Respekt for myndighed en betingelse for fred
Kapitel 12
Respekt for myndighed en betingelse for fred
1-3. (a) Hvad har bidraget til at så mange forkaster al myndighed i vor tid? (b) På hvilke forskellige måder kommer denne oprørskhed til udtryk? (c) Hvor føles virkningerne af den?
VERDEN er i dag gennemsyret af en uafhængighedens ånd. Navnlig blandt dem der er født efter den anden verdenskrig er det blevet almindeligt at forkaste al myndighed. Hvorfor? Jo, deres forældre kom til at opleve undertrykkelse i et omfang som aldrig før, og de så de styrende optræde korrupt og egenmægtigt. Deres indstilling til myndighed led skade. Det bevirkede at mange af dem ikke lærte deres børn at respektere myndighed. Og de uretfærdigheder børnene selv har set, har ikke gjort tingene bedre. Resultatet er at oprør mod myndighed af enhver art er blevet almindeligt.
2 Denne oprørskhed kommer til udtryk på flere måder. Undertiden ytrer den sig ved at folk antager en klædedragt der røber at de har forkastet „de vedtagne normer“. Eller den kan give sig udslag i trods mod politiet, eller endog i vold og blodsudgydelse. Men den er ikke begrænset til sådanne ting. Selv blandt dem der ikke så åbenlyst giver udtryk for deres holdning, findes der mange som ignorerer eller omgår love eller andre bestemmelser hvis de ikke kan gå med til dem eller hvis de synes det er for besværligt at overholde dem.
3 Denne situation har i vid udstrækning påvirket af atmosfæren i hjemmene, i skolerne og på arbejdspladserne og ligeledes forholdet til øvrighedspersoner. Flere og flere ønsker simpelt hen ikke at andre skal fortælle dem hvad de skal gøre. De rækker efter det de anser for at være større frihed. Hvad vil du gøre, stillet over for denne situation?
4. Hvilket spørgsmål røber vi vor indstilling til ved vor handlemåde?
4 Din handlemåde vil uundgåeligt vise hvordan du stiller dig til spørgsmålet om retmæssigheden af Jehovas universelle suverænitet. Ser du virkelig hen til Jehova som kilden til sand fred og sikkerhed? Vil du undersøge hvad hans ord siger, og efterleve det? Eller følger du de mennesker der er ledt på vildspor af Satan, og som mener at de selv bør afgøre hvad der er godt og hvad der er ondt? — 1 Mosebog 3:1-5; Åbenbaringen 12:9.
5. (a) Hvad bliver ofte resultatet hvis man følger mennesker der lover frihed? (b) Hvor fri er den der gør Guds vilje?
5 De der lader sig lede af det der er populært i øjeblikket, bliver nemt ført på vildspor. (Jeremias 8:6, NW) Nøjagtig bibelkundskab er derimod et værn. Den kan beskytte dig mod blot at komme fra én dårlig situation over i en anden ved at lytte til nogle der „lover . . . frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen“. Sådanne menneskers ledelse vil kun føre dig ind i den trældom de selv befinder sig i. (2 Peter 2:18, 19) Man kan kun opnå sand frihed ved at lære Guds vilje at kende, og gøre den. Hans lov er „frihedens fuldkomne lov“. (Jakob 1:25) Jehova sætter ikke unødige grænser for os ved at omgærde os med regler der ikke tjener noget nyttigt formål. Han leder os derimod på en sådan måde at vi opnår den fred og tryghed der kommer af et godt forhold til Gud og til næsten. Er det ikke netop det du ønsker?
6, 7. (a) Hvem er bedst i stand til at gøre noget ved det magtmisbrug der forekommer i den nuværende ordning? (b) Hvordan viste Jesus hvad der sker med dem der prøver at tage loven i deres egen hånd?
6 Gud ved bedre end nogen anden hvor meget korruption og magtmisbrug der er i denne gamle tingenes ordning. Og han har givet sit ord på at han vil kræve alle der undertrykker andre, til regnskab, uanset hvor højt de står på samfundets rangstige. (Romerne 14:12) Til hans bestemte tid vil de onde og troløse blive fjernet fra jorden. (Ordsprogene 2:22) Det vil imidlertid ikke blive til varig gavn for os hvis vi bliver utålmodige og tager loven i vor egen hånd. — Romerne 12:17-19.
