Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

2. DEL

Råd der kan hjælpe en til at få et godt liv

Råd der kan hjælpe en til at få et godt liv

HVOR søger du hjælp når du har et problem? Måske taler du med en ven du har tillid til, eller en erfaren rådgiver. Det kan også være at du selv undersøger sagen, måske på biblioteket. Endelig er der „bedstemors visdom“, som nogle i Østen kalder den — nemlig det at man søger råd hos de ældre for at støtte sig til deres erfaring. Uanset hvad man foretrækker, er det godt at lytte til nogle visdomsord der kan hjælpe en til at løse problemet. Her følger nogle nyttige råd som har hjulpet mange.

„Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge“

2 Familielivet: Mange forældre bekymrer sig om hvordan de skal opdrage deres børn i en verden fyldt med skadelige påvirkninger. Måske kan følgende råd være en hjælp: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ 1 Når børn vokser op, har de brug for en „vej“ de kan følge, et sæt normer de skal leve op til. Flere og flere eksperter har indset hvor vigtigt det er at give børn nogle gavnlige retningslinjer. Børnene føler sig trygge når forældrene opstiller nogle fornuftige normer for dem. Der siges også: „Kæp og retledning giver visdom; men en dreng der er overladt til sig selv, gør sin moder skam.“ 2 Ordet „kæp“ sigter til forældrenes myndighed, der skal udøves på en kærlig måde så børnene ikke kommer på gale veje. At man gør brug af denne myndighed, indebærer ikke på nogen måde at børnene mishandles. * Forældre får dette råd: „I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ 3

„Lad . . . hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv“

3 Et godt forhold mellem mand og hustru er grundlaget for en lykkelig familie. Hvad skal der til for at opnå et sådant forhold? „Lad . . . hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ 4 Kærlighed og respekt er med til at få familielivet til at fungere. Ovennævnte råd virker kun hvis man har en god kommunikation, for „planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd“. 5 For at fremme en god kommunikation bør man interessere sig for sin ægtefælles følelser og forsøge at finde ud af hvad han eller hun inderst inde mener. Det er godt at huske at „det der besluttes i [et menneskes] hjerte er som vand der ligger dybt, men en mand [eller kvinde] med dømmekraft kan trække det op“. 6

Hav en positiv indstilling, og tag initiativet til at opbygge et godt forhold til andre

4 Mange ældre føler sig meget ensomme i deres alderdom. Selv i lande hvor det engang var almindeligt at vise stor respekt for de ældre, bliver de forsømt af deres børn. Det vil være godt hvis børnene tænker over disse kloge ord: „Ær din fader og din moder. 7 „Foragt ikke din moder fordi hun er gammel.“ 8 „Den der behandler sin fader dårligt og jager sin moder bort, er en søn der handler skammeligt og skændigt.“ 9 På den anden side må forældre der er kommet op i årene, have en positiv indstilling og selv tage initiativ til at opbygge et godt forhold til andre. „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.“ 10

5 Alkohol: Det er sandt at „vin gør livet frydefuldt“, 11 og at alkohol måske kan hjælpe én til ’ikke mere at huske sin elendighed’. 12 Men „vinen er en spotter, den stærke drik larmer op, og ingen der farer vild ved den er vís“. 13 Tænk på hvordan det går når man har drukket for meget: „Til sidst bider [vinen] som en slange, og den udskiller gift som en giftsnog. Dine øjne ser mærkelige ting, og dit hjerte taler fordærvet. . . . ’Hvornår vågner jeg? Jeg vil opsøge den igen.’“ 14 Det kan være gavnligt at drikke alkohol med måde, men man skal altid undgå misbrug.

