Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 13

Godkender Gud alle højtider og fester?

Godkender Gud alle højtider og fester?

“Bliv ved med at forsikre jer om at det I gør, er noget Herren kan godkende.” – EFESERNE 5:10.

1. Hvad må vi forsikre os om for at vores tilbedelse kan glæde Jehova, og hvorfor?

 JESUS sagde: “Sande tilbedere vil tilbede Faren i ånd og sandhed, for det er den slags tilbedere Faren søger.” (Johannes 4:23; 6:44) Derfor må vi hver især ‘blive ved med at forsikre os om at det vi gør, er noget Herren kan godkende’. (Efeserne 5:10) Det er ikke altid så let. Satan prøver nemlig at vildlede os så vi kommer til at gøre noget der vil såre Jehova. – Åbenbaringen 12:9.

2. Hvad skete der i nærheden af Sinajs Bjerg?

2 Hvordan prøver Satan at vildlede os? En af hans metoder er at skabe forvirring med hensyn til hvad der er rigtigt og forkert. Tænk over hvad der skete med israelitterne da de havde slået lejr i nærheden af Sinajs Bjerg. Moses var gået op på bjerget, og folket ventede på at han skulle vende tilbage til lejren. Til sidst blev de trætte af at vente og bad Aron om at lave en gud til dem. Han lavede så en gud af guld der havde form som en kalv. Derefter holdt israelitterne en stor fest hvor de dansede rundt om kalven og bøjede sig ned for den. De troede rent faktisk at de kunne tilbede Jehova ved at bøje sig for kalven. Men bare fordi de betragtede fejringen som en “fest for Jehova”, betød det ikke at den var i orden. Jehova betragtede det de gjorde, som afgudsdyrkelse, og det kostede mange af dem livet. (2. Mosebog 32:1-6, 10, 28) Hvad kan vi lære af det? Vi må ikke lade os narre. Følg advarslen: “Rør ikke ved noget urent.” Lad Jehova lære dig hvad der er rigtigt og forkert. – Esajas 52:11; Ezekiel 44:23; Galaterne 5:9.

3, 4. Hvorfor er det godt at undersøge hvor populære højtider stammer fra?

3 Da Jesus var på jorden, oplærte han sine apostle så de kunne være gode eksempler når det gjaldt ren tilbedelse. Efter hans død underviste apostlene nye disciple i Jehovas principper. Men så snart apostlene var døde, begyndte frafaldne at bringe forkerte opfattelser og hedenske skikke og højtider ind i menigheden. De gav endda nogle af de hedenske fester nye navne for at man skulle tro at de var kristne. (Apostlenes Gerninger 20:29, 30; 2. Thessaloniker 2:7, 10; 2. Johannes 6, 7) Mange af disse fester er populære den dag i dag, og de er stadig med til at fremme forkerte trosopfattelser og endda dæmondyrkelse. * – Åbenbaringen 18:2-4, 23.

4 Overalt i verden er højtider og fester en vigtig del af livet for mange. Men efterhånden som du lærer hvordan Jehova ser på tingene, går det måske op for dig at du må justere dit syn på visse skikke og fejringer. Det er måske lettere sagt end gjort, men du kan være sikker på at Jehova vil hjælpe dig. Lad os undersøge nogle af de mest populære højtider og finde ud af hvordan Jehova betragter dem.

HVOR STAMMER JULEN FRA?

5. Hvordan kan vi vide at Jesus ikke blev født den 24. eller 25. december?

5 I store dele af verden bliver julen fejret den 24. eller 25. december fordi de fleste tror at Jesus blev født på det tidspunkt. Bibelen fortæller os ikke hvilken dag eller måned Jesus blev født, men den indikerer noget om årstiden. Lukas skrev at da Jesus blev født i Betlehem, var der “hyrder som levede udendørs” for at vogte deres fåreflokke. (Lukas 2:8-11) I december måned er der koldt og regnfuldt i Betlehem, og det kan endda sne, så hyrderne ville ikke have overnattet udendørs sammen med deres hjord. Hvad fortæller det os? Jesus blev født mens vejret var mildt, ikke i december. Både bibelske og historiske vidnesbyrd indikerer at han blev født på et tidspunkt i løbet af de måneder vi i dag kalder september og oktober.

6, 7. (a) Hvor stammer mange populære juleskikke fra? (b) Hvad skal være vores motiv til at give gaver?