7 Jesus Kristus understregede dette over for sine apostle den nat han blev forrådt og arresteret i Getsemane have. På grund af de usikre forhold der rådede i landet og fordi der fandtes vilde dyr, var jøderne ofte bevæbnet, og ved denne lejlighed bar to af Jesu apostle sværd. (Lukas 22:38) Hvad skete der? Jo, da apostlene så et overlagt brud på retfærdigheden — at en skare mænd forsøgte at arrestere Jesus uden gyldig grund og i ly af mørket — drog Peter impulsivt sit sværd og huggede øret af en af dem. Men Jesus satte øret på igen og sagde til Peter: „Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.“ (Mattæus 26:52) Mange, også i vor tid, kunne have undgået en alt for tidlig død hvis de havde fulgt dette råd. — Ordsprogene 24:21, 22.
DET RETTE SYN PÅ DE VERDSLIGE MYNDIGHEDER
8. (a) Hvordan skal kristne se på de verdslige herskere, som det fremgår af Romerbrevet 13:1, 2? (b) Hvad menes der med at de er „anbragt i deres relative stillinger“ af Gud?
8 Da apostelen Paulus skrev til de kristne i Rom, inspirerede Gud ham til at forklare hvordan de skulle forholde sig til øvrigheden eller de verdslige myndigheder. Vi læser: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud; de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger. Derfor, den der modstår myndigheden, står Guds ordning imod; de som står den imod, vil pådrage sig dom.“ (Romerne 13:1, 2, NW) Vil det sige at Gud har indsat de verdslige herskere? Bibelen svarer afgjort nej. (Lukas 4:5, 6; Åbenbaringen 13:1, 2) Men Gud tillader dem at eksistere, og det er ham der har bestemt den stilling de har indtaget op gennem historien. Hvad er det for en stilling?
9. Hvordan kan vi respektere øvrighedspersoner hvis de giver sig af med urette handlinger?
9 Som det fremgår af det skriftsted vi lige har citeret, er det en højere, overordnet stilling. Derfor må man ikke undlade at vise øvrighedspersoner respekt. Man må ikke tilsidesætte de love de indfører. Dermed være ikke sagt at man skal beundre personerne selv, eller at man skal billige eventuel korruption fra deres side. Men man bør vise dem tilbørlig respekt på grund af det embede de beklæder. — Titus 3:1, 2.
10. Hvordan skal man se på det at betale skat, og hvorfor?
10 De verdslige love er for en stor del til folks bedste. De medvirker til at opretholde lov og orden, og de sikrer den enkelte en vis beskyttelse af liv og ejendom. (Romerne 13:3, 4) Desuden sørger øvrigheden som regel for vejanlæg, renovation, brandslukning, undervisning og andre ting som er til gavn for folk. Skal den betales for disse goder? Bør vi betale skat? Det er et spørgsmål der undertiden vækker stærke følelser på grund af de høje skatteprocenter og det hyppige misbrug af offentlige midler. Også dengang Jesus udførte sin jordiske tjeneste, var dette spørgsmål politisk betonet. Men Jesus indtog ikke det standpunkt at man, på grund af de bestående forhold, havde ret til at nægte at betale skat. Idet han sigtede til de penge den romerske kejser havde udmøntet, sagde han: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Mattæus 22:17-21; Romerne 13:6, 7) Jesus vidste hvad det nemt kunne udvikle sig til, og bifaldt derfor ikke den idé at enhver blot skulle følge sin egen lov.
11, 12. (a) Hvordan viser de skriftsteder vi behandler, at der også er en anden myndighed vi må tage i betragtning? (b) Hvad ville du gøre hvis staten udstedte en befaling som var i strid med Guds krav? Hvorfor?
11 Det er imidlertid værd at bemærke at Jesus med sit svar påpegede at den verdslige stat ikke var den eneste myndighed man skulle tage i betragtning. „De højere myndigheder“ er ikke højere end Gud, og de er heller ikke ligestillet med ham. Tværtimod er de „af Gud anbragt i deres relative stillinger“. (Romerne 13:1, NW) Deres myndighed er ikke absolut, men begrænset. Af den grund har kristne ofte stået over for et afgørende valg. Det er et valg du også kan blive stillet over for. Hvad vil du gøre hvis øvrighedspersoner kræver noget af dig som tilhører Gud? Hvem vil du adlyde, hvis de forbyder dig at gøre noget som Gud befaler dig at gøre?
