1-3. (a) Hvilken skræmmende situation står Stefanus i, men hvordan tager han det? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se på?

 STEFANUS står over for domstolen. I en imponerende sal, sandsynligvis i nærheden af templet i Jerusalem, sidder der 71 mænd i en stor halvcirkel. De er forsamlet som medlemmer af Sanhedrinet for at dømme Stefanus. Dommerne er magtfulde, indflydelsesrige mænd, og de fleste af dem regner ikke den her discipel af Jesus for noget. Det er ypperstepræsten Kajfas der har kaldt domstolens medlemmer sammen – ham der førte an da Sanhedrinet nogle måneder tidligere dømte Jesus Kristus til døden. Er Stefanus skræmt?

² Der er noget særligt ved Stefanus’ ansigtsudtryk lige nu. Dommerne stirrer på ham og ser at hans ansigt er “som en engels ansigt”. (Ap.G. 6:15) Engle overbringer budskaber fra Jehova Gud og har derfor grund til at være frygtløse, afklarede og fredfyldte. Det er sådan Stefanus er – det kan selv de hadfyldte dommere se. Hvordan kan han være så rolig?

³ Kristne i dag kan lære meget af svaret på det spørgsmål. Det vil også være interessant at få at vide hvorfor Stefanus pludselig står i sådan en kritisk situation. Hvordan havde han tidligere forsvaret sin tro? Og på hvilke måder kan vi efterligne ham?

4, 5. (a) Hvorfor var Stefanus et stort aktiv for menigheden? (b) Hvad ligger der i at Stefanus “havde Guds godkendelse og var fuld af hans kraft”?

⁴ Vi har allerede været inde på at Stefanus var et stort aktiv for den nyoprettede kristne menighed. I det foregående kapitel så vi at han var blandt de syv ydmyge mænd der var villige til at tage imod en særlig opgave fra apostlene da der var brug for hjælp. Hans ydmyghed er endnu mere bemærkelsesværdig når vi ser på de evner han havde fået. I Apostlenes Gerninger 6:8 læser vi at han, ligesom nogle af apostlene, var i stand til at udføre “store undere og tegn”. Vi får også at vide at  han “havde Guds godkendelse og var fuld af hans kraft”. Hvad lå der i det?

⁵ Det græske udtryk der er gengivet med “havde Guds godkendelse”, kan også oversættes med “var meget vindende”. Stefanus var tydeligvis en mild og venlig mand som andre godt kunne lide. Han talte på en så vindende måde at han overbeviste mange af sine tilhørere, og de forstod at han var oprigtig, og at det han forkyndte, ville være til gavn for dem. Han var fuld af kraft fordi han ydmygt lod sig lede af Jehovas ånd. I stedet for at blive stolt over sine evner gav han al ære til Jehova og viste omsorg for dem han henvendte sig til. Det er derfor ikke så underligt at hans modstandere betragtede ham som en trussel.

6-8. (a) Hvilke to ting anklagede Stefanus’ modstandere ham for, og hvorfor? (b) Hvad kan vi lære af Stefanus’ eksempel i dag?

⁶ Forskellige mænd stod frem for at diskutere med Stefanus, men “de måtte give op over for den visdom og ånd han talte med”. a I deres frustration fik de “hemmeligt overtalt” nogle mænd til at anklage den uskyldige Stefanus. Desuden “ophidsede [de] folket, de ældste og de skriftlærde” så han blev ført til Sanhedrinet med magt. (Ap.G. 6:9-12) Modstanderne anklagede ham for to ting: Han talte blasfemisk om både Moses og Gud. På hvilke måder?

⁷ De falske anklagere sagde at Stefanus hånede Gud ved at tale nedsættende om “dette hellige sted” – templet i Jerusalem. (Ap.G. 6:13) De hævdede også at han hånede Moses ved at tale nedsættende om Moseloven og ændre de skikke som Moses havde overleveret til dem. Det var en alvorlig anklage, for på den tid gik jøderne meget op i templet, detaljerne i Moseloven og de mange mundtlige traditioner som de havde føjet til Loven. Anklagen betød at Stefanus var en farlig mand der fortjente at dø!

