KAPITEL 21
Guds rige fjerner sine fjender
1, 2. (a) Hvad viser at vores konge har hersket siden 1914? (b) Hvad vil vi se på i dette kapitel?
DET har været trosstyrkende at se på hvad Guds rige har udrettet midt blandt sine fjender. (Sl. 110:2) Vores konge har mønstret en hær af villige forkyndere. Han har renset og lutret sine disciple åndeligt og moralsk. Og trods Rigets fjenders forsøg på at splitte os kan vi glæde os over at vi er forenede på tværs af alle landegrænser. Disse og de mange andre ting Riget har udrettet, er et stærkt vidnesbyrd om at vores konge siden 1914 har hersket midt blandt Rigets fjender.
2 Riget vil udrette endnu mere forbløffende ting i nær fremtid. Det vil „komme“ for at „knuse og gøre ende“ på sine fjender. (Matt. 6:10; Dan. 2:44) Men inden da vil der finde andre markante begivenheder sted. Hvilke? Det svarer adskillige bibelprofetier på. Lad os se på nogle af dem.
Optakten til „pludselig undergang“
3. Hvad er den første begivenhed vi venter på?
3 Der proklameres fred. I sit brev til thessalonikerne beskrev apostlen Paulus den første begivenhed vi venter på. (Læs 1 Thessaloniker 5:2, 3). Paulus nævner her „Jehovas dag“, der vil begynde med angrebet på „Babylon den Store“. (Åb. 17:5) Men lige inden Jehovas dag begynder, vil nationerne sige: „Fred og sikkerhed!“ Dette udtryk kan henvise til en enkelt proklamation eller til en række markante erklæringer. Vil de religiøse ledere være indblandet? Eftersom de er en del af verden, vil de muligvis slutte sig til nationernes kor og sige: „Der er fred!“ (Jer. 6:14; 23:16, 17; Åb. 17:1, 2) Denne proklamation af fred og sikkerhed vil markere at Jehovas dag skal til at begynde. Guds riges fjender vil „afgjort ikke undslippe“.
4. Hvordan gavner det os at forstå betydningen af Paulus’ profeti om proklamationen af fred og sikkerhed?
4 Hvordan gavner det os at forstå betydningen af denne profeti? Paulus forklarer: „I er ikke i mørke så dagen skulle overraske jer som den ville overraske tyve.“ (1 Thess. 5:3, 4) I modsætning til folk i almindelighed er vi klar over hvad de nuværende begivenheder vil ende med. Hvordan vil denne profeti om fred og sikkerhed helt præcis blive opfyldt? Vi må vente og se hvad der sker på verdensscenen. Lad os derfor „holde os vågne og være ædru“. — 1 Thess. 5:6; Zef. 3:8.
Den store trængsel begynder
5. Hvad vil være ’den store trængsels’ indledende fase?
5 Angreb på religion. Husk at Paulus skrev: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem.“ Ligesom et lynglimt hurtigt følges af et tordenskrald, vil tiden hvor der siges „Fred og sikkerhed!“, øjeblikkelig blive fulgt af „pludselig undergang“. Hvad er det der vil blive ødelagt? Først er det „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, også kendt som „skøgen“. (Åb. 17:5, 6, 15) Denne tilintetgørelse af kristenheden og alle andre falske religiøse organisationer udgør den indledende fase af ’den store trængsel’. (Matt. 24:21; 2 Thess. 2:8) For mange vil denne begivenhed komme som en overraskelse. Hvorfor? Fordi skøgen frem til dette tidspunkt vil opfatte sig selv som en „dronning“ der ’aldrig skal se sorg’. Men pludselig vil hun opdage at hun tager fejl. Hun vil blive fjernet hurtigt, som „på én dag“. — Åb. 18:7, 8.
