HVAD vil det betyde for dig at du lærer Jehova at kende? Det vil blandt andet betyde at du får svar på et spørgsmål som milliarder af mennesker spekulerer over: ’Hvorfor er jeg til?’ Det har du sikkert også tænkt over nu og da. En vís konge der var rigere „end alle jordens konger“ på hans tid, foretog en nærmere undersøgelse af dette spørgsmål om meningen med livet. (2 Krønikebog 9:22; Prædikeren 2:1-13) Denne konge, Salomon, havde stor magt, umådelig rigdom og en uforlignelig visdom. Hvilket resultat nåede han frem til? „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“ (Prædikeren 12:13) Eftersom Salomon gjorde sig flere erfaringer end de fleste andre mennesker, er hans konklusion værd at overveje. — Prædikeren 2:12.

² Den frygt for Gud som Salomon omtalte, er ikke en sygelig frygt for en ukendt åndemagt. Det er en sund frygt for at såre en person man elsker højt. Hvis man holder meget af et andet menneske, vil man gerne gøre det han eller hun synes om, og man vil undgå at gøre noget der kunne støde vedkommende. Efterhånden som du får større kærlighed til Jehova, vil du få et sådant forhold til ham.

³ Ved at læse i Bibelen kan man lære hvad Skaberen synes om og ikke synes om, og finde ud af hvad der var hans hensigt med at skabe jorden. Bibelen siger at Jehova er den „der har dannet jorden og frembragt den“; den „som grundfæstede den, som ikke skabte den forgæves, men dannede den til at bebos“. (Esajas 45:18) Jehova indrettede vores planet så den kunne bebos af mennesker der skulle tage sig af jorden og alle de skabninger der var på den. (1 Mosebog 1:28) Men var det den eneste grund til at Jehova skabte menneskene — at de skulle tage sig af jorden?

 ⁴ Nej, der var et mere ophøjet formål. Det første menneske, Adam, havde et meningsfyldt forhold til Jehova. Adam kunne kommunikere direkte med Skaberen. Han kunne både høre det Gud sagde til ham, og give udtryk for sine tanker over for Jehova. (1 Mosebog 1:28-30; 3:8-13, 16-19; Apostelgerninger 17:26-28) Adam og hans hustru, Eva, havde således en storslået mulighed for at lære Jehova bedre at kende og opdyrke et nærmere forhold til ham. De kunne have fået et godt liv ved at lære Jehova at kende og efterligne ham, for han er ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Som den Gud der „giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem“, anbragte Jehova de første mennesker i et paradis som blev kaldt Edens have, og gav dem mulighed for at leve evigt. — 1 Timoteus 6:17; 1 Mosebog 2:8, 9, 16, 17.

⁵ Leve evigt? Måske affejer du tanken om evigt liv som absurd, men er den det? Forskerne mener at de nu har fundet ud af hvad der forårsager at cellerne ældes. For enden af kromosomerne sidder der nogle små stumper genetisk materiale som kaldes telomerer. De virker næsten på samme måde som beskyttelseshætten for enden af et snørebånd, men de bliver kortere for hver gang en celle deler sig. Efter 50 til 100 celledelinger er telomererne slidt ned, og for de fleste cellers vedkommende betyder det at de holder op med at dele sig. Nyere forskningsresultater tyder imidlertid på at man ved hjælp af et enzym som kaldes telomerase, kan få celler fra mennesker til at blive ved med at dele sig i det uendelige. Denne opdagelse betyder ikke at Jehova vil gøre det muligt for os at leve evigt ved hjælp af netop dette enzym, men det viser at tanken om evigt liv ikke er absurd.

⁶ Den bibelske beretning som viser at de to første mennesker blev skabt til at leve evigt, er troværdig. Det var meningen at menneskene i al evighed skulle få et stadig nærmere forhold til Jehova. De skulle knyttes nært til deres himmelske Fader, lære alt om hans hensigt med jorden og menneskene og samarbejde om at gennemføre denne hensigt. Deres liv skulle ikke bestå i slid og slæb. Adam og Eva havde et storslået fremtidsperspektiv. De havde mulighed for at fylde jorden med lykkelige, fuldkomne efterkommere. De kunne have fået et herligt og meningsfyldt arbejde til evig tid. Det ville have været et virkelig godt liv! — 1 Mosebog 1:28.