6 Økonomi: I nogle tilfælde kan man forebygge økonomiske problemer ved at bruge sine penge klogt. Læg mærke til dette råd: „Vær ikke blandt dem der drikker sig fulde i vin, blandt dem der frådser i kød, for en dranker og en frådser kommer i nød, og af døsighed bliver man klædt i pjalter.“ 15 Hvis man undgår drukkenskab, stofmisbrug og hasardspil, kan man bruge de penge man sparer, til at sørge bedre for sin familie. Men mange lever over evne og ender med at måtte slide i det blot for at kunne betale deres gæld. Nogle tager endda et lån for at kunne betale renterne på et andet lån. Det vil være en hjælp at huske på følgende visdomsord: „Den der jager efter tomhed bliver mæt af fattigdom.“ 16 Man kan spørge sig selv: ’Har jeg virkelig brug for det jeg har lyst til at købe? Hvor meget af det jeg køber, bliver gemt og glemt efter kun at være brugt nogle få gange?’ En spalteredaktør har skrevet: „Menneskets fornødenheder er få — dets ønsker ubegrænsede.“ Læg mærke til disse kloge ord: „Vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det. . . . Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed [har] nogle . . . stukket sig selv overalt med mange smerter.“ 17

7 Man kan løse mange økonomiske problemer ved at være flittig. „Gå til myren, du dovne; se dens veje og bliv vís. . . . Sove lidt mere, slumre lidt mere, ligge lidt mere med foldede hænder — og som en landstryger kommer din fattigdom.“ 18 Omhyggelig planlægning og et realistisk budget kan også være en hjælp: „Hvem af jer som ønsker at bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne for at se om han har nok til at gøre det færdigt?“ 19

„Ser du en mand som er dygtig til sit arbejde?“

8 Hvad nu hvis det ikke er ens egen skyld at man er fattig? Måske har man mistet sit arbejde på grund af økonomiske omvæltninger og kan ikke finde et nyt, selv om man gerne vil og er villig til at påtage sig hårdt arbejde. Eller man bor i et land hvor de fleste lever under fattigdomsgrænsen. Hvad kan man så stille op? „Visdom er en beskyttelse som penge er en beskyttelse, men fordelen ved kundskab er at visdommen holder sine ejermænd i live.“ 20 Læg også mærke til denne tanke: „Ser du en mand som er dygtig til sit arbejde? Han skal stilles for konger.“ 21 Kan man tilegne sig nogle færdigheder der gør det lettere at finde arbejde?

„Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer“

9 Følgende råd lyder måske selvmodsigende, men det er faktisk meget virkningsfuldt: „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer . . . for med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ 22 Det vil ikke sige at man skal give i forventning om at få noget til gengæld. Tanken er at man skal opdyrke en gavmild indstilling: „Den gavmilde sjæl bliver selv fed, og den der giver rigeligt at drikke, vil også få rigeligt at drikke.“ 23 Ved at give til andre i nødsituationer fremmer man en gavmild ånd der i sidste ende kan komme en selv til gavn.

10 Forholdet til andre: En vís konge sagde: „Jeg har set at al møje og al lønsomhed i arbejdet betyder indbyrdes skinsyge; også det er tomhed og jag efter vind.“ 24 Skinsyge eller misundelse har fået mange mennesker til at gøre noget uklogt. Hvis en mand hører at naboen har fået et 32-tommers fjernsyn, skynder han sig at købe et 36-tommers selv om det gamle 28-tommers ikke fejler noget. En sådan misundelse er så afgjort tomhed. Det er som at jage efter vinden — man halser af sted, men får intet ud af det. Er det ikke sandt?

Hvordan kan man beherske vrede?

11 Hvis man er blevet fornærmet over noget en anden har sagt, kan man tænke over dette råd: „Vær ikke hastig i din ånd til at ærgre dig, for ærgrelse hviler i tåbers favn.“ 25 I nogle tilfælde er det ganske vist berettiget at man bliver vred. „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte,“ skrev en af fortidens skribenter. 26 Men hvordan kan man beherske vrede, der jo er en meget stærk følelse? „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ 27 Der er brug for indsigt. Man kan spørge sig selv: ’Hvorfor opførte han sig sådan? Var der formildende omstændigheder?’ Ud over at tilegne sig indsigt kan man opdyrke nogle egenskaber som kan hjælpe en til at beherske vrede. „I [skal] . . . iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. . . . Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ 28 Ja, kærlighed kan løse mange af de problemer som opstår mellem mennesker.

