Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvornår vil den forudsagte verdensødelæggelse komme?

Hvornår vil den forudsagte verdensødelæggelse komme?

Kapitel 7

Hvornår vil den forudsagte verdensødelæggelse komme?

1. Hvilken storslået hensigt har Gud med menneskene?

HVILKEN befrielse vil det ikke være at se krige, lovløshed og forurening bragt til ophør! Hvor herligt vil det ikke være at leve under en virkelig retfærdig administration, hvor man selv og ens familie kan glæde sig over sand tryghed! Bibelen viser at Gud vil gennemføre disse ting. Men hvornår?

2. (a) Hvem vil „Herrens dag“ overraske når den kommer? (b) Hvordan kan vi undgå at dette sker for os?

2 Om den verdensødelæggelse der vil bane vej for Guds retfærdige nye orden, skrev en af Jesu Kristi apostle: „Herrens dag kommer som en tyv om natten.“ Derefter tilføjede han, henvendt til mennesker der studerede og efterlevede Guds ord: „Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv.“ (1 Tessaloniker 5:2, 4) De der ikke giver agt på advarselen, vil blive overrasket af „Herrens dag“. Når den kommer, vil de være som et dyr der pludselig fanges i en fælde og ikke kan undslippe. Men sådan behøver det ikke at gå dig. Som skriftstedet viser, er der nogle som ’ikke lever i mørke’. Det skyldes ikke deres egen visdom. Det skyldes derimod at de studerer Guds ord og lægger sig det på sinde. Hvad siger Guds ord om vor tid? — Lukas 21:34-36.

3, 4. (a) Hvor forklares den fulde betydning af begivenhederne her i det tyvende århundrede? (b) Hvilke fire hovedpunkter som omtales i Bibelens profetier, skal vi nu undersøge?

3 Bibelen beskriver en række begivenheder som finder sted her i det tyvende århundrede. Men den har gjort det cirka to tusind år i forvejen! Skønt mange af disse begivenheder i sig selv er almindeligt kendte, er det kun Bibelen der viser deres fulde betydning.

4 Blandt de oplysninger Bibelen giver om vor tid, kan nævnes følgende: (1) Den udpeger det bestemte år da Gud ville give herredømmet over „menneskenes rige“ til den han havde udvalgt. (2) Den opregner en række betydningsfulde begivenheder der ville indtræffe i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. (3) Den siger noget om hvor lang tid der ville gå fra begyndelsen af denne ’afslutning på tingenes ordning’ indtil den forudsagte verdensødelæggelse. (4) Den omtaler en slående udvikling i verdensbegivenhederne som et endeligt signal om at verdensødelæggelsen var ved at begynde. Lad os undersøge disse punkter et ad gangen.

MÆRKEÅRET — 1914

5. Hvor tidligt blev Jehovas vidner klar over at Bibelen pegede frem til 1914 som et betydningsfuldt år?

5 Bibelens profetier har afmærket 1914 som et år hvor store begivenheder i himmelen ville få vidtrækkende betydning for menneskene på jorden. Så tidligt som i 1876 blev Jehovas vidner (dengang kendt som „bibelstudenterne“) klar over dette, og de sørgede for at det blev kendt vidt og bredt. Ved hjælp af din egen bibel kan du selv undersøge detaljerne.

6. (a) Find Daniels fjerde kapitel i din bibel, og forklar hvad der omtales i vers 3 og vers 17. (b) Hvem er det Jehova giver riget til?

6 Hvis du slår op i Daniels bog, kapitel 4, finder du en profeti der åbenbarer at Gud har til hensigt at udøve sit suveræne herredømme over jorden. Profetien er givet, som der siges „for at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil“. (Versene 3, 17) Vi ved at det er Kristus Jesus den Højeste vil give riget til. Den sidste bog i Bibelen fortæller nemlig om den tid da Kristus, som himmelsk konge, får overdraget „verdensherredømmet“. (Åbenbaringen 11:15; 12:10) Det vil altså sige at Daniels profeti beskæftiger sig med den tid da den højeste Gud vil gribe ind i menneskenes anliggender ved at skænke sin egen søn, Jesus Kristus, „verdensherredømmet“. Hvornår viser profetien at dette skulle ske?

