En samling af mundtlige love og traditioner der indeholder borgerlige og religiøse bestemmelser for jøder, og som består af to hoveddele – Mishnah, en lovsamling, og Gemara, kommentarer til og fortolkninger af Mishnah.

Der findes to versioner af Talmud – den palæstinensiske (ca. 400 e.v.t.) og den babyloniske (ca. 600 e.v.t.). Sidstnævnte er den mest omfattende og bliver betragtet som det fundament den rabbinske lov hviler på. Jøderne mente at Talmud, med sine endeløse regler for opførsel vedrørende alle aspekter af livet, supplerede De Hebraiske Skrifter. I middelalderen havde mange jøder fået større ærefrygt for Talmud end for Skrifterne.

Talmud indeholder interessante baggrundsoplysninger angående jødiske traditioner og fortolkninger af Skrifterne, men den tilskynder til paragrafrytteri, ikke til at tænke i overensstemmelse med Guds retfærdighed og kærlighed. (Mt 23:23, 24; Lu 11:42) Af Talmud kan man også se at overtro og græsk filosofi var smittet af på den jødiske tankegang, deriblandt forestillingen om at sjælen er udødelig. – Se studienote til Mt 15:2.