6 Men hvor kommer julen så fra? Opslagsværker viser at den stammer fra hedenske fester. Den Store Danske Encyklopædi siger om jul: “Historisk set indgår blandede elementer ... i denne højtid. Den romerske solhvervsfest for Sol Invictus er en forgænger ligesom den nordisk-hedenske offerfest.” Og i The Encyclopedia Americana står der om Saturnaliefesten, der var en fest for landbrugsguden Saturn: “Saturnalierne, en romersk fest som blev fejret i midten af december, dannede forbillede for mange af julens lystige skikke. Fra denne højtid stammer for eksempel de overdådige måltider, det at give gaver og det at tænde lys.” Desuden fejrede soltilbedere den persiske gud Mithras fødselsdag den 25. december.

7 I dag tænker de fleste der fejrer jul, dog ikke over at højtiden har hedenske rødder. De synes bare det er hyggeligt at være sammen med familien, spise god mad og give hinanden gaver. Vi elsker selvfølgelig vores familie og venner, og Jehova vil gerne have at hans tjenere deler med hinanden. Som der står i 2. Korinther 9:7: “Gud elsker en glad giver.” Men Jehova ønsker ikke at man kun skal være gavmild ved særlige lejligheder. Jehovas tjenere elsker at være sammen med familie og venner og at give gaver på alle tider af året, og de forventer ikke at få noget igen. De giver fordi de elsker andre. – Lukas 14:12-14.

Når vi ved hvor en højtid eller fest stammer fra, ved vi også hvad vi skal undgå

8. Kom astrologerne med gaver til Jesus da han var nyfødt?

8 For at forklare hvorfor man giver gaver til jul, siger nogle at der var tre vise mænd der kom med gaver til den nyfødte Jesus i stalden. Det er rigtigt at en gruppe mænd kom for at se Jesus. Og fordi de betragtede ham som en betydningsfuld person, havde de gaver med til ham, hvilket var skik og brug på Bibelens tid. (1. Kongebog 10:1, 2, 10, 13) Men var du klar over at Bibelen fortæller at mændene var astrologer, altså nogle der beskæftigede sig med magi og ikke tilbad Jehova? De besøgte heller ikke Jesus mens han var nyfødt og lå i en stald. Det var først senere, da han boede sammen med sine forældre i et hus og ikke længere var et spædbarn. – Matthæus 2:1, 2, 11.

HVAD SIGER BIBELEN OM FØDSELSDAGE?

9. Hvilke fødselsdagsfester er omtalt i Bibelen?

9 Det er en helt særlig dag når et lille barn kommer til verden. (Salme 127:3) Men det betyder ikke at vi skal fejre den dag vi blev født. Tænk over følgende: I Bibelen omtales kun to fødselsdagsfester. Den ene blev holdt af en egyptisk farao, og den anden blev holdt af kong Herodes Antipas. (Læs 1. Mosebog 40:20-22; Markus 6:21-29). Ingen af de to herskere tjente Jehova. Faktisk indeholder Bibelen ikke et eneste eksempel på at tjenere for Jehova fejrede fødselsdag.

10. Hvordan så de første kristne på fejring af fødselsdag?

10 I Den Store Danske Encyklopædi siges der om fejringen af fødselsdag: “Oldkirken anså skikken for hedensk.” De første kristne fejrede altså ikke fødselsdag. Skikken var baseret på falske læresætninger. For eksempel troede man i oldtidens Grækenland at der var en ånd til stede når man blev født. Man mente at ånden var forbundet med en gud der havde fødselsdag samme dag som den nyfødte, og for at blive beskyttet af den ånd måtte fødselsdagen fejres livet igennem. Ud over at fejringen af fødselsdag er forbundet med hedenske opfattelser, er den også forbundet med astrologi og horoskoper.

11. Hvilket syn ønsker Jehova at vi skal have på gavmildhed?

11 Mange betragter fødselsdagen som en dag hvor man skal vises ekstra opmærksomhed og forkæles. Men vi vil gerne vise at vi elsker vores familie og venner hele året, ikke kun på en bestemt dag. Jehova ønsker at vi altid skal være gavmilde og gode ved hinanden. (Læs Apostlenes Gerninger 20:35). Det at han har givet os livet, er noget vi er taknemmelige for hver dag, ikke bare på vores fødselsdag. – Salme 8:3, 4; 36:9.