7. Hvad er hovedindholdet af den profetiske drøm der er omtalt i Daniels fjerde kapitel, og hvordan kom den til at berøre kong Nebukadnezar?

7 I den profetiske drøm som Daniel beskriver, forekommer der et såre højt træ som blev fældet og bundet med jern og kobber indtil der var hengået „syv tider“ over det. I denne tid, siges der, skulle det have „et dyrehjerte“. (Daniel 4:10-17; se NW.) Hvad betød dette? Gud lod sin profet Daniel forklare det: Nebukadnezar, Babylons konge, skulle fjernes fra tronen og udstødes af menneskenes samfund og leve som et dyr. Efter syv år fik kongen sin forstand igen, han anerkendte at Guds herredømme var det højeste, og han blev genindsat på sin trone. (Daniel 4:20-37) Alt dette havde imidlertid en større betydning, og det er grunden til at det er omtalt i Bibelen.

8. (a) Hvilket rige angår profetiens større betydning? (b) Hvad svarer i den større opfyldelse til at træet blev fældet, og hvordan fik det „et dyrehjerte“?

8 Den større betydning angår et herredømme som ville gavne alt levende på jorden. Det ville, som profetien siger, give „føde til alle“, og det ville endog give ly til markens dyr og himmelens fugle. (Daniel 4:12; jævnfør Mattæus 13:31, 32.) Det eneste herredømme der virkelig kan gøre dette, er Guds rige. I århundreder blev dette riges retfærdige principper tydeliggjort ved hjælp af det herredømme der blev udøvet i Juda, med en konge af Davids slægt på tronen i Jerusalem. Men på grund af judæernes troløshed lod Jehova babylonierkongen Nebukadnezar besejre dem. Det var som om det såre høje træ i drømmen blev fældet og stubben bundet. Herefter beherskede hedenske riger hele verden, med det babyloniske rige, styret af Nebukadnezar, som det mest fremtrædende. Disse hedenske riger fremstilles i Bibelen som dyr. (Daniel 8:1-8, 20-22) Med hensyn til verdensherredømmet skete der altså dét som en engel fra himmelen havde bekendtgjort: Det fik „et dyrehjerte“, og der skulle hengå „syv tider“ over det. (Daniel 4:16) Til sidst ville disse „syv tider“ imidlertid udløbe, stubben ville blive løst, og „træet“ ville igen vokse, idet verdensherredømmet begyndte at blive udøvet af den som Jehova havde sagt han ville give det til.

9, 10. (a) Hvor lang er hver enkelt af de „syv tider“? Hvordan viser Bibelen dette? (b) Hvornår begyndte de „syv tider“, hvor mange år strækker de sig over, og hvornår udløber de?

9 Hvor længe skulle disse „syv tider“ vare? Meget længere end syv bogstavelige år, for flere hundrede år senere gav Jesus Kristus til kende at de endnu ikke var udløbet. Han omtalte dem i det første århundrede efter vor tidsregning som „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“. (NW) De hedenske nationer havde siddet inde med verdensherredømmet siden Babylons indtagelse af Jerusalem i år 607 f.v.t. — Lukas 21:24.

10 Læg mærke til hvordan Bibelen omtaler profetiske „tider“. Åbenbaringen 11:2, 3 viser at 1260 dage udgør toogfyrre måneder, eller tre og et halvt år. Åbenbaringen 12:6, 14 nævner det samme antal dage (1260), men omtaler dem som „én tid og to tider og en halv tid“. Hver af disse „tider“ må derfor være på 360 dage (31/2 × 360 = 1260). Desuden skal hver dag af de profetiske „tider“ i Daniels profeti regnes for et år, ifølge regelen om „ét år for hver dag“, som to af Guds profeter uafhængigt af hinanden har nedskrevet under inspiration. (4 Mosebog 14:34; Ezekiel 4:6) Nu da vi har fået dette slået fast, er det ikke vanskeligt at regne ud at de „syv tider“ (7 × 360) udgør 2520 år. Regnet fra efteråret 607 f.v.t., da Guds forbilledlige rige, Juda, blev omstyrtet af Babylon, fører de 2520 år os frem til efteråret 1914 (6061/4 + 19133/4 = 2520) som det tidspunkt da „verdensherredømmet“ skulle overdrages Jesus Kristus, idet han skulle indsættes på sin himmelske trone.

