Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Så I ikke kommer ind i fristelse“

„Så I ikke kommer ind i fristelse“

„Så I ikke kommer ind i fristelse“

„Hold jer til stadighed vågne og bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse.“ — MATTÆUS 26:41.

PRESSET var større end nogen sinde. Han nærmede sig afslutningen på sit jordiske liv. Han var klar over at han snart ville blive arresteret, dømt til døden og naglet til en marterpæl. Han vidste at alt hvad han besluttede, og alt hvad han gjorde, ville blive hæftet på hans Faders navn. Han vidste også at menneskenes udsigt til evigt liv stod på spil. Hvad gjorde Jesus i betragtning af hele det pres der hvilede på ham?

2 Han tog sine disciple med til Getsemane Have, et sted han holdt særlig meget af. Her gik han lidt bort fra disciplene for at være alene. Så henvendte han sig til sin Fader i himmelen og bad inderligt om styrke — ikke bare én, men tre gange. Skønt Jesus var fuldkommen, mente han ikke at han kunne klare presset alene. — Mattæus 26:36-44.

3 I dag er vi også under pres. Som tidligere nævnt her i brochuren viser begivenhederne at vi lever i de sidste dage for denne onde verden. Presset og fristelserne fra Satans verden tager til. Vi må forstå at alt hvad vi som Guds tjenere beslutter, og alt hvad vi gør, vil blive hæftet på Guds navn og have indflydelse på om vi personligt kommer til at opnå liv i hans nye verden. Vi elsker Jehova. Vi ønsker at ’holde ud til enden’ — om det så er denne tingenes ordnings ende eller vort eget livs ende. (Mattæus 24:13) Men hvordan kan vi sikre os at vi holder os vågne og ikke glemmer tidens alvor?

4 Jesus vidste at hans disciple, både dengang og i dag, også ville komme under pres. Derfor gav han dem formaningen: „Hold jer til stadighed vågne og bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse.“ (Mattæus 26:41) Hvad betyder de ord for os i dag? Hvilke fristelser kunne vi ’komme ind i’? Og hvordan kan vi holde os vågne?

Hvilke fristelser?

5 Vi udsættes alle sammen daglig for fristelser der stammer fra Djævelen. Bibelen taler om at man kan blive fanget i „Djævelens snare“. (2 Timoteus 2:26) Den advarer os om at Satan gør dem der tilbeder Jehova, til sit særlige angrebsmål. (1 Peter 5:8; Åbenbaringen 12:12, 17) Hvad er det han vil? Ikke nødvendigvis tage vort liv. Det ville ikke være nogen sejr for Satan hvis vi døde trofaste mod Gud. Han ved jo at Jehova til sin tid vil sætte døden ud af kraft ved hjælp af opstandelsen. — Lukas 20:37, 38.

6 Nej, det Satan vil tage fra os, er noget som er mere værdifuldt end selve livet — vores uangribelighed over for Gud. Satan prøver desperat at bevise at han kan vende os bort fra Jehova. Hvis han kan få os til at give slip på vores trofasthed — holde op med at forkynde den gode nyhed eller opgive de kristne normer — har han vundet en sejr! (Efeserne 6:11-13) Det er dét der er ’Fristerens’ mål. — Mattæus 4:3.

7 Djævelens „listige anslag“ kan antage mange forskellige former. (Efeserne 6:11) Han kan friste os med materialisme og forlystelser eller prøve os med frygt og tvivl. Men et af hans stærkeste midler er at gøre os modløse. Som den snedige taktiker han er, ved han at mismod kan svække os og gøre os sårbare. (Ordsprogene 24:10) Især når vi føler os „helt knust“, vil han prøve at få os til at give op. — Salme 38:8.

8 Noget tyder på at de problemer der fører til modløshed, vokser jo nærmere vi kommer afslutningen. Og det er vi ikke immune over for. (Se rammen „Forhold der kan gøre én modløs“). Uanset hvad årsagen er, kan modløshed tappe os for kræfter. Hvis man føler sig fysisk, mentalt og følelsesmæssigt udmattet, kan det blive en udfordring at ’købe sig den belejlige tid’ til åndelige pligter som bibellæsning, overværelse af menighedens møder og deltagelse i den kristne forkyndelse. (Efeserne 5:15, 16) Husk at Fristeren vil have os til at give op. Men tiden er ikke inde til at sætte farten ned eller glemme tidens alvor! (Lukas 21:34-36) Hvad skal vi gøre for at modstå fristelserne og holde os vågne? Her er fire forslag.

„Bed fortsat“

9 Støt dig til Jehova ved at bede til ham. Tænk på hvad Jesus gjorde i Getsemane Have under det stærke følelsesmæssige pres han var udsat for. Han bad Jehova om hjælp. Han bad så inderligt at „hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden“. (Lukas 22:44) Tænk over dette. Jesus kendte Satan. Han havde fra himmelen betragtet alle de fristelser Satan gør brug af for at få Guds tjenere i sit garn. Alligevel mente han ikke at han med lethed kunne klare enhver situation Fristeren måtte anbringe ham i. Og hvis Guds søn, som var fuldkommen, måtte bede om hjælp og styrke fra Gud, hvor meget mere må vi da ikke gøre det? — 1 Peter 2:21.

