Kapitel 6

Hvad har Gud udrettet

1. (a) Hvad mener folk når de siger at Gud er død? (b) Er du enig med dem?

I DE senere år har nogle, især religiøse ledere, sagt at „Gud er død“. Mener de at Gud ikke er til? Som regel ikke. Som oftest mener de at han ikke interesserer sig aktivt for jorden eller gør noget ved de problemer der plager menneskene. Men sandheden er at Gud virkelig lever, og at han tager sig af hvad der sker. Han har måske ikke gjort lige dét mennesker har regnet med han ville gøre. Men det vil ikke sige at han ingenting har udrettet. Han har tværtimod virket til menneskenes gavn lige fra menneskehedens begyndelse og frem til i dag.

2. Hvordan kan menneskenes korte levetid få indflydelse på hvordan nogle tænker i denne sag?

² En af grundene til at nogle føler at „Gud er død“, er menneskenes korte levetid. De er utålmodige efter at få tingene gjort inden for den korte tid de selv har til rådighed. Undertiden prøver de at klare tingene før tiden er moden til det, og derfor lykkes deres bestræbelser ikke. Men ønsket om at se resultater inden for deres egen levetid behersker deres tanker, og fejlagtigt er de tilbøjelige til at dømme Gud på grundlag af sådanne menneskelige erfaringer, som trods alt er yderst begrænsede.

3. Hvordan kan Jehova, fordi han lever evigt, løse problemerne på det mest velegnede tidspunkt?

³ Jehova lever derimod evigt. (Salme 102:25; Esajas 44:6) Han behøver ikke at blive utålmodig. Han kan undersøge situationen og se nøjagtig hvor på tidens  strøm hans indgriben vil gavne alle de implicerede mest, samt tjene gennemførelsen af hans hensigt bedst. (Esajas 40:22; 2 Peter 3:8, 9) Det er netop hvad Gud har gjort.

HVORDAN GUD HAR ÅBENBARET SIG

4. Hvad har Jehova erklæret som sin hensigt, og hvad har han derfor givet menneskene kundskab om?

⁴ Det er Jehovas erklærede hensigt at indføre en retfærdig administration for hele skabningen, en administration som vil sætte menneskene i stand til at leve enigt og fredeligt sammen i tryghed. (Efeserne 1:9, 10, NW; Ordsprogene 1:33) Men Gud tvinger ikke nogen til at tjene sig. Han samler kun dem under sin administration der villigt anerkender hans stilling og som elsker hans herredømme. Med det for øje at lægge grunden til en hel verden af mennesker der vil leve efter hans krav, har han givet menneskene mulighed for at få kendskab til de normer og principper der ville gælde under hans retfærdige administration, og til hvordan den ville fungere. Samtidig har han gjort det muligt for menneskene at opnå livsvigtig kundskab om ham selv og hans personlige egenskaber. — Johannes 17:3.

5. Hvad kan vi lære om Gud ved at betragte skaberværket?

⁵ Da Jehova er ånd, er han naturligvis usynlig for menneskene. Hvordan har han så kunnet få mennesker af kød og blod til at forstå disse ting? Man kan lære meget om Skaberens egenskaber ved at betragte hans synlige værk. (Romerne 1:20) Det forunderlige samspil mellem livsprocesserne her på jorden vidner om hans visdom. Den vældige kraft der ytrer sig i havet og vinden og i himmellegemernes regelbundne bevægelser, vidner om hans almagt. (Job 38:8-11, 22-33; 39:35) Og den righoldighed af fødemidler jorden frembringer, samt blomsternes farvepragt, fuglenes sang,  solopgangens og solnedgangens skønhed og dyrenes kåde leg, vidner alt sammen om Skaberens kærlighed til menneskene og hans ønske om at de skal glæde sig over livet. Men det er ikke den eneste måde Gud har åbenbaret sig på.

6. (a) Hvordan har Gud direkte åbenbaret sin vilje? (b) På hvilken anden måde har Gud åbenbaret sine principper og egenskaber for menneskene?

