Denne kodeks, som er dateret til begyndelsen af det femte århundrede e.v.t., indeholdt oprindeligt hele Bibelen på græsk. Fra det 11. århundrede til det 17. århundrede (1627) var den en del af en samling der tilhørte patriarken af Alexandria i Egypten – deraf navnet Codex Alexandrinus. Siderne i det her håndskrift består af vellum, et slags meget fint pergament, og teksten er skrevet med uncialskrift. (Se HÅNDSKRIFTER; UNCIAL). Ud af de cirka 820 originale blade man mener har været i kodeksen, er 773 blevet bevaret. Kodeksen består af fire bind som opbevares på British Library i London. De første tre bind indeholder De Hebraiske Skrifter fra Septuaginta-oversættelsen, og det fjerde bind indeholder De Kristne Græske Skrifter.

Kodeksen var et af de første græske håndskrifter af Bibelen som blev tilgængeligt for bibelforskere. På grund af dens alder og kvalitet betragtes kodeksen som det mest værdifulde håndskrift der indeholder både den græske Septuaginta-oversættelse samt De Kristne Græske Skrifter. Den er derfor også en af de vigtigste kilder man har til bibeloversættelse. Bibelforskere har brugt det her meget pålidelige håndskrift, samt Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, til at identificere og rette tilføjelser og afskriverfejl som havde sneget sig ind i senere håndskrifter. – Se studienote til Lu 10:1 og Tillæg A5.