1-3. (a) Beskriv omstændighederne ved Eutykos’ død. (b) Hvad gør Paulus, og hvad viser det om ham?

 PAULUS befinder sig i en tætpakket sal ovenpå i et hus i Troas. Han holder en lang tale for brødrene nu hvor det er den sidste aften han kan være sammen med dem. Det er blevet midnat. Fordi der er en hel del lamper i salen, er varmen og måske også osen fra dem med til at gøre luften tung. I et af vinduerne sidder en ung mand ved navn Eutykos. Og mens Paulus taler, falder Eutykos i søvn og styrter ned fra anden sal!

² Som læge er Lukas sikkert en af de første der løber udenfor og undersøger den unge mand. Der er ingen tvivl om hans tilstand. Eutykos bliver “samlet død op”. (Ap.G. 20:9) Men så sker der et mirakel. Paulus bøjer sig over den unge mand og siger til de forsamlede: “I skal holde op med alt det postyr, for han er i live.” Paulus har oprejst Eutykos! – Ap.G. 20:10.

³ Begivenheden er et tydeligt bevis på Guds hellige ånds kraft. Paulus kunne ikke beskyldes for at have forårsaget Eutykos’ død. Alligevel ønskede han ikke at den unge mands død skulle ødelægge den særlige lejlighed eller få nogen til at snuble åndeligt. Ved at oprejse ham kunne Paulus forlade brødrene trøstede og styrkede til at fortsætte deres tjeneste. Han følte tydeligvis et stort ansvar for andres liv. Det får os til at tænke på hans ord: “Jeg er ren for alles blod.” (Ap.G. 20:26) Lad os se hvordan Paulus’ eksempel kan være en hjælp for os i dag.

4. Hvilken ubehagelig oplevelse havde Paulus været ude for?

⁴ Som nævnt i forrige kapitel havde Paulus været ude for en meget ubehagelig oplevelse. Hans forkyndelse havde skabt stor uro i Efesos. Sølvsmedene, der var økonomisk afhængige af at folk tilbad Artemis, havde været med til at starte optøjer. I Apostlenes Gerninger 20:1 kan vi læse hvad der videre skete: “Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene, og efter at have opmuntret dem og sagt farvel begyndte han på sin rejse til Makedonien.”

5, 6. (a) Hvor længe har Paulus muligvis været i Makedonien, og hvad gjorde han for sine trosfæller mens han var der? (b) Hvordan betragtede Paulus sine trosfæller?

 ⁵ På vej til Makedonien gjorde Paulus holdt i havnebyen Troas, hvor han tilbragte noget tid. Paulus håbede at Titus, som var blevet sendt til Korinth, kunne mødes med ham der. (2. Kor. 2:12, 13) Men da det stod klart at Titus ikke kom, rejste Paulus videre til Makedonien, hvor han måske var i omkring et år og kom med “mange opmuntrende ord til dem der var der”. a (Ap.G. 20:2) Efter noget tid sluttede Titus sig til Paulus i Makedonien og aflagde en god rapport om hvordan menigheden i Korinth havde reageret på Paulus’ første brev til dem. (2. Kor. 7:5-7) Det fik Paulus til at skrive endnu et brev til brødrene og søstrene i Korinth, det vi kender som Andet Korintherbrev.

⁶ Læg mærke til at Lukas bruger ordene “opmuntret” og “opmuntrende” for at beskrive Paulus’ besøg i menighederne i Efesos og Makedonien. Det fortæller meget om den indstilling Paulus havde til sine trosfæller. I modsætning til farisæerne, der altid så ned på andre, betragtede Paulus sine brødre og søstre som sine medarbejdere. (Joh.  7:47-49; 1. Kor. 3:9) Paulus bevarede den indstilling, selv når han måtte give dem alvorlig vejledning. – 2. Kor. 2:4.

