1-3. (a) Hvad gør Jesus da to blinde tiggere bønfalder ham om at hjælpe dem? (b) Hvad ligger der i udtrykket ’at have inderligt ondt af’? (Se fodnoten).

 TO BLINDE sidder ved vejen lige uden for Jeriko. De kommer hver dag, finder et sted hvor der færdes mange mennesker, og sidder dér og tigger. Men i dag kommer de til at opleve noget der vil forandre deres liv.

² Pludselig hører tiggerne larm af nogen der nærmer sig. Da de ikke kan se hvad larmen skyldes, spørger den ene af dem hvad det er de kan høre, og nogle siger: „Jesus Nazaræeren er på vej forbi.“ Jesus er på vej til Jerusalem for sidste gang. Men han er ikke alene; store skarer følger ham. Da tiggerne hører hvem der kommer forbi, råber de: „Herre, vis os barmhjertighed, Davids søn!“ Irriterede beder folk dem om at tie stille, men tiggerne råber bare højere. De vil ikke tie stille.

³ Jesus hører deres råb over larmen fra folkemængden. Hvad vil han gøre? Der er meget der tynger hans sind og hjerte. Han står umiddelbart over for sin sidste uge her på jorden. Han ved at der venter ham en grusom og lidelsesfuld død i Jerusalem. Men han overhører ikke de vedholdende råb. Han stopper op og siger at de der råber, skal føres hen til ham. „Herre, lad vore øjne blive åbnet,“ bønfalder de ham. Da Jesus ’har inderligt ondt af dem’, rører han ved deres øjne, og de får deres syn igen. a Og de  begynder straks at følge Jesus. — Lukas 18:35-43; Mattæus 20:29-34.

4. Hvordan opfyldte Jesus den profeti at han ville „ynkes over den ringe“?

⁴ Dette var ikke det eneste tilfælde. Ved mange lejligheder og under mange forskellige omstændigheder var Jesus dybt berørt og følte sig stærkt tilskyndet til at vise sin medfølelse. I en af Bibelens profetier hedder det at han ville „ynkes over den ringe“. (Salme 72:13) I overensstemmelse med disse ord havde Jesus en stærk fornemmelse af hvad andre følte, og han tog initiativ til at hjælpe dem. Det var således medfølelse der fik ham til at forkynde. Lad os se hvordan evangelierne åbenbarer den dybe medfølelse der lå bag Jesu ord og handlinger, og tænke over hvordan vi kan vise en lignende medfølelse.

5, 6. Hvilke eksempler viser at Jesus havde dyb medfølelse med andre?

⁵ Jesus havde en dyb forståelse for andre mennesker. Han havde empati. Han forstod og følte med dem der led. Selvom han ikke personligt var udsat for de samme lidelser, levede han sig ind i deres situation og satte sig i deres sted. (Hebræerne 4:15) Da han helbredte en kvinde der havde lidt af stadige blødninger i 12 år, beskrev han hendes sygdom som ’en alvorlig lidelse’ og anerkendte dermed at den havde været årsag til megen bekymring og smerte for hende. (Markus 5:25-34) Da han så Maria og dem der var sammen med hende, græde over Lazarus’ død, følte han så stærkt med dem at han oprørtes i sit indre. Selvom han vidste at han snart ville oprejse Lazarus fra døden, blev han så dybt berørt at hans øjne fyldtes med tårer. — Johannes 11:33, 35.

⁶ Ved en anden lejlighed kom en spedalsk hen til Jesus  og bønfaldt ham: „Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ Hvad gjorde Jesus, en fuldkommen mand der aldrig havde været syg? Han følte med den spedalske, ja, han fik „inderligt ondt af ham“. (Markus 1:40-42) Derpå gjorde han noget helt usædvanligt. Han vidste at spedalske ifølge Moseloven var urene og ikke måtte komme i nærheden af andre. (3 Mosebog 13:45, 46) Der er ingen tvivl om at Jesus kunne helbrede denne mand uden fysisk kontakt med ham. (Mattæus 8:5-13) Men alligevel rakte han hånden ud og rørte ved den spedalske idet han sagde: „Jeg vil. Bliv ren.“ Og straks forsvandt spedalskheden fra ham. Hvilket udtryk for inderlig medfølelse og empati!

