1-3. Hvordan foregår Jesu indtog i Jerusalem, og hvorfor ville nogle i folkemængden måske være overraskede?

 JERUSALEM summer af aktivitet. Alle er på benene, og forventningen er stor. En kendt mand ventes til byen. Folk samles langs vejene. De er ivrige efter at hilse denne mand velkommen, for nogle siger at han er kong Davids arving og Israels retmæssige hersker. Nogle har palmegrene i hænderne; andre breder klædningsstykker og grene fra træerne ud på vejen for at jævne den for ham. (Mattæus 21:7, 8; Johannes 12:12, 13) Mange er sikkert spændt på hvordan han vil ankomme.

² Nogle venter måske et prægtigt optog. De ved at betydningsfulde mænd har holdt deres indtog med pomp og pragt. Davids søn Absalom lod for eksempel 50 mænd løbe foran sin vogn da han udråbte sig selv til konge. (2 Samuel 15:1, 10) Den romerske hersker Julius Cæsar omgav sig med endnu større pragt. Da han holdt sit indtog på Roms Capitolium, var han flankeret af 40 elefanter der var smykket med lamper. Men nu venter indbyggerne i Jerusalem en mand som har endnu større betydning. Hvad enten folkemængden forstår det eller ej, så er det Messias, det største menneske der har levet! Men da denne fremtidige konge viser sig, venter der dem en overraskelse.

³ De ser ingen vogn, ingen løbere, ingen heste — og bestemt heller ingen elefanter! Nej, Jesus kommer ridende på et ydmygt lastdyr, et æsel. * Der er intet luksuriøst ved ham eller hans ridedyr. I stedet for en kostbar sadel er der bredt  nogle klædningsstykker ud over æselets ryg. Hvorfor har Jesus valgt at gøre sit indtog i Jerusalem på en så ydmyg måde når langt mindre betydningsfulde mænd har krævet langt større pomp og pragt?

4. Hvad har Bibelen forudsagt om den måde hvorpå den messianske konge ville gøre sit indtog i Jerusalem?

⁴ Jesus opfylder en profeti: „Jubl højt, Zions datter. Bryd ud i hyldest, Jerusalems datter. Se, din konge kommer til dig. Han er retfærdig og frelses, sagtmodig og rider på et æsel.“ (Zakarias 9:9) Denne profeti viser at Guds Salvede, Messias, en dag ville træde frem for Jerusalems indbyggere som den af Gud udnævnte konge. Desuden ville den måde han gjorde det på — også hans valg af ridedyr — understrege en smuk egenskab hos ham, nemlig at han var ydmyg af hjertet.

5. Hvorfor gør Jesu ydmyghed et dybt indtryk på os, og hvorfor er det vigtigt at vi lærer at efterligne Jesus med hensyn til denne egenskab?

⁵ Jesu ydmyghed er en af hans mest tiltalende egenskaber. Den gør et dybt indtryk på os. Som vi så i det foregående kapitel, er Jesus „vejen og sandheden og livet“. (Johannes 14:6) Ingen af de milliarder af mennesker der har levet på jorden, kommer altså på højde med ham i betydning. Og dog var der hos Jesus intet spor af stolthed og hovmod eller den opfattelse af egen betydning som præger utallige ufuldkomne mennesker. Skal vi efterfølge Jesus, må vi bekæmpe tilbøjeligheden til at give efter for stolthed. (Jakob 4:6) Jehova hader stolthed og hovmod. Det er derfor vigtigt at vi lærer at efterligne Jesu ydmyghed.

6. Hvad er ydmyghed, og hvordan vidste Jehova at Messias ville være ydmyg?

⁶ At være ydmyg vil sige at have en beskeden opfattelse  af sig selv, ikke at være stolt eller hovmodig. Det er en egenskab der har sin rod i hjertet, og som giver sig til kende i en persons tale, adfærd og måde at behandle andre på. Hvordan vidste Jehova at Messias ville være ydmyg? Han vidste at hans søn genspejlede hans eget fuldkomne eksempel. (Johannes 10:15) Han havde også set sin søns ydmyghed komme til udtryk i handling. Hvordan?

7-9. (a) Hvordan viste Mikael ydmyghed da han havde en uoverensstemmelse med Satan? (b) Hvordan kan kristne efterligne Mikael med hensyn til at vise ydmyghed?

