Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 8

‘Dette er jeg sendt ud for’

‘Dette er jeg sendt ud for’

1-4. (a) Hvordan underviser Jesus mesterligt en samaritansk kvinde, og med hvilket resultat? (b) Hvordan reagerer apostlene?

 JESUS og hans disciple har gået i flere timer. De er på vej nordpå fra Judæa til Galilæa. Den korteste vej — en rejse på omkring tre dage — fører dem gennem Samaria. Ved middagstid nærmer de sig en lille by ved navn Sykar, hvor de standser op for at tage et hvil.

2 Mens apostlene går ind til byen for at købe mad, hviler Jesus sig ved en brønd uden for byen. En kvinde kommer for at trække vand op. Jesus kunne godt have valgt at ignorere hende. Han er „udmattet af rejsen“. (Johannes 4:6) Det ville have været forståeligt hvis han blot lukkede øjnene og lod den samaritanske kvinde komme og gå uden at tage notits af hende. Som vi så i kapitel 4, ville kvinden sikkert ikke have fundet det mærkeligt hvis en jøde ignorerede hende. Men alligevel begynder Jesus at tale med hende.

3 Han indleder samtalen med at bruge en illustration hentet fra kvindens dagligdag — ja, fra selve den aktuelle situation. Hun er kommet for at trække vand op, og Jesus taler om det livgivende vand som vil slukke hendes åndelige tørst. Flere gange nævner hun emner som kunne give anledning til en diskussion. * Men Jesus undgår dem taktfuldt og holder sig til det han har i tanke. Han koncentrerer sig om emner af åndelig art — den rene tilbedelse og Jehova Gud. Hans ord får en langtrækkende virkning, for kvinden fortæller om ham til sine bysbørn, og de vil også gerne høre ham. — Johannes 4:3-42.

4 Hvad mener apostlene, da de vender tilbage, om det bemærkelsesværdige vidnesbyrd Jesus har aflagt her? Der er intet tegn på at de viser nogen stor begejstring. De er overraskede over at Jesus i det hele taget har talt med kvinden, og åbenbart siger de ikke noget til hende. Efter at hun er gået, opfordrer de Jesus til at spise den mad de har bragt ham. Men Jesus siger til dem: „Jeg har mad at spise som I ikke kender.“ De undrer sig, for de tager hans ord helt bogstaveligt. Så forklarer han: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ (Johannes 4:32, 34) Jesus fortæller dem her at hans hovedopgave i livet er vigtigere for ham end mad. Han ønsker at de skal have det på samme måde. Hvad var det for en opgave?

5. Hvad var Jesu livsopgave, og hvad vil vi se nærmere på i dette kapitel?

5 Jesus har engang sagt: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:43) Ja, Jesus blev udsendt for at han skulle forkynde den gode nyhed om Guds rige og undervise folk. * Jesu disciple i dag har den samme opgave. Det er derfor vigtigt at vi ser nærmere på hvorfor Jesus forkyndte, hvad han forkyndte, og hvordan hans indstilling var til denne opgave.

Hvorfor Jesus forkyndte

6, 7. Hvilket motiv skulle „enhver offentlig lærer“ ifølge Jesu ord have til at forkynde den gode nyhed for andre? Illustrer det med et eksempel.

6 Lad os først undersøge hvordan Jesus så på det han lærte andre. Derefter vil vi beskæftige os med hvordan hans indstilling var til dem han underviste. Jesus brugte en illustration fra dagliglivet for at vise hvad der tilskyndede ham til at fortælle andre om de ting han havde lært hos sin Fader. Han sagde: „Enhver offentlig lærer [er], når han er oplært med hensyn til himlenes rige, som en mand, en husherre, der tager nye og gamle ting frem fra sit forråd.“ (Mattæus 13:52) Hvorfor tager husherren i denne illustration visse ting frem fra sit forråd?