7. Hvordan kan vi lære at føle empati, og hvordan kommer denne egenskab til udtryk?

⁷ Som kristne skal vi efterligne Jesus og ligeledes vise empati. Bibelen opfordrer os til at vise medfølelse. b (1 Peter 3:8) Det er måske ikke så let at sætte sig ind i hvordan nogle har det når de lider af en kronisk sygdom eller en depression — især ikke hvis man ikke selv har oplevet det. Men husk at man ikke behøver at have været ude for de samme prøvelser som andre for at kunne vise empati. Jesus havde empati for de syge selvom han aldrig selv havde været syg. Hvordan kan vi da lære at have empati? Ved tålmodigt at lytte når syge betror sig til os og fortæller hvad de føler. Vi kunne spørge os selv: ’Hvordan ville jeg have det hvis jeg var i deres situation?’ (1 Korinther 12:26) Hvis vi skærper vores evne til at føle med andre, vil vi bedre kunne ’trøste de modfaldne sjæle’. (1 Thessaloniker 5:14) Undertiden giver man ikke blot udtryk for sin empati med ord, men også med tårer. „Græd med dem der græder,“ siges der i Romerbrevet 12:15.

8, 9. Hvordan tog Jesus hensyn til andres følelser?

 ⁸ Jesus tog hensyn til andre ved blandt andet at være opmærksom på hvordan de følte. Vi husker måske den situation hvor en mand der var døv og knap kunne tale, blev ført hen til ham. Da Jesus åbenbart fornemmede en vis forlegenhed hos manden, gjorde han noget som han normalt ikke plejede at gøre når han helbredte nogen: „Han tog [manden] væk fra folkemængden.“ Da de var alene, uden for mængdens nysgerrige blikke, helbredte han ham. — Markus 7:31-35.

⁹ Jesus viste det samme hensyn da nogle kom til ham med en mand der var blind, og bad ham om at helbrede den blinde. Jesus „tog den blinde ved hånden [og] førte ham uden for landsbyen“. Derpå helbredte han ham lidt efter lidt. Dette bevirkede måske at mandens sind og øjne gradvis vænnede sig til det blændende sollys og de mange indtryk fra den verden der omgav ham. (Markus 8:22-26) Hvilken hensyntagen!

10. Hvordan kan vi tage hensyn til andres følelser?

¹⁰ Som disciple af Jesus må vi også tage hensyn til andres følelser. Vi vil passe på hvordan vi taler, idet vi husker at tankeløs brug af tungen kan såre andre. (Ordsprogene 12:18; 18:21) Hårde ord, nedsættende udtalelser og sarkastiske bemærkninger hører ikke hjemme blandt kristne, som vil tage hensyn til andres følelser. (Efeserne 4:31) Hvordan kan ældste tage hensyn til andres følelser? Når de giver vejledning, kan de for eksempel sørge for at gøre det  venligt, uden at berøve tilhøreren hans værdighed. (Galaterne 6:1) Hvordan kan forældre tage hensyn til deres børns følelser? Når de for eksempel tugter og irettesætter dem, kan de sørge for at gøre det skånsomt, så børnene ikke helt mister modet. — Kolossenserne 3:21.

11, 12. Hvilke bibelske beretninger viser at Jesus ikke kun viste medfølelse når han blev bedt om det?

¹¹ Jesus viste ikke kun medfølelse når han blev bedt om det. Medfølelse er nemlig ikke en passiv, men en aktiv, positiv egenskab der får en til at handle. Inderlig medfølelse fik derfor Jesus til at tage initiativet til at hjælpe andre. Da en stor skare mennesker havde fulgt Jesus i tre dage uden at få noget at spise, var der for eksempel ingen der behøvede at fortælle ham at de var sultne, eller behøvede at foreslå ham at gøre noget. Beretningen lyder: „Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: ’Jeg har inderligt ondt af de mange mennesker, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og jeg vil ikke lade dem gå fastende herfra, for at de ikke skal blive helt udmattede på vejen.’“ På eget initiativ bespiste han derefter de mange mennesker. — Mattæus 15:32-38.

