1-3. (a) Hvorfor er apostlene blevet stillet for Sanhedrinet, og hvad er det i virkeligheden et spørgsmål om? (b) Hvorfor er vi meget interesseret i at vide hvordan apostlene reagerede?

 SANHEDRINETS dommere syder af raseri! Jesus’ apostle står anklaget for højesteretten. Hvorfor? Josef Kajfas, ypperstepræst og leder af Sanhedrinet, siger strengt til dem: “Vi har udtrykkeligt forbudt jer at fortsætte med at undervise i dette navn.” Den vrede ypperstepræst kan ikke engang få sig selv til at tage Jesus’ navn i sin mund. Kajfas fortsætter: “Og alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære, og I er besluttet på at give os skylden for det menneskes død.” (Ap.G. 5:28) Budskabet er ikke til at tage fejl af: Hold op med at forkynde – ellers bliver det værst for jer selv!

² Hvad vil apostlene gøre? Det var Jesus, hvis myndighed kom fra Gud, der havde givet dem opgaven med at forkynde. (Matt. 28:18-20) Vil apostlene give efter for menneskefrygt og forholde sig tavse? Eller vil de have mod til at stå op for deres tro og fortsætte med at forkynde? Kort sagt: Vil de adlyde Gud eller mennesker? Uden tøven taler apostlen Peter frimodigt på alle apostlenes vegne. Og det han siger, er klart og tydeligt.

³ Som sande kristne er vi meget interesseret i at vide hvordan apostlene reagerede på Sanhedrinets trusler. Befalingen om at forkynde gælder også os. Når vi udfører den opgave som Gud har givet os, kan vi også komme ud for modstand. (Matt. 10:22) Måske vil modstandere forsøge at begrænse eller forbyde vores arbejde. Hvad vil vi så gøre? Det vil gavne os at se nærmere på hvad apostlene gjorde, og de begivenheder der gik forud for at de stod anklaget for Sanhedrinet. a

4, 5. Hvorfor blev Kajfas og saddukæerne “vrede og fyldt med jalousi”?

⁴ Da Peter og Johannes første gang fik besked på at holde op med at forkynde, svarede de: “Vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.” (Ap.G. 4:20) Efter den hændelse med Sanhedrinet fortsatte  Peter og Johannes og de andre apostle med at forkynde i templet. Apostlene gjorde store tegn og undere, som for eksempel at helbrede syge og uddrive dæmoner. Det skete i “Salomons Søjlegang”, en overdækket gang på østsiden af templet, hvor mange jøder samledes. Tænk engang – nogle blev endda helbredt bare ved at Peters skygge faldt på dem! Mange af dem der blev helbredt, lyttede også til den åndeligt helbredende forkyndelse. Hvad førte det til? “Flere og flere fik tro på Herren og blev føjet til, et stort antal af både mænd og kvinder.” – Ap.G. 5:12-15.

⁵ Kajfas og saddukæerne, den religiøse sekt han tilhørte, “blev vrede og fyldt med jalousi” og fik apostlene sat i fængsel. (Ap.G. 5:17, 18) Hvorfor var saddukæerne vrede? Apostlene forkyndte at Jesus var blevet oprejst, men saddukæerne troede ikke på opstandelsen. Apostlene sagde at det kun var ved at tro på Jesus at man kunne blive frelst, men saddukæerne var bange for at de romerske myndigheder ville straffe dem hvis folket begyndte at se hen til Jesus som deres leder. (Joh. 11:48) Det er ikke så mærkeligt at saddukæerne var besluttet på at få apostlene til at holde op med at forkynde!

6. Hvem står oftest bag forfølgelsen af Jehovas tjenere i dag, og hvorfor overrasker det os ikke?

⁶ I dag er det først og fremmest religiøse modstandere der står bag forfølgelsen af Jehovas tjenere. De forsøger ofte at bruge deres indflydelse hos myndigheder og medier til at standse vores forkyndelse. Skulle det overraske os? Nej. Vores budskab afslører jo falsk religion. Når oprigtige mennesker tager imod sandheden fra Bibelen, bliver de gjort fri af ubibelske læresætninger og skikke. (Joh. 8:32) Er der noget at sige til at vores budskab ofte gør religiøse ledere vrede?