⁶ Ved forskellige lejligheder har han også talt fra himmelen, nogle gange personligt og i andre tilfælde gennem engle. På denne måde har han lidt efter lidt gjort menneskene bekendt med sin vilje og sine retfærdige normer. Han gjorde det for eksempel ved Sinaj bjerg på Den arabiske Halvø, hvor han talte under ærefrygtindgydende omstændigheder og gav sin lov til de millioner af israelitter der var samlet foran bjerget. (2 Mosebog 19:16-19; 20:22) Derefter meddelte han sig i mange århundreder til menneskene gennem sine profeter, og han lod dem nedskrive åbenbaringer af sin vilje. (2 Peter 1:21) Desuden har han valgt at åbenbare sine principper og egenskaber ved den handlemåde han har fulgt over for et udvalgt folk, hvorved han til sit inspirerede, skrevne ord har føjet menneskers oplevelser og erfaringer som tilskyndende og advarende eksempler. Hvor langt mere belærende, overbevisende og appellerende er det ikke når vi, foruden at høre og læse om hvad Gud har erklæret som sin hensigt, også i den uudslettelige historiske beretning kan finde eksempler som sætter os i stand til at forstå hans vilje med os! (1 Korinter 10:11) Hvad viser denne historiske beretning?

7. (a) Hvordan har Gud vist at han ikke for evigt tolererer uretfærdighed? (b) Hvad burde vi gøre når vi véd hvordan Gud betragter en sådan adfærd?

⁷ Den understreger at Gud ikke for evigt tolererer  uretfærdighed. Han lod ganske vist Adams efterkommere gå deres egne veje, og det har de gjort, med det resultat at de til fulde har bevist at de ikke formår at skabe et tilfredsstillende styre uden Gud. Men han lod ikke menneskene være uden vidnesbyrd om at han fordømte deres uretfærdige handlinger. Han sendte således en vandflod på Noas tid fordi jorden var blevet „fuld af uret“. (1 Mosebog 6:11-13) Han ødelagde byerne Sodoma og Gomorra på grund af deres moralske fordærv. (1 Mosebog 19:24; Judas 7) Han lod israelitterne, der foregav at tjene ham, drive i landflygtighed fordi de „stoled på løgn“. (Jeremias 13:19, 25) Når vi lærer hvordan Gud ser på sådanne handlinger, kan vi vise at vi elsker retfærdighed ved at rette vort eget liv ind efter hans krav. Vil vi gøre det?

8. Er der nogen der overlever når Gud eksekverer en dom? Giv eksempler.

⁸ En anden vigtig ting som den historiske beretning lærer os, er at Gud ikke udrydder de retfærdige sammen med de onde. I den jordomspændende vandflod udslettede Gud ikke Noa, som var en „retfærdighedens forkynder“, men skånede ham og syv andre. (2 Peter 2:5) Og før ild og svovl regnede ned over Sodoma, fik den retfærdige Lot og hans husstand mulighed for at flygte ud af byen. — 1 Mosebog 19:15-17; 2 Peter 2:7.

9, 10. (a) Hvad mener du om det Jehova lod ske med israelitterne, når man tager i betragtning at han gang på gang havde tilskyndet dem til at vende sig bort fra deres ondskab? (b) Hvad lærer vi om Gud af disse beretninger, ud over at han er tålmodig?

⁹ Hvad gjorde Gud dengang israelitterne, som havde indgået en pagt med ham, var troløse imod ham? Han forkastede dem ikke straks. Som han sagde til dem gennem sin profet Jeremias: „Jeg [har] dag efter dag, årle og silde sendt eder alle mine tjenere profeterne.“ Men de hørte ikke. (Jeremias 7:25, 26) Selv da Jerusalems  belejring og ødelæggelse nærmede sig, sagde Jehova ved sin profet Ezekiel: „Mon jeg har lyst til den gudløses død, lyder det fra den Herre [Jehova], mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve? . . . Omvend eder derfor, så skal I leve!“ — Ezekiel 18:23, 32.

¹⁰ Hvad ser vi altså? At Jehova, på en måde der taler stærkt til retskafne mennesker, har givet udtryk for sin store tålmodighed med menneskene. Samtidig indprenter han dem ved sine handlinger at han nærer kærlighed til retfærdighed, og at det er vigtigt at efterleve hans krav.

11. (a) Hvad erklærede Jehova i Eden at hans hensigt var? (b) Hvad har Gud været i færd med siden da?