7 Der er ikke tale om at han fremviser sine ting for at prale, sådan som kong Ezekias i sin tid gjorde — og det fik skæbnesvangre følger. (2 Kongebog 20:13-20) Hvad er så hans motiv? Forestil dig følgende situation: Du besøger en af dine yndlingslærere i hans hjem. Han åbner en skrivebordsskuffe og tager et par breve frem — det ene gulnet af ælde, det andet nyere. Det er breve han har modtaget fra sin far — det ene har han modtaget for mange år siden da han endnu var dreng; det andet er af nyere dato. Lærerens øjne lyser af glæde da han fortæller hvor stor pris han sætter på disse breve, og hvordan de råd de indeholder, har ændret hans liv og også kan være til hjælp for dig. Han værdsætter tydeligvis disse breve, som står hans hjerte nær. (Lukas 6:45) Han har vist dig disse breve, ikke for at prale eller opnå noget, men for at gavne dig og give dig en fornemmelse af deres værdi.

8. Hvorfor har vi god grund til at føle at de sandheder vi lærer fra Guds ord, er som dyrebare skatte?

8 Det var også det motiv den store Lærer, Jesus Kristus, havde til at forkynde Guds sandheder for andre. For ham var disse sandheder som uvurderlige skatte. Han elskede dem og var ivrig efter at dele dem med andre. Og han ønskede at hans disciple, „enhver offentlig lærer“, skulle have det på samme måde. Har vi det? Vi har al mulig grund til at elske hver eneste sandhed vi lærer fra Guds ord. Vi gemmer dem som dyrebare sandhedsord i vort hjerte, hvad enten det er nogle vi har lært for lang tid siden, eller nogle vi nylig har fået kendskab til. Ved at bevare kærligheden til det Jehova har lært os, og tale med stor begejstring om det, giver vi andre del i den samme kærlighed, nøjagtig ligesom Jesus gjorde.

9. (a) Hvad følte Jesus for dem han underviste? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesu indstilling til dem han forkyndte for?

9 Jesus elskede også de mennesker han underviste — et emne vi skal komme nærmere ind på i bogens tredje del. Det var profeteret at Messias ville „ynkes over den ringe og den fattige“. (Salme 72:13) Ja, Jesus var interesseret i andre mennesker. Han bekymrede sig om hvad de tænkte, og hvilke motiver de havde. Han ville gerne vide hvad der tyngede dem, og hvad der hindrede dem i at forstå sandheden. (Mattæus 11:28; 16:13; 23:13, 15) Tag for eksempel den samaritanske kvinde. Det gjorde uden tvivl et dybt indtryk på hende at Jesus interesserede sig for hende. Hans viden om hende personligt fik hende til at anerkende ham som en profet og til at fortælle andre om ham. (Johannes 4:16-19, 39) Jesu disciple i dag kan naturligvis ikke læse folks hjerter og se hvad der bor i dem. Men vi kan alligevel vise interesse for dem vi forkynder for, sådan som Jesus gjorde. Vi kan vise at vi vil dem det bedste, og tilpasse vores ord efter det der interesserer dem, de problemer de har, og det de har behov for.

Hvad Jesus forkyndte

10, 11. (a) Hvad forkyndte Jesus? (b) Hvordan opstod behovet for Guds rige?

10 Hvad forkyndte Jesus? Hvis man ville finde svaret ved at undersøge hvad de mange forskellige kirker lærer, kunne man få det indtryk at han forkyndte et socialt evangelium, eller at han gik ind for en politisk reform, eller at han lagde vægt på menneskets frelse som det vigtigste. Men som tidligere anført sagde Jesus rent ud: „Jeg må nødvendigvis . . . forkynde den gode nyhed om Guds rige.“ Hvad vil det helt nøjagtigt sige?

11 Som tidligere nævnt var Jesus til stede i himmelen da Satan rejste tvivl om retmæssigheden af Jehovas suverænitet. Hvor må det have såret Jesus at se sin retfærdige Fader bagtalt og anklaget for at være en uretfærdig hersker som forholdt sine skabninger noget godt! Hvor må det have pint ham da Adam og Eva, hvis børn skulle befolke jorden, troede på Satans løgn! Guds søn blev vidne til at menneskene blev underlagt synd og død som følge af dette oprør. (Romerne 5:12) Men hvor må det have glædet ham at få at vide at hans Fader en dag ville rette op på alt dette!

12, 13. Hvad vil Guds rige rette op på, og hvordan gjorde Jesus Guds rige til det centrale i sin forkyndelse?