7, 8. Hvordan har englens ord sikkert virket på apostlene, og hvad må vi spørge os selv om?

⁷ Da apostlene sad i fængsel og ventede på at deres sag kom for retten, spekulerede de måske på om de nu ville blive dræbt på grund af deres tro. (Matt. 24:9) Men om natten skete der noget højst uventet – ‘Jehovas engel åbnede fængslets døre’. b (Ap.G. 5:19) Derefter gav englen dem et specifikt påbud: “Stil jer i templet, og bliv ved med at fortælle folk hele budskabet.” (Ap.G. 5:20) Det har uden tvivl forsikret apostlene om at de havde gjort det rigtige. Englens ord har måske også styrket dem til at forblive trofaste uanset hvad der måtte ske. Modigt og med en stærk tro gik apostlene “tidligt om morgenen ind i templet og begyndte at undervise”. – Ap.G. 5:21.

⁸ Spørg dig selv: ‘Ville jeg under lignende omstændigheder have den tro og det mod der skulle til for at kunne blive ved med at forkynde?’ Tanken om at det livsvigtige arbejde med at aflægge “et grundigt vidnesbyrd  om Guds rige” bliver støttet og ledet af englene, giver os den nødvendige styrke. – Ap.G. 28:23; Åb. 14:6, 7.

9-11. Hvordan reagerede apostlene på Sanhedrinets befaling om at holde op med at forkynde, og hvordan er det et eksempel for alle sande kristne?

⁹ Kajfas og de andre dommere i Sanhedrinet var nu klar til at forhøre apostlene. Uvidende om hvad der var sket i fængslet, sendte de betjente afsted for at hente fangerne. Forestil dig betjentenes overraskelse da de opdagede at fangerne var væk til trods for at fængslet var ‘forsvarligt aflåst og vagterne stod ved dørene’. (Ap.G. 5:23) Kort efter hørte tempelkommandanten at apostlene var tilbage i templet, hvor de forkyndte om Jesus Kristus – lige netop det som de var blevet fængslet for! Kommandanten og hans betjente gik hurtigt hen til templet for at få fat i fangerne og eskortere dem til Sanhedrinet.

¹⁰ Som beskrevet i indledningen af kapitlet gjorde de rasende religiøse ledere det klart for apostlene at de skulle holde op med at forkynde. Hvordan reagerede apostlene? Som deres talsmand sagde Peter frimodigt: “Man skal adlyde Gud som hersker mere end mennesker.” (Ap.G. 5:29) Apostlene blev på den måde et eksempel for alle sande kristne op gennem tiden. I de situationer hvor jordiske herskere forbyder os at gøre noget som Gud kræver, eller kræver at vi gør noget som Gud forbyder, mister de deres ret til at forvente lydighed af os. Så hvis “de højere myndigheder” i dag forbyder vores arbejde, kan vi ikke holde op med at udføre den opgave Gud har givet os – at forkynde den gode nyhed. (Rom. 13:1) I sådan nogle tilfælde vil vi bruge diskrete metoder så vi fortsat kan aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds rige.

¹¹ Ikke overraskende blev dommerne rasende over apostlenes modige svar. De var besluttet på at “gøre det af med dem”. (Ap.G. 5:33) Nu ville de frimodige og flittige forkyndere helt sikkert komme til at dø på grund af deres tro. Men der var hjælp på vej fra en uventet kant!

12, 13. (a) Hvilket råd gav Gamaliel de andre i Sanhedrinet, og hvad gjorde de? (b) Hvordan kan Jehova gribe ind til gavn for sit folk i dag, og hvad kan vi være sikre på hvis Jehova tillader at vi ‘lider fordi vi gør det der er rigtigt’?

¹² Gamaliel, “en lovlærer som hele folket havde respekt for”, tog ordet. c Han var ekspert i loven og højt respekteret af sine kolleger. Da han gav “ordre til at [apostlene] skulle føres udenfor et øjeblik”, lyttede de andre nemlig til ham. (Ap.G. 5:34) Efter at have givet nogle eksempler på tidligere oprør som hurtigt ebbede ud efter at lederne var døde, opfordrede Gamaliel dommerne til at være tålmodige og tolerante over for apostlene, hvis leder, Jesus, var blevet slået ihjel kort forinden. Gamaliel kom med et overbevisende argument: “Hold jer fra de mennesker, og lad dem være. Hvis det er mennesker der står bag denne idé eller denne aktivitet, vil den blive gjort til intet, men hvis det er Gud der står bag den, vil I ikke kunne gøre dem til intet. Ellers viser det sig måske at I kæmper mod Gud.” (Ap.G. 5:38, 39) Dommerne fulgte hans råd. Alligevel fik de apostlene pisket, og de “forbød dem at tale i Jesus’ navn”. – Ap.G. 5:40.

