1-3. (a) Hvordan ledte den hellige ånd Paulus og hans rejsefæller? (b) Hvilke begivenheder vil vi se på nu?

 EN GRUPPE kvinder fra Filippi i Makedonien er på vej ud af byen. Inden længe når de ned til den smalle Gangitesflod. Som de plejer, sætter de sig ved flodbredden og beder til Israels Gud. Det er noget Jehova lægger mærke til. – 2. Krøn. 16:9; Sl. 65:2.

² Imens er en gruppe mænd, mere end 800 kilometer øst for Filippi, på vej ud af byen Lystra i det sydlige Galatien. Flere dage senere når de frem til en brolagt romersk landevej der fører vestpå mod det tættest befolkede område i provinsen Asien. Mændene – Paulus, Silas og Timotheus – er ivrige efter at rejse ad den vej til Efesos og andre byer hvor tusindvis af mennesker har brug for at høre om Kristus. Men før de overhovedet når at begynde på rejsen, forhindrer den hellige ånd dem i det. Bibelen siger ikke hvordan, men de får i hvert fald ikke lov til at forkynde i Asien. Hvorfor ikke? Fordi Jesus – ved hjælp af Guds ånd – ønsker at lede Paulus og de andre hele vejen gennem Lilleasien, tværs over Det Ægæiske Hav og videre til bredden af den lille flod Gangites.

³ Vi kan lære noget vigtigt af den måde Jesus ledte Paulus og hans rejsefæller på under den usædvanlige tur til Makedonien. Så lad os se tilbage på nogle af de begivenheder der fandt sted under Paulus’ anden missionsrejse, som begyndte omkring år 49 e.v.t.

4, 5. (a) Hvad skete der da Paulus og hans rejsefæller nærmede sig Bitynien? (b) Hvilken beslutning traf de, og med hvilket resultat?

⁴ Efter at Paulus og hans rejsefæller var blevet forhindret i at forkynde i Asien, tog de nordpå for at forkynde i byerne i Bitynien. For at komme dertil rejste de gennem områderne Frygien og Galatien, hvor der ikke boede så mange mennesker, og vandrede sikkert i dagevis på grusveje. Men da de nærmede sig Bitynien, brugte Jesus igen den hellige ånd til at standse dem. (Ap.G. 16:6, 7) På det tidspunkt må de have undret sig. De vidste hvad de skulle forkynde, og hvordan de skulle forkynde, men ikke hvor.  De havde så at sige banket på den dør der førte til Asien – men forgæves. De havde også banket på den dør der førte til Bitynien – men igen forgæves. Men Paulus var besluttet på at blive ved med at banke på indtil han fandt en dør der ville åbne sig. Mændene traf så en beslutning der måske kunne virke ret tilfældig. De tog mod vest og vandrede 550 kilometer, forbi den ene by efter den anden, indtil de nåede frem til havnebyen Troas, hvorfra man kunne sejle til Makedonien. (Ap.G. 16:8) Der bankede Paulus på en tredje dør, og nu var det endelig en der åbnede sig på vid gab!

⁵ Evangelieskribenten Lukas, der sluttede sig til Paulus’ gruppe i Troas, fortæller hvad der skete: “Om natten fik Paulus et syn – en makedonisk mand stod og tryglede ham: ‘Kom over til Makedonien og hjælp os.’ Så snart han havde set synet, prøvede vi at tage til Makedonien, for vi konkluderede at Gud havde tilkaldt os for at vi skulle forkynde den gode nyhed for dem.” a (Ap.G. 16:9, 10) Nu vidste Paulus endelig hvor de skulle forkynde. Han må have været lykkelig over at han ikke havde givet op halvvejs på rejsen! Straks sejlede de fire mænd afsted til Makedonien.

6, 7. (a) Hvad kan vi lære af det der skete under Paulus’ rejse? (b) Hvorfor er det Paulus oplevede, opmuntrende for os?