12 Jesu Kristi apostle, som valgte at holde fast ved Jehovas suverænitet, forklarede respektfuldt men bestemt deres standpunkt over for medlemmerne af højesteretten i Jerusalem, idet de sagde: „Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt. . . . Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Apostlenes Gerninger 4:19, 20; 5:29) Politiske regeringer opstiller måske begrænsninger for hvor mange der må samles ad gangen til møder, eller de forbyder måske visse former for offentlig virksomhed. Gud kræver ikke i sit ord at hans folk skal samles i store skarer for at tilbede ham, og han siger ikke at man kun kan komme i kontakt med folk på én måde for at tale med dem om hans vilje. Men hvad nu hvis en regering opstiller begrænsninger som vil gøre det helt umuligt at opfylde ens forpligtelser over for Gud? Hvem kan benægte at det rigtige da vil være at „adlyde Gud mere end mennesker“?
13, 14. (a) Hvor omhyggeligt bør vi overholde de verdslige love når de ikke strider mod Guds lov? (b) Begrund dette ud fra Bibelen.
13 Dette er noget ganske andet end selvrådigt at gøre hvad der tjener ens egne interesser i stedet for at gøre hvad loven kræver. Det er sandt at visse love, set med den enkeltes øjne, kan forekomme unødvendige eller urimeligt strenge. Men berettiger det en til at overtræde dem? Hvad ville resultatet blive hvis alle nøjedes med at adlyde de love de selv havde gavn af? Det ville føre til anarki.
14 Der ligger en alvorlig fare i at tilsidesætte myndighed og blot gøre som det passer én fordi man sandsynligvis ikke vil blive straffet med det samme. Selv om en sådan mangel på respekt for loven måske begynder i det små, kan dét at overtræderen ikke bliver straffet, give ham mod til at begå større ulovligheder, indtil han til sidst bliver forhærdet. Herom siger Prædikeren 8:11: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.“ Hvad er den egentlige grund til at vi bør holde loven? Skal vi kun gøre det af frygt for at blive straffet? For en kristen burde der være en langt stærkere tilskyndelse — det apostelen Paulus omtalte som „en tvingende grund“ — nemlig ønsket om en ren samvittighed. (Romerne 13:5, NW) Når ens samvittighed er blevet oplært efter Bibelen, er man klar over at man „står Guds ordning imod“ ved at handle lovløst. Uanset om andre mennesker ved hvad vi gør, ved Gud det, og vores mulighed for fremtidigt liv afhænger af ham. — 1 Peter 2:12-17.
15. (a) Hvad bør bestemme ens holdning over for en skolelærer eller en arbejdsgiver? (b) Hvis ånd undgår man derved at blive påvirket af?
15 Det samme gælder en ung kristens holdning over for sin skolelærer, og en voksen kristens holdning over for sin arbejdsgiver. Det at mange andre rundt omkring os gør noget som er forkert, skulle ikke være det afgørende. Om læreren eller arbejdsgiveren ved hvad vi gør, skulle heller ikke gøre nogen forskel. Spørgsmålet er: Hvad er rigtigt? Hvad behager Gud? Skolelærere er normalt ansat af øvrigheden og repræsenterer den, og de har derfor krav på respekt. Angående arbejdsgivere formaner Bibelen at man skal „være dem til behag, . . . vise al god troskab, så [man] i ét og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære“. (Titus 2:9, 10) Retter vi os efter dette, viser vi at vi ikke har givet efter for den påvirkning der øves af Satan, hvis ånd „er virksom i ulydighedens børn“. Vi bidrager derimod til at der opnås et fredeligt forhold til vore medmennesker. — Efeserne 2:2, 3.
MYNDIGHED I HJEMMET
16. Hvilken betingelse for et harmonisk familieliv fremholdes i Første Korinterbrev 11:3?
16 Et andet område hvor et fredeligt forhold er meget ønskværdigt, er inden for familien. Alt for ofte mangler der et sådant harmonisk forhold, med det resultat at familiesammenholdet svækkes — og i nogle tilfælde at hjemmet opløses. Hvordan kan man forbedre forholdet i familien? En grundlæggende betingelse er respekt for den ordning Jehova har fastsat for hvem der har ledelsen. Ordningen er beskrevet i Første Korinterbrev 11:3, hvor vi læser: „Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.“
17. (a) Hvordan er mandens stilling? (b) Hvordan satte Kristus et godt eksempel for ægtemænd?