¹³ Også i dag vælger Jehova nogle gange at gribe ind til gavn for sit folk ved at gøre brug af indflydelsesrige personer som Gamaliel. (Ordsp. 21:1) Jehova kan ved hjælp af sin ånd få magtfulde herskere, dommere og lovgivere til at gøre hvad han ønsker. (Neh. 2:4-8) Men hvis han skulle tillade at vi ‘lider fordi vi gør det der er rigtigt’, er der to ting vi kan være sikre på. (1. Pet. 3:14) For det første at Jehova kan give os styrke til at holde ud. (1. Kor. 10:13) Og for det andet at vores modstandere ikke kan standse Guds arbejde. – Esa. 54:17.

14, 15. (a) Hvordan reagerede apostlene da de blev pisket? (b) Fortæl en erfaring der viser at Jehovas folk holder ud med glæde.

¹⁴ Blev apostlenes iver og beslutsomhed svækket af at de blev pisket? Nej, slet ikke! De “forlod ... Sanhedrinet og glædede sig”. (Ap.G. 5:41) Hvorfor var de glade? Det var bestemt ikke på grund af smerterne fra piskeslagene. Nej, de glædede sig over at vide at de var blevet forfulgt på grund af deres loyalitet over for Jehova og fordi de fulgte i Jesus’ fodspor. – Matt. 5:11, 12.

¹⁵ Ligesom vores brødre i det første århundrede kan vi holde ud med glæde selvom vi lider for den gode nyheds skyld. (1. Pet. 4:12-14) Vi synes selvfølgelig ikke om at blive udsat for trusler, forfølgelse eller fængsling. Men det giver os en dyb, indre tilfredshed at vide at vi er loyale mod Jehova. Det kan Henryk Dornik, som har udholdt mange års hård behandling under totalitære regimer, bekræfte. Han fortæller at myndighederne i august 1944 sendte ham og hans bror i koncentrationslejr. Modstanderne sagde: “Det er umuligt at overtale dem til noget  som helst. De glæder sig over deres martyrium.” Bror Dornik siger: “Jeg nærede ikke noget ønske om at blive martyr, men jeg glædede mig over at jeg modigt og med værdighed kunne lide på grund af min loyalitet over for Jehova.” – Jak. 1:2-4.

16. Hvordan viste apostlene at de var besluttet på at aflægge et grundigt vidnesbyrd, og hvordan efterligner vi deres forkyndelsesmetode?

¹⁶ Apostlene genoptog straks forkyndelsesarbejdet. Utrætteligt “blev de ved med at undervise og at forkynde den gode nyhed om Kristus, Jesus, både i templet og fra hus til hus”. d (Ap.G. 5:42) De ivrige forkyndere var besluttet på at aflægge et grundigt vidnesbyrd. Læg mærke til at de bragte budskabet ud til folks hjem, sådan som Jesus havde sagt de skulle. (Matt. 10:7, 11-14) Det var uden tvivl sådan det lykkedes dem at ‘fylde Jerusalem med deres lære’. I dag er Jehovas Vidner kendt for at bruge den samme forkyndelsesmetode som apostlene. Ved at besøge hver enkelt husstand i vores distrikt viser vi klart at vi også ønsker at være grundige så alle får mulighed for at høre den gode nyhed. Har Jehova velsignet vores forkyndelse fra hus til hus? Ja, det har han. Millioner har reageret positivt på Rigets budskab her i endens tid. Mange havde aldrig hørt den gode nyhed før en forkynder bankede på deres dør.

17-19. Hvilket problem opstod, og hvad gjorde apostlene for at løse det?