¹¹ Der er også noget andet der træder frem, et vigtigt grundprincip. Vi ser at Gud lige fra begyndelsen har haft en bestemt hensigt med alt hvad han har gjort, og at han aldrig har undladt at handle når det har været nødvendigt for fuldbyrdelsen af hans hensigt. Allerede i Eden gav han udtryk for sin grundlæggende hensigt, om end i dunkle vendinger. Da han afsagde dommen over Satan, forudsagde han at Satan ville få lejlighed til at oprejse en „sæd“. Den ville bestå af skabninger som ville lægge hans karaktertræk for dagen og gøre hans vilje. Jehova forudsagde også at der skulle frembringes en anden „sæd“, en retfærdig befrier. Denne „sæd“ ville gøre det af med „den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan,“ og således udfri menneskeheden fra hans onde herredømme. (1 Mosebog 3:15; Åbenbaringen 12:9) Efter at have erklæret sin hensigt på denne måde begyndte Jehova at forberede den endelige administration af jordens anliggender under den lovede „sæd“. Som vi skal se, ville dette forberedende arbejde tage lang tid.

 HVORFOR HAN SPECIELT TOG SIG AF ISRAEL

12, 13. (a) Hvorfor udvalgte Gud Israel og nøjedes med at give sine love til denne ene nation? (b) Hvad kan vi derfor lære af Israels historie og de øvrige nationers historie?

¹² Længe før de nuværende nationer blev til, udvalgte Gud en nation som i århundreder skulle være hans eget folk. Hvorfor? For at give en levende demonstration af hvordan hans retfærdige principper virkede. Den udvalgte nation bestod af efterkommere af Abraham, en mand der havde vist stor tro på Skaberen. Jehova sagde til dem: „Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at [Jehova] har fattet velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det mindste af alle folk; men [det er] fordi [Jehova] elskede eder, og fordi han ville holde den ed, han tilsvor eders fædre.“ — 5 Mosebog 7:7, 8; 2 Kongebog 13:23.

¹³ Efter at Jehova havde udfriet dem fra trældom i Ægypten førte han dem til Sinaj bjerg, og dér tilbød han at indgå en pagt med dem. De svarede: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!“ (2 Mosebog 19:8) Derefter gav Jehova dem sine anordninger og lovbud. Dette adskilte dem fra alle andre nationer, og det gav menneskene detaljerede oplysninger om Guds retfærdige normer. (5 Mosebog 4:5-8) Israelitternes historie demonstrerer således hvad der sker når Guds forstandige, retfærdige love enten adlydes eller overtrædes. Og de øvrige nationers historie danner en kontrast hertil, idet den viser hvad resultatet bliver for dem der lever uden Guds lov.

14. (a) Gjorde Gud de ikke-israelitiske nationer uret ved ikke at gribe ind i deres anliggender? (b) Hvordan fik de alligevel gavn af Guds ufortjente godhed?

¹⁴ Hvordan gik det disse andre nationer? De fulgte deres egne veje, valgte deres egne styreformer. Men deres folk var ikke fuldstændig blottet for enhver form for godhed. De havde stadig deres samvittighed, og den  fik dem nu og da til at handle menneskekærligt og vise omsorg for andre. (Romerne 2:14; Apostlenes Gerninger 28:1, 2) Men arvesynden og det at de havde vraget Guds ledelse, bevirkede at de hovedsagelig søgte deres egne selviske interesser. Dette førte til grusomme krige og til fordærvede handlinger hvormed de søgte at tilfredsstille deres selviske lyster. (Efeserne 4:17-19) Gud var ikke ansvarlig for de veer de påførte sig selv. De havde selv valgt at leve som de gjorde. Gud hindrede dem ikke, undtagen når deres handlinger kom i konflikt med fuldbyrdelsen af hans hensigter. Men i sin ufortjente godhed gav han dem sol og regn og lod dem nyde skaberværkets skønhed og jordens frugt. — Apostlenes Gerninger 14:16, 17.

15. Hvordan sørgede Gud for at disse nationers indbyggere til sidst kunne blive velsignet?

¹⁵ Jehova udelukkede heller ikke disse nationer fra engang at kunne blive velsignet ved hjælp af den lovede sæd. Abraham fik at vide at sæden skulle frembringes i hans slægtslinje, og Jehova sagde hvad dette ville føre til: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (1 Mosebog 22:18) Selv om Jehova udelukkende beskæftigede sig med Israel, ser vi altså at han upartisk tog skridt til at velsigne de andre nationer senere, skønt de ikke var klar over det. — Apostlenes Gerninger 10:34, 35.

