1, 2. Hvad har Saulus tænkt sig at gøre i Damaskus?

 DE REJSENDE, hvis dystre ansigtsudtryk afspejler deres onde plan, nærmer sig Damaskus. De vil slæbe Jesus’ disciple ud af deres hjem, binde dem, ydmyge dem og føre dem til Jerusalem, hvor de vil komme til at mærke Sanhedrinets vrede.

² Flokkens leder, Saulus, har allerede blod på hænderne. a For nylig havde han været øjenvidne til, og billiget, at nogle andre religiøse fanatikere stenede Stefanus, en trofast discipel af Jesus. (Ap.G. 7:57 – 8:1) Saulus stiller sig ikke tilfreds med at forfølge de disciple der bor i Jerusalem, og han bliver derfor som en brændende fakkel der er klar til at sprede forfølgelsens ild. Han vil gerne gøre det af med den skadelige sekt der er kendt som “Vejen”. – Ap.G. 9:1, 2; se boksen “ Saulus’ bemyndigelse i Damaskus”.

3, 4. (a) Hvad skete der med Saulus? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på?

³ Pludselig bliver Saulus omgivet af et strålende lys. Hans rejsefæller ser lyset men bliver så chokerede at de bliver helt mundlamme. Saulus, der pludselig ikke kan se noget, falder til jorden. Han hører en stemme fra himlen sige: “Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig?” Rystet spørger Saulus: “Hvem er du, Herre?” Det svar Saulus får, må have virket meget overvældende på ham: “Jeg er Jesus, som du forfølger.” – Ap.G. 9:3-5; 22:9.

⁴ Hvad kan vi lære af Jesus’ første ord til Saulus? Hvilken gavn kan vi have af at se nærmere på det der skete da Saulus blev omvendt? Og hvad kan vi lære af den måde menigheden brugte tiden på i den periode med fred der kom efter Saulus’ omvendelse?

5, 6. Hvad kan vi lære af Jesus’ ord til Saulus?

⁵ Da Jesus stoppede Saulus på vejen til Damaskus, spurgte han ikke: “Hvorfor forfølger du mine disciple?” Nej, han spurgte: “Hvorfor forfølger  du mig?” (Ap.G. 9:4) De prøvelser som Jesus’ disciple udsættes for, tager Jesus altså som noget der er rettet mod ham personligt. – Matt. 25:34-40, 45.

⁶ Hvis du bliver udsat for pres på grund af din tro, kan du have tillid til at både Jehova og Jesus er opmærksomme på din situation. (Matt. 10:22, 28-31) Det er ikke sikkert at prøvelsen bliver fjernet lige med det samme. Husk at Jesus havde set at Saulus var medskyldig i Stefanus’ død, og at han havde slæbt trofaste disciple ud af deres hjem i Jerusalem. (Ap.G. 8:3) Alligevel greb Jesus ikke ind på det tidspunkt. Ikke desto mindre styrkede Jehova Stefanus og de andre disciple gennem Jesus så de kunne forblive trofaste.

7. Hvad må du gøre for at kunne klare forfølgelse?

⁷ Du kan også klare at blive forfulgt hvis du gør de her ting: (1) Beslut dig for at være loyal, uanset hvad der sker. (2) Bed om Jehovas hjælp. (Flp. 4:6, 7) (3) Overlad hævnen til Jehova. (Rom. 12:17-21) Og (4) stol på at Jehova vil give dig styrken til at holde ud indtil han fjerner prøvelsen. – Flp. 4:12, 13.

8, 9. Hvordan har Ananias sikkert haft det med sin nye opgave?

⁸ Efter at have besvaret Saulus’ spørgsmål: “Hvem er du, Herre?” sagde Jesus: “Rejs dig op og gå ind i byen, og dér vil du få at vide hvad du skal gøre.” (Ap.G. 9:6) Saulus, der jo ikke kunne se noget, blev ført til sit logi i Damaskus, hvor han fastede og bad i tre dage. I mellemtiden havde Jesus fortalt Ananias, en discipel i byen, om Saulus. Ananias havde “et godt omdømme blandt alle de jøder som boede der”. – Ap.G. 22:12.

