1-4. (a) Hvad sker der da Pilatus fører Jesus ud til den ophidsede menneskemængde der er samlet uden for landshøvdingens palads? (b) Hvordan tager Jesus ydmygelserne og lidelserne, og hvilke vigtige spørgsmål melder sig?

 „SE! MENNESKET!“ Med disse ord fører den romerske landshøvding Pontius Pilatus Jesus Kristus ud til den ophidsede menneskemængde der har samlet sig uden for landshøvdingens palads tidligt påskemorgen i år 33. (Johannes 19:5) Blot nogle få dage tidligere var Jesus blevet hyldet af skarerne da han holdt sit indtog i Jerusalem som den konge der var udnævnt af Gud. Men nu er stemningen vendt. Denne morgen har menneskemængden et helt andet syn på ham.

² Jesus er klædt i en purpurfarvet kappe i lighed med den der blev båret af en konge, og han har en krone på hovedet. Men kappen, der delvis dækker de blodige striber på hans ryg efter piskeslagene, og den flettede tornekrone, som er presset ned over hans hoved så den efterlader blødende sår, er ment som en hån mod hans kongeværdighed. Anført af de øverste præster forkaster folket den ilde tilredte mand der står foran dem. Præsterne råber: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“ Og med mord i hjertet råber folket: ’Han bør dø!’ — Johannes 19:1-7.

³ Modigt og værdigt tager Jesus ydmygelserne og lidelserne uden at kny. * Han er forberedt på at dø. Senere  samme påskedag lider han en smertefuld død på en marterpæl. — Johannes 19:17, 18, 30.

⁴ Ved at give sit liv viste Jesus sig som en sand ven. Han havde sagt: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:13) Der melder sig imidlertid nogle vigtige spørgsmål: Var det virkelig nødvendigt at Jesus skulle gennemgå alle disse lidelser og derefter dø? Hvorfor var han villig til det? Hvordan kan vi som hans venner og disciple efterligne ham?

5. Hvordan vidste Jesus hvilke særlige prøvelser der ventede ham?

⁵ Som den lovede Messias vidste Jesus hvad der ventede ham. Han kendte de mange profetier i De Hebraiske Skrifter som i enkeltheder forudsagde Messias’ lidelse og død. (Esajas 53:3-7, 12; Daniel 9:26) Mere end én gang forberedte han disciplene på de prøvelser han kunne forvente. (Markus 8:31; 9:31) På vejen til Jerusalem, hvor han skulle fejre den sidste påske, fortalte han mere specifikt hvad der ville ske med ham: „Menneskesønnen vil blive overgivet til de øverste præster og de skriftlærde, og de vil dømme ham til døden og overgive ham til folk fra nationerne, og de vil gøre nar af ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham.“ (Markus 10:33, 34) Det var ikke tomme ord. Som vi har set, gjorde man virkelig nar af Jesus, og man spyttede på ham, piskede ham og dræbte ham.

6. Hvorfor skulle Jesus lide og dø?

⁶ Men hvorfor skulle Jesus lide og dø? Det er der flere meget vigtige grunde til. For det første ville Jesus ved at forblive loyal bevise sin uangribelighed og hævde Jehovas suverænitet. Vi husker at Satan falskeligt havde påstået at mennesker kun tjener Gud af selviske grunde. (Job 2:1-5) Ved at forblive trofast „indtil døden, ja, døden på en marterpæl“  gav Jesus det endelige og afgørende svar på Satans grundløse anklage. (Filipperne 2:8; Ordsprogene 27:11) For det andet ville Messias’ lidelse og død skaffe soning for synd. (Esajas 53:5, 10; Daniel 9:24) Jesus gav „sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“ og banede dermed vejen for at vi kunne få et godkendt forhold til Gud. (Mattæus 20:28) For det tredje blev Jesus gennem mange trængsler og lidelser „prøvet i alle henseender ligesom vi“. Han blev derved en medfølende ypperstepræst, en der kunne „føle med vore svagheder“. — Hebræerne 2:17, 18; 4:15.

7. Hvad gav Jesus afkald på for at komme til jorden?

⁷ For helt at forstå hvad Jesus var villig til at gøre, kunne vi spørge: Hvilken mand ville forlade sit hjem og sin familie og rejse til et fremmed land hvis han vidste at de fleste dér ikke ville tage imod ham, men ville udsætte ham for ydmygelser og lidelser og til sidst myrde ham? Tænk så over dét Jesus gjorde. Før han kom til jorden, havde han en privilegeret stilling i himmelen ved sin Faders side. Alligevel forlod han sit hjem i himmelen og kom til jorden som et menneske. Han gjorde det selvom han vidste at han ville blive udsat for ydmygelser, en grusom behandling og store lidelser, og at han til sidst ville lide en smertefuld død. (Filipperne 2:5-7) Hvad fik Jesus til at bringe et sådant offer?

8, 9. Hvad fik Jesus til at ofre sit liv?