11. Hvad siger historikere om betydningen af året 1914?

11 Efter at Jehovas vidner var blevet klar over at Bibelen pegede frem til 1914, måtte de vente i flere årtier før de fik deres forståelse bekræftet. I begyndelsen af 1914 gav den fredelige verdenssituation mange, også ledende folk i verden, det indtryk at der ikke ville ske noget. Men før sommeren var forbi var verden blevet kastet ud i en krig som var uden sidestykke i historien. Om begivenhederne i dette år har Oxford-historikeren A. L. Rowse skrevet:

„Hvis der nogen sinde har været et år der markerede afslutningen på én æra og begyndelsen til en anden, var det 1914. Dette år bragte en afslutning på den gamle verden med dens tryghedsfornemmelse og indledte den moderne tidsalder som kendetegnes ved den utryghed der præger vort daglige liv.“23

Og i en omtale af en bog om den britiske statsmand Winston Churchills liv siges der tilsvarende:

„Det skud der blev affyret i Sarajevo den 28. juni 1914 havde knust tryghedens og den skabende fornufts verden. . . . Verden har aldrig været den samme siden. . . . Det var et vendepunkt, og gårsdagens vidunderlige, rolige og tiltalende verden var forsvundet for aldrig mere at vende tilbage.“ — En anmeldelse af bogen Winston S. Churchill, bind 2, af Randolph Churchill.24

Dette år, afmærket af bibelprofetien cirka to tusind fem hundrede år i forvejen, viste sig i sandhed at være et vendepunkt i historien. Dets sande betydning blev endnu mere tydelig efterhånden som begivenhederne udviklede sig.

12. Hvad er årsagen til de store omvæltninger der er sket på jorden fra og med 1914?

12 Rent umiddelbart virker det måske mærkeligt at det tidspunkt da Kristus overtog sin trone for at herske over menneskehedens verden, skulle markeres af en krig på jorden uden sidestykke. Men lad os ikke glemme at det er Satan Djævelen der hersker som fyrste over den gudfremmede menneskehed. (Johannes 14:30) Han var ikke interesseret i at Guds nyoprettede rige ved Kristus skulle overtage herredømmet over jordens anliggender. Åbenbart i et forsøg på at aflede menneskenes opmærksomhed fra denne begivenhed som havde universel betydning, førte han dem ud i en krig om deres egen suverænitet. Og da Riget blev født og trådte i funktion, viser Bibelen, stod han og hans dæmoner parat for at opsluge den nyfødte regering. Hvad blev resultatet? „Der blev kamp i Himmelen.“ „Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens fører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham.“ Satan vidste at han kun havde ’kort tid’ tilbage. Hans vrede var stor. (Åbenbaringen 12:3-12) Hvad ville det medføre? Nitten hundrede år i forvejen havde Bibelen givet en nøjagtig beskrivelse af det.

BEGIVENHEDER AF SÆRLIG BETYDNING

13. Hvilke begivenheder førte frem til at Jesus beskrev ’tegnet på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’?

13 Helt tilbage i år 33 havde Jesus givet en detaljeret beskrivelse af ’tegnet på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’. Vi kan læse hans ord i Mattæus-evangeliet, kapitlerne 24 og 25, og i Markus 13 og Lukas 21. Over for en skare af sine disciple i Jerusalem havde Jesus forudsagt at byens strålende tempel ville blive ødelagt. Kort efter, mens han sad på en bjergskråning uden for byen, spurgte hans disciple efter flere oplysninger. De sagde: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Mattæus 24:1-3, NW.