6. Hvem eller hvad vil udføre angrebet på „Babylon den Store“?
6 Hvem eller hvad vil udføre angrebet på „Babylon den Store“? Et „vilddyr“ med „ti horn“. Åbenbaringens Bog indikerer at dette vilddyr er De Forenede Nationer (FN). De ti horn står for alle nuværende politiske magter der støtter dette ’skarlagenrøde vilddyr’. (Åb. 17:3, 5, 11, 12) Hvor ødelæggende vil angrebet være? FN’s medlemsnationer vil plyndre skøgen for hendes rigdomme, fortære hende og „opbrænde hende“. — Læs Åbenbaringen 17:16. a
7. Hvordan blev Jesu ord i Mattæus 24:21, 22 opfyldt i det første århundrede, og hvordan vil de blive opfyldt i fremtiden?
7 Dagene afkortes. Vores konge fortalte hvad der vil ske på dette tidspunkt i den store trængsel. Jesus erklærede: „På grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ (Læs Mattæus 24:21, 22). Jesu ord blev opfyldt i lille målestok i år 66 da Jehova ’afkortede’ den romerske hærs angreb på Jerusalem. (Mark. 13:20) Det gav de kristne i Jerusalem og Judæa mulighed for at blive frelst. Hvad vil der ske på globalt plan under den kommende store trængsel? Jehova vil, gennem vores konge, ’afkorte’ FN’s angreb på religion så den sande religion ikke bliver tilintetgjort sammen med den falske. Alle falske religiøse organisationer vil altså blive ødelagt, men den eneste sande religion vil overleve. (Sl. 96:5) Lad os nu se hvad der vil ske når denne del af den store trængsel er overstået.
Begivenheder der leder frem til Harmagedon
8, 9. Hvilke fænomener henviste Jesus måske til, og hvordan vil folk reagere på det de ser?
8 Jesu profeti om de sidste dage viser at der vil finde adskillige markante begivenheder sted i tiden frem til Harmagedon. De første to begivenheder vi vil se på, nævnes begge i Mattæus’, Markus’ og Lukas’ evangelier. — Læs Mattæus 24:29-31; Mark. 13:23-27; Luk. 21:25-28.
9 Himmelfænomener. Jesus forudsiger: „Solen [skal] formørkes, og månen skal ikke give sit lys, og stjernerne vil falde ned fra himmelen.“ De religiøse ledere vil bestemt ikke blive set hen til efter lys — de vil ikke længere blive betragtet som lysgivere. Henviste Jesus også til et overnaturligt tegn på himlen? Måske. (Es. 13:9-11; Joel 2:1, 30, 31) Hvordan vil folk reagere på det de ser? De vil blive grebet af „angst“ fordi de ’hverken ved ud eller ind’. (Luk. 21:25; Zef. 1:17) Fjender af Guds rige — fra ’konger til trælle’ — vil ’besvime på grund af frygt og det de venter der kommer’, og forsøge at finde et sikkert skjulested. Men de vil ikke kunne skjule sig for vores konges vrede. — Luk. 21:26; 23:30; Åb. 6:15-17.
10. Hvilken dom vil blive afsagt af Jesus, og hvordan vil de der støtter Guds rige, og de der modarbejder det, reagere?
10 Domsafsigelse. Alle Guds riges fjender bliver dernæst tvunget til at være vidne til en begivenhed der vil gøre dem endnu mere skrækslagne. Jesus siger: ’De skal se Menneskesønnen komme i skyer med stor magt og herlighed.’ (Mark. 13:26) Denne overnaturlige magtdemonstration vil vise at Jesus er kommet for at afsige dom. I en anden del af samme profeti om de sidste dage afslører Jesus flere detaljer om den dom der vil blive afsagt på det tidspunkt. Dem finder vi i lignelsen om fårene og gederne. (Læs Mattæus 25:31-33, 46). De der loyalt støtter Guds rige, vil blive regnet som ’får’ og vil ’løfte deres hoveder’ fordi de ved at deres „befrielse nærmer sig“. (Luk. 21:28) Rigets modstandere vil derimod blive dømt som ’geder’ og „slå sig selv af sorg“ fordi de indser at „evig afskærelse“ venter dem. — Matt. 24:30; Åb. 1:7.