⁸ Det var først og fremmest hans dybe kærlighed til Jehova der tilskyndede ham. Han holdt ud på grund af denne kærlighed. Det der lå ham på sinde, var hans Faders navn og omdømme. (Mattæus 6:9; Johannes 17:1-6, 26) Mere end noget andet ønskede Jesus at se sin Faders navn renset for den forsmædelse der var overgået det. Derfor  regnede Jesus det for den største ære at få lov til at lide for retfærdighedens skyld, for han vidste at hans uangribelighed ville medvirke til at hellige hans Faders hæderværdige navn. — 1 Krønikebog 29:13.

⁹ Der var endnu en grund til at Jesus ofrede sit liv — nemlig hans kærlighed til menneskene. Det er en kærlighed der går helt tilbage til begyndelsen af menneskehedens historie, for længe før han kom til jorden, sagde han: „Jeg . . . glædede mig over det frugtbare land på hans jord, og menneskenes sønner holdt jeg af.“ (Ordsprogene 8:30, 31) Hans kærlighed sås tydeligt da han var her på jorden. Som vi har set i de foregående tre kapitler i denne bog, viste Jesus på mange måder sin kærlighed til mennesker i almindelighed og til sine disciple i særdeleshed. Og den 14. nisan i år 33 gav han villigt sin sjæl, sit liv, for os. (Johannes 10:11) Der fandtes ingen bedre måde hvorpå han kunne bevise sin kærlighed til os. Skal vi da også efterligne ham på dette punkt? Ja. Faktisk får vi befaling til det.

10, 11. Hvad er det nye bud Jesus gav sine disciple, hvad indebærer det, og hvorfor er det vigtigt at adlyde det?

¹⁰ Aftenen før sin død sagde Jesus til sine nærmeste disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) „I skal elske hinanden“ — hvorfor var det „et nyt bud“? Moseloven havde allerede sagt: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18) Men det nye bud kræver en endnu større kærlighed, en kærlighed der får os til om nødvendigt  at ofre vort eget liv for andre. Jesus gjorde det tydeligere da han sagde: „Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:12, 13) Det nye bud siger i virkeligheden: „I skal elske hinanden, ikke som jer selv, men højere end jer selv.“ Både i sit liv og ved sin død gav Jesus bevis på denne kærlighed.

¹¹ Hvorfor er det vigtigt at vi adlyder det nye bud? Fordi, som Jesus sagde: „På dette [denne selvopofrende kærlighed] skal alle kende at I er mine disciple.“ Ja, en selvopofrende kærlighed vil kendetegne, eller identificere, os som sande kristne. Vi kunne sammenligne denne kærlighed med et lille kort, eller skilt, på reversen der fortæller hvem vi er. De delegerede ved Jehovas Vidners årlige stævner bærer et reversmærke. Mærket identificerer den der bærer det, ved at vise vedkommendes navn og menighed. Det „mærke“ der identificerer os som sande kristne, er en selvopofrende kærlighed. Den kærlighed vi viser hinanden, bør med andre ord være så tydelig at den er som et mærke der fortæller andre at vi er sande disciple af Jesus Kristus. Vi bør hver især spørge os selv: ’Er dette mærke, denne selvopofrende kærlighed, noget der kendetegner mig?’

12, 13. (a) Hvor langt skal vi være villige til at gå for at vise kærlighed til hinanden? (b) Hvad vil det sige at være selvopofrende?

¹² Som disciple af Jesus Kristus må vi elske hinanden som han elskede os. Det vil sige at vi må være villige til at bringe ofre for vore trosfæller. Hvor langt skal vi da gå? Bibelen siger: „Ved dette har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sin sjæl til for os; og vi er skyldige at  sætte vore sjæle til for brødrene.“ (1 Johannes 3:16) Ligesom Jesus må vi altså være villige til om nødvendigt at dø for hinanden. Det betyder at vi i tider med forfølgelse hellere vil ofre vort eget liv end forråde vore åndelige brødre og bringe deres liv i fare. I lande hvor der er racemæssige og etniske stridigheder, vil vi sætte vort liv på spil for at beskytte vore brødre, uanset deres race eller etniske baggrund. Når landene er i krig indbyrdes, vil vi hellere risikere fængsel og måske endog død end gribe til våben mod vore trosfæller — eller mod enhver anden for den sags skyld. — Johannes 17:14, 16; 1 Johannes 3:10-12.

¹³ Men der er også andre måder hvorpå man kan vise en selvopofrende kærlighed end ved at give sit liv for brødrene. I virkeligheden er det kun få af os der vil komme til at bringe dette offer. Hvis vi elsker vore brødre så meget at vi vil gå i døden for dem, skulle vi da ikke være villige til at bringe mindre ofre for dem og gøre noget ekstra for at hjælpe dem nu? At være selvopofrende vil sige at man er villig til at give afkald på fordele og bekvemmeligheder for andres skyld. At man lader andres behov og velfærd gå forud for ens eget selvom det ikke er belejligt. (1 Korinther 10:24) Hvordan kan vi rent praktisk vise en selvopofrende kærlighed?

14. (a) Hvilke ofre bringer de ældste? (b) Hvordan skal vi se på de ældstes flittige indsats i menigheden?