⁷ Judas’ Brev fortæller om en interessant hændelse: „Da ærkeengelen Mikael havde en uoverensstemmelse med Djævelen og sagde ham imod vedrørende Moses’ legeme, vovede han ikke at fremføre en spottende dom imod ham, men sagde: ’Måtte Jehova irettesætte dig.’“ (Judas 9) Mikael er et navn der anvendes om Jesus før og efter hans liv på jorden. Det bruges om ham i hans egenskab af ærkeengel, den engel som står i spidsen for Guds himmelske hærskarer af engle. * (1 Thessaloniker 4:16) Men læg mærke til hvordan Mikael greb denne uoverensstemmelse an.

⁸ Det fremgår ikke af Judas’ Brev hvad Satan ville med Moses’ legeme, men vi kan være sikre på at han havde noget ondt i tanke. Måske ville han bruge denne trofaste mands døde legeme til en form for afgudsdyrkelse. Samtidig med at Mikael modsatte sig Satans onde plan, viste han også en bemærkelsesværdig selvbeherskelse. Satan fortjente sandelig en irettesættelse, men Mikael, som på det tidspunkt da han havde sin uoverensstemmelse med Satan, endnu ikke havde fået overdraget „al dom“, følte at en sådan dom kun skulle komme fra Jehova Gud. (Johannes 5:22) I sin egenskab af ærkeengel havde Mikael en udstrakt myndighed, men alligevel bøjede han sig ydmygt for  Jehova frem for at tiltage sig nogen yderligere myndighed. Foruden ydmyghed viste han altså også beskedenhed, idet han var klar over sine egne begrænsninger.

⁹ Der var en grund til at Judas blev inspireret til at skrive om denne hændelse. Sørgeligt nok var der nogle kristne på Judas’ tid som ikke var ydmyge. Hovmodigt ’spottede de alt det som de ikke kendte’. (Judas 10) Hvor er det let for os ufuldkomne mennesker at bukke under for stolthed! Hvordan reagerer vi for eksempel når der er noget vi ikke forstår i den kristne menighed — måske en afgørelse truffet af ældsterådet? Ville det ikke være mangel på ydmyghed hvis vi udtalte os negativt og kritisk om en bestemt afgørelse når vi ikke kender alle de faktorer som ligger til grund for afgørelsen? Lad os i stedet efterligne Mikael, altså Jesus, og afholde os fra at dømme i forhold hvor vi ikke har nogen gudgiven myndighed.

10, 11. (a) Hvad kan der siges om den villighed Guds søn viste ved at komme herned til jorden? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesu ydmyghed?

¹⁰ Guds søn viste også ydmyghed ved at tage imod den opgave at komme herned til jorden. Tænk engang over hvad han måtte give afkald på. Han var ærkeengelen. Han var også „Ordet“ — talsmand for Jehova selv. (Johannes 1:1-3) Han havde sin bolig i himmelen, Jehovas „helligheds og hæders ophøjede bolig“. (Esajas 63:15) Alligevel „tømte [han] sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed“. (Filipperne 2:7) Tænk også på hvad hans opgave her på jorden indebar! Hans liv blev overført fra himmelen til en jødisk jomfrus moderliv, hvor det i ni måneder skulle udvikle sig til et lille menneskebarn. Han blev født som et hjælpeløst spædbarn i en fattig tømrers familie og voksede derefter op fra at være en lille dreng til at blive teenager og et ungt menneske. Gennem hele sin opvækst underordnede han sig ufuldkomne jordiske forældre  skønt han selv var fuldkommen. (Lukas 2:40, 51, 52) Hvilken bemærkelsesværdig ydmyghed!

¹¹ Kan vi efterligne Jesu ydmyghed ved villigt at påtage os tjenesteopgaver som kunne synes ringe og ubetydelige? For eksempel kunne den opgave at forkynde den gode nyhed om Riget synes ydmygende når folk reagerer med ligegyldighed, latterliggørelse eller fjendtlighed. (Mattæus 28:19, 20) På den anden side — hvis vi viser udholdenhed, kan vi være med til at redde menneskeliv. Og i hvert fald kan vi lære en hel del om ydmyghed og således følge i vor Mesters, Jesu Kristi, fodspor.