7. Hvordan kan kristne tilsynsmænd i dag efterligne Paulus?

⁷ I dag efterligner de ældste og kredstilsynsmændene Paulus. Selv når de er nødt til at give retledning, forsøger de at styrke dem der har brug for hjælp. De prøver at sætte sig ind i hvordan deres trosfæller har det, så de kan opmuntre dem i stedet for at fordømme dem. En erfaren kredstilsynsmand har sagt: “Vores brødre og søstre ønsker at gøre det der er rigtigt, men ofte må de kæmpe med frustration, frygt og følelsen af at de ikke selv magter at løse deres problemer.” Tilsynsmænd kan være en stor trøst for deres trosfæller. – Hebr. 12:12, 13.

8, 9. (a) Hvad fik Paulus til at ændre sin plan om at sejle til Syrien? (b) Hvad kunne være grunden til at jøderne var fjendtligt indstillet over for Paulus?

⁸ Fra Makedonien rejste Paulus videre til Korinth. b Da han havde opholdt sig der i tre måneder, var han ivrig efter at fortsætte til Kenkreæ, hvor hans plan var at gå ombord på et skib der sejlede til Syrien. Derfra ville han tage til Jerusalem og aflevere de indsamlede bidrag til de fattige brødre og søstre der boede der. c (Ap.G. 24:17; Rom. 15:25, 26) Men noget uventet fik Paulus til at ændre sine planer. I Apostlenes Gerninger 20:3 fortælles der nemlig at “jøderne havde planlagt at dræbe ham”!

⁹ Det er ikke overraskende at jøderne var fjendtligt indstillet over for Paulus, for de betragtede ham som en frafalden. Tidligere havde hans forkyndelse ført til at Krispus, forstanderen for synagogen i Korinth, var blevet kristen. (Ap.G. 18:7, 8; 1. Kor. 1:14) Ved en anden lejlighed havde jøderne i Korinth anklaget Paulus for at overtræde loven og ført ham hen til Gallio, prokonsulen i Akaja. Men Gallio havde afvist sagen, og det gjorde Paulus’ fjender rasende. (Ap.G. 18:12-17) Jøderne i Korinth har måske vidst eller regnet med at Paulus snart ville sejle fra den nærliggende havneby Kenkreæ, for de planlagde at foretage et bagholdsangreb på ham der. Hvad ville Paulus gøre?

10. Hvorfor lod Paulus være med at tage til Kenkreæ?

¹⁰ For ikke at sætte sin egen sikkerhed på spil – og for at beskytte de bidrag han var blevet betroet – lod Paulus være med at tage til Kenkreæ og valgte i stedet at vende tilbage gennem Makedonien. Det er rigtigt at det heller ikke var helt ufarligt at rejse over land. Der lå ofte røvere på lur langs vejene, og selv på kroerne kunne man ikke føle sig tryg. Men Paulus ville hellere tage de risici der var forbundet med at rejse  over land, end at udsætte sig for de farer der ventede ham i Kenkreæ. Heldigvis rejste han ikke alene. Med sig på den her del af missionsrejsen havde han Aristark, Gajus, Sekundus, Sopatros, Timotheus, Trofimos og Tykikos. – Ap.G. 20:3, 4.

11. Hvad gør kristne i dag for at beskytte sig selv, og hvad kan vi lære af Jesus i den forbindelse?

¹¹ Ligesom Paulus gør kristne i dag hvad de kan for at beskytte sig selv når de er ude at forkynde. I nogle områder forkynder de to og to eller i grupper i stedet for at gå alene. Hvad med forfølgelse? Kristne ved at de vil blive forfulgt. (Joh. 15:20; 2. Tim. 3:12) Men det får dem ikke til at være overmodige når de er i forkyndelsen, så de ender i en farlig situation. Tænk på Jesus’ eksempel. Engang da nogle af hans modstandere i Jerusalem tog sten op for at kaste dem på ham, “skjulte [han] sig og gik ud af templet”. (Joh. 8:59) Da jøderne senere planlagde at dræbe ham, “viste [han] sig ikke længere offentligt blandt jøderne, men han tog ud til egnen tæt ved ørkenen”. (Joh. 11:54) Jesus gjorde hvad han kunne for at beskytte sig selv når det ikke var imod Guds vilje at gøre det. Det samme gør kristne i dag. – Matt. 10:16.

