Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 2

Bibelen – en bog fra Gud

Bibelen – en bog fra Gud

1, 2. Hvorfor er Bibelen en unik gave?

HVORDAN reagerer du når en af dine venner giver dig en gave? Du kan sikkert ikke vente med at åbne den. Og du er glad for at din ven tænkte på dig, og takker ham for gaven.

2 Bibelen er en gave fra Gud. Den kommer med oplysninger vi ikke kan finde andre steder. Den fortæller os for eksempel at Gud skabte himlen, jorden og mennesker. Den indeholder principper der kan hjælpe os når vi har problemer. Og den forklarer hvordan Gud vil sørge for at hans vilje sker på jorden. Ja, Bibelen er en helt unik gave.

3. Hvad vil du finde ud af når du studerer Bibelen?

3 Når du studerer Bibelen, vil det blive tydeligt for dig at Gud ønsker at du skal være hans ven. Jo bedre du lærer ham at kende, jo stærkere vil dit venskab med ham blive.

4. Hvad gør Bibelen til noget særligt?

4 Hele Bibelen eller dele af den findes på mere end 3.200 sprog og er blevet trykt i milliarder af eksemplarer. Over 90 procent af verdens befolkning kan læse den på deres eget sprog. Og mere end en million mennesker anskaffer sig et eksemplar hver uge. Bibelen er noget helt særligt.

5. Hvorfor kan man sige at Bibelen er fra Gud?

5 Bibelen er “inspireret af Gud”. (Læs 2. Timotheus 3:16). Nogle siger måske: ‘Bibelen er jo skrevet af mennesker, så hvordan kan den være fra Gud?’ I Bibelen står der: “Mennesker udtalte ord fra Gud mens de blev ledet af hellig ånd.” (2. Peter 1:21) Det kan sammenlignes med en direktør der får sin sekretær til at skrive et brev på hans vegne. Kan man sige at brevet er fra sekretæren? Nej, for det indeholder direktørens tanker. På tilsvarende måde fik Gud mennesker til at nedskrive hans tanker. Det er altså Gud der er Bibelens forfatter, ikke dem han fik til at skrive den. Derfor omtales Bibelen som “Guds ord”. – 1. Thessaloniker 2:13; se slutnote 2.

Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen findes på mange sprog

BIBELEN ER PÅLIDELIG

6, 7. Hvad viser at der er en rød tråd i Bibelen?

6 Bibelen er skrevet over en periode på mere end 1.600 år. Skribenterne levede under meget forskellige forhold og havde forskellig baggrund, uddannelse og beskæftigelse. En af dem var for eksempel læge, andre var landmænd, fiskere, hyrder, profeter, dommere eller konger. Selvom der var mange forskellige skribenter, er der en rød tråd, et gennemgående tema, i Bibelen. Og den modsiger aldrig sig selv. *

7 De første kapitler i Bibelen fortæller hvordan problemerne i verden begyndte, og de sidste kapitler forklarer at Gud vil løse dem ved at gøre jorden til et paradis. Bibelen beskriver flere tusind år af menneskets historie og viser at Gud altid vil sørge for at hans vilje sker.

8. Giv eksempler på at Bibelen er videnskabeligt korrekt.

8 Bibelen blev ikke skrevet for at lære os om naturvidenskab, men det den siger om naturvidenskabelige emner, er altid korrekt. Og når man tænker på at den er fra Skaberen, er det ikke overraskende. For eksempel indeholder Tredje Mosebog instruktioner til israelitterne om hvordan de kunne forhindre sygdomme i at sprede sig. Denne vejledning blev skrevet længe inden man blev klar over hvordan bakterier og virusser fremkalder sygdom. Det er også interessant at Bibelen fortæller at jorden ikke hænger på noget. (Job 26:7) Og på en tid hvor mange troede at jorden var flad, beskrev Bibelen jorden som rund. – Esajas 40:22.

9. Hvad er bibelskribenternes ærlighed med til at vise os?

9 De historiske oplysninger i Bibelen er også altid korrekte. Det er ikke altid tilfældet med andre historiske beretninger, hvor skribenterne ikke altid var ærlige. Ofte undlod de at fortælle om de gange deres nation tabte i krig. Bibelskribenterne, derimod, var ærlige når de beskrev Israels nederlag. De skrev endda også om deres egne fejl. For eksempel indrømmede Moses at han begik en alvorlig fejl, som Gud gav ham en irettesættelse for. (4. Mosebog 20:2-12) Det at bibelskribenterne var så ærlige, viser at Bibelen er fra Gud. Derfor kan vi stole på den.

EN BOG MED GODE RÅD

10. Hvorfor er det godt for os at følge Bibelens råd?

10 Bibelen er “inspireret af Gud og nyttig til undervisning, til vejledning, til korrektion”. (2. Timotheus 3:16) Ja, den indeholder råd der kan hjælpe os. Eftersom det er Jehova der har skabt os, ved han hvordan vi tænker, og han forstår vores følelser. Han kender os bedre end vi selv gør, og han ønsker at vi skal være lykkelige. Han ved hvad der er godt for os, og hvad der skader os.

11, 12. (a) Hvilke gode råd finder vi i Matthæus, kapitel 5 til 7? (b) På hvilke andre områder kan Bibelen hjælpe os?