¹⁷ Den nyoprettede menighed stod nu over for en snigende fare der kom indefra. Hvad var det? Mange af de nydøbte disciple var på besøg i Jerusalem, og de ville gerne lære noget mere inden de rejste hjem. De disciple der boede i Jerusalem, gav derfor villigt af deres midler for at dække behovet for fødevarer og andre basale ting. (Ap.G. 2:44-46; 4:34-37) Men så opstod der en svær situation. De græsktalende enker “blev overset ved den daglige uddeling” af mad. (Ap.G. 6:1) De hebraisktalende  enker blev derimod ikke overset. Problemet drejede sig åbenbart om forskelsbehandling. Kun få ting kan skabe større splittelser.

¹⁸ Apostlene, der fungerede som det styrende råd for den voksende menighed, indså at det ikke ville være klogt hvis de ‘holdt op med at undervise i Guds ord for at dele mad ud ved bordene’. (Ap.G. 6:2) For at løse problemet gav de disciplene besked på at finde syv mænd der var “fulde af ånd og visdom”, som apostlene kunne sætte til at udføre opgaven. (Ap.G. 6:3) Der var brug for kvalificerede mænd fordi opgaven uden tvivl ikke kun bestod i at uddele mad, men også i at håndtere penge, foretage indkøb og føre nøjagtige optegnelser. Alle de mænd der blev anbefalet, havde græske navne, hvilket nok har gjort det lettere for dem at blive accepteret af de oversete enker. Efter at apostlene havde bedt til Jehova og overvejet anbefalingerne, blev de syv mænd udnævnt til at varetage den nødvendige opgave. e

¹⁹ Var de syv mænd der blev udnævnt til at varetage opgaven med at uddele mad, nu fritaget for deres forpligtelse til at forkynde den gode nyhed? Selvfølgelig ikke. En af de mænd der blev valgt, var Stefanus, som viste sig at være et frimodigt vidne der var fuld af kraft fra Jehova. (Ap.G. 6:8-10) Filip var også blandt de syv, og han kaldes “evangelieforkynderen”. (Ap.G. 21:8) Vi kan altså godt gå ud fra at de syv mænd fortsatte med at være ivrige forkyndere af Riget.

20. Hvordan følger Guds folk i dag apostlenes eksempel?

²⁰ Jehovas folk i dag følger apostlenes eksempel. Mænd der anbefales  til at få ansvarsopgaver i menigheden, må lade sig lede af Jehovas visdom, og det må kunne ses at den hellige ånd virker på dem. Under Det Styrende Råds ledelse bliver mænd der opfylder Bibelens kvalifikationskrav, udnævnt til at tjene som ældste eller menighedstjenere. f (1. Tim. 3:1-9, 12, 13) De der lever op til kvalifikationskravene, kan siges at være udnævnt af den hellige ånd. Den slags flittige mænd tager sig af mange nødvendige opgaver. Nogle ældste koordinerer for eksempel den praktiske hjælp trofaste ældre har behov for. (Jak. 1:27) Andre ældste er travlt optaget af at bygge rigssale, organisere stævner eller være med i Kontaktudvalg til Hospitaler. Menighedstjenere tager sig af mange opgaver som ikke direkte har med hyrdearbejde og undervisning at gøre. Alle kvalificerede brødre må finde balancen mellem deres ansvarsopgaver i menigheden og inden for organisationen og den opgave Jehova har givet dem med at forkynde den gode nyhed om Riget. – 1. Kor. 9:16.

21, 22. Hvad viser at Jehova velsignede den nyoprettede menighed?

²¹ Med Jehovas støtte udholdt den nyoprettede menighed forfølgelse udefra og løste et problem indefra som kunne have givet splittelser. Jehovas velsignelse var tydelig, for der siges: “Guds ord fortsatte derfor med at blive udbredt, og antallet af disciple i Jerusalem steg kraftigt. En stor skare præster tog også imod troen.” (Ap.G. 6:7) Det er bare en af de mange beretninger om fremgang der findes i Apostlenes Gerninger. (Ap.G. 9:31; 12:24; 16:5; 19:20; 28:31) Og hvor er det opmuntrende når vi i dag hører om den fremgang der er i forkyndelsesarbejdet i andre dele af verden.

²² Tilbage i det første århundrede havde de vrede religiøse ledere ikke tænkt sig at give op. En bølge af forfølgelse var på vej. Som vi skal se i det næste kapitel, blev Stefanus snart udsat for voldsom modstand.