⁸ Desværre er det ikke usædvanligt at religiøse mennesker bruger sådan en taktik for at gøre livet svært for Guds tjenere. Også i dag påvirker religiøse modstandere ofte de ledende i samfundet til at forfølge Jehovas Vidner. Hvordan skal vi forholde os hvis vi bliver mødt med fordrejede eller falske anklager? Vi kan lære meget af Stefanus.

9, 10. Hvad har nogle kritiseret Stefanus’ tale for, og hvad må vi huske på?

⁹ Som nævnt i indledningen var Stefanus helt rolig da han hørte de anklager der blev rettet imod ham. Nu henvendte Kajfas sig til ham og  sagde: “Er det sandt hvad de siger?” (Ap.G. 7:1) Det var blevet Stefanus’ tur til at tale. Og han udnyttede frimodigt muligheden!

¹⁰ Nogle har kritiseret Stefanus’ tale og hævdet at den på trods af sin længde ikke engang svarede på de ting han var anklaget for. Men i virkeligheden er Stefanus et enestående eksempel for os med hensyn til hvordan vi kan forsvare den gode nyhed. (1. Pet. 3:15) Husk at Stefanus var blevet anklaget for at håne Gud ved at tale nedsættende om templet og for at håne Moses ved at tale imod Loven. I sit svar opsummerer Stefanus tre perioder i Israels historie og lægger særlig vægt på bestemte begivenheder. Lad os se på de tre historiske perioder og tage en ad gangen.

11, 12. (a) Hvorfor nævnte Stefanus eksemplet med Abraham? (b) Hvorfor var det relevant at Stefanus nævnte Josef i sin tale?

¹¹ Patriarkernes tid. (Ap.G. 7:1-16) Stefanus lagde ud med at tale om Abraham, som jøderne respekterede på grund af hans tro. Det var et vigtigt fælles udgangspunkt, og han brugte det til at understrege at Jehova, “herlighedens Gud”, først havde vist sig for Abraham i Mesopotamien. (Ap.G. 7:2) Abraham kom til at bo som udlænding i det lovede land, hvor han hverken havde et tempel eller Moseloven. Så hvordan kunne nogen hævde at trofasthed mod Gud afhænger af de ting?

¹² Abrahams efterkommer Josef var også højt respekteret af Stefanus’ tilhørere, men Stefanus mindede dem om at Josefs egne brødre, der var forfædre til Israels stammer, forfulgte den retfærdige Josef og solgte ham som slave. Alligevel blev han det redskab Jehova brugte til at redde israelitterne fra hungersnød. Stefanus kunne tydeligt se de klare lighedspunkter mellem Josef og Jesus, men for at fastholde sine tilhøreres opmærksomhed så længe som muligt ventede han med at drage den parallel.

13. Hvordan forsvarede Stefanus sig over for sine modstandere ved at henvise til Moses, og hvilket tema var det med til at understrege?

¹³ Moses’ tid. (Ap.G. 7:17-43) Stefanus sagde meget om Moses, og det var klogt gjort, for mange af Sanhedrinets medlemmer var saddukæere, og de afviste alle Bibelens bøger på nær dem der var skrevet af Moses. Husk også at Stefanus var  blevet anklaget for at tale nedsættende om Moses. Stefanus’ ord var et direkte svar på den anklage, for de viste at han havde dyb respekt for Moses og for Loven. (Ap.G. 7:38) Han pegede på at Moses også var blevet afvist af dem han prøvede at frelse. De forkastede ham da han var 40 år gammel. Og over 40 år senere gjorde de flere gange oprør mod hans ledelse. b Stefanus understregede tydeligt et centralt tema: Guds folk havde gang på gang afvist dem som Jehova havde udnævnt til at føre an.

14. Hvordan var det at Stefanus henviste til Moses, med til at understrege hans pointe?

¹⁴ Stefanus mindede sine tilhørere om at Moses havde forudsagt at der skulle fremstå en profet som ham fra Israel. Hvem ville det være, og hvordan ville han blive modtaget? Stefanus besvarede først de spørgsmål til sidst i sin tale. Han fremhævede også et andet vigtigt punkt: Moses havde lært at et hvilket som helst sted kan gøres helligt, ligesom stedet omkring den brændende tornebusk hvor Jehova havde talt til ham. Kan tilbedelsen af Jehova så være begrænset til en enkelt bygning, som for eksempel templet i Jerusalem? Lad os se.