⁶ Hvad kan vi lære af den beretning? Jo, tænk over det her: Det var først efter at Paulus var taget afsted mod Asien, at Guds ånd greb ind, det var først efter at Paulus havde nærmet sig Bitynien, at Jesus skred ind, og det var først efter at Paulus var kommet til Troas, at Jesus førte  ham til Makedonien. Som hoved for menigheden vil Jesus måske lede os på samme måde i dag. (Kol. 1:18) Det kan for eksempel være at vi i noget tid har overvejet at melde os som pionerer eller at rejse ud til et område hvor der er større behov for forkyndere. Men det kan meget vel være at det først er efter at vi har taget det endelige skridt til at nå vores mål, at Jesus, gennem Guds ånd, vil lede os. Hvorfor? Det kan illustreres på den her måde: En chauffør kan dreje sin bil til venstre eller til højre, men kun hvis bilen er i bevægelse. På samme måde leder Jesus os så vi kan udvide vores tjeneste, men kun hvis vi er i bevægelse, altså hvis vi gør en indsats for det.

⁷ Hvad så hvis vores indsats ikke bærer frugt lige med det samme? Skal vi så tænke at Guds ånd ikke leder os, og give op? Nej. Husk at Paulus også mødte forhindringer. Alligevel blev han ved med at søge indtil han fandt en dør der åbnede sig. Vi kan være sikre på at vi også vil blive belønnet når vi bliver ved med at lede efter “en dør til stor aktivitet”. – 1. Kor. 16:9.

8. (a) Beskriv byen Filippi. (b) Hvad førte det til at Paulus forkyndte ved “et bedested”?

⁸ Efter at være ankommet til Makedonien tog Paulus og hans rejsefæller til Filippi, en by hvis indbyggere var stolte af at være romerske statsborgere. For de pensionerede romerske soldater der boede der, føltes kolonien Filippi som Italien – som Rom i miniatureformat midt i Makedonien. Uden for byporten, ved bredden af en smal flod, fandt Paulus og de andre et område hvor de mente at der var “et bedested”. b De gik derned på sabbatten og så at der var nogle kvinder som mødtes der for at tilbede Gud, og de satte sig og begyndte at tale med dem. En kvinde ved navn Lydia “hørte efter, og Jehova åbnede hendes hjerte helt”. Det Lydia lærte, påvirkede hende så meget at hun og hendes husstand blev døbt. Derefter bad hun Paulus og hans rejsefæller om at komme og bo i sit hjem. c – Ap.G. 16:13-15.

9. Hvordan har mange i dag fulgt Paulus’ eksempel, og hvilke velsignelser har det ført til?

⁹ Forestil dig hvor glade Paulus og hans rejsefæller må være blevet da Lydia blev døbt! Hvor må Paulus have været glad for at han havde taget imod invitationen til at ‘komme over til Makedonien’, og for at Jehova havde besluttet at bruge ham og hans rejsefæller til at besvare de ydmyge kvinders bønner. I dag er der også mange brødre og søstre – både unge og ældre, singler og ægtepar – som flytter til områder hvor der er større behov for forkyndere. Der er selvfølgelig nogle udfordringer forbundet med det, men det betyder kun lidt i forhold til den glæde de oplever når  de finder nogle der ligesom Lydia tager imod sandheden. Kunne du gøre nogle forandringer der ville sætte dig i stand til at ‘komme over’ til et distrikt med større behov? Du vil helt sikkert blive velsignet. Tag for eksempel Aaron, en bror i tyverne der flyttede til et land i Mellemamerika. Han har det ligesom mange andre der er rejst ud, og siger: “Det at tjene i udlandet har hjulpet mig til at vokse åndeligt og få et nærmere forhold til Jehova. Og forkyndelsen er fantastisk – jeg har otte bibelstudier!”

10. Hvordan var dæmonerne involveret i det der videre skete for Paulus og hans rejsefæller?

¹⁰ Der er ingen tvivl om at Satan var rasende over at den gode nyhed havde fremgang i en del af verden hvor han og hans dæmoner indtil nu havde haft ubegrænset indflydelse. Derfor er det ikke så underligt at dæmonerne var indblandet i det der videre skete. Da Paulus og hans rejsefæller igen var på vej ned til bedestedet, mødte de en dæmonbesat tjenestepige der tjente mange penge til sine herrer ved at fremsige spådomme, og hun fulgte efter dem mens hun råbte: “De mænd er Den Højeste Guds trælle og forkynder jer frelsens vej.” Dæmonen har måske fået pigen til at råbe de ord for at det skulle se ud som om at det hun forudsagde, kom fra samme kilde som det Paulus sagde. På den måde kunne folks opmærksomhed blive ledt væk fra Kristus’ sande disciple. Men Paulus fik pigen til at tie stille ved at uddrive dæmonen. – Ap.G. 16:16-18.

