Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den store Lærer gjorde noget for andre

Den store Lærer gjorde noget for andre

Kapitel 6

Den store Lærer gjorde noget for andre

KAN du lide at andre gør noget for dig? — Andre kan også godt lide når nogen gør noget for dem. Det kan vi alle sammen. Det vidste den store Lærer, og han gjorde altid noget for andre. Han sagde: ’Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for selv at tjene.’ — Mattæus 20:28.

Hvis vi vil ligne den store Lærer, hvad må vi så gøre? — Vi må tjene andre. Vi må gøre noget godt for dem.

Det er rigtigt at mange ikke gør det. De fleste ønsker at andre skal gøre noget for dem. Selv Jesu disciple havde engang den indstilling. De ville alle være den mest betydningsfulde.

Jesus vidste at det ikke var rigtigt af dem at tænke sådan. Så en dag belærte han dem på en måde som de aldrig glemte.

Mens de spiste sammen rejste Jesus sig fra bordet. Han tog et vaskefad og hældte vand i det. Mens de så til, gik Jesus rundt til hver af dem, bøjede sig ned og vaskede deres fødder. Derpå tørrede han deres fødder med et håndklæde. Forestil dig engang at du selv havde været til stede og at Jesus havde vasket dine fødder! Hvordan mon du ville have følt det? —

Jesu disciple følte at det var pinligt at den store Lærer tjente dem på denne måde. De var flove. Ja, en af dem ville ikke lade Jesus udføre denne ydmyge tjeneste for ham. Men Jesus sagde at det var vigtigt at han lod ham gøre det.

I dag er det ikke almindeligt at man vasker hinandens fødder. Men det var det dengang Jesus var på jorden. Ved du hvorfor? —

Jo, i det land de boede i, gik folk med åbne sandaler på deres bare fødder. Når de så gik på de støvede veje blev deres fødder dækket med støv. Det var derfor en venlighed at vaske fødderne på dem der kom på besøg.

Men denne gang var der ikke en eneste af Jesu disciple som tilbød at vaske de andres fødder. Derfor gjorde Jesus det selv. På den måde lærte han sine disciple noget meget vigtigt, noget de havde brug for at lære. Og vi kan også lære af det i dag.

Ved du hvad det var? — Efter at Jesus havde taget plads ved bordet igen, forklarede han: ’Forstår I hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig „Lærer“ og „Herre“, og I har ret. Hvis jeg, jeres Lærer og Herre, vasker jeres fødder, så skal I også vaske hinandens fødder.’ — Johannes 13:2-14.

Her viste den store Lærer at han ønskede at hans disciple skulle gøre noget for hinanden. Han ville ikke at de kun skulle tænke på sig selv. De skulle ikke tro at de var så betydningsfulde at andre altid skulle gøre noget for dem. Han ønskede at de skulle være villige til at gøre noget for andre.

Var det ikke noget godt han lærte dem her? — Vil du være som den store Lærer og gøre, noget for andre? — Det kan vi alle sammen gøre.

Det er ikke svært at gøre noget for andre. Hvis du er vågen vil du opdage at der er mange ting du kan gøre for andre.

Er der for eksempel noget du kan gøre for at hjælpe din mor? Du ved at hun gør mange ting for dig og familien. Kan du hjælpe hende? — Hvorfor ikke spørge hende ad? —

Måske kan du dække bord før I spiser. Eller du kan tage ud af bordet når I har spist. Nogle børn bærer skraldespanden ud hver dag. Hvad du end hjælper til med, gør du på denne måde noget for andre ligesom Jesus gjorde.

Har du mindre søskende du kan hjælpe? — Husk at Jesus endog gjorde noget for sine disciple. Når du gør noget for dine små søskende, efterligner du Jesus.

Hvad kan du gøre for dem? Kan du komme i tanker om noget? — Måske kan du hjælpe dem med at lære at lægge deres legetøj på plads. Eller du kan hjælpe dem med at blive færdige til at gå i seng. De vil elske dig når du gør det, ligesom Jesu disciple elskede ham.

I skolen kan du også gøre noget for andre. Hvis én taber sine bøger, kan du hjælpe ham med at samle dem op. Du kan tilbyde at vaske tavlen for din lærerinde eller gøre noget andet for hende. Selv det at holde døren åben for nogen er en venlig handling.

Vi vil opdage at folk ikke altid siger tak når vi gør noget for dem. Skal det nu afholde os fra at gøre godt? — Nej! Der var mange der ikke sagde Jesus tak for hans gode gerninger. Men det afholdt ham ikke fra at gøre godt.

Lad os derfor aldrig holde os tilbage fra at gøre noget for andre. Lad os altid følge Jesu eksempel.

[Flere skriftsteder om at hjælpe andre: Romerne 15:1, 2, Ordsprogene 3:27, 28 og Galaterne 6:2.]