Dette hebraiske håndskrift blev i århundreder bevaret af det jødiske samfund i Aleppo i Syrien, men nu findes det på Israelmuseet i Jerusalem. Det blev produceret i Tiberias, der ligger ved bredden af Galilæas Sø, og er dateret til omkring år 930 e.v.t. – Se Tillæg A3.

Kodeksen bliver betragtet som det bedste håndskrift af De Hebraiske Skrifter der er udarbejdet af masoreterne. (Se DEN MASORETISKE TEKST). Håndskriftet blev afskrevet af afskriveren Shlomo ben Bujaa. Det blev færdiggjort af den anerkendte jødiske bibelforsker Aaron Ben Asher, som undersøgte alle de hebraiske håndskrifter der var tilgængelige for ham, så han kunne udarbejde en tekst der ville være så nøjagtig som muligt. Han tilføjede vokal- og accenttegn samt noter til teksten. Man mener at den meget anerkendte jødiske bibelforsker Maimonides fra det 12. århundrede erklærede at dette håndskrift var den mest pålidelige tekst af den hebraiske bibel. Og det blev den derefter anerkendt for af mange jøder.

Aleppo-kodeksen indeholdt oprindeligt hele De Hebraiske Skrifter på hebraisk skrevet på omkring 490 pergamentark, generelt inddelt i tre kolonner. (Se PERGAMENT). Cirka en tredjedel af arkene er gået tabt. I begyndelsen af kodeksen mangler det meste af Pentateuken, og i slutningen af kodeksen mangles Højsangen (den sidste del af bogen), Prædikeren, Klagesangene, Ester, Daniel, Ezra og Nehemias. Men Codex Leningradensis, et masoretisk håndskrift dateret til 1008/1009 e.v.t., indeholder hele De Hebraiske Skrifter. – Se CODEX LENINGRADENSIS.