11. Hvad skete der med Paulus og Silas efter at dæmonen var blevet uddrevet af pigen?

¹¹ Da tjenestepigens herrer fandt ud af at deres mulighed for at tjene hurtige penge var forsvundet, blev de rasende. De slæbte Paulus og Silas med hen på torvet, hvor lederne i byen – embedsmænd der repræsenterede Rom – afsagde kendelser. Pigens ejere vidste at dommerne hadede jøderne og var stolte af at være romere. Så de sagde til dem at Paulus og Silas skabte problemer ved at lære folk skikke som romerne ikke brød sig om. Deres ord havde en øjeblikkelig virkning. “Hele folkemængden rejste sig imod dem [Paulus og Silas],” og byens embedsmænd befalede “at de skulle have stokkeslag”. Derefter blev Paulus og Silas slæbt afsted til fængslet. Fangevogteren kastede de sårede mænd i det inderste fangehul og fastgjorde deres fødder i gabestokken. (Ap.G. 16:19-24) Da fangevogteren smækkede døren i, blev det så mørkt i fangehullet at Paulus og Silas knap nok kunne se hinanden. Men Jehova så hvad der foregik. – Sl. 139:12.

12. (a) Hvordan så Kristus’ disciple på forfølgelse, og hvorfor? (b) Hvilke former for modstand bruger Satan og dem der er under hans indflydelse?

¹² Flere år tidligere havde Jesus sagt til sine disciple at de ville blive forfulgt. (Joh. 15:20) Da Paulus og hans rejsefæller tog over til Makedonien,  var de derfor forberedt på at møde modstand. De betragtede ikke forfølgelsen som et udtryk for at Jehova var utilfreds med dem, men som et udtryk for Satans vrede. I dag bruger de der er under Satans indflydelse, stadig metoder som dem der blev brugt i Filippi. Løgnagtige modstandere kommer med unøjagtige udtalelser om os i skoler og på arbejdspladser og får på den måde andre til at modarbejde os. I nogle lande rejser religiøse modstandere anklage mod os i retten og siger at vi skaber problemer ved at lære folk skikke som lokalbefolkningen ikke bryder sig om. Nogle steder bliver vores trosfæller slået og kastet i fængsel. Men Jehova ser hvad der foregår. – 1. Pet. 3:12.

13. Hvad fik fangevogteren til at spørge hvad han skulle gøre for at blive frelst?

¹³ Paulus og Silas har sikkert haft brug for lidt tid til at fordøje den voldsomme behandling de havde været udsat for. Men ved midnatstid var de kommet sig så meget efter mishandlingen at de “bad og lovpriste Gud med sang”. Pludselig kom der så et jordskælv som rystede fængslet! Fangevogteren vågnede, opdagede at dørene stod åbne, og frygtede at fangerne var stukket af. Han vidste at han ville blive straffet for at have ladet dem flygte, så han “trak sit sværd og skulle til at begå selvmord”. Men Paulus råbte: “Gør ikke dig selv fortræd, for vi er her alle sammen!” Den chokerede fangevogter spurgte: “Gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Paulus og Silas kunne ikke frelse ham – det var kun Jesus der kunne det. De svarede derfor: “Du skal tro på Herren Jesus, og så vil du blive frelst, både du og din husstand.” – Ap.G. 16:25-31.

14. (a) Hvordan hjalp Paulus og Silas fangevogteren? (b) Hvordan blev Paulus og Silas belønnet for at have udholdt forfølgelse og bevaret glæden?

¹⁴ Var fangevogterens spørgsmål oprigtigt ment? Paulus tvivlede ikke på mandens oprigtighed. Fangevogteren var ikkejøde og ukendt med Skrifterne. Før han kunne blive kristen, måtte han lære de grundlæggende sandheder fra Skrifterne at kende og tage dem til sig. Paulus og Silas tog sig derfor tid til at forkynde “Jehovas ord for ham”. Mens de var opslugt af at undervise i Skrifterne, glemte de måske smerterne fra de slag de havde fået. Men fangevogteren lagde mærke til de dybe flænger på deres rygge og rensede deres sår. Beretningen fortsætter: “Straks efter blev han og alle i hans husstand døbt.” Paulus og Silas blev virkelig belønnet for at have udholdt forfølgelse og bevaret glæden! – Ap.G. 16:32-34.