14. Nævn nogle af de betydningsfulde begivenheder som Jesus sagde ville udgøre „tegnet“.

14 Han advarede dem først mod at lade sig vildlede af bedragere der, i et forsøg på at samle sig tilhængere, ville hævde at de var Kristus, og svarede så: „I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skramme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden. Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt det er kun veernes begyndelse.“ Som det fremgår af Lukas 21:11, nævnte han også at der ville være ’pest både her og der’. Han advarede om at ’lovløsheden ville tage overhånd’; og på grund af det, sagde han, ville „kærligheden blive kold hos de fleste“. Og han forudsagde det betydningsfulde at „dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme“. — Mattæus 24:4-14.

15, 16. (a) Skete nogle af disse ting før Jerusalem blev ødelagt i år 70? (b) Hvordan ved vi at der også vil komme en anden og vigtigere opfyldelse?

15 Man kunne imidlertid spørge: ’Blev nogle af disse profetier ikke opfyldt før romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70?’ Jo, nogle af dem blev; men som det fremgår af profetierne selv, skulle der ske mere. Jesus besvarede et spørgsmål som havde disciplenes umiddelbare interesse, men han benyttede samtidig lejligheden til at give oplysninger som havde endnu større betydning og rakte langt ud i fremtiden. Han viste dem at han også talte om den tid da „Menneskesønnen“ ville komme „med kraft og megen herlighed“, og at hans udtalelser havde forbindelse med Guds riges komme. — Lukas 21:27, 31.

16 Disse ting indtraf ikke dengang Jerusalem blev ødelagt i år 70. Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, som blev skrevet kort før udløbet af det første århundrede, viser at disse begivenheder i forbindelse med Riget endnu hørte fremtiden til. (Åbenbaringen 1:1; 11:15-18; 12:3-12) I symbolske vendinger viser Åbenbaringen også at den krig, hungersnød og pest Jesus havde forudsagt, ville indtræffe i usædvanligt omfang engang i fremtiden, nemlig når Kristus indledte og afsluttede sin sejr over alle modstandere af Guds rige. (Åbenbaringen 6:1-8) Den omstændighed at store dele af Jesu profeti til hans disciple virkelig blev opfyldt i det første århundrede, viser imidlertid at profetien er sandfærdig, og det giver os god grund til at stole på at alle de andre ting i profetien også vil blive opfyldt.

17. Er verdensforholdene i dag ret meget anderledes end de var før 1914?

17 Har disse profetier fået deres større, fuldstændige opfyldelse her i det tyvende århundrede? Folk som endnu ikke er fyldt halvfjerds og ikke ved hvordan forholdene har været tidligere, synes måske ikke at der er noget særligt ved de begivenheder der sker omkring dem i dag. Da de aldrig har oplevet tilværelsen ret meget anderledes, synes de måske at vor tid er ret ’normal’. Men ældre mennesker, og ligeledes de der kender lidt til historien, ved at sådan forholder det sig ikke. En historiebog der benyttes i schweiziske skoler, siger således følgende om de begivenheder der ramte verden i 1914:

„Kun femten lande blev ikke inddraget i krigen . . . Men intet af disse lande var stort nok eller havde tilstrækkelig magt til at optræde som mægler. Dette var aldrig før sket i verdenshistorien; ingen krig havde nogen sinde haft et sådant omfang. Bibelens profeti: ’Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige,’ blev opfyldt rent bogstaveligt.“ — Schweizergeschichte vom Dreiländerbund bis zum Völkerbund, Gustav Wiget.25

18. Hvorfor tager vi fejl hvis vi mener at „tegnet“ udelukkende består af omfattende krige?

18 Men ifølge Jesus skulle „tegnet“ ikke blot være at ’folk rejste sig mod folk og rige mod rige’. Idet han brugte et billede sagde han: „Se på figentræet og alle de andre træer; så snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at nu er sommeren nær. Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ikke forgå, før det er sket alt sammen.“ (Lukas 21:29-32) Hvis man bare ser et enkelt træ få blade før tiden, lader man sig ikke forlede til at tro at sommeren er nær. Men når man ser alle træer springe ud, så ved man hvad det betyder. Svarende hertil forudsagde Jesus at hans „nærværelse“ og „afslutningen på tingenes ordning“ ikke kun skulle markeres af krig, men af flere ting, som alle skulle finde sted inden for samme slægt eller generation.