12 Hvad var det der mere end noget andet måtte rettes op på? Jehovas navn måtte helliges, renses for enhver forsmædelse der var bragt over det af Satan og alle dem som havde stillet sig på hans side. Det måtte fastslås at Jehova med rette er den suveræne hersker, og at han udøver sit herredømme på rette måde. Disse vigtige spørgsmål forstod Jesus bedre end nogen anden. I den bøn han lærte sine disciple at bede, var det første de skulle bede om, at Faderens navn måtte blive helliget. Dernæst at hans rige måtte komme, og endelig at Guds vilje måtte ske på jorden. (Mattæus 6:9, 10) Guds rige med Jesus Kristus som konge vil nu snart befri jorden for Satans korrupte styre og for evigt befæste Jehovas retfærdige styre. — Daniel 2:44.

13 Guds rige var det gennemgående tema i Jesu forkyndelse. Alle hans ord og gerninger tog sigte på at forklare hvad Riget er, og hvordan det vil tjene Jehovas hensigt. Der var intet som kunne aflede Jesu opmærksomhed fra det der var hans hovedopgave: at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Der blev på hans tid begået mange uretfærdigheder, og der var store sociale problemer der trængte til at blive løst, men han koncentrerede sig om sit budskab og sin gerning. Vil det sige at han var snæversynet og verdensfjern? Var han kedelig og ensformig i sin forkyndelse? Nej, langtfra!

14, 15. (a) Hvorfor kan man sige at der i Jesu tilfælde var „mere end Salomon“? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesus når vi forkynder?

14 Som vi skal se i denne anden del af bogen, var Jesu undervisning både interessant og farverig. Han talte til folks hjerter. Det minder os om den vise kong Salomon, der søgte „ord der lyder godt“, „ord der er sande“, for at give udtryk for de tanker Jehova inspirerede ham til at nedskrive. (Prædikeren 12:10) Jehova gav denne ufuldkomne mand ’et hjerte der spændte vidt’ så han kunne tale om mange emner, om fisk, fugle, træer, landdyr og meget andet. Folk kom langvejsfra for at høre ham tale. (1 Kongebog 4:29-34) Men i Jesu tilfælde var der „mere end Salomon“. (Mattæus 12:42) Han havde en langt større visdom, og hans hjerte spændte endnu videre. Når han underviste, øste han af sit større kendskab til Guds ord foruden af sit kendskab til fisk, fugle, landdyr, agerbrug, vejret, nutidige og fortidige begivenheder samt sociale forhold. Men Jesus brugte aldrig sin kundskab for at gøre indtryk på andre. Hans budskab var enkelt og klart. Det er ikke så mærkeligt at folk med glæde hørte ham tale. — Markus 12:37; Lukas 19:48.

15 Kristne i dag prøver at følge Jesu eksempel. Vi har ikke hans store visdom og kundskab, men vi har alle et mål af kundskab og erfaring vi kan øse af når vi forkynder Guds ords sandheder for andre. De der har børn, kan for eksempel bruge den erfaring de har fået ved at opdrage børn, når de skal skildre Jehovas kærlighed til sine børn. Andre kan hente eksempler og sammenligninger fra deres arbejde, fra skolen eller fra deres kendskab til andre mennesker eller aktuelle begivenheder. Samtidig skal vi dog passe på ikke at bortlede opmærksomheden fra vores budskab — den gode nyhed om Guds rige. — 1 Timoteus 4:16.

Hvordan så Jesus på sin tjeneste?

16, 17. (a) Hvordan betragtede Jesus sin tjeneste? (b) Hvordan viste Jesus at tjenesten var det vigtigste for ham i livet?

16 Jesus betragtede sin tjeneste som en dyrebar skat. Han glædede sig over at hjælpe folk til at se hvordan hans himmelske Fader virkelig var — ikke tilsløret eller forvansket af forvirrende menneskeskabte dogmer og overleveringer. Han elskede at kunne hjælpe folk til at få et godkendt forhold til Jehova og håb om evigt liv. Han følte en dyb glæde ved at kunne trøste og opmuntre dem med den gode nyhed. Hvordan kom denne indstilling til udtryk? På i hvert fald tre måder.

17 For det første: Jesus gjorde forkyndelsen til det vigtigste i sit liv. At tale om Riget var hans livsopgave, hans livsgerning, det han koncentrerede sig om. Det er grunden til at Jesus, som vi så i kapitel 5, levede et enkelt liv. Som han rådede andre til, holdt han blikket rettet mod det der havde størst betydning. Han lod sig ikke distrahere af en masse ting som han skulle betale for, vedligeholde, reparere eller erstatte som tiden gik. Han levede enkelt og lod intet unødvendigt trække ham bort fra tjenesten. — Mattæus 6:22; 8:20.