⁹ Prøv at forestille dig de blandede følelser Ananias må have haft. Her talte menighedens hoved, den opstandne Jesus Kristus, til ham personligt og udvalgte ham til en særlig opgave. Det var en stor ære, men sikke en opgave! Da Ananias fik besked på at tale med Saulus, svarede  han: “Herre, mange har fortalt mig om den mand og om alle de frygtelige ting han har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra de øverste præster til at arrestere alle som påkalder dit navn.” – Ap.G. 9:13, 14.

10. Hvad lærer vi om Jesus ud fra den måde han behandlede Ananias på?

¹⁰ Jesus irettesatte ikke Ananias fordi han gav udtryk for sin bekymring, men gav ham klare anvisninger. Og Jesus viste ham hensyn ved at fortælle hvorfor han ville have ham til at udføre den usædvanlige opgave. Han sagde om Saulus: “Den mand er det redskab jeg har udvalgt til at bringe mit navn ud til nationerne og til konger og til Israels sønner. Og jeg vil tydeligt vise ham hvor meget han kommer til at lide for  mit navns skyld.” (Ap.G. 9:15, 16) Ananias gjorde med det samme hvad Jesus bad ham om. Han opsøgte Saulus og sagde til ham: “Min bror Saulus, Herren Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, har sendt mig så du kan få dit syn igen og blive fyldt med hellig ånd.” – Ap.G. 9:17.

11, 12. Hvad lærer vi af beretningen om Jesus, Ananias og Saulus?

¹¹ Vi lærer meget af beretningen om Jesus, Ananias og Saulus. For eksempel at Jesus aktivt leder forkyndelsesarbejdet, præcis som han lovede at han ville. (Matt. 28:20) Selvom Jesus ikke taler direkte til enkeltpersoner i dag, leder han forkyndelsesarbejdet ved hjælp af den trofaste og kloge træl, som han har sat over sine tjenestefolk. (Matt. 24:45-47) Under Det Styrende Råds ledelse sendes forkyndere og pionerer ud for at finde dem der gerne vil lære mere om Jesus. Og som nævnt i det foregående kapitel er mange der har bedt til Gud om hjælp, kort efter blevet kontaktet af Jehovas Vidner. – Ap.G. 9:11.

¹² Ananias tog lydigt imod en opgave og blev velsignet. Adlyder du befalingen om at aflægge et grundigt vidnesbyrd, selv hvis opgaven gør dig lidt nervøs? For nogle kan det at gå fra hus til hus og tale med fremmede virke skræmmende. Andre synes det er en udfordring at forkynde for folk i forretninger, på gaden, i telefonen eller gennem breve. Ananias overvandt sin frygt og fik den ære at hjælpe Saulus til at modtage den hellige ånd. b Han klarede sin opgave fordi han stolede på Jesus og betragtede Saulus som sin bror. Vi kan overvinde vores nervøsitet hvis vi ligesom Ananias har tillid til at Jesus leder forkyndelsesarbejdet, og hvis vi viser empati og betragter selv de mest intimiderende personer som vores potentielle brødre og søstre. – Matt. 9:36.

13, 14. Hvis du studerer Bibelen men ikke er døbt endnu, hvad kan du så lære af Saulus’ eksempel?

¹³ Saulus handlede med det samme på det han havde lært. Efter at han var blevet helbredt, blev han døbt og begyndte at arbejde nært sammen med disciplene i Damaskus. Men han gjorde mere end det. “Straks begyndte han at forkynde i synagogerne at Jesus er Guds Søn.” – Ap.G. 9:20.

¹⁴ Hvis du studerer Bibelen men ikke er døbt endnu, vil du så ligesom Saulus beslutsomt handle efter det du lærer? Noget af det der var med  til at motivere Saulus, var uden tvivl at han på egen krop havde mærket et mirakel udført af Kristus. Men andre havde også set Jesus udføre mirakler. En gruppe farisæere havde for eksempel set ham helbrede en mand med en lam hånd, og generelt vidste mange af jøderne at Jesus havde oprejst Lazarus fra de døde. Alligevel forholdt de sig passive, og mange af dem modarbejdede ham ligefrem. (Mark. 3:1-6; Joh. 12:9, 10) I modsætning til dem forandrede Saulus sig. Hvorfor det? Fordi hans respekt for Gud var større end hans frygt for mennesker, og fordi han var dybt taknemmelig for den barmhjertighed Jesus havde vist ham. (Flp. 3:8) Hvis du har det ligesom Saulus, vil du ikke lade noget som helst forhindre dig i at forkynde for andre og kvalificere dig til dåb.