11 I Matthæus, kapitel 5 til 7, kan vi finde nogle af Jesus’ gode råd – for eksempel om hvordan man bliver lykkelig, kommer godt ud af det med andre, beder til Gud og får et fornuftigt syn på penge. Selvom disse råd er omkring 2.000 år gamle, er de lige så gode og brugbare i dag som de var dengang.

12 Jehova har også sørget for at der i Bibelen er nogle principper som hjælper os til at få et bedre familieliv, have en god arbejdsmoral og holde fred med andre. Principperne i Bibelen kan altid hjælpe os, uanset hvem vi er, hvor vi bor, og hvilke problemer vi har. – Læs Esajas 48:17; se slutnote 3.

MAN KAN STOLE PÅ BIBELENS PROFETIER

Bibelskribenten Esajas forudsagde Babylons fald

13. Hvad forudsagde Esajas at der ville ske med Babylon?

13 Mange af Bibelens profetier er allerede gået i opfyldelse. Esajas forudsagde for eksempel byen Babylons fald. (Esajas 13:19) I detaljer beskrev han hvordan den ville blive indtaget. Den var omgivet af beskyttende mure og af Eufratfloden, men Esajas forudsagde at floden ville tørre ud, og at portene ikke ville være lukkede. Ja, Babylon ville blive indtaget uden kamp. Esajas forudsagde endda at det var en der hed Kyros, der ville erobre den. – Læs Esajas 44:27 – 45:2; se slutnote 4.

14, 15. Hvordan gik Esajas’ profeti i opfyldelse?

14 Omkring 200 år efter at profetien var blevet nedskrevet, stod en hær parat til at angribe Babylon. Og præcis som forudsagt var det Kyros, Persiens konge, der stod i spidsen for den. Men ville det lykkes for ham at indtage byen?

15 Den aften angrebet fandt sted, var babylonierne midt i at holde en stor fest. De følte sig trygge bag byens stærke forsvarsværker. Uden for byen gravede Kyros og hans hær en kanal der sænkede flodens vandstand nok til at de persiske soldater kunne vade over. Men hvordan skulle de kunne komme ind i byen? Portene stod åbne, nøjagtigt som profetien havde sagt, og soldaterne kunne indtage Babylon uden kamp.

16. (a) Hvad ville der med tiden ske med Babylon? (b) Hvordan ved vi at Esajas’ profeti gik i opfyldelse?

16 Esajas profeterede hvad der med tiden ville ske med Babylon: “Det vil aldrig blive beboet; i alle kommende generationer vil ingen slå sig ned der.” (Esajas 13:20) Gik profetien i opfyldelse? Der hvor Babylon lå, omkring 80 kilometer syd for Bagdad i Irak, er der nu kun ruiner tilbage, og området er ubeboet. Jehova fejede Babylon væk “med ødelæggelsens kost”. – Esajas 14:22, 23. *

Babylons ruiner

17. Hvorfor kan vi stole på alle Guds løfter?

17 Eftersom mange profetier i Bibelen allerede er blevet opfyldt, kan vi også stole på det den siger om fremtiden. Vi kan være sikre på at Jehova vil holde sit løfte om at gøre jorden til et paradis. (Læs 4. Mosebog 23:19). Ja, vi kan se frem til at få “det evige liv som Gud, der ikke kan lyve, har givet løfte om for længe siden”. – Titus 1:2. *

BIBELEN KAN FORANDRE DIT LIV

18. Hvad skrev Paulus om Guds ord?

18 Det vi har været inde på, viser at Bibelen er helt unik. Der er et gennemgående tema i den. Og det den siger om naturvidenskabelige emner og historiske begivenheder, er altid korrekt. Den er fyldt med gode råd og indeholder detaljerede profetier der allerede er blevet opfyldt. Men der er også noget andet der gør Bibelen til noget særligt. Apostlen Paulus skrev: “Guds ord er levende, det har kraft.” Hvad ligger der i det? – Læs Hebræerne 4:12.

19, 20. (a) Hvad kan Bibelen hjælpe os til at finde ud af? (b) Hvordan kan du vise at du er taknemmelig for Bibelen?

19 Bibelen kan forandre vores liv. Den kan hjælpe os til at finde ud af hvad vi inderst inde tænker og føler. Måske mener vi at vi elsker Gud, men for at vise det må vi følge det der står i hans ord.

20 Ja, Bibelen er virkelig en unik gave fra Gud, og han ønsker at du kommer til at elske den. Vis at du er taknemmelig for Bibelen, ved at fortsætte med at læse og studere den. På den måde vil du lære mere om Guds hensigt med os mennesker. Det emne vil vi se på i det næste kapitel.

^ par. 6 Nogle påstår at Bibelen modsiger sig selv, men det er ikke rigtigt. Se artiklen “Er der selvmodsigelser i Bibelen?” på jw.org eller kapitel 7 i bogen Bibelen – Guds ord eller menneskers?, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 16 Du kan læse mere om profetierne i Bibelen i artikelserien “Bibelen – en bog med nøjagtige profetier” i Vågn op! 2012 (maj til december) eller i kapitel 9 i bogen Bibelen – Guds ord eller menneskers?, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 17 Babylons fald er bare én af mange profetier i Bibelen der er gået i opfyldelse. I slutnote 5 kan du læse om nogle af de profetier der handler om Jesus.