11. Hvad må vi have in mente når vi nu ser på de kommende begivenheder?
11 Når Jesus har afsagt sin dom over „alle nationerne“, skal der finde endnu en række markante begivenheder sted inden Harmagedonkrigen begynder. (Matt. 25:32) Vi vil se på to af dem: Gogs angreb og indsamlingen af salvede. Når vi ser på disse to begivenheder, må vi have in mente at Guds ord ikke åbenbarer nøjagtig hvornår de vil indtræffe. Faktisk er det sandsynligt at den ene til en vis grad vil overlappe den anden.
12. Hvilket totalangreb vil Satan rette mod Riget?
12 Et totalangreb. Gog fra Magog vil angribe de tilbageværende salvede og deres medarbejdere, de andre får. (Læs Ezekiel 38:2, 11). Dette angreb mod Guds etablerede rige vil blive Satans sidste slag i en krig han har ført mod den salvede rest siden han blev kastet ud af himlen. (Åb. 12:7-9, 17) Især siden de salvede begyndte at blive samlet ind i den genoprettede kristne menighed, har Satan prøvet at berøve dem deres åndelige velstand — men forgæves. (Matt. 13:30) På det tidspunkt hvor alle falske religiøse organisationer er væk og Guds folk tilsyneladende bor ’uden mure og hverken har slå eller døre’, vil Satan imidlertid se en gylden mulighed. Han vil ægge sine onde håndlangere til at foretage et totalangreb på dem der støtter Riget.
13. Hvordan vil Jehova gribe ind og redde sit folk?
13 Ezekiel beskriver hvad der vil ske. Angående Gog siger profetien: „Du skal komme fra dit sted, fra de fjerneste egne mod nord, du og mange folkeslag med dig, alle ridende på heste, en stor forsamling, ja, en talrig kampstyrke, og du skal drage op imod mit folk ... som en sky der dækker landet.“ (Ez. 38:15, 16) Hvordan vil Jehova reagere på denne invasion, der tilsyneladende ikke er til at standse? „Min forbitrelse stiger op i min næse,“ erklærer Jehova. „Jeg vil kalde et sværd frem.“ (Ez. 38:18, 21; læs Zakarias 2:8). Jehova vil gribe ind og redde sine tjenere på jorden. Denne indgriben er Harmagedonkrigen.
14, 15. Hvilken anden begivenhed vil finde sted på et tidspunkt efter at Satan har påbegyndt sit totalangreb?
14 Inden vi bevæger os længere frem i tiden for at se hvordan Jehova vil forsvare sit folk i Harmagedonkrigen, så lad os stoppe op et øjeblik og se nærmere på en anden vigtig begivenhed. Den vil finde sted på et tidspunkt mellem begyndelsen af Satans totalangreb og begyndelsen af Jehovas indgriben ved Harmagedon. Som nævnt i paragraf 11 er denne anden begivenhed indsamlingen af dem der er tilbage af den salvede rest.
15 Indsamling af salvede. Både Mattæus og Markus tog Jesu ord om indsamlingen af de „udvalgte“ — salvede kristne — med i rækken af begivenheder der vil indtræffe inden Harmagedon bryder ud. (Se paragraf 7). Jesus siger profetisk om sig selv som konge: „Så vil han udsende englene og samle sine udvalgte fra de fire vinde, fra jordens ende til himmelens ende.“ (Mark. 13:27; Matt. 24:31) Hvilken indsamling henviser Jesus her til? Han taler ikke om den endelige besegling af resten af de salvede kristne, som vil ske lige inden den store trængsel begynder. (Åb. 7:1-3) Nej, Jesus henviser til en begivenhed der vil finde sted under den kommende store trængsel. Altså vil salvede der stadig befinder sig på jorden, åbenbart blive samlet til himlen på et tidspunkt efter at Satan har påbegyndt sit totalangreb på Guds folk.
16. Hvilken rolle vil de opstandne salvede have i Harmagedonkrigen?
16 Hvilken forbindelse har denne indsamling af den salvede rest med den næste begivenhed der vil finde sted, Harmagedon? Tidspunktet for indsamlingen indikerer at alle salvede vil være i himlen inden Guds krig ved Harmagedon begynder. I himlen vil Kristi 144.000 medregenter få myndighed til sammen med Jesus at knuse alle Guds riges fjender med „en jernstav“. (Åb. 2:26, 27) Derefter vil de opstandne salvede sammen med magtfulde engle følge Kristus, Krigerkongen, når han rider ud mod den ’talrige kampstyrke’ af fjender der er ved at omringe sit bytte — Jehovas folk. (Ez. 38:15) Når denne voldsomme konfrontation finder sted, er Harmagedonkrigen i gang! — Åb. 16:16.