15, 16. (a) Hvorfor indgik telthelligdommen som en vigtig del af Stefanus’ argumentation? (b) Hvordan henviste Stefanus til Salomons tempel i sin tale?

¹⁵ Telthelligdommen og templet. (Ap.G. 7:44-50) Stefanus mindede domstolen om at før der fandtes et tempel i Jerusalem, havde Gud givet Moses befaling om at bygge en telthelligdom – et transportabelt telt der skulle bruges i tilbedelsen. Hvem kunne finde på at påstå at telthelligdommen var ringere end templet når Moses selv havde tilbedt Gud der?

¹⁶ Da Salomon senere byggede templet i Jerusalem, blev han inspireret til i sin bøn at sætte ord på en vigtig sandhed. Som Stefanus udtrykte det, ‘bor Den Højeste ikke i huse der er bygget af mennesker’. (Ap.G. 7:48; 2. Krøn. 6:18) Jehova kan gøre brug af et tempel for at gennemføre sin hensigt, men han behøver ikke at gøre det. Så hvorfor skulle hans tjenere føle at sand tilbedelse afhænger af en bygning der er opført af mennesker? Stefanus slog sin pointe fast på en magtfuld måde ved at citere fra Esajas’ Bog: “Himlen er min trone, og jorden er min fodskammel. Hvilken slags hus ville I bygge til mig, siger Jehova, eller hvor skulle mit hvilested være? Har jeg ikke skabt alle disse ting?” – Ap.G. 7:49, 50; Esa. 66:1, 2.

17. (a) Hvordan viste Stefanus’ tale at hans tilhørere havde en forkert indstilling? (b) Hvordan var talen et svar på anklagerne mod ham?

¹⁷ Når du tænker på det som Stefanus indtil nu har sagt i sin tale til Sanhedrinet, synes du så ikke at han på en rigtig god måde har vist at hans anklagere har en forkert indstilling? Han har vist at Jehova er fleksibel og kan gennemføre sin hensigt på forskellige måder. Jehova er ikke begrænset af traditioner eller noget som helst andet. De der lagde alt for  stor vægt på det smukke bygningsværk i Jerusalem og sad fast i de skikke og traditioner der var opstået omkring Moseloven, havde misforstået hele formålet med Loven og templet! Indirekte havde Stefanus med sin tale rejst det vigtige spørgsmål: Er den bedste måde at ære Loven og templet på ikke ved at adlyde Jehova? Stefanus’ ord understregede i virkeligheden at han ikke var skyldig i anklagerne, for han havde adlydt Jehova så godt han kunne.

18. På hvilke måder skal vi prøve at efterligne Stefanus?

¹⁸ Tænk over hvad vi i dag kan lære af Stefanus’ tale. Han var godt kendt med Skrifterne. Hvis vi skal kunne behandle “sandhedens ord på den rigtige måde”, må vi også studere Guds ord flittigt. (2. Tim. 2:15) Stefanus kan også lære os noget om at have en vindende personlighed og om at være taktfulde. Hans tilhørere kunne ikke have været mere fjendtligt indstillede! Alligevel holdt han sig så længe som muligt til noget de var enige om, ved at tale om ting som mændene lagde vægt på. Han var samtidig respektfuld over for dem og tiltalte de ældre mænd som “fædre”. (Ap.G. 7:2) Vi må også fremholde sandhederne fra Guds ord “på en mild måde og med dyb respekt”. – 1. Pet. 3:15.

19. Hvordan overbragte Stefanus Jehovas domsbudskab til Sanhedrinet?

¹⁹ På den anden side holder vi os ikke tilbage fra at fortælle andre om sandhederne fra Guds ord af frygt for at fornærme nogen, og vi udvander heller ikke Jehovas domsbudskaber. Det er Stefanus et godt eksempel på. Han kunne uden tvivl se at de beviser han fremlagde for Sanhedrinet, ikke gjorde noget særligt indtryk på de stædige dommere. Ledet af den hellige ånd afsluttede han så sin tale ved modigt at sige at de var præcis ligesom deres forfædre der havde forkastet Josef, Moses og alle profeterne. (Ap.G. 7:51-53) Faktisk havde dommerne i Sanhedrinet slået Messias ihjel – ham som Moses og alle profeterne havde forudsagt ville komme. Ja, de havde i virkeligheden overtrådt Moseloven på den værst tænkelige måde!

