Udtrykket henviser til tekst fra De Hebraiske Skrifter (også kendt som Det Gamle Testamente) som findes i forskellige hebraiske håndskrifter der er udarbejdet af jødiske skriftlærde. De her mænd, der værnede om traditionen med at lave nøjagtige afskrifter af den hebraiske tekst, blev kendt som masoreterne. (Det hebraiske ord masorah betyder “tradition”). Håndskrifterne blev lavet fra og med det sjette århundrede e.v.t. Den masoretiske tekst er grundlaget for mange af de oversættelser af De Hebraiske Skrifter vi har i dag.

Masoreterne var meget grundige i deres afskrivning af den hebraiske tekst. For eksempel talte de antallet af ord og endda antallet af bogstaver for at sikre sig at der ikke skete nogen fejl. Den oprindelige hebraiske tekst blev kun skrevet med konsonanter, så masoreterne opfandt et system af vokalpunkter og accenttegn for at bevare den oprindelige udtale. De lavede også noter i margenerne og i slutningen af håndskrifterne for at gøre opmærksom på forskellige variationer i teksten. De noter hjælper bibelforskere der studerer hvordan den hebraiske tekst er blevet overleveret gennem århundrederne.

De fleste af de 6.000 eksisterende håndskrifter af De Hebraiske Skrifter, indeholder den masoretiske tekst. Blandt de ældste og mest pålidelige masoretiske tekster er Codex prophetarum Cairensis (oprindeligt fra 895 e.v.t., men nogle forskere mener at den er fra det 11. århundrede e.v.t.), Aleppo-kodeksen (ca. 930 e.v.t.) og Codex Leningradensis (1008-1009 e.v.t.). – Se ALLEPO-KODEKSEN; CODEX LENINGRADENSIS.

I dag har bibelforskere sammenlignet den masoretiske tekst med de dele af Dødehavsrullerne der indeholder bibeltekst. Skriftrullerne er omkring tusind år ældre end den masoretiske tekst. Men bibelforskerne har fundet ud af at De Hebraiske Skrifter er blevet meget nøjagtigt overleveret op gennem tiden. – Se Tillæg A3.