget de ejede, noget han også kunne bruge. Det der var en glæde for ham, var at kunne give sig selv til opbyggelse af sine brødre.
14. Hvad indbefatter det, ifølge Første Tessalonikerbrev 2:5-8, at være hyrde for menigheden „af iver“?
14 At han og hans medarbejdere havde tjent helt uden hykleri, fremgår af hans ord til tessalonikerne:
„Ikke på noget tidspunkt har vi jo optrådt med smigrende tale (som I ved), eller med et dække for havesyge, Gud er vidne! Vi har heller ikke søgt ære fra mennesker, nej, hverken fra jer eller fra andre, skønt vi som Kristi apostle kunne være en bekostelig byrde. Tværtimod, vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ (1 Tessaloniker 2:5-8)
Ja, i stedet for at tragte efter personlig vinding fra menighedens medlemmer, var Paulus som en ammende moder der elsker sine børn højt og sætter deres interesser over sine egne. — Se Johannes 10:11-13.
15. På hvilken måde bør de ældste stræbe efter at udføre deres gerning som hyrder for hjorden?
15 En ældste skal ikke alene have det rette motiv til at tage sig af hjorden, han skal også gøre det på den rigtige måde. Apostelen Peter vejledte de ældste om ikke at ’spille herrer over dem der udgør Guds arv, men være eksempler for hjorden’. (1 Peter 5:3) Denne formaning betyder at de ældste ikke skal hæve sig op over deres brødre. Det ville stride imod de instruktioner Jesus gav sine disciple:
„I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener.“ (Mattæus 23:8-11)
En ældste skal altså ikke være som en chef der udsteder befalinger, eller prøve at dirigere tilværelsen for de andre medlemmer af menigheden; han er en mand der ydmygt tjener som træl for sine brødre. Ved sit eksempel tilskynder han hjorden til at efterligne Kristus. — Se Første Tessalonikerbrev 2:9-12.
16. Hvorfor kan man tillidsfuldt henvende sig til trofaste ældste?
16 Når en ældste personligt sætter et godt eksempel ved at leve og arbejde som en kristen, kan han i høj grad hjælpe sine medtroende til at blive fundet godkendt af Jehova Gud. Jesus Kristus, den „overhyrde“ de ældste tjener under, vil desuden belønne alle trofaste underhyrder når han bliver gjort kendt i herlighed som „kongers Konge og herrers Herre“. (Åbenbaringen 19:16; 1 Timoteus 6:15) Som apostelen Peter skrev: „Når overhyrden er blevet gjort kendt, vil I modtage herlighedens uvisnelige krone.“ (1 Peter 5:4) Ja, mænd der tjener deres brødre af den rette grund, med det rette motiv og på den rette måde, kan være til stor hjælp for menigheden og bidrage til at dens medlemmer finder glæde ved deres livsform som kristne. (2 Korinter 1:24) Tøv ikke med at henvende dig til trofaste ældste efter hjælp når det er nødvendigt.
[Studiespørgsmål]