12 Tungen gør det vanskeligt for os at bevare et godt forhold til andre. Følgende ord er ubestrideligt sande: „Tungen kan intet menneske tæmme. Uregerlig, skadelig som den er, er den fuld af dødbringende gift.“ 29 Og følgende råd er værd at skrive sig bag øret: „Ethvert menneske bør være hurtigt til at høre, langsomt til at tale, langsomt til vrede.“ 30 Man må passe på ikke at gribe til halve sandheder i et forsøg på at bevare en overfladisk fred. „Lad blot jeres ’ja’ betyde ja, og jeres ’nej’, nej; for hvad der går derudover er fra den onde.“ 31

13 Hvordan kan man bevare et godt forhold til andre? Læg mærke til vejledningen i følgende princip: ’Hav ikke hver især blot øje for jeres egne interesser, men også hver især for de andres.’ 32 Hvis man gør det, lever man op til det mange kalder „den gyldne regel“: „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ 33

14 Stress: Hvordan kan man bevare den følelsesmæssige ligevægt i denne stressede verden? „Et hjerte der fryder sig er godt for ansigtet, men ved hjertesorg kommer en nedslået ånd.“ 34 Det kan let gå ud over livsglæden når man ser at andre ignorerer de normer man selv opfatter som rigtige. Men det vil være godt at have disse ord i tanke: „Vær ikke overmåde retfærdig, og optræd ikke alt for víst. Hvorfor skulle du ødelægge dig selv?“ 35 Det kan også være dagliglivets bekymringer der plager en. Hvad kan man gøre ved det? Husk på følgende: „Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det, men gode ord får det til at fryde sig.“ 36 Man kan grunde over „gode ord“, venlige ord der virker opmuntrende. I virkeligheden er det godt for helbredet at have en positiv indstilling selv om man befinder sig i en deprimerende situation: „Et hjerte der fryder sig er god medicin.“ 37 Når man bliver nedtrykt fordi andre tilsyneladende ikke interesserer sig for en, kan man prøve at følge den tilskyndelse der ligger i princippet: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ 38 Hvis man har en positiv holdning, kan man bedre klare hverdagens stress.

15 Tror du at førnævnte visdomsord kan være en hjælp for os der lever i det 21. århundrede? De stammer faktisk fra en meget gammel bog, nemlig Bibelen. Men hvorfor søge råd i Bibelen frem for andre kilder til vejledning? Blandt andet fordi Bibelens principper har stået tidens prøve. Lad os tage det japanske par Yasuhiro og Kayoko som eksempel. De gik meget op i kvindefrigørelse og giftede sig kun fordi Kayoko ventede Yasuhiros barn. Inden længe blev de imidlertid skilt fordi de havde økonomiske problemer og følte at de ikke længere passede sammen. Senere begyndte de hver især at undersøge Bibelen sammen med Jehovas Vidner uden at den anden vidste det. De lagde hver især mærke til de markante forandringer den anden havde foretaget, og besluttede at gifte sig igen. Deres liv er ikke problemfrit, men nu har de Bibelens principper at leve efter, og de er begge villige til at komme hinanden i møde for at løse problemerne. Blandt Jehovas Vidner kan man se hvor gode resultater det giver at leve efter Bibelens principper. Hvorfor ikke overvære et af deres møder for at lære nogle mennesker at kende som forsøger at leve efter Bibelen?

16 De råd der er nævnt i det foregående, er kun en lille smagsprøve på det uudtømmelige forråd af praktisk visdom som findes i Bibelen. Der er gode grunde til at Jehovas Vidner anvender Bibelens principper i deres liv. Hvorfor ikke finde ud af hvad årsagerne er, og lære noget grundlæggende om Bibelen?

^ par. 2 Ifølge dansk lov er korporlig afstraffelse eller anden krænkende behandling af børn ikke tilladt.