19. (a) Hvordan er de forskellige dele af „tegnet“ blevet opfyldt siden 1914, som det fremgår af omstående oversigt? (b) Hvorfor udgør tidligere krige og jordskælv og tidligere tilfælde af hungersnød og andre ting ikke det ’tegn’ Jesus talte om?

19 Er disse ting så sket? Betragt engang omstående oversigt med overskriften „Hvad vil være tegnet?“ Når du ser den igennem, vil du uden tvivl tænke på andre krige i tidligere århundreder du har læst om. Det er tydeligt at den første verdenskrig skiller sig ud fra dem som noget ganske særligt, som et vendepunkt i historien. Du vil sikkert også tænke på at historikere har omtalt alvorlige tilfælde af hungersnød, pest, jordskælv eller lovløshed før 1914. Men aldrig før i historien er alle disse ting indtruffet i et så overvældende omfang inden for én og samme slægt. De øvrige dele af „tegnet“ som evangelieskribenterne omtaler, ses også klart. Ja, ærlig talt, hvis de begivenheder der er indtruffet siden 1914 ikke udgør dette tegn, hvad mere skal der da til? Der kan ikke være tvivl om at vi lever i den slægt eller generation Jesus talte om.

20, 21. Hvordan viste det sig at begivenhederne i forbindelse med den første verdenskrig kun var „veernes begyndelse“, sådan som Jesus havde forudsagt?

20 Når disse dele af „tegnet“ viste sig, ville Guds rige dog ikke straks rense jorden for al ondskab. Jesus sagde: „Alt det er kun veernes begyndelse.“ (Mattæus 24:8) Der skulle følge mere efter. Opslagsværket World Book Encyclopedia siger om den udvikling der blev sat i gang: „Den første verdenskrig og dens efterslæt afstedkom først i 1930rne den største økonomiske depression i historien. Krigens følger og vanskelighederne ved omstillingen til fredstid førte til uro i så godt som hver eneste nation.“26 Få år senere udbrød den anden verdenskrig, mange gange frygteligere end den første. Siden da er respekten for liv og ejendom dalet, og frygten for forbrydelser er blevet en del af hverdagen. Gode moralbegreber er blevet trængt i baggrunden. „Befolkningseksplosionen“ giver problemer som de ledende indrømmer de ikke virkelig kan løse. Forureningen af miljøet skader livsbetingelserne og truer med at udslette alt liv. Som følge af dette siger en rapport om De forenede Nationers miljøkonference (i Stockholm) at menneskeslægten står på tærskelen til „en krise som vil blive mere pludselig, mere global og mere uundgåelig, og som vil skabe større forvirring end nogen anden krise menneskeslægten har stået over for“.27

21 Hvornår var det disse ’veer’ begyndte? Londonbladet Star siger: „Historikerne i det næste århundrede [vil] med rette kunne skrive at verden gik amok den 4. august 1914.“28 Som vi allerede har set, var dette år, 1914, længe i forvejen blevet afmærket af bibelprofetien.

EN BEMÆRKELSESVÆRDIG UDVIKLING PÅ DET RELIGIØSE OMRÅDE

22. (a) Med hvad forbandt Jesus sin profeti om at lovløsheden ville tage overhånd og kærligheden blive kold? (b) Hvordan har den lære som kristenhedens gejstlige har fremholdt, bidraget til denne situation?