15. (a) Hvordan har mange Jehovas Vidner i dag fulgt Paulus og Silas’ eksempel? (b) Hvorfor skal vi blive ved med at besøge dem der bor i vores distrikt?

¹⁵ Ligesom Paulus og Silas har mange Jehovas Vidner i dag forkyndt den gode nyhed mens de sad i fængsel på grund af deres tro, og det har ført til gode resultater. I et land hvor vores arbejde var forbudt, var der  for eksempel et tidspunkt hvor 40 procent af alle Jehovas Vidner havde lært sandheden at kende mens de sad i fængsel! (Esa. 54:17) Læg også mærke til at det først var efter at jordskælvet havde ramt, at fangevogteren bad om hjælp. I dag kan det også ske at nogle der aldrig før har lyttet til budskabet om Riget, pludselig gør det når deres verden bliver rystet af en foruroligende begivenhed. Når vi trofast besøger dem der bor i vores distrikt, og kommer tilbage til dem der har vist interesse, stiller vi os til rådighed for at kunne hjælpe dem.

16. Hvordan blev rollerne byttet om dagen efter at Paulus og Silas var blevet slået?

¹⁶ Morgenen efter at Paulus og Silas var blevet slået, befalede embedsmændene i byen at de skulle løslades. Men Paulus sagde: “Selvom vi er romerske borgere, slog de os offentligt, uden at vi var dømt, og de kastede os i fængsel. Vil de nu jage os hemmeligt ud? Nej, de kan selv komme og føre os ud!” Da det gik op for byens embedsmænd at de to mænd var romerske statsborgere, ‘blev de bange’ fordi de havde krænket deres rettigheder. d Rollerne var byttet om. Paulus og Silas var blevet slået offentligt, og nu måtte byens embedsmænd undskylde offentligt. De bad dem om at forlade Filippi. Det gik Paulus og Silas med til, men inden de rejste, tog de sig tid til at opmuntre den voksende gruppe af nye disciple.

17. Hvilken vigtig ting kan de nye disciple have lært af Paulus og Silas’ udholdenhed?

¹⁷ Hvis Paulus og Silas’ rettigheder som romerske borgere var blevet respekteret noget før, kunne de sikkert have undgået at blive mishandlet. (Ap.G. 22:25, 26) Men det kunne have givet disciplene i Filippi det indtryk at de bare havde udnyttet deres status for at slippe for lidelser for Kristus’ skyld. Hvordan kunne det have påvirket troen hos disciple som ikke var romerske borgere? Dem ville loven jo ikke beskytte mod at blive dårligt behandlet. Ved at udholde mishandling viste Paulus og Silas derfor med deres eksempel at det er muligt for Kristus’ disciple at stå fast under forfølgelse. Ved at kræve at deres borgerret blev respekteret, fik Paulus og Silas desuden embedsmændene i byen til offentligt at indrømme at de havde handlet i modstrid med loven. Det ville måske afholde dem fra at mishandle Paulus’ trosfæller og give disciplene en vis retsbeskyttelse mod lignende overgreb fremover.

18. (a) Hvordan følger kristne tilsynsmænd i dag Paulus’ eksempel? (b) Hvordan kan vi “forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed” i vores tid?

¹⁸ I dag går tilsynsmænd i menighederne også foran med et godt eksempel. Det de forventer at deres trosfæller skal gøre, er de også villige til selv at gøre. Ligesom Paulus overvejer vi også omhyggeligt hvordan  og hvornår vi skal gøre brug af vores rettigheder for at opnå juridisk beskyttelse. Om nødvendigt henvender vi os til de lokale, nationale og endda internationale domstole for at opnå juridisk beskyttelse så vi kan tjene Gud. Vores mål er ikke at gennemføre sociale reformer men at “forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed”, sådan som Paulus skrev til menigheden i Filippi omkring ti år efter sin fængsling i byen. (Flp. 1:7) Men uanset hvad udfaldet af en retssag bliver, er vi ligesom Paulus og hans rejsefæller besluttet på at fortsætte med at “forkynde den gode nyhed” hvor som helst Guds ånd leder os hen. – Ap.G. 16:10.