Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 96

Jesus helbreder de syge

Jesus helbreder de syge

MENS Jesus rejser gennem landet, helbreder han de syge. Rygtet om miraklerne fortælles i alle byerne og landsbyerne rundt om. Folk kommer til ham med krøblinge og blinde og døve, og mange andre syge. Og Jesus helbreder dem alle.

Der er nu gået over tre år siden Johannes døbte Jesus. Og Jesus siger til apostlene at han snart skal til Jerusalem, hvor han vil blive dræbt og siden vil opstå fra de døde. I mellemtiden bliver Jesus ved med at helbrede de syge.

På en sabbatsdag er Jesus ved at undervise. Sabbaten er jødernes hviledag. Den kvinde du ser her, har været meget syg. I 18 år har hun været krumbøjet og ikke kunnet stå oprejst. Jesus lægger hånden på hende, og nu kan hun rejse sig op. Hun er helbredt!

Det bliver de religiøse ledere vrede over. ’Der er seks dage til at arbejde i,’ råber en af dem til folkemængden. ’Dér kan man helbrede, men ikke på sabbaten!’

Men Jesus svarer: ’I onde mennesker! Enhver af jer ville løse sit æsel og tage det hen for at drikke på en sabbat. Skulle da ikke denne stakkels kvinde, som har været syg i 18 år, blive helbredt på sabbaten?’ Svaret får de onde mænd til at skamme sig.

Senere er Jesus og apostlene på vej mod Jerusalem. Lige uden for byen Jeriko hører to blinde tiggere at Jesus kommer forbi. De råber højt: ’Jesus, hjælp os!’

Jesus kalder de blinde mænd til sig og siger: ’Hvad skal jeg gøre for jer?’ De svarer: ’Herre, luk vores øjne op!’ Jesus rører ved deres øjne, og straks kan de se! Ved du hvorfor Jesus gør alle de vidunderlige mirakler? Fordi han holder af mennesker, og gerne vil have at de skal tro på ham. Vi kan være sikre på at ingen på jorden vil blive syge igen, når han hersker som konge.