16. (a) Hvad gjorde Gud i hele denne tid i forbindelse med løftet om sæden? (b) Hvem viste den lovede sæd sig at være?

¹⁶ I den tid Jehova beskæftigede sig med det kødelige Israel, fremsatte han talrige profetier som ville dække et væsentligt behov. De ville sætte troende mennesker i stand til at kende den lovede sæd, Jehovas Salvede, når han en dag fremstod. Hans slægtslinje — der ville gå gennem Judas stamme og Davids hus — blev oplyst. (1 Mosebog 49:10; Salme 89:36, 37) Hans  fødested, Betlehem, blev nævnt. (Mika 5:1) Århundreder i forvejen blev selve det tidspunkt angivet hvor han som voksen ville blive salvet og derved blive Messias. (Daniel 9:24-27; se New World Translation og den norske oversættelse af 1930.) Hans præstetjeneste til gavn for menneskene blev forudskildret, og det samme blev det offer han skulle bringe i form af sig selv og hvormed han ville give folk af alle nationer mulighed for at opnå evigt liv når Guds domsdag var inde. (Hebræerne 9:23-28) Da den fastsatte tid kom, pegede alt således uomtvisteligt på Jesus Kristus som den der var udsendt af Jehova som den lovede sæd, den hvorigennem hele menneskeheden til sidst skulle velsignes. — Galaterne 3:16, 24; 2 Korinter 1:19, 20.

NOGLE BEREDES TIL AT HERSKE OVER MENNESKEHEDEN

17. Hvad ville Gud gøre gennem Jesus, og hvordan blev dette understreget ved Jesu fødsel?

¹⁷ Her var den gennem hvem Gud ville skænke menneskeheden fred. Før hans fødsel havde en Guds engel sagt til hans moder Maria at han ville få et evigt kongedømme. Hyrder i nærheden af Betlehem blev underrettet om hans fødsel, og de hørte en mangfoldig himmelsk hærskare lovprise Gud og sige: „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!“ — Lukas 1:31-33; 2:10-14.

18. (a) Hvordan forberedte Jesu liv på jorden ham til hans fremtidige embede som konge og ypperstepræst? (b) Hvordan berørte hans død muligheden for fred?

¹⁸ Lad os betragte fordelene ved at denne fremtidige himmelske konge har levet på jorden. Som menneske kom han til at kende og forstå menneskenes problemer. Han levede og arbejdede sammen med dem, delte deres sorger og kom selv ud for genvordigheder og trængsler. Han beviste under de sværeste prøver at  han var loyal mod Jehova og nærede kærlighed til retfærdighed. Alt dette hørte med til den måde hvorpå Gud beredte ham til at herske som konge over himmelen og jorden, og til som ypperstepræst at udøse livgivende velsignelser over menneskene. (Hebræerne 1:9; 4:15; 5:8-10) Hertil kom at Jesus Kristus ved at bringe sit eget liv som et offer gjorde det muligt for menneskene at genvinde freden med Gud. — 1 Peter 3:18.

19. (a) Hvordan ved vi at Jesus blev oprejst og steg til himmelen? (b) I hvilken udstrækning begyndte han at udøve sit kongedømme efter at han var vendt tilbage til himmelen?

¹⁹ Efter hans død oprejste Gud ham til liv igen og sørgede for at han blev set af over fem hundrede, som derefter kunne bevidne at det virkelig var sket. (1 Korinter 15:3-8) Fyrre dage senere steg han så op mod himmelen mens hans disciple så på det, og forsvandt for deres øjne. (Apostlenes Gerninger 1:9) Fra himmelen begyndte han at udøve sit kongedømme over sine egne trofaste disciple, og goderne af hans styre skilte dem ud fra resten af menneskeheden. Men var tiden nu inde til at han skulle modtage kongemagt over nationerne? Nej, der var andre ting i Guds store program der først skulle ordnes. — Hebræerne 10:12, 13.