22 Blandt de betydningsfulde begivenheder Jesus sagde skulle indtræffe ved „afslutningen på tingenes ordning“, var også denne: „Mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ (Mattæus 24:11, 12) Læg mærke til at Jesus forbandt den overhåndtagende lovløshed og den svindende kærlighed med falske profeters indflydelse, det vil sige påvirkning af religiøse lærere der falskeligt hævdede at de talte på Guds vegne. I et tidligere kapitel i denne bog er det blevet vist at kristenhedens gejstlige har velsignet krige, støttet den tanke at Bibelens moralnormer er forældede, og kaldt visse dele af Bibelen myter. Hvad er resultatet blevet? Kærligheden til Gud og interessen for at holde hans lov er kølnet. Dette har i høj grad medvirket til det almindelige moralske sammenbrud, herunder den manglende respekt for myndighed og folks ringe interesse for hinanden. — 2 Timoteus 3:1-5.

23, 24. Hvad er der som følge heraf sket med kirkerne inden for de senere år?

23 På grund af denne udvikling forlader folk nu kristenhedens kirker og trossamfund i tusindvis. Nogle af dem vender sig til Bibelen og retter deres liv ind efter den. Andre melder sig blot ud, skuffede og frastødte, fordi de ser at kirkerne ikke yder nogen sand åndelig hjælp. Mange stiller sig fjendtligt til kirkerne.

24 Det er grunden til at New York Post kunne skrive: „Det område i den gamle orden hvor omvæltningerne synes at ske med lysets hast, er det religiøse.“29 Og New York Times meddelte: „Religionen som en institution er på vej ud, sagde en tysk religionssociolog i dag.“30 Det vatikanske ugeblad L’Osservatore Della Domenica har indrømmet at den katolske kirke i De forenede Stater rystes af „et voldsomt jordskælv“.31 Bladet siger at kirken næsten hver eneste dag kommer ud for „en eller anden ny katastrofe“, for eksempel at præster opgiver deres embede, at nonner forlader deres kald, og at katolske skoler og præsteseminarier lukker. Inden for alle kirker og trossamfund i kristenheden er det sådan at færre unge indtegner sig på præsteseminarierne, religiøse skoler lukker, og et stort antal religiøse blade går ind. De fleste steder er kirkegangen dalende. Mange kirkebygninger udbydes til salg.

25. (a) Hvad viser Bibelen at der i modsætning hertil ville ske i forbindelse med den sande tilbedelse? (b) Under hvis ledelse indsamles disse tilbedere af den sande Gud, og på hvilket grundlag indsamles de? (c) Hvilket spørgsmål stilles folk af alle nationer således over for?

25 I modsætning til dette viser Bibelen at „en stor skare“ af alle folkeslag ville blive draget til den sande tilbedelse her i endens tid. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14) Disse tilbedere af den sande Gud indsamles under ledelse af Kristus Jesus. Han forudsagde at han, når han kom „i sin herlighed“, ville rette sin opmærksomhed mod folk af alle nationer og skille dem fra hinanden, med henblik på at nogle skulle overleve ’den store trængsel’ og andre skulle udslettes for evigt. (Mattæus 25:31-33) På hvilket grundlag skilles de fra hinanden? Jesus sagde at det afgørende ville være hvordan de behandlede hans åndelige „brødre“ her på jorden. Hvorfor? Fordi disse „brødre“ repræsenterer Guds rige ved Jesus Kristus. I lydighed mod ham forkynder de „dette evangelium om Riget“, og det gør de „over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“. (Mattæus 24:14) Dette evangelium eller denne gode nyhed om Riget stiller folk af alle nationer over for spørgsmålet om hvem det suveræne herredømme over universet skal tilhøre. Er de for Guds herredømme? Eller ønsker de, i harmoni med Satans opfordring i Eden, at menneskene selv skal styre? Gennem sin søn giver Jehova Gud folk mulighed for at vælge.

26, 27. (a) I hvilket omfang er dette vidnearbejde allerede blevet udført? (b) Hvorfor er det ikke ligegyldigt hvordan man reagerer over for Rigets budskab?

