Udtrykket “Bibelens kanon” kom til at betegne hele den samling af bøger der blev accepteret som inspirerede.

Ordet “kanon” kommer af det hebraiske ord qaneh (rørkæp). En rørkæp, eller stok, blev brugt som måleredskab. (Eze 41:8) Den bibelske kanon, eller samlingen af inspirerede bøger, kan hjælpe læseren til at “måle” hvad der er den rette tro, lære og adfærd.

De Hebraiske Skrifters kanon var blevet fastlagt i slutningen af det femte århundrede f.v.t. Ifølge den jødiske overlevering var det den erfarne afskriver og inspirerede bibelskribent Ezra der begyndte arbejdet, og det blev færdiggjort af Nehemias. (Ezr 7:6, fdn.) De Kristne Græske Skrifter blev skrevet færdig i den tid hvor Kristus’ disciple havde den hellige ånds gaver. (Joh 14:26; Åb 1:1) Nogle af de kristne havde den gave at kunne “bedømme inspirerede udtalelser”. (1Kt 12:10) Det betød at de, uden at forelægge det for et kirkeligt råd, kunne afgøre hvilke af de breve menigheden modtog, der var inspireret af Gud. Da den sidste apostel, Johannes, døde, var der ikke flere tilbage i denne gruppe af mænd der var inspireret af Gud. Derfor blev Åbenbaringen, Johannesevangeliet og Johannes’ tre breve de sidste skrifter i Bibelens kanon. Hvad ikkeinspirerede skribenter senere har udtalt om Bibelens kanon, har kun værdi som bekræftelse af det der allerede var fastlagt af Guds hellige ånd.