12-14. (a) Hvordan viste Jesus ydmyghed når folk lovpriste ham? (b) På hvilke måder viste Jesus ydmyghed over for andre? (c) Hvad viser at Jesu ydmyghed ikke var noget påtaget eller blot et udslag af gode manerer?

¹² Fra først til sidst var Jesu jordiske tjeneste kendetegnet af ydmyghed. Det ses af at han lod al ære og pris gå til Faderen. Undertiden var der nogle der lovpriste Jesus for visdommen i hans ord, for de forunderlige mirakler han øvede, og for den godhed de så hos ham. Men atter og atter henledte Jesus opmærksomheden på sin Fader og tog ikke selv æren. — Markus 10:17, 18; Johannes 7:15, 16.

¹³ Jesus viste ydmyghed ved den måde han behandlede andre på. Han understregede at han ikke var kommet til jorden for at lade sig betjene, men for selv at tjene. (Mattæus 20:28) Han viste ydmyghed ved sin mildhed og rimelighed over for andre. Når hans disciple skuffede ham, talte han ikke hårdt til dem, men blev ved med at appellere til deres hjerte. (Mattæus 26:39-41) Når skarerne forstyrrede ham mens han søgte ro og hvile og gerne ville være alene, sendte han dem ikke bort, men blev ved med at give af sig selv og at „lære dem mange ting“. (Markus 6:30-34) Da en  fønikisk kvinde trængte ind på ham for at han skulle helbrede hendes datter, var han til at begynde med ikke indstillet på at gøre det. Dog afviste han hende ikke vredt, men gav efter for hende på grund af hendes usædvanlige tro, et emne vi skal komme nærmere ind på i kapitel 14. — Mattæus 15:22-28.

¹⁴ På utallige måder levede Jesus op til sine egne ord: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ (Mattæus 11:29) Hans ydmyghed var ikke overfladisk, noget påtaget eller blot et udslag af gode manerer. Den kom fra hjertet, hans eget indre. Det er derfor ikke så mærkeligt at han lagde vægt på at hans disciple også skulle lære ydmyghed!

15, 16. Hvilken forskel viste Jesus der skulle være mellem de verdslige herskere og hans disciple?

¹⁵ Jesu apostle var sene til at lære ydmyghed. Jesus måtte prøve igen og igen for at få dem til at forstå nødvendigheden af at være ydmyg. For eksempel søgte Jakob og Johannes ved en lejlighed gennem deres mor at få Jesus til at love dem en fremtrædende plads i Guds rige. Men beskedent svarede Jesus dem: „Sædet ved min højre hånd og ved min venstre står det ikke til mig at give væk, men det tilhører dem for hvem det er beredt af min Fader.“ Da de ti andre hørte om det, „harmedes“ de på Jakob og Johannes. (Mattæus 20:20-24) Hvad gjorde Jesus i denne situation?

¹⁶ Han satte dem alle venligt i rette idet han sagde: „I ved at nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem. Sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl.“ (Mattæus 20:25-27) Apostlene havde uden tvivl set hvor stolte, ærgerrige og selviske „nationernes herskere“ kunne være. Jesus viste at hans  disciple skulle være anderledes end disse magtsyge tyranner. De skulle være ydmyge. Fik apostlene fat i meningen?

17-19. (a) Hvilken uforglemmelig lektion i ydmyghed gav Jesus apostlene aftenen før sin død? (b) Hvad var den mest talende lektion i ydmyghed Jesus gav apostlene mens han var på jorden?

¹⁷ Det var ikke let for dem. Det var hverken første eller sidste gang Jesus havde forsøgt at lære dem det. Ved en tidligere lejlighed da de havde skændtes om hvem af dem der var den største, havde han stillet et lille barn ind midt iblandt dem og sagt at de skulle være som børn, der er mindre tilbøjelige end voksne til at være stolte og ærgerrige og til at ville være noget. (Mattæus 18:1-4) Ikke desto mindre så han at apostlene, så sent som aftenen før hans død, stadig lå under for dette karaktertræk. Han gav dem da en lektion som de aldrig skulle glemme. Han bandt et håndklæde om sig og udførte den mest ydmyge af alle pligter, den som det var skik at tjenestefolk udførte over for gæsterne i et hus. Jesus vaskede disciplenes fødder, også Judas’, ham som stod i begreb med at forråde Jesus! — Johannes 13:1-11.