10 Husk også at da Jesus havde sagt „hold jer til stadighed vågne og bed fortsat“ til sine disciple, tilføjede han: „Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“ (Mattæus 26:41) Hvis kød var det Jesus talte om? Ikke hans eget. Der var ikke noget „svagt“ ved hans kød, for han var et fuldkomment menneske. (1 Peter 2:22) Men det var anderledes med hans disciple. Deres nedarvede ufuldkommenhed og syndige tilbøjeligheder betød at de havde brug for særlig hjælp for at kunne modstå fristelse. (Romerne 7:21-24) Det var derfor han så kraftigt tilskyndede dem, og alle kristne efter dem, til at bede om hjælp til at modstå fristelse. (Mattæus 6:13) Sådanne bønner hører Jehova. (Salme 65:2) Hvordan besvarer han dem? På mindst to måder.

11 For det første hjælper Gud os til at kunne gennemskue hvad der er fristelser. Satans fristelser ligger som fælder på en mørk sti. Hvis man ikke ser dem, bliver man fanget i dem. Men ved hjælp af Bibelen og bibelsk læsestof kaster Jehova lys over Satans fælder så vi kan undgå dem. I årenes løb har bøger, blade, stævneprogrammer og andet gang på gang gjort os opmærksomme på farer som menneskefrygt, kønslig umoralitet, materialisme og andre våben som Djævelen benytter sig af. (Ordsprogene 29:25; 1 Korinther 10:8-11; 1 Timoteus 6:9, 10) Er du ikke taknemmelig for at Jehova gør os opmærksomme på Satans planer? (2 Korinther 2:11) Den slags advarsler kommer som svar på dine bønner om ikke at falde i fristelse.

12 For det andet besvarer Jehova vore bønner ved at give os styrke til at modstå fristelse. Hans ord siger: „Gud . . . vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej.“ (1 Korinther 10:13) Hvis vi bliver ved med at stole på Gud, vil han aldrig tillade at en fristelse bliver så overvældende at vi ikke har tilstrækkelig åndelig styrke til at modstå den. Hvordan ’skaber han en udvej’? Han ’giver hellig ånd til dem der beder ham’. (Lukas 11:13) Denne ånd kan hjælpe os til at huske bibelske principper som vil styrke vores beslutning om at gøre det rigtige og hjælpe os til at træffe kloge afgørelser. (Johannes 14:26; Jakob 1:5, 6) Den kan hjælpe os til at udvikle netop de egenskaber vi behøver for at kunne overvinde forkerte tilbøjeligheder. (Galaterne 5:22, 23) Guds ånd kan også lade trosfæller træde til som „en styrkende hjælp“ for os. (Kolossenserne 4:11) Er du ikke taknemmelig for at Jehova besvarer dine bønner om hjælp på så kærlig en måde?

Vær realistisk i dine forventninger

13 For at kunne holde os vågne og være på vagt må vi også være realistiske i vore forventninger. Dagliglivets pres gør at vi alle bliver trætte fra tid til anden. Men vi må huske at Gud ikke har lovet os en problemfri tilværelse i denne gamle verden. På Bibelens tid havde Guds tjenere også modgang; de oplevede forfølgelse og blev ramt af fattigdom, modløshed og sygdom. — Apostelgerninger 8:1; 2 Korinther 8:1, 2; 1 Thessaloniker 5:14; 1 Timoteus 5:23.

14 I dag får vi også vores andel af problemer. Vi kan blive udsat for forfølgelse, mærke økonomisk modgang eller blive ramt af sygdom, nedtrykthed eller andre genvordigheder. Hvis Jehova mirakuløst skærmede os mod al overlast, ville Satan da ikke smæde ham for det? (Ordsprogene 27:11) Jehova tillader at hans tjenere bliver fristet og prøvet. Det kan endog gå så vidt at nogle lider døden for modstanderes hånd. — Johannes 16:2.

15 Hvad har Jehova da lovet os? Som allerede nævnt har han lovet at han vil give os kraft til at modstå enhver prøvelse vi kommer ud for, på betingelse af at vi stoler helt på ham. (Ordsprogene 3:5, 6) Gennem sit ord, sin ånd og sin organisation beskytter han os åndeligt, idet han hjælper os til at holde fast ved vort gode forhold til ham. Når dette forhold er intakt, vil vi vinde sejr selvom vi dør. Intet, ikke engang døden, kan forhindre Gud i at belønne sine trofaste tjenere. (Hebræerne 11:6) Og i den nye verden, som nu er nær, vil Jehova helt sikkert opfylde alle de øvrige løfter han har givet om at velsigne dem der elsker ham. — Salme 145:16.