Sande kristnes motiv til at give gaver er kærlighed

12. Hvordan kan vores dødsdag være bedre end den dag vi blev født?

12 “Et godt navn er bedre end god olie, og den dag man dør, er bedre end den dag man blev født,” står der i Prædikeren 7:1. Hvordan kan vores dødsdag være bedre end den dag vi blev født? Når man er nyfødt, har man endnu ikke udrettet noget i sit liv, hverken godt eller dårligt. Men når man bruger sit liv på at tjene Jehova og på at gøre noget for andre, får man “et godt navn”, eller omdømme, og Jehova vil huske en, selv efter at man er død. (Job 14:14, 15) De der tjener Jehova, fejrer hverken deres egen eller Jesus’ fødselsdag. Den eneste dag Jesus sagde vi skulle markere, var årsdagen for hans død. – Lukas 22:17-20; Hebræerne 1:3, 4.

HVOR STAMMER NUTIDENS PÅSKEFEJRING FRA?

13, 14. Hvad er nutidens påskefejring knyttet til?

13 Mange tror at de fejrer Jesus’ opstandelse når de fejrer påske. Men interessant nok kan påskeskikkene spores tilbage til Eostre, den angelsaksiske gudinde for daggryet og foråret. Et opslagsværk fortæller at hun også var en frugtbarhedsgudinde. (The Dictionary of Mythology) Det kommer til udtryk i nogle af påskeskikkene. For eksempel har æg været “et fremtrædende symbol på nyt liv og genopstandelse”, siger et leksikon. (Encyclopædia Britannica) Brugen af haren som et symbol på frugtbarhed går også langt tilbage i hedensk gudsdyrkelse. Det er tydeligt at påskeskikkene ikke har noget at gøre med Jesus’ opstandelse.

14 Bliver Jehova glad når han ser folk blande hedenske skikke sammen med hans Søns opstandelse? Nej, selvfølgelig ikke. (2. Korinther 6:17, 18) Og Jehova har aldrig bedt os om at fejre Jesus’ opstandelse.

HVAD ER HALLOWEEN?

15. Hvad stammer halloween fra?

15 Halloween, der også er kendt som allehelgensaften, er forbundet med hekse, zombier og spøgelser. Det er en fest der har rødder langt tilbage i historien. Ved den fuldmåne der var tættest på 1. november, fejrede fortidens keltere i England og Irland en højtid kaldet samhain. Folk troede at de dødes ånder vendte tilbage til jorden under samhain, og de satte mad og drikke ud til ånderne for at de ikke skulle gøre dem noget ondt. Når børn i dag klæder sig ud og går fra dør til dør og siger “slik eller ballade”, efterligner de uden at vide det en gammel dæmonisk skik.

BRYLLUPPER DER GLÆDER GUD

16, 17. Hvad skal man tænke over når man planlægger bryllup?

16 Et bryllup er en glædelig begivenhed. Bryllupper bliver fejret på mange forskellige måder rundt omkring i verden. De fleste tænker ikke over hvor bryllupsskikkene kommer fra, så de ved måske ikke at nogle af dem har hedenske rødder. Men et kristent par der planlægger deres bryllup, vil selvfølgelig sikre sig at alt hvad der skal foregå, vil være noget der glæder Jehova. Hvis parret undersøger hvor de enkelte bryllupstraditioner stammer fra, vil de kunne træffe gode beslutninger. – Markus 10:6-9.

17 Meningen med nogle af traditionerne er at de skal bringe de nygifte held og lykke. (Esajas 65:11) Nogle steder er det for eksempel almindeligt at folk kaster ris eller lignende på brudeparret for at parret skal få børn og et langt og lykkeligt liv og blive beskyttet mod ondt. Men kristne undgår omhyggeligt enhver skik eller tradition der er forbundet med falsk religion og overtro. – Læs 2. Korinther 6:14-18.

18. Hvilke andre bibelske principper gælder i forbindelse med bryllupper?

18 Et kristent par vil gerne have at deres bryllup bliver en glad og værdig begivenhed, og at alle gæsterne føler sig godt tilpas. Som gæst ved et bryllup vil man ikke holde en tale der er ukærlig, har frække undertoner eller er respektløs over for brudeparret eller andre. (Ordsprogene 26:18, 19; Lukas 6:31; 10:27) Et kristent bryllup skal heller ikke være præget af ‘praleri med materiel rigdom’. (1. Johannes 2:16) Hvis du er ved at planlægge bryllup, må du sikre dig at det bliver en dag du kan se tilbage på med glæde. – Se slutnote 28.

HVORFRA KOMMER DEN SKIK AT SKÅLE?

19, 20. Hvorfra stammer skikken med at skåle?