¹⁸ Jesus lod dem ikke være i tvivl om meningen med det han havde gjort. „Jeg har . . . givet jer et forbillede,“ sagde han. (Johannes 13:15) Forstod apostlene da omsider hvad Jesus ville lære dem? Nej. Senere samme aften diskuterede de igen hvem der var den største iblandt dem! (Lukas 22:24-27) Men Jesus havde stadig tålmodighed med dem og underviste dem ydmygt. Derpå gav han dem den mest talende lektion af dem alle: „[Han] ydmygede . . . sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ (Filipperne 2:8) Jesus underkastede sig villigt en ydmygende død, med urette dømt som en forbryder og gudsbespotter. Han viste derved at han var noget helt for sig selv, for blandt alle Guds skabninger fandt egenskaben ydmyghed hos ham sit ypperste og mest fuldkomne udtryk.

 ¹⁹ Måske var det denne sidste lektion i ydmyghed der prentede sig uudsletteligt i hans trofaste apostles hjerter. Bibelen fortæller at disse mænd ydmygt tjente i mange år, ja årtier, efter. Hvad med os?

20. Hvordan ved vi om vi er ydmyge af hjertet?

²⁰ Paulus giver os følgende formaning: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus.“ (Filipperne 2:5) Ligesom Jesus må vi være ydmyge af hjertet. Hvordan ved vi om vi er det? Paulus minder os om at vi ’intet skal gøre af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed skal agte de andre højere end os selv’. (Filipperne 2:3) Svaret på spørgsmålet afhænger altså af hvordan vi betragter andre i forhold til os selv. Vi skal se dem som „højere“, mere betydningsfulde, end os selv. Vil du følge dette råd?

21, 22. (a) Af hvilken grund må kristne tilsynsmænd være ydmyge? (b) Hvordan kan vi vise at vi er iført ydmyghed?

²¹ Mange år efter Jesu død tænkte apostelen Peter stadig på hvor vigtigt det er at være ydmyg. Han fortalte de kristne tilsynsmænd at de ydmygt skulle udføre deres pligter og aldrig spille herrer over Jehovas får. (1 Peter 5:2, 3) Ansvar giver ikke ret til at være stolt. Tværtimod øger det behovet for sand ydmyghed. (Lukas 12:48) Og denne egenskab er naturligvis ikke alene vigtig for tilsynsmænd, men for alle kristne.

²² Peter glemte aldrig den aften Jesus vaskede hans fødder — under Peters protester! (Johannes 13:6-10) Peter skrev senere til de kristne: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden.“ (1 Peter 5:5) Udtrykket „iføre jer“ leder tanken hen på en tjener der tager et forklæde på for at udføre sit arbejde i huset. Udtrykket minder os også om den situation da Jesus bandt et håndklæde om sig før han knælede ned for at vaske apostlenes fødder. Hvis vi følger Jesus, hvilken  gudgiven opgave kunne vi da regne for at være under vores værdighed at udføre? Vort hjertes ydmyghed skulle være synlig for alle, som var den en klædning vi var iført.

23, 24. (a) Hvorfor bør vi bekæmpe enhver tilbøjelighed til hovmod? (b) Hvilken forkert opfattelse angående ydmyghed vil blive behandlet i det næste kapitel?

²³ Hovmod er som gift. Virkningerne kan være ødelæggende. Det er en egenskab som kan gøre det mest begavede menneske til et ubrugeligt redskab for Gud. På den anden side kan ydmyghed gøre selv den mindste til et meget nyttigt redskab for ham. Hvis vi hver dag bestræber os for at opdyrke denne dyrebare egenskab ved at vandre ydmygt i Jesu fodspor, vil belønningen være stor. Peter skrev: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ (1 Peter 5:6) Jehova ophøjede i sandhed Jesus fordi han ydmygede sig så fuldstændigt. Vor Gud vil ligeledes glæde sig over at belønne os for vores ydmyghed.

²⁴ Desværre mener nogle at ydmyghed er et tegn på svaghed. Jesu eksempel hjælper os til at se hvor forkert denne opfattelse er, for den mest ydmyge af alle var også den mest modige. Det vil være emnet for det næste kapitel.