17 Læg mærke til at det ikke i første række er mandens stilling som overhoved der omtales, men derimod at der i Jehovas ordning er én som manden bør se hen til efter ledelse, én hvis eksempel han bør følge. Mandens hoved er Kristus, og Kristus har i sit forhold til menigheden, der sammenlignes med en brud, vist hvordan en ægtemand på rette måde udøver sin myndighed som overhoved. På grund af hans gode eksempel følger hans disciple ham villigt. I stedet for at være som en hård og krævende herre over for dem, har Jesus været „sagtmodig og ydmyg af hjertet“, sådan at hans disciple har fundet hvile eller ny styrke for deres sjæle. (Mattæus 11:28-30) Har han forklejnet dem på grund af deres fejl og ufuldkommenheder? Nej tværtimod, han har givet sit liv for at rense dem for synder. (Efeserne 5:25-30) Hvilken velsignelse for et hjem at have en mand der virkelig bestræber sig for at følge dette eksempel!
18. (a) På hvilke måder kan en hustru vise at hun respekterer sin mands myndighed? (b) Hvordan skal børnene vise respekt for deres forældre, og hvorfor?
18 Når hjemmets overhoved udøver sin myndighed på denne måde, er det ikke vanskeligt for hustruen at respektere ham som overhoved. Og børnene har lettere ved at adlyde deres forældre. Men der er også meget hustruen og børnene kan gøre for at bidrage til glæden og lykken i familien. Ved at passe hjemmet og ved at acceptere sin mands afgørelser og være med til at føre dem ud i livet, viser hustruen at hun virkelig har „dyb respekt for sin mand“. Er det sådan i dit hjem? (Efeserne 5:33, NW; Ordsprogene 31:10-15, 27, 28) Hvis børnene villigt adlyder både deres fader og deres moder, viser de derved at de ærer deres forældre, og det er netop hvad Gud kræver. (Efeserne 6:1-4) Tror du ikke at der vil råde langt større fred og tryghed i et sådant hjem, end i et hjem hvor respekten for myndighed mangler?
19. Hvordan stiller sagen sig hvis du er den eneste i familien der søger at følge Guds ord?
19 Du kan selv gøre noget til at fremme freden og trygheden i dit hjem. Uanset om de øvrige medlemmer af familien ønsker at gøre tingene på Jehovas måde, kan du gøre det. Andre i familien vil måske reagere gunstigt på dit gode eksempel. (1 Korinter 7:16; Titus 2:6-8) Og selv om de ikke gør det, vil din handlemåde stadig bevise din tro på at Guds fremgangsmåde er rigtig, og det har ikke ringe værdi. — 1 Peter 3:16, 17.
20, 21. (a) Hvordan viser Bibelen at ægtemandens og forældrenes myndighed ikke er absolut? (b) Hvilket valg kan en kristen hustru eller troende børn derfor blive stillet over for, og hvad bør det være der driver dem?
20 Husk at retningslinjerne for hvordan myndigheden skal udøves i familien, stammer fra Gud. Derfor kan man ikke lade ham ude af betragtning. Hustruer får således påbud om at underordne sig under deres mænd „som det sømmer sig i Herren“. Og børn får at vide at de skal adlyde deres forældre fordi „det er Herren velbehageligt“. (Kolossenserne 3:18, 20) Det betyder at ægtemandens myndighed over hustruen og forældrenes myndighed over børnene er relativ. Hvis ægtemanden eller forældrene ikke er troende, synes de måske ikke umiddelbart om denne tanke. Men det gavner dem i virkeligheden at de troende medlemmer af familien betragter Gud som den højeste myndighed, for det er medvirkende til at de er mere pålidelige og viser større respekt.
21 Hvis en ægtemand forlanger at hans hustru skal gøre noget som ikke „sømmer sig i Herren“, vil hendes handlemåde i et sådant tilfælde vise om hun virkelig frygter Gud. (Prædikeren 12:13) Det samme gælder børn som er gamle nok til at forstå Guds ord og adlyde det: hvis forældrene ikke deler børnenes ønske om at tjene Jehova, må børnene afgøre om de vil være loyale mod Gud eller følge deres forældre som ikke er det. Det berører deres mulighed for evigt liv. (Mattæus 10:37-39) Men bortset fra at de først og fremmet er forpligtet over for Gud, bør de underordne sig „i alt“, også selv om det betyder at de må gøre noget de ikke bryder sig om. (Kolossenserne 3:20) Derved kan de måske hjælpe deres forældre til også at tage imod Jehovas frelsesforanstaltning. Når man ikke drives af en uafhængighedens og ulydighedens ånd, men af loyalitet mod Jehova og hans retfærdige veje, er det i sandhed „Herren velbehageligt“.