15, 16. Hvad foretog Saulus sig i synagogerne, og hvordan var reaktionen hos jøderne i Damaskus?

¹⁵ Kan du forestille dig hvor forbløffede, chokerede og vrede de mange mennesker må være blevet da Saulus begyndte at forkynde om Jesus i synagogerne? “Er det ikke ham der brutalt forfulgte dem i Jerusalem der påkalder dette navn?” spurgte de. (Ap.G. 9:21) Saulus forklarede hvorfor han havde ændret indstilling til Jesus, og “beviste logisk at Jesus er Kristus”. (Ap.G. 9:22) Men logik er ikke en universalnøgle. Den kan ikke nødvendigvis åbne et sind som er låst fast i traditioner, eller et hjerte der er tillukket på grund af stolthed. Alligevel gav Saulus ikke op.

¹⁶ Tre år senere modarbejdede jøderne i Damaskus stadig Saulus. Til sidst planlagde de endda at slå ham ihjel. (Ap.G. 9:23; 2. Kor. 11:32, 33; Gal. 1:13-18) Da Saulus hørte om det, valgte han stille og roligt at forlade byen ved at lade sig fire ned i en kurv gennem en åbning i bymuren. Lukas beskriver dem der hjalp Saulus til at flygte den nat, som “hans disciple”. (Ap.G. 9:25) Det tyder på at i det mindste nogle af dem der havde hørt Saulus tale i Damaskus, havde lyttet til hans forkyndelse og var blevet kristne.

17. (a) Hvordan reagerer folk på Bibelens sandheder? (b) Hvad skal vi fortsætte med at gøre, og hvorfor?

¹⁷ Da du begyndte at fortælle din familie, dine venner og andre om de gode ting du lærte, forventede du måske at alle og enhver ville tage imod Bibelens sandheder fordi de er så logiske. Det var der måske også nogle der gjorde, men de fleste gjorde det nok ikke. Nogle i din egen familie har måske endda behandlet dig som en fjende. (Matt. 10:32-38) Hvis du bliver ved med at forbedre din evne til at ‘fremføre argumenter ud fra Skrifterne’ og har en god kristen opførsel, kan det være at de der er imod din tro, til sidst vil ændre holdning. – Ap.G. 17:2; 1. Pet. 2:12; 3:1, 2, 7.

18, 19. (a) Hvilken virkning havde det at Barnabas sagde god for Saulus? (b) Hvordan kan vi efterligne Barnabas og Saulus?

 ¹⁸ Da Saulus kom til Jerusalem, var disciplene forståeligt nok skeptiske over for hans påstand om at han nu var en discipel. Men da Barnabas sagde god for Saulus, tog apostlene imod ham, og han blev hos dem et stykke tid. (Ap.G. 9:26-28) Saulus gik varsomt frem men skammede sig ikke over den gode nyhed. (Rom. 1:16) Han forkyndte frimodigt i Jerusalem, selvom det netop var herfra han havde iværksat en voldsom forfølgelse af Jesus’ disciple. Jøderne i Jerusalem blev rasende da de opdagede at den mand de troede ville gå foran med at udrydde de kristne, havde svigtet dem og nu selv var blevet en discipel, så de ville have ham slået ihjel. “Da brødrene fandt ud af det,” siger beretningen, “fulgte de [Saulus] ned til Cæsarea og sendte ham videre til Tarsus.” (Ap.G. 9:30) Saulus fulgte Jesus’ ledelse, der her kom til udtryk gennem brødrene, og det gavnede både ham selv og menigheden.

¹⁹ Læg mærke til at Barnabas tog initiativ til at hjælpe Saulus. Den venlige handling har uden tvivl været begyndelsen til det varme venskab der udviklede sig mellem de to ivrige tjenere for Jehova. Er du, ligesom Barnabas, villig til at tage dig af de nye i menigheden ved at arbejde sammen med dem i forkyndelsen og hjælpe dem til at gøre åndelige fremskridt? Du vil opleve mange velsignelser hvis du gør det. Hvis du er en ny forkynder, tager du så, ligesom Saulus, imod den hjælp du bliver tilbudt? Ved at arbejde sammen med mere erfarne forkyndere vil du blive dygtigere til at forkynde, din glæde vil blive større, og du vil få venskaber som kan vare hele livet.

