Flaghilsen. Jehovas Vidner opfatter dét at bøje sig for flaget eller at hilse på det — ofte i forbindelse med afsyngelse af en nationalsang — som en religiøs handling der tilskriver staten eller dens ledere, ikke Gud, frelsen. (Esajas 43:11; 1 Korinther 10:14; 1 Johannes 5:21) En af de ledere man kan nævne, er kong Nebukadnezar af Babylon. For at vise folket hvor ophøjet og stærkt religiøs han var, lod denne magtfulde hersker en enorm billedstøtte opstille. Derefter befalede han sine undersåtter at bøje sig for den mens der blev spillet musik, en slags nationalhymne. Men de tre hebræere — Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego — nægtede selv under trussel om dødsstraf at bøje sig for billedstøtten. — Daniels Bog, kapitel 3.

I vor tid er ’flaget nationalismens vigtigste troskabssymbol og centrale tilbedelsesobjekt,’ skrev historikeren Carlton Hayes. „Mænd blotter hovedet når flaget føres forbi dem. Til pris for flaget skriver digtere oder, og børn synger sange.“ Hayes tilføjede at nationalisme også har sine „helligdage“, som for eksempel USA’s nationaldag den 4. juli, såvel som sine „helgener og helte“ og sine „templer“, eller monumenter. Ved en offentlig ceremoni i Brasilien sagde en højtstående militær embedsmand: „Flaget æres og tilbedes . . . ligesom fædrelandet tilbedes.“ I en ældre udgave af opslagsværket The Encyclopedia Americana står der: „Flaget er ligesom korset helligt.“

 En nyere udgave af dette opslagsværk oplyser at nationalsange „udtrykker patriotisme og ofte indeholder en anmodning til Gud om hans ledelse og beskyttelse af folket eller dets ledere“. Jehovas tjenere kan derfor ikke siges at være urimelige når de betragter patriotiske ceremonier hvori der indgår flaghilsen og nationalsange, som religiøse handlinger. Om Jehovas Vidners børns vægring ved at hylde flaget og aflægge troskabsed i de amerikanske skoler havde bogen The American Character interessant nok denne kommentar: „At disse daglige ritualer er af religiøs natur, er omsider blevet stadfæstet af højesteret i en række sager.“

Selvom Jehovas folk ikke deltager i ceremonier de betragter som ubibelske, respekterer de i høj grad andres ret til at gøre det. De respekterer også flaget som et symbol og anerkender de retmæssigt indsatte øvrigheder som de „højere myndigheder“ der virker som „Guds tjener“. (Romerne 13:1-4) Jehovas Vidner følger derfor Bibelens tilskyndelse til at bede „for konger og alle dem som er i høje stillinger“. Men vi gør det for at vi „fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. — 1 Timoteus 2:2.

Stemmeafgivning ved politiske valg. Sande kristne respekterer andres ret til at stemme. De protesterer ikke mod at der afholdes valg, og de underordner sig dem der bliver valgt. De forbliver dog fuldstændig neutrale i nationernes politiske anliggender. (Mattæus 22:21; 1 Peter 3:16) Hvordan skal kristne forholde sig i lande hvor der er stemmepligt, eller i situationer hvor de betragtes med stærk misbilligelse hvis de ikke møder op på valgstedet? Med tanke på at Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego gik så langt som til at møde op på Durasletten, vil en kristen i lignende situationer måske vælge at møde op på valgstedet, hvis hans samvittighed tillader det. Han vil dog passe på at han ikke bryder sin neutralitet. Her er seks principper han må være opmærksom på:

1. Jesu disciple er ’ikke en del af verden’. — Johannes 15:19.

2. De kristne repræsenterer Kristus og hans rige. — Johannes 18:36; 2 Korinther 5:20.

3.   Den kristne menighed er forenet i troen, og dens medlemmer er knyttet sammen i kristen kærlighed. — 1 Korinther 1:10; Kolossenserne 3:14.

4. De der får en bestemt person valgt ind, har et medansvar for hvad vedkommende gør i sit embede. — Læg mærke til de principper der kan udledes af ordene i Første Samuelsbog 8:5, 10-18 og Første Timoteusbrev 5:22.

5. Jehova opfattede Israels ønske om at få en synlig konge over sig som et udtryk for at de havde vraget ham. — 1 Samuel 8:7.

6. Kristne skal frimodigt kunne forkynde budskabet om Riget for folk af enhver politisk observans. — Mattæus 24:14; 28:19, 20; Hebræerne 10:35.

Civil tjeneste. I nogle lande kræver staten at militærnægtere skal udføre en eller anden form for civil tjeneste i en periode. Hvis man står i en sådan situation og skal finde ud af hvad man vil gøre, må man lægge sagen frem for Jehova i bøn, eventuelt tale med en moden trosfælle og derefter træffe en afgørelse ud fra sin oplyste samvittighed. — Ordsprogene 2:1-5; Filipperne 4:5.

Guds ord formaner os til at „underordne [os] regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere, at være rede til enhver god gerning, . . . at være rimelige“. (Titus 3:1, 2) Med det i tanke kan vi stille os selv følgende spørgsmål: ’Hvis jeg siger ja til at udføre den pågældende civile tjeneste, vil jeg da bryde min kristne neutralitet? Vil jeg blive involveret i falsk religion? (Mika 4:3, 5; 2 Korinther 6:16, 17) Vil den pågældende tjeneste gøre det vanskeligt for mig, eller ligefrem forhindre mig i, at udføre mine kristne pligter? (Mattæus 28:19, 20; Efeserne 6:4; Hebræerne 10:24, 25) Eller kunne en sådan tjeneste gøre det muligt for mig at øge mine åndelige aktiviteter, måske endda ved at blive heltidsforkynder?’ — Hebræerne 6:11, 12.

Hvis en kristen når til den konklusion at han med god samvittighed kan udføre civil tjeneste i stedet for at gå i fængsel, må hans trosfæller respektere denne beslutning. (Romerne  14:10) Hvis han føler at han ikke kan udføre en sådan tjeneste, skal også denne beslutning respekteres. — 1 Korinther 10:29; 2 Korinther 1:24.