26 Der er blevet aflagt et verdensomspændende vidnesbyrd. I 208 lande og områder aflægger Jehovas kristne vidner besøg hos folk og tilbyder at læse Bibelen vederlagsfrit med enhver, både med familier og med enkeltpersoner. De publikationer hvormed de forkynder Guds rige, hører til de mest udbredte på jorden. De udkommer på over 160 sprog.

27 Dette adskillelsesarbejde er allerede blevet udført i mange år. Det er nu meget nær sin afslutning. Ifølge Guds ord vil de der med vidende og vilje har afvist hans riges styre, og de der ligegyldigt har undladt at benytte sig af lejligheden til at lære ham at kende, derefter lide den evige udslettelses straf. (Mattæus 25:34, 41, 46; 2 Tessaloniker 1:6-9) For de andre, dem der villigt og med glæde er gået ind for Guds rige og virkelig støtter det, vil denne tid komme som en vældig befrielse. Hvor hurtigt viser Bibelen at denne dom vil komme?

„DENNE SLÆGT SKAL IKKE FORGÅ“

28. Hvor hurtigt sagde Jesus at den forudsagte verdensødelæggelse ville komme?

28 „Den dag og time“, sagde Jesus, „kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene.“ (Mattæus 24:36) Han gav imidlertid et værdifuldt fingerpeg idet han sagde: „Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket.“ (Mattæus 24:34) Hvad hentydede „alt dette“ til? Alle de forskellige dele af det ’tegn’ han talte om, samt ’den store trængsel’, som han også havde nævnt. Hvis alle disse ting skal indtræffe inden for et enkelt slægtled, må nogle af dem der oplevede det der skete i 1914, da „afslutningen på tingenes ordning“ begyndte, stadig være i live når perioden udløber og ’den store trængsel’ kommer. De der husker begivenhederne i 1914 er ved at være oppe i årene nu. Mange af dem er allerede døde. Men før „denne slægt“ forgår, før de alle er borte, forsikrer Jesus, vil den onde tingenes ordning blive ødelagt.

29. Hvordan har Gud gjort det lettere for folk at træffe den rette afgørelse?

29 Gud har i sandhed vist stor tålmodighed ved at tillade denne tidsperiode! I dette slægtled har det ene problem efter det andet, for første gang i historien, antaget helt gigantiske dimensioner — krig, forurening, overbefolkning og meget mere. Hvert enkelt af disse problemer kan ødelægge verden totalt. Ved at lade vidnesbyrdene hobe sig op har Gud gjort det lettere for folk at indse at menneskers styre ikke kan tilbyde nogen virkelig løsning. Samtidig har han, ved at lade „dette evangelium om Riget“ forkynde, hjulpet oprigtige mennesker til at erkende at Guds rige er det eneste håb om virkelig fred og sikkerhed, og til at stille sig på hans side i det store stridsspørgsmål.

30. Hvilket sidste signal om at verdensødelæggelsen er nær, omtaler Bibelen?

30 Der vil imidlertid opstå endnu en situation, en situation der som et utvetydigt signal vil fortælle at verdensødelæggelsen er overhængende. Apostelen Paulus omtalte dette signal da han skrev: „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil en pludselig undergang komme over dem . . . og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Tessaloniker 5:2, 3, NW; Lukas 21:34, 35.

31, 32. (a) Vil den „fred og sikkerhed“ som de politiske ledere forkynder, være ægte? (b) Hvorfor vil det være farligt at lade sig vildlede af dem?

31 Verdens politiske ledere ved at ingen kan vinde en eventuel atomkrig. Den vil udslette så godt som alt hvad der findes. Desuden er der alvorlige problemer som kræver penge og opmærksomhed, som for eksempel forureningen, „befolkningseksplosionen“, og problemer inden for de enkelte lande. Derfor har verdenslederne arbejdet ihærdigt på at skabe international afspænding. Men deres forhandlinger kan naturligvis ikke lave om på folk, sådan at de begynder at elske hinanden. De kan ikke standse lovløsheden, eller fjerne sygdom og død. Dog viser profetien at den tid vil komme da de erklærer at der nu endelig råder „fred og sikkerhed“. Når det sker, da vil „en pludselig undergang“ ramme disse vildledende ledere, samt alle der sætter deres lid til dem.