19 Mange steder er det almindeligt at skåle ved bryllupper og andre sammenkomster. At skåle indebærer ofte at en siger nogle ord for at udtrykke et ønske om at nogen eller noget skal have fremgang, mens de tilstedeværende hæver deres glas og siger “skål”. Hvordan skal kristne se på den skik?

20 Under opslagsordet “skål” i Den Store Danske Encyklopædi står der: “Udbringelse af skåler er en udløber af den ofring til guderne, der umiddelbart efter måltidet forekom ved det græske drikkelag (symposion) og i Norden i forbindelse med de hedenske fester for guderne.” I oldtiden plejede folk at hæve deres bæger for at bede guderne om at velsigne dem. Men det er ikke sådan man får en velsignelse fra Jehova. – Johannes 14:6; 16:23.

“I SOM ELSKER JEHOVA, HAD DET DER ER FORKERT”

21. Hvilke andre fester vil kristne ikke deltage i?

21 Når du skal beslutte om du vil være med til en bestemt fest eller højtid, må du overveje hvilke holdninger og handlinger den er kendetegnet af. For eksempel hører erotisk dans, druk og endda umoralsk sex med til visse fester og karnevaler. Nogle begivenheder giver også næring til nationalisme eller promoverer en homoseksuel livsstil. Hvis vi deltog i den slags fester og højtider, kan vi så virkelig sige at vi hader det Jehova hader? – Salme 1:1, 2; 97:10; 119:37.

22. Hvad kan hjælpe en kristen til at beslutte om han vil være med til en fejring?

22 Kristne må være meget opmærksomme på at undgå fester og højtider der vanærer Gud. Paulus skrev: “Hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget som helst andet, skal I gøre alting til ære for Gud.” (1. Korinther 10:31; se slutnote 29). Det er selvfølgelig ikke alle fester der er præget af seksuel umoral, falsk religion eller nationalisme. Hvis en fejring ikke er i konflikt med Bibelens principper, må vi personligt afgøre om vi vil være med eller ej. Det er også vigtigt at vi tænker over hvordan vores beslutning vil påvirke andre.

VIS JEHOVA ÆRE MED DET DU SIGER OG GØR

23, 24. Hvordan kan du forklare familiemedlemmer der ikke er Jehovas Vidner, hvorfor du ikke vil deltage i bestemte højtider?

23 Du er sikkert allerede holdt op med at deltage i fester og højtider der vanærer Jehova. Men hvis du har familie der ikke er Jehovas Vidner, tror de måske at din beslutning skyldes at du ikke længere kan lide dem eller har lyst til at være sammen med dem. De føler måske at højtiderne er det eneste tidspunkt hvor familien er samlet. Derfor er det vigtigt at du på andre måder viser at du elsker dem, og at de betyder meget for dig. (Ordsprogene 11:25; Prædikeren 3:12, 13) Du kunne for eksempel tage initiativ til at være sammen med dem på andre tidspunkter.

24 Hvis nogle i din familie gerne vil vide hvorfor du ikke længere vil være med til bestemte højtider, kan du finde oplysninger i vores publikationer og på jw.org der vil hjælpe dig til at komme med en god forklaring. Undgå at give dem en følelse af at du prøver at vinde en diskussion eller at tvinge dem til at have samme holdning som dig. Hjælp din familie til at se at du har taget mange faktorer i betragtning og derefter har truffet din egen beslutning. Bevar roen, og ‘lad altid dine ord være venlige, krydret med salt’. – Kolossenserne 4:6.

25, 26. Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at elske Jehovas normer?

25 Det er vigtigt at det står helt klart for os hvorfor vi personligt ikke vil deltage i visse fester og højtider. (Hebræerne 5:14) Vores mål er at glæde Jehova. Hvis man er forælder, må man også tage sig tid til at hjælpe sine børn til at forstå og elske Bibelens principper. Når Jehova bliver virkelig for dem, vil de få lyst til at glæde ham. – Esajas 48:17, 18; 1. Peter 3:15.

26 Jehova bliver glad når vi gør alt hvad vi kan, for at tilbede ham på en måde der er ren og i harmoni med sandheden. (Johannes 4:23) I en verden fyldt med uærlighed er der mange der mener at det er umuligt at være helt igennem ærlig. Er det rigtigt? Det vil det næste kapitel svare på.

^ Du kan finde oplysninger om specifikke højtider og fester i Register til Vagttårnets publikationer, i Researchguide for Jehovas Vidner og på jw.org.