18. På hvilke måder gav Jesus sig selv helt og fuldt i tjenesten?

18 For det andet: Jesus gav sig selv helt og fuldt i tjenesten. Han brugte alle sine kræfter i tjenesten. Han gik hundreder af kilometer gennem Palæstina for at opsøge mennesker som han kunne forkynde den gode nyhed for. Han talte til dem i deres hjem, på offentlige steder, på torvene og ude i det fri. Han talte endog til dem når han havde behov for hvile, mad, vand eller blot en stille stund sammen med sine nærmeste venner. Selv da han hang døende på pælen, fortsatte han med at forkynde den gode nyhed om Guds rige! — Lukas 23:39-43.

19, 20. Hvilket billede brugte Jesus for at vise at forkyndelsen hastede?

19 For det tredje: Jesus betragtede tjenesten som noget der hastede. Da Jesus talte med den samaritanske kvinde ved brønden uden for Sykar, forstod hans apostle åbenbart ikke at der var et presserende behov for at forkynde den gode nyhed. Men Jesus sagde: „Siger I ikke at der endnu er fire måneder til høsten kommer? Se, jeg siger jer: Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst.“ — Johannes 4:35.

20 Jesus brugte dette billede på grund af årstiden. Samtalen fandt øjensynlig sted i kislev måned (november/december). Der var endnu fire måneder til byghøsten, der begyndte i nisan måned, omkring påsken. Så en landmand ville ikke føle at høsten stod lige for døren. Der var stadig lang tid til den. Men hvad med indhøstningen af mennesker? Jo, mange var rede til at høre, lære, blive Kristi disciple og få det vidunderlige håb Jehova nu tilbød dem. Det var som om Jesus så ud over disse billedlige marker, der var hvide af alt det modne korn der bølgede blidt i brisen som tegn på at det var parat til at blive høstet. * Tiden var inde, og arbejdet hastede! Da nogle prøvede at få Jesus til at blive hos dem i deres by, svarede han derfor: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ — Lukas 4:43.

21. Hvordan kan vi efterligne Jesus?

21 Vi kan efterligne Jesus på alle de tre ovennævnte måder. Vi kan gøre den kristne tjeneste til det vigtigste i livet. Selvom vi har familie og verdslige forpligtelser, kan vi vise at vores tjeneste kommer først ved at vi nidkært og regelmæssigt tager del i den, på samme måde som Jesus. (Mattæus 6:33; 1 Timoteus 5:8) Vi kan give af os selv i tjenesten ved gavmildt at bruge vores tid, kræfter og midler for at støtte den. (Lukas 13:24) Og vi kan hele tiden holde os for øje at arbejdet er presserende og haster. (2 Timoteus 4:2) Vi må bruge enhver lejlighed til at forkynde!

22. Hvad vil være emnet for det næste kapitel?

22 Jesus viste også at han forstod betydningen af arbejdet ved at sørge for at det ville fortsætte efter hans død. Han overdrog sine disciple den opgave at fortsætte arbejdet med at forkynde og undervise. Denne opgave vil være emnet for det næste kapitel.

^ par. 3 Da hun for eksempel spørger ham hvorfor han, en jøde, henvender sig til en samaritaner, bringer hun den århundredgamle strid mellem jøder og samaritanere på bane. (Johannes 4:9) Hun anfører også at hendes folk nedstammer fra Jakob, en påstand som datidens jøder ville benægte på det kraftigste. (Johannes 4:12) De kalder samaritanerne for kutæere (et folk som stammer fra Kuta) for at vise at de er af fremmed oprindelse.

^ par. 5 At forkynde vil sige at bekendtgøre, at udråbe, et budskab. At undervise vil sige at formidle et budskab ved at forklare og uddybe det mere indgående. God undervisning vil også sige at man prøver at nå ind til tilhørernes hjerte, så de handler efter det de hører.

^ par. 20 En bibelkommentar siger om dette vers: „Når kornet er modent, skifter det farve fra grønt til gult eller en endnu lysere farve, et tegn på at tiden er inde til at høste det.“