32 Men der vil være nogle som overlever. Hører du med til dem?

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 82 og 83]

„Hvad vil være tegnet?“

„Folk skal rejse sig mod folk“ —

„Den første verdenskrig indvarslede i den totale krigs århundrede selve den globale krig — i bogstavelig forstand. . . . Men aldrig før 1914-1918 havde en krig . . . dækket så stort et område af jorden. . . . Aldrig før havde nedslagtningen været så omfattende og vilkårlig.“ — „Den første verdenskrig“, H. W. Baldwin.

Den første verdenskrig dræbte over 9 millioner soldater, foruden millioner af civile.

Den anden verdenskrig efterlod 55 millioner døde.

I løbet af de første tyve år efter den anden verdenskrig har der været over 300 statskup, opstande og oprør rundt om i verden.

„Der skal være hungersnød“ —

Mange lande blev hjemsøgt af hungersnød efter den første verdenskrig, og igen efter den anden verdenskrig.

Trods videnskabelige fremskridt uden lige blev det i 1967 meddelt at 10.000 døde hver dag, 3.500.000 hvert år, af underernæring.

„I 1970erne vil verden opleve hungersnød — hundreder af millioner af mennesker vil dø af sult, uanset hvilke katastrofeplaner der nu iværksættes.“ — „The Population Bomb“, dr. Paul Ehrlich.

„Pest“ —

Historien beretter ikke om nogen pest der kommer op på siden af den spanske syge som rasede i 1918-1919. Den ramte mindst 500 millioner mennesker, og over 20 millioner døde af den.

Lægevidenskaben har ikke kunnet forhindre at hjertesygdomme i dag har antaget epidemisk omfang; kræft er almindeligt udbredt. Flere og flere får kønssygdomme.

„Jordskælv både her og der“ —

I 1915 døde 29.970 som følge af et jordskælv i Avezzano i Italien; i 1920 døde 180.000 i Kina; i 1923 døde 143.000 i Japan; i 1935 døde 60.000 i Indien. I 1960erne forekom der store jordskælv i lande som Iran, Chile, Marokko, Jugoslavien, Libyen, El Salvador, Sovjetunionen, Colombia, Frankrig, Indonesien og Tyrkiet. I 1970 dræbte et jordskælv 70.000 i Peru, og i 1972 døde over 12.000 i Nicaragua.

„Lovløsheden tager overhånd“ —

Du ved det selv. Dit eget liv er berørt af det. Hvad sker der i de lokale skoler? Er der stofmisbrug der hvor du bor? Er der uærlighed i forretningslivet? Hvor tryg føler du dig ved af gå på gaden når det er mørkt?

„Kriminalitetskrisen“ er så udbredt at FNs generalsekretær i 1972 opfordrede til en international indsats.

Det er ikke kun menneskers love der overtrædes; det er i langt højere grad Guds lov.

Guds rige forkyndes jorden over

Rapporterne viser af dette arbejde udføres regelmæssigt i 208 lande og områder.

Blot i de sidste tredive år har Jehovas kristne vidner brugt 3.676.343.869 timer til af forkynde dette budskab offentligt. I samme periode har de med uddeling for øje fremstillet over 5 milliarder stykker læsestof på over 160 sprog om Guds rige som menneskenes eneste håb.

Hvad er disse ting et tegn på? At vi nu lever ved „afslutningen på tingenes ordning“. At Kristus har sat sig på sin himmelske trone og nu af alle folkeslag skiller de mennesker ud der virkelig gør Guds vilje. At ’den store trængsel’ er meget nær!

(Du kan finde yderligere enkeltheder i Mattæus-evangeliet, kapitlerne 24 og 25, og i Markus 13 og Lukas 21).