Codex Sinaiticus
Dette pergamenthåndskrift, som er dateret til det fjerde århundrede e.v.t., indeholdt oprindeligt teksten til hele Bibelen på græsk. Det er det eneste bibelhåndskrift der er skrevet med uncialskrift og har bevaret De Kristne Græske Skrifter intakt. (Se HÅNDSKRIFTER; UNCIAL). Men næsten det hele af De Hebraiske Skrifter indtil Ezra 9:9, samt senere dele, mangler. Man har vurderet at der eksisterer omtrent 400 sider ud af et estimeret antal på mindst 730.
Man ved ikke meget om kodeksens oprindelse. Nogle mener at den blev produceret i Rom, Cæsarea eller Alexandria. På et senere tidspunkt blev den opbevaret i biblioteket i Katarinaklostret, som ligger ved foden af Sinajs Bjerg. I det 19. århundrede blev nogle europæiske bibelforskere bekendt med kodeksen, og meget af den blev taget med til andre biblioteker. Dele af håndskriftet findes nu fire forskellige steder, deriblandt på klostret ved Sinajs Bjerg, men det meste af det befinder sig på British Library i London.
Bibelforskere har brugt det her meget pålidelige håndskrift, samt Codex Vaticanus og Codex Alexandrinus, til at identificere og rette tilføjelser og afskriverfejl som havde sneget sig ind i senere håndskrifter. – Se Mediegalleri: “Codex Sinaiticus – slutningen af Markusevangeliet.”