¹² Her er en anden beretning. Da Jesus i år 31 nærmede sig byen Nain, mødte der ham et sørgeligt syn. Et begravelsesoptog kom ud af byen, måske på vej til de nærliggende gravsteder på skråningerne uden for byen. Den døde var „en moders enestefødte søn“, og hun var desuden enke. Kan vi forestille os den sorg og smerte moderen må have følt? Hun skulle nu begrave sin eneste søn, og hun havde ingen mand at dele sorgen med. Blandt alle dem der befandt sig i processionen, fik Jesus øje på den nu barnløse enke. Det han så, rørte ham. Ja, han fik „inderligt ondt af hende“. Ingen behøvede at bede ham om  at gøre noget. Medfølelsen i hans hjerte fik ham til at tage initiativet. Han gik hen og rørte ved ligbåren, og så kaldte han den unge mand til live. Hvad skete der så? Jesus bad ikke den unge mand om at slutte sig til skaren der fulgte ham. Nej, „han gav ham til hans moder“, så de igen var en familie og sønnen kunne tage sig af sin mor. — Lukas 7:11-15.

13. Hvordan kan vi efterligne Jesus ved at tage passende initiativ til at hjælpe?

¹³ Hvordan kan vi følge Jesu eksempel? Vi kan naturligvis ikke mirakuløst bespise andre eller kalde døde til live, men vi kan efterligne Jesus ved at tage initiativ til at hjælpe. En trosfælle har måske lidt et alvorligt økonomisk tab eller mistet sit arbejde. (1 Johannes 3:17) En enlig søster trænger måske til at få foretaget nogle reparationer i hjemmet. (Jakob 1:27) Eller vi kender en familie der har brug for trøst og praktisk hjælp efter at have mistet en af sine kære. (1 Thessaloniker 5:11) I tilfælde af virkelig nød behøver vi ikke at vente med at hjælpe til vi bliver bedt om det. (Ordsprogene 3:27) Medfølelse vil tilskynde os til at tage et passende initiativ, alt efter omstændighederne. Glem ikke at en venlig handling eller nogle få trøstende ord som kommer fra hjertet, kan betyde meget for den der har brug for medfølelse. — Kolossenserne 3:12.

14. Hvorfor satte Jesus forkyndelsen af den gode nyhed så højt?

¹⁴ Som vi så i denne bogs anden del, er Jesus vort store forbillede med hensyn til at forkynde den gode nyhed. Han sagde: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:43) Hvorfor satte han dette arbejde så højt? Først og fremmest på grund af kærlighed til Gud. Men han havde også en anden grund til  at forkynde: Hans inderlige medfølelse fik ham til at gøre noget for at opfylde andres åndelige behov. Af alle de måder hvorpå han viste medfølelse, havde ingen større betydning end den at tilfredsstille andres åndelige hunger. Lad os se nærmere på to hændelser der viser hvordan Jesus betragtede de mennesker han forkyndte for. Det vil hjælpe os til at analysere vore egne grunde til at deltage i den offentlige forkyndelse.

15, 16. Beskriv to situationer der viser hvordan Jesus betragtede dem han forkyndte for.

¹⁵ Efter at have arbejdet intenst i to år med at forkynde øgede Jesus i år 31 sine anstrengelser ved på ny at tage „rundt til alle byerne og landsbyerne“ i Galilæa. Dét han blev vidne til her, gjorde et dybt indtryk på ham. Apostelen Mattæus fortæller: „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ (Mattæus 9:35, 36) Jesus følte med disse jævne folk. Han var klar over deres sørgelige åndelige tilstand. Han vidste at de var misrøgtede og forsømte af netop dem der burde have været deres åndelige  hyrder — de religiøse ledere. Dyb medfølelse fik Jesus til at gøre alt for at nå ud til folk og give dem håb. Der var intet de havde mere brug for end den gode nyhed om Guds rige.