Den store trængsels store finale
17. Hvad vil der ske med „gederne“ i Harmagedon?
17 Domseksekvering. Harmagedonkrigen vil være den store trængsels finale. På dette tidspunkt vil Jesus påtage sig endnu en opgave. Foruden at være dommer over „alle nationerne“ vil han også eksekvere dommen over alle dem han tidligere har dømt som ’geder’. (Matt. 25:32, 33) Med „et langt, skarpt sværd“ vil vores konge „slå nationerne“. Ja, alle „gederne“ — fra „konger“ til „trælle“ — „skal gå bort til evig afskærelse“. — Åb. 19:15, 18; Matt. 25:46.
18. (a) Hvordan vil situationen forandre sig for „fårene“? (b) Hvordan vil Jesus fuldende sin sejr?
18 Sikke en forandring for „fårene“! I stedet for næsten at blive trampet ned af Satans talrige kampstyrke af ’geder’ vil „en stor skare“ af tilsyneladende forsvarsløse ’får’ overleve fjendens angreb og ’komme ud af den store trængsel’. (Åb. 7:9, 14) Efter at have besejret og fjernet alle Guds riges fjender på jorden vil Jesus så kaste Satan og hans dæmoner i afgrunden. Der vil de blive holdt i en dødlignende, inaktiv tilstand i tusind år. — Læs Åbenbaringen 6:2; 20:1-3.
Hvordan vi kan forberede os
19, 20. Hvordan kan vi handle efter det vi lærer i Esajas 26:20 og 30:21?
19 Hvordan kan vi forberede os på de voldsomme begivenheder der ligger forude? Vagttårnet sagde for nogle år siden: „At man viser lydighed, vil være afgørende for om man overlever.“ Hvorfor er det sådan? Svaret findes i en advarsel fra Jehova til de jøder der var i fangenskab i oldtidens Babylon. Jehova forudsagde at Babylon ville blive erobret, men hvad skulle Guds folk gøre for at forberede sig på det? Jehova sagde: „Gå, mit folk, søg ind i dine inderste kamre og luk dine døre bag dig. Skjul dig blot et øjeblik til fordømmelsen driver over.“ (Es. 26:20) Læg mærke til udsagnsordene i dette vers: „gå“, „søg“, „luk“, „skjul“ — de står alle i bydemåde; det er befalinger. De jøder der gav agt på disse befalinger, blev i deres huse, i sikkerhed for de erobrende soldater ude i gaderne. Deres overlevelse afhang altså af at de adlød Jehovas instruktioner. b
20 Hvad kan vi lære af det? Om vi overlever de kommende begivenheder, afhænger af lydighed mod Jehovas instruktioner. (Es. 30:21) Sådanne instruktioner får vi gennem den kristne menighed. Derfor ønsker vi at opdyrke ubetinget lydighed så vi helhjertet adlyder den vejledning vi får. (1 Joh. 5:3) Hvis vi gør det i dag, vil vi være mere tilbøjelige til villigt at adlyde i fremtiden, og så vil vores Far, Jehova, og vores konge, Jesus, beskytte os. (Zef. 2:3) Med deres beskyttelse har vi mulighed for at blive vidne til at Guds rige fuldstændig fjerner sine fjender. Hvilken uforglemmelig begivenhed!
a Det vil være rimeligt at antage at ødelæggelsen af „Babylon den Store“ hovedsagelig henviser til ødelæggelsen af de religiøse institutioner, ikke til en massenedslagtning af alle religiøse mennesker. De fleste af Babylons tidligere tilhængere vil altså overleve denne ødelæggelse, og sandsynligvis vil de, i det mindste udadtil, prøve at distancere sig fra religion, som antydet i Zakarias 13:4-6.
b Flere informationer findes i Esajas’ profeti — et lys for alle mennesker I, side 282-283.