20, 21. Hvordan har Guds tjenere i fortiden og nutiden udnyttet perioder med fred?

²⁰ Efter at Saulus var blevet omvendt og var kommet sikkert afsted til Tarsus, “kom menigheden i hele Judæa og Galilæa og Samaria ind i en periode med fred”. (Ap.G. 9:31) Hvordan udnyttede disciplene at det nu var “gode tider”? (2. Tim. 4:2) Beretningen siger at menigheden “blev styrket”. Apostlene og andre ansvarlige brødre styrkede disciplenes tro og førte an i menigheden, der “vandrede i dyb respekt for Jehova og i den hellige ånds trøst”. For eksempel brugte Peter tiden på at styrke disciplene i byen Lydda på Saronsletten. Hans indsats fik mange af dem der boede i området, til at vende om og få “tro på Herren”. (Ap.G. 9:32-35) Disciplene lod ikke andre ting distrahere dem men brugte deres tid og energi på at tage sig af hinanden og forkynde den gode nyhed. Resultatet var at menigheden ‘blev ved med at vokse’.

²¹ Hen imod slutningen af det 20. århundrede kom Jehovas Vidner i mange lande ind i en lignende “periode med fred”. Politiske systemer  der i årtier havde undertrykt Guds folk, brød pludselig sammen, og nogle af de forbud som forkyndelsesarbejdet havde været underlagt, blev mildnet eller fjernet. Titusinder af Jehovas Vidner greb nu muligheden for at forkynde offentligt, og det førte til fantastiske resultater.

22. Hvordan kan du få mest muligt ud af den frihed du har?

²² Udnytter du den frihed du har? Hvis du bor i et land hvor der er religionsfrihed, ville Satan elske det hvis han kunne få dig til at gå op i materielle ting i stedet for at tjene Jehova. (Matt. 13:22) Bliv ikke distraheret. Brug de perioder med relativ fred som du måske oplever i øjeblikket, på en god måde. Betragt dem som muligheder for at aflægge et grundigt vidnesbyrd og for at styrke menigheden. Husk at dine omstændigheder pludselig kan ændre sig.

23, 24. (a) Hvad kan vi lære af beretningen om Tabitha? (b) Hvad må vi være besluttet på?

²³ Tænk over hvad der skete med en discipel ved navn Tabitha, eller Dorkas. c Hun boede i byen Joppe, der lå i nærheden af Lydda. Den trofaste søster brugte sin tid og sine ressourcer klogt. Der siges om hende at “hun gjorde mange gode gerninger og gav mange gaver til de fattige”. Men pludselig blev hun syg og døde. Det gjorde disciplene i Joppe, og især de enker der personligt havde mærket hendes godhed, meget kede af det. Da Peter kom til huset hvor hun var ved at blive gjort i stand til begravelsen, udførte han et mirakel som ingen andre af Jesus’ apostle nogensinde havde udført. Peter bad en bøn og oprejste Tabitha fra de døde! Kan du forestille dig enkernes og de andre disciples glæde da Peter kaldte på dem og viste dem at Tabitha nu var i live? Der er ingen tvivl om at det må have styrket dem til at klare de prøvelser der snart ville komme. Forståeligt nok blev miraklet “kendt i hele Joppe, og mange fik tro på Herren”. – Ap.G. 9:36-42.

²⁴ Vi lærer to vigtige ting af den spændende beretning om Tabitha. (1) Vores liv kan hurtigt ændre sig. Derfor er det vigtigt at vi får et godt omdømme hos Jehova mens vi kan. (Præd. 7:1, fdn.) Og (2) opstandelsen vil ske. Jehova lagde mærke til Tabithas mange gode gerninger, og han belønnede hende. Han vil også huske vores flittige arbejde og give os en  opstandelse hvis vores liv skulle slutte inden Harmagedon. (Hebr. 6:10) Så lad os, uanset om vi i øjeblikket oplever “svære tider” eller er inde i en “periode med fred”, blive ved med at forkynde den gode nyhed. – 2. Tim. 4:2.