I DEN KRISTNE MENIGHED
22, 23. (a) Hvilken opgave varetager kristne tilsynsmænd til gavn for menighedens medlemmer? (b) Hvordan bør vi derfor stille os til dem, ifølge Hebræerbrevet 13:17?
22 Den samme loyalitet mod Jehova bør præge vor indstilling til hans kristne menighed og dem der varetager dens interesser. Jehova har i menigheden sat tilsynsmænd eller hyrder til at vogte „hjorden“. De får ikke nogen betaling for deres arbejde, men giver derimod sig selv af ægte omsorg for deres kristne brødre og søstre. (1 Tessaloniker 2:8, 9) De hjælper menigheden med at udføre det særlige arbejde den har fået betroet, arbejdet med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Af omsorg for menighedens enkelte medlemmer hjælper de også hver enkelt til at lære at efterleve Bibelens principper i det daglige. Og hvis noget medlem af menigheden med fuldt overlæg fremturer i en alvorlig overtrædelse skønt han ved hvad Gud kræver, sørger de ansvarlige tilsynsmænd for at han udstødes, hvorved resten af menigheden beskyttes mod hans fordærvende indflydelse. — 1 Korinter 5:12, 13.
23 Idet vi påskønner at Jehova på denne kærlige måde sikrer en fredens ånd blandt sit folk, bør vi følge formaningen i Hebræerbrevet 13:17: „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“
24, 25. (a) Hvordan bør den lære de ældste fremholder, påvirke vort syn på dem? (b) Hvor og hvornår bør vi efterleve det vi lærer ud fra Bibelen? Hvorfor?
24 At vi skal ’lyde vore vejledere’ vil ikke sige at vi skal tækkes mennesker. Bibelen understreger at en væsentlig grund til at disse tilsynsmænd eller ældste fortjener respekt, er at de underviser i „Guds ord“. (Hebræerne 13:7; 1 Timoteus 5:17) Og om dette ord siger Hebræerbrevet 4:12, 13: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.“
25 Guds ord åbenbarer hvad der virkelig bor i en kristen. Det afslører forskellen mellem det han måske giver det udseende af at være, og de motiver der får ham til at tale og handle som han gør. Hvis han virkelig tror på Gud og drives af et ægte ønske om at behage sin Skaber, vil han ikke begynde at handle uret selv om menighedens ældste ikke er til stede. Han vil heller ikke give sig af med en ubibelsk opførsel blot fordi den ikke hører med til de alvorlige overtrædelser der fører til udstødelse af menigheden. Hans ønske er ikke at synde, men at genspejle „herligheden fra Gud“. (Romerne 3:23) Hvis én er tilbøjelig til at tage let på nogle af de råd og påmindelser der findes i Guds ord, bør han omhyggeligt ransage sin indstilling til Gud. Er han ved at blive som de der omtales i Salme 14:1: „Dårerne siger [ikke offentligt, men] i hjertet: ’Der er ingen Gud’“?
26, 27. (a) Hvorfor er det vigtigt at tage „hvert ord“ fra Jehova alvorligt? (b) Hvordan berører det vor tilværelse at vi viser respekt for myndighed?
26 Da Jesus Kristus blev fristet af Djævelen, fastslog han: „Mennesket skal . . . leve . . . af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ (Mattæus 4:4) Er du lige så overbevist om dette? Tror du at „hvert ord“ fra Jehova er vigtigt og at man ikke må tilsidesætte et eneste af dem? Det er ikke nok at overholde nogle af Jehovas krav, hvis man samtidig viser at man regner andre for uvæsentlige. Enten går vi ind for retmæssigheden af Jehovas suverænitet ved at adlyde ham i alt, eller også stiller vi os på Djævelens side i stridsspørgsmålet ved at opstille vore egne normer for godt og ondt. Lykkelige er de der viser at de virkelig elsker Jehovas lov. — Salme 119:165.
27 De der gør det bliver ikke påvirket af verdens splittende ånd. De giver sig heller ikke af med at øve skændige gerninger, sådan som de der giver slip på deres moralske hæmninger. Dyb respekt for Jehova og hans retfærdige ordning giver deres liv stabilitet.
[Studiespørgsmål]