Hav stridsspørgsmålene i tanke

16 For at kunne holde ud til enden må vi huske de stridsspørgsmål der er årsagen til at Gud tillader ondskab. Hvis vi somme tider føler os overvældede af vore egne problemer og har lyst til at give op, bør vi minde os selv om at Satan har draget Jehovas suverænitet i tvivl. Bedrageren har også betvivlet Guds tjeneres oprigtighed og integritet. (Job 1:8-11; 2:3, 4) Disse spørgsmål, og den måde Jehova har valgt at afgøre dem på, har langt større betydning end nogen af os som enkeltpersoner. Hvorfor?

17 At Gud i en vis periode har tilladt trængsler, har givet andre tid til at tage imod sandheden. Tænk på at Jesus led døden for at vi kunne få livet. (Johannes 3:16) Er vi ikke taknemmelige for det? Er vi da ikke villige til at holde ud lidt endnu for at andre kan vinde livet? For at kunne holde ud til enden må vi erkende at Jehovas visdom langt overstiger vores. (Esajas 55:9) Han vil gøre ende på al ondskab på det tidspunkt hvor det er bedst at afgøre stridsspørgsmålene — til evig tid og til vor egen evige gavn. Hvordan kunne det være anderledes? Der er ingen uretfærdighed hos Gud! — Romerne 9:14-24.

„Kom nær til Gud“

18 For ikke at glemme tidens alvor må vi desuden holde os nær til Jehova. Vi må aldrig glemme at Satan gør alt hvad der står i hans magt, for at ødelægge vort gode forhold til Jehova. Han vil have os til at tro at enden aldrig kommer, og at det ikke nytter noget at forkynde den gode nyhed eller leve efter Bibelens normer. Men „han er en løgner og løgnens fader“. (Johannes 8:44) Vi må være fast besluttede på at „stå Djævelen imod“. Forholdet til Jehova er noget vi aldrig må tage som en selvfølge. Bibelen retter denne kærlige opfordring til os: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:7, 8) Hvordan kan man komme nærmere til Jehova?

19 Det er nødvendigt at bruge tid på eftertanke og bøn. Hvis du føler dig overvældet af tilværelsens pres, må du udøse dit hjerte for Jehova. Jo mere specifik du er, jo lettere bliver det for dig at se hvordan han besvarer din bøn. Svaret bliver måske ikke altid det som du havde forestillet dig, men hvis dit ønske er at ære Gud og bevare din integritet, vil han give dig den hjælp du har brug for så du kan holde ud. (1 Johannes 5:14) Når du mærker hans ledelse i dit liv, vil du komme ham nærmere. Det er også nødvendigt at du læser i Bibelen og grunder over det den åbenbarer om Jehovas egenskaber og veje. Den dybe eftertanke vil medvirke til at du lærer ham bedre at kende; den vil bevæge dit hjerte og gøre din kærlighed til Gud endnu dybere. (Salme 19:14) Og denne kærlighed vil, mere end noget andet, hjælpe dig så du kan være vågen og på vagt og modstå fristelse. — 1 Johannes 5:3.

20 For at kunne holde os nær til Jehova må vi også holde os nær til vore trosfæller. Betydningen af dette vil vi behandle i sidste afsnit af denne brochure.

SPØRGSMÅL TIL BRUG VED STUDIUM

• Hvad gjorde Jesus under det stærke pres han var udsat for da han nærmede sig afslutningen på sit liv, og hvad opfordrede han sine disciple til at gøre? (Paragraf 1-4)

• Hvorfor sætter Satan især ind på dem der tilbeder Jehova, og på hvilke måder frister han os? (Paragraf 5-8)

• Hvorfor må vi gøre følgende for at modstå fristelse: fortsat bede til Gud (paragraf 9-12); være realistiske i vore forventninger (paragraf 13-15); have stridsspørgsmålene i tanke (paragraf 16-17); holde os nær til Gud (paragraf 18-20)?

[Ramme på side 25]

Forhold der kan gøre én modløs

Helbred/alder. Hvis man lider af en kronisk sygdom eller alderen har ført skavanker med sig, kan man føle sig modløs fordi man ikke længere kan gøre så meget i tjenesten for Gud. — Hebræerne 6:10.

Skuffelse. Hvis man kun ser få resultater af sit kristne forkyndelsesarbejde, kan man blive modløs. — Ordsprogene 13:12.

Mindreværdsfølelse. Hvis man i mange år har været udsat for en dårlig behandling, kan man føle sig overbevist om at ingen, end ikke Jehova, elsker én. — 1 Johannes 3:19, 20.

Sårede følelser. Hvis én er blevet krænket af en trosfælle, kan han føle sig så forurettet at han fristes til at holde op med at gå til kristne møder eller deltage i forkyndelsen. — Lukas 17:1.

Forfølgelse. Nogle som ikke deler ens tro, kan udsætte én for modstand, spot eller forfølgelse. — 2 Timoteus 3:12; 2 Peter 3:3, 4.

[Illustration på side 26]

Jesus opfordrede os til at ’blive ved med at bede’ så vi kan modstå fristelse