Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 43

Josua bliver leder

Josua bliver leder

MOSES vil gerne ind i Kana’an sammen med israelitterne. Han beder Jehova: ’Lad mig komme med over Jordanfloden og se det dejlige land.’ Men Jehova siger: ’Nok om det! Tal ikke om det igen!’ Ved du hvorfor Jehova sagde det?

På grund af det der skete dengang Moses slog på klippen. Husk at han og Aron glemte at give Jehova æren. De sagde ikke til folket at det var Jehova der fik vandet til at springe frem fra klippen dengang israelitterne bad om vand. Derfor sagde Jehova at han ikke ville lade dem komme med ind i Kana’an.

Nogle få måneder efter at Aron er død siger Jehova til Moses: ’Tag Josua og før ham frem for præsten Eleazar og folket. Dér for alles øjne skal du sige til alle at Josua er deres leder.’ Moses gør nøjagtig som Jehova siger. Du kan se det på billedet.

Nu siger Jehova til Josua: ’Vær stærk, og vær ikke bange. Du skal føre israelitterne ind i Kana’ans land som jeg har lovet dem, og jeg vil være med dig.’

Senere befaler Jehova Moses at gå op på toppen af bjerget Nebo i Moabs land. Derfra kan Moses se tværs over Jordanfloden, og han kan se det smukke Kana’ans land. Jehova siger: ’Dette er det land jeg har lovet at give Abrahams, Isaks og Jakobs børn. Nu har jeg ladet dig se det, men du får ikke lov at rejse derind.’

Oppe på Nebobjerget døde Moses. Han blev 120 år gammel. Han var rask til det sidste, og hans øjne var ikke blevet svage. Folket sørger og græder fordi Moses nu ikke er hos dem mere. Men de er også glade for at Josua er deres nye leder.