Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

De reddede livet fordi de gav agt

De reddede livet fordi de gav agt

De reddede livet fordi de gav agt

JESUS KRISTUS advarede forud om at hele det jødiske samfundssystem med Jerusalems tempel som midtpunkt ville gå til grunde. Han sagde ikke hvornår det ville ske, men han beskrev de begivenheder der ville gå forud. Han indskærpede derfor sine disciple at de skulle holde sig vågne og flygte ud af farezonen.

Jesus forudsagde: „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær.“ Han sagde også: „Når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse . . . idet den står på et helligt sted, . . . så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene.“ Disciplene skulle ikke vende tilbage for at redde nogen af deres ejendele. Hvis de ville redde livet, måtte de flygte straks. — Lukas 21:20, 21; Mattæus 24:15, 16.

I år 66 kom en romersk hær under Cestius Gallus mod Jerusalem for at gøre ende på en langvarig opstand. Han trængte helt ind i byen og belejrede templet. Der udbrød tumulter i byen. De årvågne kunne se at katastrofen var nær. Men var det muligt at flygte? Imod al forventning trak Cestius Gallus sine styrker tilbage. De jødiske oprørere tog forfølgelsen op. Nu var vejen fri og tiden inde til at flygte fra Jerusalem og hele Judæa!

Året efter vendte den romerske hær tilbage, nu under Vespasian og hans søn Titus. Hele landet blev inddraget i krigen. I begyndelsen af år 70 byggede romerne en skanse af spidse pæle rundt om byen. Al flugt var nu umulig. (Lukas 19:43, 44) Inde i byen var der kamp på liv og død mellem stridende grupper. De der overlevede dette, blev enten dræbt af romerne eller ført bort som fanger. Byen og dens tempel blev fuldstændig ødelagt, og templet blev aldrig senere genopbygget. Den jødiske historiker Josefus fra det første århundrede oplyser at over en million jøder omkom.

Hvis de kristne stadig havde opholdt sig i Jerusalem i år 70, var de enten blevet dræbt eller ført bort som slaver sammen med de øvrige. Men oldtidshistorikere oplyser at de kristne havde fulgt Guds advarsel og var flygtet fra Jerusalem og Judæa til bjergene øst for Jordanfloden. Nogle slog sig ned i Pella i provinsen Peræa. De havde forladt Judæa og vendte ikke tilbage. Ved at give agt på Jesu advarsel havde de reddet livet.

Lytter du til advarsler fra pålidelig kilde?

Når man ofte er blevet advaret mod farer der aldrig er blevet til noget, fristes man til at tage let på advarsler. Men at lytte til en advarsel kan redde ens liv.

I Kina blev der i 1975 udsendt advarsler om at der ville komme et jordskælv. Myndighederne tog deres forholdsregler. Befolkningen fulgte advarslerne, og tusinder af menneskeliv blev reddet.

I Filippinerne meldte folk fra landsbyerne på Mount Pinatubos skråninger i april 1991 at bjerget udspyede damp og aske. Det Filippinske Institut for Vulkanologi og Seismologi overvågede situationen i to måneder og konkluderede at der var overhængende fare for et udbrud. Titusinder blev straks evakueret fra stedet. Om morgenen den 15. juni skete der en vældig eksplosion, og mere end otte kubikkilometer materiale blev slynget op mod himmelen og spredtes som nedfald over hele området. Tusinder reddede livet fordi man var opmærksom på faren.

Bibelen advarer om at den nuværende tingenes ordning vil forsvinde. Vi lever nu i de sidste dage. Er du vågen og på vagt nu hvor afslutningen nærmer sig? Tager du dine forholdsregler for ikke at befinde dig i farezonen? Forstår du situationens alvor, og er du med til at advare andre?

[Illustration på side 20]

Da vulkansk aske blev slynget op fra Mount Pinatubo, reddede mange livet fordi de havde lyttet til advarslerne

[Illustration på side 21]

Da Jerusalem blev ødelagt i år 70, reddede de kristne livet fordi de gav agt på Jesu advarsel