12, 13. (a) Hvilken virkning fik det på menigheden at Eutykos blev oprejst? (b) Hvilket håb giver os trøst i dag?

¹² Paulus og hans rejsefæller rejste sammen gennem Makedonien. Det lader til at gruppen på et tidspunkt delte sig men blev genforenet i Troas. d Beretningen siger: “Fem dage senere kom vi til dem i Troas.” e (Ap.G. 20:6) Det var her den unge mand Eutykos blev oprejst, som nævnt i indledningen af kapitlet. Forestil dig hvor glade brødrene og søstrene blev da de så deres ven få livet igen! Som beretningen viser, følte de sig meget trøstede. – Ap.G. 20:12.

¹³ Den slags mirakler sker selvfølgelig ikke i dag. Men de der har mistet en af deres kære, føler sig trøstet af det håb Bibelen giver om en opstandelse. (Joh. 5:28, 29) Tænk over det her: Fordi Eutykos var ufuldkommen, døde han igen efter noget tid. (Rom. 6:23) Men de der bliver oprejst i den nye verden, får mulighed for at leve evigt! Og de der bliver oprejst til liv i himlen for at herske sammen med Jesus, vil få udødelighed. (1. Kor. 15:51-53) I dag har kristne, både de salvede og de “andre får”, god grund til at føle sig trøstede. – Joh. 10:16.

14. Hvad sagde Paulus til de ældste fra Efesos da han mødtes med dem i Milet?

¹⁴ Paulus og hans gruppe rejste fra Troas til Assos og så til Mitylene, Kios, Samos og Milet. Paulus ville gerne være i Jerusalem på pinsedagen. Det forklarer hvorfor han valgte et skib der sejlede uden om Efesos på hjemturen. Men fordi Paulus gerne ville tale med de ældste i Efesos, bad han dem om at mødes med ham i Milet. (Ap.G. 20:13-17) Da de kom, sagde han til dem: “I ved godt hvordan jeg har båret mig ad blandt jer fra den første dag jeg kom til provinsen Asien. Jeg har arbejdet hårdt for Herren i al ydmyghed og med tårer og under prøvelser som har ramt mig på grund af jødernes angreb, mens jeg ikke har holdt mig tilbage fra at fortælle jer noget af det der var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg har vidnet grundigt for både jøder og grækere om at de skulle angre, vende sig til Gud og tro på vores Herre Jesus.” – Ap.G. 20:18-21.

15. Hvilke fordele er der ved hus til hus-forkyndelsen?

¹⁵ I dag er der mange forskellige måder vi kan nå ud til folk med den  gode nyhed på. Ligesom Paulus forsøger vi at finde folk der hvor de er, som for eksempel ved busstoppesteder, på gader med mange mennesker og på markedspladser. Men den forkyndelsesmetode Jehovas Vidner bruger mest, er stadig at besøge folk fra hus til hus. Hvorfor? For det første fordi det giver os mulighed for regelmæssigt at besøge dem der bor i vores distrikt, så alle mennesker kan høre budskabet om Riget – et udtryk for Guds upartiskhed. For det andet kan vi gennem hus til hus-forkyndelsen give oprigtige mennesker den hjælp de personligt har brug for så de kan lære Gud at kende. Og for det tredje er hus til hus-forkyndelsen trosstyrkende og opmuntrende for os selv. Ja, et af de sande kristnes kendetegn er at de ivrigt forkynder “offentligt og fra hus til hus”.

16, 17. Hvordan viste Paulus mod, og hvordan følger Jehovas tjenere i dag hans eksempel?

¹⁶ Paulus fortalte de ældste fra Efesos at han ikke vidste hvilke farer der ventede ham i Jerusalem. Han sagde: “Jeg betragter dog ikke mit liv som betydningsfuldt, hvis bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste som jeg har fået fra Herren Jesus, nemlig at aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.” (Ap.G. 20:24) Paulus var modig og lod ikke noget som helst – hverken dårligt helbred, hård modstand eller noget andet – afholde ham fra at fuldføre sin opgave.