¹⁴ Menighedsældste bringer mange ofre for at kunne være hyrder for hjorden. (1 Peter 5:2, 3) Ud over at skulle sørge for deres egen familie må de ofte bruge tid om aftenen eller i weekenderne for at tage sig af menighedsanliggender, som for eksempel forberede indlæg til møderne, foretage hyrdebesøg og deltage i udvalgssager. Mange ældste  bringer yderligere ofre ved at tjene i forbindelse med store og små stævner, i Kontaktudvalg til Hospitaler, patientbesøgsgrupper og regionale byggeudvalg. Ved at tjene villigt og bruge tid, kræfter og midler på at være hyrder for hjorden viser de ældste en selvopofrende kærlighed. (2 Korinther 12:15) Denne uselviskhed værdsættes ikke alene af Jehova, men af hele den menighed de betjener. — Filipperne 2:29; Hebræerne 6:10.

15. (a) Nævn nogle af de ofre som de ældstes hustruer bringer. (b) Hvilke ofre bringer de hustruer der ledsager deres mænd på menighedsbesøg?

¹⁵ Hvad så med de ældstes hustruer? Må vi ikke sige at de også bringer ofre for at deres mænd kan tage sig af hjorden? For er det ikke et offer når en ægtemand og familiefar må bruge tid på menighedsanliggender som han ellers ville bruge på familien? Og hvad med de rejsende tilsynsmænds hustruer? Bringer de ikke også ofre for at kunne ledsage deres mænd fra menighed til menighed og fra kreds til kreds? De giver afkald på at have deres eget hjem og skal måske sove i en fremmed seng hver uge! Den villighed hvormed sådanne hustruer sætter menighedernes interesser over deres egne, bør påskønnes, for det er et smukt udtryk for en selvopofrende kærlighed. — Filipperne 2:3, 4.

16. Hvilke ofre bringer kristne forældre for deres børn?

¹⁶ Hvordan kan man vise en selvopofrende kærlighed i familien? Der er ingen tvivl om at de som har børn, bringer mange ofre for at tage sig af deres børn og opdrage dem i „Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) De skal måske arbejde hårdt i mange timer blot for at familien kan have mad på bordet, tøj at tage på og et sted at bo. De vil hellere klare sig med mindre til sig selv end se deres børn undvære livets fornødenheder. De bruger også  tid og kræfter på at studere med deres børn, tage dem med til de kristne møder og arbejde sammen med dem i forkyndelsen. (5 Mosebog 6:6, 7) Deres selvopofrende kærlighed behager Gud, som har indstiftet familien, og den kan betyde evigt liv for deres børn. — Ordsprogene 22:6; Efeserne 3:14, 15.

17. Hvordan kan kristne ægtemænd efterligne Jesu uselviskhed?

¹⁷ Hvordan kan ægtemænd vise en selvopofrende kærlighed? Bibelen svarer: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ (Efeserne 5:25) Som vi har set, elskede Jesus sine disciple så meget at han gav sit liv for dem. En kristen ægtemand efterligner Jesus, som ikke „var sig selv til behag“. (Romerne 15:3) En sådan uselvisk ægtemand lader med glæde sin kones behov og interesser komme før sine egne. Han insisterer ikke på at alt skal gå efter hans hoved, men er villig til at give efter når der bibelsk set intet er i vejen for det. Den ægtemand der viser en selvopofrende kærlighed, behager Jehova og vinder sin kones og sine børns kærlighed og respekt.

18. Hvilken stærk grund har vi til at følge det nye bud om at elske hinanden?

¹⁸ At adlyde det nye bud om at elske hinanden er ikke nogen let sag, men vi har en stærk grund til at gøre det. Paulus skrev: „Messias’ kærlighed tvinger os nemlig, for denne slutning har vi draget: én er død for alle; . . . og han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde for dem og blev oprejst.“ (2 Korinther 5:14, 15) Eftersom Jesus er død for os, skulle vi da ikke føle os stærkt tilskyndet til at leve for ham? Det kan vi gøre ved at følge hans eksempel og vise en selvopofrende kærlighed.

19, 20. Hvilken kostbar gave har Jehova givet os, og hvordan kan vi vise at vi tager imod den?

 ¹⁹ Jesus overdrev ikke da han sagde: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:13) At han villigt gav sin sjæl, sit liv, for os, var det største udtryk for hans kærlighed til os. Der er dog en der har vist os en endnu større kærlighed. Jesus sagde: „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Gud elsker os så meget at han har givet sin søn som en løsesum og derved gjort det muligt for os at blive udfriet fra synd og død. (Efeserne 1:7) Denne løsesum er en kostbar gave fra Jehova, men han tvinger os ikke til at tage imod den.

²⁰ Det er op til os selv om vi vil tage imod Jehovas gave. Hvordan det? Jo, vi må tro på hans søn. Men tro alene er ikke nok. Troen må vises i gerning, ved den måde vi lever på. (Jakob 2:26) Vi viser vores tro på Jesus Kristus ved at følge ham dag efter dag. Gør vi det, vil det medføre store velsignelser nu og i fremtiden — som det sidste kapitel i denne bog vil vise.