20, 21. Hvordan reagerede Sanhedrinet på Stefanus’ ord, og hvordan styrkede Jehova ham?

²⁰ Dommerne kunne ikke benægte at Stefanus havde ret, og det gjorde dem rasende. De kastede al værdighed over bord og “begyndte at skære tænder ad ham”. Stefanus må have indset at han ikke ville blive vist nogen barmhjertighed, lige så lidt som hans Herre, Jesus, var blevet vist det.

²¹ Stefanus havde brug for mod for at kunne klare det der skulle ske, og han blev uden tvivl meget opmuntret af det syn Jehova gav ham. Stefanus så Guds herlighed, og han så Jesus stå ved Jehovas højre hånd! Da Stefanus beskrev synet for dommerne, holdt de sig for ørerne. Hvorfor? Tidligere havde Jesus fortalt den selv samme domstol at han var  Messias, og at han snart ville være ved sin Fars højre hånd. (Mark. 14:62) Nu beviste Stefanus’ syn at Jesus havde sagt sandheden. Sanhedrinet havde altså svigtet Messias og dræbt ham! Alle som én styrtede de nu afsted for at få Stefanus stenet til døde. c

22, 23. På hvilke måder var Stefanus’ død ligesom hans Herres, og hvorfor kan kristne i dag være lige så tillidsfulde som Stefanus var?

²² Stefanus døde på stort set samme måde som sin Herre, med fred i hjertet, fyldt med tillid til Jehova og med en tilgivende indstilling over for sine drabsmænd. Han sagde: “Herre Jesus, tag imod min ånd” – måske fordi han stadig kunne se synet af Menneskesønnen der var hos Jehova. Stefanus kendte uden tvivl Jesus’ opmuntrende ord: “Jeg er opstandelsen og livet.” (Joh. 11:25) Til sidst bad Stefanus højt til Gud og sagde: “Jehova, kræv dem ikke til regnskab for denne synd.” Efter at have sagt det døde han. – Ap.G. 7:59, 60.

²³ Stefanus blev den første martyr blandt Kristus’ disciple. (Se boksen “ Martyr – i hvilken forstand?”). Sørgeligt nok skulle han ikke blive den sidste. Helt frem til i dag er trofaste tjenere for Jehova blevet slået ihjel af religiøse fanatikere, tilhængere af ekstreme politiske partier og andre ondskabsfulde modstandere. Men alligevel har vi grund til at være lige så tillidsfulde som Stefanus var. Jesus regerer nu som konge og har fået stor magt og myndighed af sin Far. Intet kan forhindre ham i at oprejse sine trofaste disciple. – Joh. 5:28, 29.

24. Hvordan bidrog Saulus til Stefanus’ død, og hvilken betydning fik den på længere sigt?

²⁴ En ung mand ved navn Saulus var vidne til det hele. Han billigede mordet på Stefanus og holdt endda hans drabsmænds yderklæder. Kort efter startede han en bølge af voldsom forfølgelse. Men Stefanus’ død ville få stor betydning i lang tid. Hans eksempel ville styrke andre kristne til at være trofaste mod Jehova lige til deres død. Desuden ville Saulus – der i de senere år oftest blev kaldt Paulus – komme til inderligt at fortryde at han havde medvirket ved Stefanus’ død. (Ap.G. 22:20) Senere ville han komme til at erkende at han havde ‘opført sig blasfemisk, forfulgt Guds folk og været en uforskammet person’. (1. Tim. 1:13) Det er tydeligt at Paulus aldrig glemte Stefanus og den magtfulde tale han holdt den dag. I nogle af sine taler og breve uddybede Paulus endda flere af de temaer som Stefanus havde berørt i sin tale. (Ap.G. 7:48; 17:24; Hebr. 9:24) Med tiden lærte Paulus at vise ægte tro og mod ligesom Stefanus, der “havde Guds godkendelse og var fuld af hans kraft”. Spørgsmålet er: Vil vi også gøre det?