¹⁶ Nogle måneder senere, kort før påsken i år 32, skete der noget lignende. Denne gang gik Jesus og apostlene om bord i en båd og sejlede tværs over Galilæas Sø for at finde et sted hvor de kunne hvile sig. Men folkemængden løb langs med søen og ankom til den anden side forud for båden. Hvordan tog Jesus det? „Da han kom ud af båden så han en stor skare mennesker, og han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“ (Markus 6:31-34) Igen fik Jesus „inderligt ondt af dem“ på grund af deres sørgelige åndelige tilstand. Som „får uden hyrde“ var de åndeligt udsultede og overladt til at klare sig selv. Det var medfølelse snarere end pligt der fik Jesus til at forkynde.

17, 18. (a) Hvad vil tilskynde os til at deltage i forkyndelsen? (b) Hvordan får vi medfølelse med andre?

¹⁷ Hvad får os til som disciple af Jesus at deltage i forkyndelsen? Som vi så i kapitel 9 i denne bog, har vi fået en opgave, et ansvar, betroet som går ud på at vi skal forkynde og gøre disciple. (Mattæus 28:19, 20; 1 Korinther 9:16) Men vores motiv til at forkynde skal være mere end blot pligtfølelse. Først og fremmest skal det være kærlighed til Jehova der får os til at forkynde den gode nyhed om Riget. Dertil kommer så medfølelse med dem der ikke har det samme håb som os. (Markus 12:28-31) Hvordan får vi denne medfølelse med andre?

¹⁸ Vi må se folk sådan som Jesus så dem — „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. Lad os forestille os at vi finder et lam som er faret vild og i nød. Uden en hyrde som kan føre det til grønne græsgange og frisk vand, vil det stakkels lam dø af sult og tørst. Har vi ikke medlidenhed  med dette lille lam? Vil vi ikke gøre alt hvad vi formår, for at give det noget at spise og drikke? Mange mennesker i dag er i samme situation som det lille lam, for de kender endnu ikke den gode nyhed. Svigtet af falske religiøse hyrder og uden noget virkeligt håb er de ved åndeligt talt at dø af sult og tørst. Vi har hvad de har brug for: den nærende åndelige føde fra Guds ord og sandhedens forfriskende vand. (Esajas 55:1, 2) Når vi tænker over folks åndelige behov, føler vi virkelig med dem. Hvis vi ligesom Jesus har inderlig medfølelse med dem der bor i vores distrikt, vil vi gøre alt hvad vi kan, for at give dem del i håbet om Riget.

19. Hvad kan vi gøre for at motivere en vi studerer med, til at deltage i forkyndelsen når vedkommende er kvalificeret?

¹⁹ Hvordan kan vi hjælpe andre til at følge Jesu eksempel? Lad os sige at vi gerne vil opmuntre en vi studerer med, til at deltage i den offentlige forkyndelse, forudsat at vedkommende er kvalificeret. Eller at vi gerne vil hjælpe en der er blevet uvirksom, til igen at deltage i forkyndelsen. Hvordan kan vi hjælpe dem? Vi må tale til deres hjerte. Vi husker at Jesus først fik „inderligt ondt“ af folk, hvorefter han underviste dem. (Markus 6:34) Hvis vi kan vække deres medfølelse, kan det måske tilskynde dem til at efterligne Jesus så de også ønsker at forkynde den gode nyhed for andre. Vi kunne spørge dem: „Hvordan har budskabet om Riget forandret  dit liv til gavn for dig? Hvad med dem der endnu ikke kender dette budskab? Har de ikke også brug for den gode nyhed? Hvad kan du gøre for at hjælpe dem?“ Den stærkeste grund til at forkynde skulle naturligvis være kærlighed til Gud og ønsket om at tjene ham.

20. (a) Hvad indbefatter det at være en discipel af Jesus? (b) Hvad vil vi beskæftige os med i det næste kapitel?

²⁰ At være en discipel af Jesus indbefatter mere end blot at gentage hans ord og efterligne hans gerninger. Vi må også have den samme indstilling som han havde. (Filipperne 2:5) Vi kan derfor være taknemmelige for at Bibelen har åbenbaret de tanker og følelser der lå bag Jesu ord og handlinger. Ved at lære „Kristi sind“ at kende vil vi være bedre udrustet til at føle med andre og behandle dem på samme måde som Jesus behandlede dem. (1 Korinther 2:16) I det næste kapitel vil vi se nærmere på de forskellige måder hvorpå Jesus især viste sine disciple kærlighed.