20. Hvilket nyt arbejde havde Jesus givet sine disciple at udføre på jorden?

²⁰ Der skulle udføres et omfattende arbejde på hele jorden. Forud for Jesu død og opstandelse var israelitterne aldrig draget ud som forkyndere for at omvende andre folkeslag — skønt de der ønskede at tilbede Jehova, altid havde kunnet modtage velsignelser sammen med Israel. (1 Kongebog 8:41-43) Men med kristendommens indførelse blev der indledt et nyt arbejde. Jesus Kristus satte selv eksemplet med sin virksomhed i Israel. Og umiddelbart før sin himmelfart sagde han  til sine disciple: „I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ — Apostlenes Gerninger 1:8.

21. Hvad udrettede Gud ved hjælp af dette vidnearbejde, i stedet for at omvende verden?

²¹ Var målet en verdensomvendelse? Nej. Det var noget andet. Som Jesus viste i en lignelse om Himmeriget, var det arbejde der skulle udføres frem til og i den periode der kaldes „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NW), en indsamling af „Rigets børn“, altså en udvælgelse af de øvrige medlemmer af den kommende rigsregering. (Mattæus 13:24-30, 36-43) Enhver som læser De kristne græske Skrifter, kan uden videre se at det håb der blev fremholdt for de troende fra og med pinsedagen i år 33, var håbet om at komme til at herske sammen med Jesus Kristus i hans himmelske rige. — 2 Timoteus 2:12; Hebræerne 3:1; 1 Peter 1:3, 4.

22. (a) Hvilke egenskaber krævede Gud af disse kommende arvinger til det himmelske rige? (b) Kan man sige at udvælgelsen er sket i hast?

²² Det ville tage tid at udvælge disse fremtidige medregenter over menneskeheden. Hvorfor? Jo, dette håb, der er kosteligere end den kostbareste ædelsten, skulle udstrækkes til folk af alle nationer. Mens mange påstod at de greb håbet, var det kun få der virkelig viste sig at være Guds søns trofaste disciple. (Mattæus 13:45, 46; 22:14) De skulle leve op til en høj standard. De kristne har ikke, ligesom det kødelige Israel, levet adskilt fra andre folk som en national gruppe. Af den grund er deres tro og udholdenhed blevet udsat for svære prøver. De har været som fremmede og udlændinge i verden, idet de har fulgt en anden livsform, en livsform der er i harmoni med Guds retfærdige principper. (1 Peter 2:11, 12) For at blive godkendt må de forblive moralsk rene, holde sig fri af de fordærvede  handlinger der begås i verden omkring dem. (1 Korinter 6:9, 10) Hvis de virkelig skal være „Guds børn“, må de vise at de elsker fred ved ikke at deltage i nationernes krige og ikke gøre gengæld når de forfølges på grund af deres tro. (Mattæus 5:9; 26:52; Romerne 12:18, 19) Det kræves at de viser Guds herredømme urokkelig loyalitet og nægter at stå som fortalere for menneskers politiske regeringer, der i Bibelen omtales som „dyr“. (Åbenbaringen 20:4, 6) På grund af dette, og fordi de har holdt fast ved Jesus Kristus som Guds salvede konge, er de blevet „hadet af alle folk“. (Mattæus 24:9) De der skal herske over menneskeheden sammen med Kristus i himmelen, er altså ikke blevet udvalgt i hast.

23. (a) Hvor mange medlemmer får denne administrative forsamling under Kristus i himmelen? (b) Hvem er de blevet udvalgt iblandt, og hvorfor er de det?

²³ Den lange tid det har taget, skyldes ikke at der skulle udvælges mange. Ifølge Bibelen har Gud begrænset antallet af medlemmer i denne administrative forsamling under Jesus Kristus, til 144.000. (Åbenbaringen 14:1-3) Gud har imidlertid udvalgt dem med stor omhu. De er blevet udtaget „af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag“. (Åbenbaringen 5:9, 10) Der er mennesker iblandt dem fra alle samfundslag, både mænd og kvinder, og de har selv været udsat for alle de forskelligartede problemer menneskene har kæmpet med. I deres kamp for at iføre sig den nye kristne personlighed er der simpelt hen ikke det problem som nogle af dem ikke har mødt og overvundet. (Efeserne 4:22-24; 1 Korinter 10:13) Vi kan være glade for dette. Det forsikrer os om at de som konger og præster vil være medfølende og barmhjertige, i stand til at støtte mænd og kvinder af alle slags og hjælpe dem til at opnå det evige liv som Gud skænker.