¹⁷ I dag kæmper vi der tjener Jehova, også med mange forskellige problemer. Nogle oplever regeringsforbud og forfølgelse. Andre kæmper med fysiske sygdomme eller psykiske lidelser. Og mange unge bliver udsat for gruppepres i skolen. Uanset deres omstændigheder holder Jehovas Vidner ud ligesom Paulus. De er fast besluttet på at “aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed”.

18. Hvordan havde Paulus holdt sig fri for blodskyld, og hvordan kunne de ældste fra Efesos gøre det samme?

¹⁸ Paulus gav derefter de ældste fra Efesos nogle vigtige advarsler og brugte sig selv som eksempel. Først fortalte han dem at det sandsynligvis var sidste gang de ville få ham at se. Og så sagde han: “Jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer alt hvad Gud har besluttet.” Hvordan kunne de ældste fra Efesos efterligne Paulus så de undgik at pådrage sig blodskyld? Han sagde til dem: “Vær opmærksomme på jer selv og på hele hjorden, som den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd i, for at I kan være hyrder for Guds menighed, som han har købt med blodet af sin egen Søn.” (Ap.G. 20:26-28) Paulus  advarede om “undertrykkende ulve” der ville komme ind i hjorden og “fordreje sandheden for at få disciplene med sig”. Hvad skulle de ældste gøre? “Hold jer ... vågne,” sagde Paulus, “og husk at jeg i tre år, nat og dag, aldrig holdt op med at vejlede hver enkelt af jer med tårer.” – Ap.G. 20:29-31.

19. Hvilket frafald fandt sted i slutningen af det første århundrede, og hvad førte det til?

¹⁹ De “undertrykkende ulve” kom ind i menigheden i slutningen af det første århundrede. Omkring år 98 skrev apostlen Johannes: “[Der er] kommet mange antikrister ... De var hos os, men forlod os, for de hørte ikke virkelig til hos os. Hvis de virkelig havde hørt til hos os, var de blevet hos os.” (1. Joh. 2:18, 19) I det tredje århundrede havde frafaldet ført til at kristenhedens præsteskab blev dannet, og i det fjerde århundrede blev den fordærvede kristne tro officielt anerkendt af kejser Konstantin. De religiøse ledere ‘fordrejede sandheden’ ved at blande Bibelens lære ind i hedenske ritualer og traditioner for at få dem til at se “kristne” ud. Virkningen af frafaldet ses stadig i kristenhedens lærepunkter og skikke.

20, 21. Hvorfor kan vi sige at Paulus var selvopofrende, og hvordan kan de ældste efterligne ham?

²⁰ Paulus havde en helt anden måde at leve på end de mænd der senere begyndte at udnytte menigheden. Paulus forsørgede sig selv for ikke at være en byrde for menigheden. Alt det han gjorde til gavn for sine trosfæller, var af ren uselviskhed. Paulus tilskyndede de ældste fra Efesos til også at have en selvopofrende indstilling. Han sagde: “I ... skal hjælpe de svage og huske det Herren Jesus har sagt: ‘Der er større glæde ved at give end ved at få.’” – Ap.G. 20:35.

²¹ Ligesom Paulus er de ældste i dag selvopofrende. De er ikke som kristenhedens præster, der udnytter deres menigheder for selv at blive rige. De ældste forstår at Jehova har givet dem ansvaret for fårene, og de udfører deres opgave på en uselvisk måde. Stolthed og selviske ambitioner hører ikke hjemme i den kristne menighed, og de der er overmodige og ‘søger deres egen ære’, vil ende med at blive ydmyget. – Ordsp. 11:2; 25:27.

22. Hvorfor holdt de ældste fra Efesos så meget af Paulus?

²² Brødrene fra Efesos elskede Paulus fordi han viste dem ægte kærlighed. Da tiden var kommet til at Paulus skulle afsted, “græd [alle] meget, og de omfavnede Paulus og kyssede ham”. (Ap.G. 20:37, 38) Kristne værdsætter og elsker dem der ligesom Paulus giver af sig selv til gavn for menigheden. Efter at have set nærmere på Paulus’ gode eksempel må man sige at han hverken pralede eller overdrev da han sagde: “Jeg er ren for alles blod.” – Ap.G. 20:26.