24. Hvad med de millioner af andre mennesker der har levet i denne tid, hvoraf mange er døde uden at kende til Bibelen?

 ²⁴ Hvordan er det så gået menneskeheden uden for denne kristne menighed? I al den tid har Gud ikke blandet sig i den måde verden er blevet styret på. Han har ladet menneskene gøre som de ville. Millioner af mennesker har levet og er døde, mange naturligvis uden nogen sinde at høre om Bibelen eller Guds rige. Men Gud har ikke glemt dem. Han har været i færd med at forberede dét som apostelen Paulus omtalte over for en romersk statholder da han sagde: „Jeg har det samme håb til Gud, . . . at der engang skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige.“ (Apostlenes Gerninger 24:15) Til den tid, i Guds nye orden, vil de, under de gunstigste betingelser man kan tænke sig, få lejlighed til at lære Jehovas veje at kende og derefter afgøre hvordan de personligt vil stille sig til spørgsmålet om hvem der skal have det suveræne herredømme over universet. Hvis de viser at de elsker retfærdighed, kan de komme til at leve evigt.

MENS „ENDEN“ NÆRMER SIG

25, 26. (a) Hvilken yderligere myndighed vil Kristus få når tiden er inde, og hvem vil han gribe ind over for? (b) Hvordan vil dette berøre forholdene på jorden?

²⁵ Før denne nye orden oprettes skal der ske betagende ting. Bibelen har forudsagt en vigtig ændring i verdensforholdene. Jesus Kristus skal indsættes som konge, ikke blot over sine egne disciple, men med myndighed til at skride ind mod hele verden. Da skal det bekendtgøres i himmelen: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.“ (Åbenbaringen 11:15) Bemyndiget af Gud til at gribe ind over for fjenderne, vil han først gå imod „verdens fyrste“, Satan Djævelen selv, og hans dæmoner. (Johannes 14:30)  Disse onde magter vil blive kastet ud af himmelen og deres virksomhed begrænset til jordens nærhed. Hvad vil det medføre?

²⁶ Den profetiske beskrivelse af denne begivenhed, som vi finder i Åbenbaringens bog, nævner at der vil lyde en høj røst i himmelen som siger: „Glæd jer derfor, I Himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ (Åbenbaringen 12:12) Der vil opstå uro og tummel uden lige blandt nationerne, men enden vil ikke komme straks.

27. (a) Hvilket stort adskillelsesarbejde vil finde sted mens „enden“ nærmer sig, og hvordan vil det blive udført? (b) Hvor omfattende vil den forudsagte verdensødelæggelse blive?

²⁷ Det vil blive en tid hvor der skal udføres et stort adskillelsesarbejde. Under ledelse af Jesus Kristus på den himmelske trone vil hans trofaste disciple forkynde „dette evangelium om Riget“ over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene. (Mattæus 24:14; 25:31-33) Overalt vil folk få lejlighed til at vise hvordan de stiller sig til Guds herredømme. Når dette er udført, forklarede Jesus, „så skal enden komme“. Det vil blive „’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme“. (Mattæus 24:21) Derefter vil mennesker aldrig igen spørge: Hvad har Gud udrettet? De eneste der overlever vil være dem der har gjort sig den ulejlighed at finde ud af hvad Gud har været i færd med, og som har bragt deres liv i overensstemmelse med hans krav, før verdensødelæggelsen indtræffer.

28. (a) Hvornår indsættes Kristus på tronen, hvorefter folk af alle nationer skilles fra hinanden? (b) Hvad er det derfor vigtigt at vi gør hver især?

²⁸ Men hvornår skal disse ting ske? Hvornår får Kristus overdraget magt til at herske som konge og til at skille folk af alle nationer fra hinanden? Kendsgerningerne  viser at det er sket her i det tyvende århundrede. Kristus sidder allerede nu på sin himmelske trone, og adskillelsesarbejdet er nær ved at være fuldført. Der er kun kort tid tilbage hvori man endnu kan nå at stille sig på Jehovas side i spørgsmålet om det suveræne herredømme over universet. Den store trængsel er nær! En nøje gennemgang af Bibelens profetier i lyset af den nyere historie vil vise at det forholder sig sådan. Vi tilskynder dig til at undersøge dette omhyggeligt.

[Studiespørgsmål]